»Vi blev valgt, fordi vi var de dårligste«

MARSEILLE – Forandringerne strømmer lysende én i møde, så snart man når ned på den gamle havn, og det opleves som en befrielse. For man troede det umuligt: Borte er årtiers skånselsløs benzinos og bragende trafik næsten helt ned til vandkanten, og i stedet slentrer folk trygt og småsnakkende omkring på åbne, brede fortove hele vejen rundt om det U-formede havnebassin, Europas ældste. På den brede plads i bunden af U’et, langs Quai des Belges, kan man more sig med at se sig selv både oppefra og nedefra i det kæmpespejl, den engelske arkitekt Norman Foster har fået den geniale idé at hænge op, seks meter over vores hoveder, så der også er et sted at finde skygge, når solen bager. »Og det gør den tit her i Marseille«, kan lokalbefolkningen godt lide at tilføje. Den generer til gengæld ikke fiskerkonerne, for de er her kun om formiddagen, og de nyder at have fået meget bedre plads til deres boder, hvor de står og lokker kunder og lige så mange nysgerrige turister til med deres hæse stemmer, mens de renser, hvad deres mænd sejler ind og sejler ind fra havet. Bag dem tøffer turistbåde frem og tilbage mellem lystjagter med turister, der skal ud og sætte foden på Frioul, Monte Christos