Print artikel

»Vi blev valgt, fordi vi var de dårligste«

Mucem med gangbro mod det gamle Saint Jean-fort. Foto: Mucem.org
Udsigt fra den gamle tobaksfabrik i Belle-de-Mai-kvarteret
Mucem-bygningen er indspundet i et net, der skulle være inspireret af krusninger på Middelhavets overflade
Reportage
11.10.13
Marseille har været gennem en rasende forandring op til fejringen af byens status som europæisk kulturby 2013. Monumentale bygningsværker er skudt op og det legendarisk kaotiske gamle havnekvarter er blevet saneret. Men Marseille er stadig Marseille, med alt hvad dertil hører af mafiøse politiske intriger, bandeopgør og økonomisk krise. Nu vil man slå den gamle havneby sammen de omkringliggende rige kommuner for at skabe et dynamisk metropol-område.

MARSEILLE – Forandringerne strømmer lysende én i møde, så snart man når ned på den gamle havn, og det opleves som en befrielse. For man troede det umuligt: Borte er årtiers skånselsløs benzinos og bragende trafik næsten helt ned til vandkanten, og i stedet slentrer folk trygt og småsnakkende omkring på åbne, brede fortove hele vejen rundt om det U-formede havnebassin, Europas ældste. På den brede plads i bunden af U’et, langs Quai des Belges, kan man more sig med at se sig selv både oppefra og nedefra i det kæmpespejl, den engelske arkitekt Norman Foster har fået den geniale idé at hænge op, seks meter over vores hoveder, så der også er et sted at finde skygge, når solen bager. »Og det gør den tit her i Marseille«, kan lokalbefolkningen godt lide at tilføje. Den generer til gengæld ikke fiskerkonerne, for de er her kun om formiddagen, og de nyder at have fået meget bedre plads til deres boder, hvor de står og lokker kunder og lige så mange nysgerrige turister til med deres hæse stemmer, mens de renser, hvad deres mænd sejler ind og sejler ind fra havet. Bag dem tøffer turistbåde frem og tilbage mellem lystjagter med turister, der skal ud og sætte foden på Frioul, Monte Christos Château d’If og de andre øer i indsejlingen til Marseilles Vieux Port.

Ude for enden af den højre kaj er et areal, der i årtier ingen adgang var til trods dets storhed, blevet frilagt og forsynet med Marseilles første »verdensbygning«, som folk siger her: Mucem, som de er overbevist om, skal bringe deres hensygnende storby op på siden af Bilbao og Sidney. På afstand er det en betagende, mørkegrå, 25 meter høj firkant spundet ind i en slags hårnet fremstillet i en helt ny og særlig modstandsdygtig slags beton, som fransk arkitekturs enfant-terrible i disse år, Rudy Ricciotti, udnytter til sidste æstetiske dråbe: Hans inspiration er de mønstre, krusningerne på Middelhavets overflade tegner i solen, og ud mellem maskerne i det arabeskagtige net har man, når man går fra udstillingslokale til udstillingslokale, konstant udsigt til havet, der ligger og glinser udenfor. For Mucem er ikke kun et bygningsværk, det er også Museum for de europæiske og Middelhavets civilisation: Med udgangspunkt i en historisk set usædvanlig udflytning af et nationalt museum fra Paris til provinsen (det franske folkemindemuseum), skal Mucem vise, udforske og fremme Middelhavskultur og finde nye veje i forbindelsesnettet mellem Europa og Middelhavsbassinet.

Mucem er statens hovedbidrag til Marseille europæisk kulturby 2013,og selv om Rudy Ricciottis imposante arkitektur får nabobygningen, regionen Provence-Côte d’Azurs nyopførte Villa Méditerranée, et rekreativt udflugtspunkt midt i storbyen, til at virke lidt fantasiløs, forærer de to bygninger tilsammen Marseille en helt ny facade mod havet på den historiske Mole 4: Dén, hvortil kolonitidens passager- og fragtdampere ankom og afgik, et historieladet areal, der nok så symptomatisk har ligget brak, kysk afspærret, indtil der for nylig så småt kom gang i debatten om Frankrigs kolonialistiske fortid. Ny er også adgangen til det restaurerede Saint Jean-fort fra 1600-tallet, der for mange her er den gamle havns vartegn, og som er forbundet – næsten surrealistisk – med det 21. århundredes Mucem-arkitektur via en højt hævet gangbro, der fra fortet fortsætter som en historisk tråd over i Le Panier, Marseilles ældste bykvarter, dér hvor fønikerne oprettede deres handelsstade for 2600 år siden.

»Vi blev valgt, fordi vi var de dårligste«, sagde for nylig sociologen Jean Viard, der også er medlem af Marseilles byråd. Alle vidste, at Marseille i modsætning til sine konkurrenter i kapløbet om at blive udpeget til europæisk kulturby i 2013 (Toulouse, Lyon og Bordeaux) ikke havde nogen stor kulturtradition, og at byens aktive kræfter – politikere, kulturinstitutioner og erhvervslivet – per gammel tradition havde svært ved (en eufemisme) at finde hinanden. Faktisk har Frankrigs næststørste by ligget totalt underdrejet i årtier, lammet af en gordisk blanding af klientelisme, fagforeningsdiktatur, mafia og egoistiske særinteresser. Valget i 2008 af Marseille blev derfor mødt med dyb skepsis og ironiske skuldertræk i en stor del af det franske kulturliv. Men med urette, viser det sig: Den uventede kåring virkede som en kastet handske, en udfordring, der med det lokale Handels- og industrikammer som organiserende kraft skabte en lige så uventet dynamik, og den er – foruden altså enkelte mammutprojekter som Mucem – mundet ud i et vældigt, spraglet kulturårsprogram med over 900 events. En perfekt afspejling af byens ekstremt multietniske og derfor multikulturelle ansigt.

Af samme grund er målestokken for kulturbyårets succes med Handelskammerets egne, lidt overraskende ord heller ikke så meget det økonomiske afkast per investeret euro (knap 100 millioner, både offentlige og private) eller en tiltrængt og efterstræbt vækst i antallet af turister som dét, at Marseille har fået mod på sig selv igen. At der pludselig blæser en vind af optimisme, selvtillid og fremtidstro ind over den store havneby. »For det billede, man viser andre, afhænger jo af det, man har af sig selv«, som man siger på det magtfulde Handelskammer.

Men i Marseille skal man aldrig glæde sig for tidligt. Den 4. juli i år indrykkede borgmestrene i 108 af de 119 kommuner i Marseilles arrondissementer og opland en helsidesannonce i flere store, landsdækkende dagblade i protest mod et socialistisk lovforslag om etablering af en Metropol med navnet »Aix-Marseille«. Hensigten er en økonomisk, infrastrukturel og administrativ modernisering og især afbalancering af et område strækkende sig fra Arles langs Rhônefloden over Aix-en-Provence til Marcel Pagnols fødeby Aubagne i øst. For modstanderne, ikke mindst Aix-en-Provences energiske borgmester Maryse Joissains-Masini, der elsker at svinge grovfilen, handler det i virkeligheden om at fylde byen Marseilles slunkne kasser med skattepenge fra de rige kommuner i byens periferi, ikke mindst hendes egen, og styrke Marseille-borgmesterens indflydelse på udviklingen i det sydlige Provence.

Udsigt fra den gamle tobaksfabrik i Belle-de-Mai-kvarteret

For Marseille er fattig: Selv om byens sydlige kvarterer med klippefront mod Middelhavet huser så mange velhavere, at byen har flere storrige indbyggere end for eksempel Nice, så lever omkring 30% af Marseilles befolkning på et niveau under fattigdomsgrænsen (949 €), og Saint-Mauron-kvarteret bag hovedbanegården Saint-Charles er indehaver af den sørgelig rekord som Frankrigs fattigste kvarter overhovedet. Økonomen Philippe Langevin kalder Marseille for Frankrigs »mest ulige« by: ingen hverken spontan eller organiseret solidaritet mellem de to økonomiske ekstremer, økonomisk, socialt, uddannelsesmæssigt. »Kvartererne«, som man i Frankrig kalder koncentrationerne af boligblokke og indvandrerbefolkninger, strækker sig modsat de øvrige franske storbyer helt ind i bymidten, to skridt fra hovedstrøget La Canebière og Le vieux Port med sin kortege af narkohandel, kriminalitet, bandeopgør og snavsede fortove. Intet under, at de, der kan tillade sig det, i et par årtier lige så stille er flyttet udenbys – og en stor del af den økonomiske aktivitet med dem. Antallet af ufaglærte arbejdere og andre (meget) lavtuddannede bosat intra muros er overproportionalt i sammenligning med de andre storbyer og arbejdsløsheden et par procent højere (13%) end landsgennemsnittet (11%). Man anslår antallet af manglende arbejdspladser i den private sektor til 100.000. Årsagen er, at »Marseilles økonomiske hjerte befinder sig uden for byen«, for nu at sige det med endnu en formulering af Jean Viard.

Og sådan har det ikke altid været: Engang var Marseille »Orientens port«, Europas åbning mod Middelhavet, Mellemøsten og med anlægget af Suez-kanalen mod resten af Asien. Marseilles storhedstid var koloniperioden fra 1830’erne til omkring 1960, en periode, hvor skibsfarten og havnen skaffede rigeligt med arbejde til byens befolkning, der voksede, og nærede en også voksende håndværks- og industriproduktion: import af træ, sukker, råvarer til olie- og sæbeindustri og krydderier, eksport af industrielt forarbejdede varer til de franske kolonier. Omkring 200 familier regner man med tjente betragtelige formuer i denne periode, men med en diskretion, som er legendarisk, når det drejer sig om Marseilles storborgerskab, er disse formuer – og dermed et investeringspotentiale – blevet trukket ud af byen, oftest til Paris, hvor de Marseille-virksomheder, som formåede at omorientere deres produktion, har deres hovedsæde. Tilbage stod og står stadig en stor, hovedsagelig statsejet havn med en hær af dokarbejdere, der får mindre og mindre at bestille – paradoksalt nok i høj grad på grund af dem selv. For noget stejlere end Marseilles toporganiserede havnearbejdere skal man lede længe efter. De aftvang en stor del af Frankrigs arbejderbefolkning betragtelig beundring, da de i 1950’erne nægtede at laste skibe, der deltog i Indokinakrigen, og den pondus har de levet højt på lige siden, opbakket af fagforeningen CGT, i sin tid utilsløret det franske kommunistpartis forlængede fagforeningsarm. Dennes dominans på Marseilles havn resulterer stadig i dag i gentagne, ofte uventede strejker, der får de internationale rederier til at anse Marseilles havn for mere og mere utilregnelig, og som altså i virkeligheden er dybt kontraproduktive. Hvem sagde lammet og underdrejet?

Et tilbagevendende tema i Marseilles nyere sociale og politiske historie er, at man i dén grad lader situationerne flyde ud, at staten til sidst vælger at gå ind og hjælpe. Det skete første gang, da De Gaulle som fransk præsident i 1966 foreslog oprettelsen af et kommunefællesskab mellem Marseille og en række af dens omegnskommuner. Det var den daværende borgmester, Gaston Defferre, imidlertid meget imod: Han var det, man i fransk politik kalder »en baron«, absolut enehersker i sit område, både borgmester, valgt og genvalgt gennem 33 år fra 1953 til sin død på posten i 1986, og deputeret i Nationalforsamlingen (samt i øvrigt flere gange indenrigsminister under Mitterrand). Som medlem af det franske Socialistpartis forløber SFIO (den nationale afdeling af Anden Internationale) var Gaston Defferre i 1960’erne arg modstander af det franske kommunistparti og bange for, at det skulle komme til magten i Marseille, eftersom det ikke kun kontrollerede havnen, men også styrede en række af de omgivende kommuner, især industrikommunen Aubagne, en af de få, hvor PCF i øvrigt stadig har borgmesterposten.

Som led i sin antikommunistiske politik lod Gaston Defferre samtidig fagforeningen FO (en reformistisk udløber af CGT) vinde indpas på rådhuset og i den kommunale administration – en politik, der fortsat præget byen dybt med sit klientelistiske tilsnit: Få er de familier, som ikke har i hvert fald ét medlem ansat »på rådhuset«, det vil sige et eller andet sted i den kommunale administration, hvor man ikke kommer ind, hvis man ikke er medlem af FO. Gode job: sikkerhed i ansættelsen og ikke overbelastende: Den særlige Marseille-opfindelse, der hedder fini-parti, giver ikke kun en forklaring på, hvorfor der trods gentaget kritik stadig er møgbeskidt i visse af byens kvarterer, men også en fornemmelse af, hvorfor det hele har ligget så underdrejet: FO, der altså i realiteten står for ansættelserne på rådhuset, inklusive i renovationssektoren, forhandlede sig på et tidspunkt frem til en ordning, som stadig findes, om, at når éns arbejde er gjort (fini), er man dén, der fuldt legalt er gået hjem (parti). Resultat: Renoveringen foregår midt på natten med skraldebiler, der for fuldt knald drøner gennem smalle gader, mens folk ligger og sover, for et stort antal af renovationsarbejderne skal nå hjem til deres andet job: en viceværtstilling, en lille købmandsbutik, en café, der skal morgenåbnes.

Mucem-bygningen er indspundet i et net, der skulle være inspireret af krusninger på Middelhavets overflade

Og det har ikke ret meget med partifarve at gøre: Efter et enkelt socialistisk overgangsmandat blev Gaston Defferres evige rival, Jean-Claude Gaudin, senator, tidligere minister og medlem af det borgerlige samlingsparti UMPs hovedbestyrelse, valgt til borgmester i 1995 uden at det grundlæggende har ændret særlig meget ved noget som helst: Handelskammeret kræver stadig en drastisk indgriben på fragthavnen (læs: privatisering), mafiaen sidder stadig i kulissen og trækker i en hel del tråde, både når det gælder narkohandel og formentlig (for det er vanskeligt at bevise konkret) også fagforeningerne i for eksempel færgefarten på Korsika, og befolkningstallet fortsætter med at dale, mens tidligere industrikvarterer i den nordlige del af byen deserteres og forfalder.

Samme år, 1995, var øjeblikket derfor mere end modent til, at staten - en socialistisk præsident Mitterrand og hans borgerlige premierminister Edouard Balladur – igen tog initiativet i form af et mammutprojekt finansieret af EU, staten og de to regionale råd: 310 hektarer byareal omkring de nedlagte dokker og i det forfaldne beboelseskvarter bag dem satte man sig for at rehabilitere under navnet EuroMéditerranée, der i 2007 blev udvidet med yderligere 170 hektarer helt ind til Saint-Charles banegården: Målet var at restaurere dokbygningerne og skabe et stort, moderne, internationalt finanskvarter side om side med moderne, miljøvenlige boliger og forretninger, skoler, kulturelle institutioner, alt sammen forbundet med resten af byen via en overordnet, offentlig trafikplanlægning, der skulle skabe arbejdspladser i flere kategorier og give folk lyst til at flytte tilbage til byen. Og det er langt hen ad vejen lykkedes, for også her er forandringen aldeles synlig, allerede mens moderniserings- og byggearbejderne endnu står på. Blot det, at man har lyst til og kan bevæge sig sikkert omkring i dokkvarteret, er en absolut nyhed. Dokkerne byder på spændende kontorarealer, verdens tredjestørste rederi har bygget sit eget, særprægede højhus i området, den forhenværende kornsilo på Joliette-havnen er blevet til koncertsal, og Seitas nedlagte tobaksfabrik i det fallerede Belle-de-Mai-kvarter er efter en kort overgang som artistisk slumstormerområde forvandlet til drivhus for alternativ kunst og teater: Det er her, de fornemmeste af de franske rapgrupper er skudt op, og i områdets mediepol, at Frankrigs populæreste sitcom de senere år, Plus belle la vie, produceres.

Endnu har det hverken været nok til at slette Marseilles usle rygte eller dets årsager. I byens yder- og nordkvarterer skydes der stadig med skarpt, udnævnelse af en ny politipræfekt efter en række morderiske bandeopgør i årets første halvdel og en gennemgribende omorganiseringen og mandskabsmæssig styrkelse af politiets antikriminalitetsbrigade har ikke ført til de ønskede resultater, arbejdsløsheden daler som sagt ikke, befolkningstallet tøver med at stige. Den nu socialistisk styrede stats tredje store forsøg på at frelse Marseille fra sig selv, er som nævnt skabelsen af en Metropole Aix-Marseille, hvis styrende organ, Metropolrådet, skal have til opgave at løse mange forskellige problemer ud fra et samlet syn og en dynamisk analyse af hele områdets sociale og økonomiske struktur. For når Marseille er så en fattig by, skyldes det, at industrierne og arbejdspladserne er flyttet ud i periferien: et stort olieraffinaderi til Fos-sur-Mer 50 km nord for Marseille by, resterne af fødevareindustrien til Aubagne, højteknologien til Arc-dalen omkring Aix-en-Provence og det internationale atomforskningscenter Iter til et tidligere militærområde nord for Aix. De ansatte i disse virksomheder slår sig som hovedregel ned i de smukke, rolige provencalske landskaber på den anden side af den bjergkæde, der skærmer Marseille af fra resten af Provence, og betaler deres skat dér. »Man« (og det er omkring halvdelen af det kommende metropolområdes befolkning på samlet 1,8 millioner mennesker) bor i Aix, Arles eller Ciotat, men tager til Marseille for at gå i operaen eller til fodboldkamp på det legendariske Vélodrome-stadion, for at blive behandlet på Marseilles store hospitaler (byen er Frankrigs massivest »medikaliserede«). Man studerer på byens universitet før ansættelse andetsteds, ja, en del (for eksempel EuroMéditerranées funktionærer) tager på arbejde i bymidten og kører ud af den igen om aftenen – i deres private biler, fordi der for eksempel mangler en samlet, overordnet transportpolitik.

Kun en ligelig fordeling af hele områdets økonomiske ressourcer og en sammentænkning af bolig-, transport- og socialpolitikken kan ifølge metropoltanken trække Marseille ud af et halvt århundredes alvorligere og alvorligere krise, men intet er mindre sikkert, end at kulturbyårets lykkelige synergi også gælder på det regionale plan, hvor der er tale om en kamp om hård valuta snarere end om idéer og værdier: Jean-Claude Gaudin, der går varmt ind for Metropolen, er som sagt medlem af hovedbestyrelsen i UMP, der også er forkvinden for de protesterende, Aix-borgmesteren Maryse Joissains-Masinis parti, og en stort del af hendes medprotesterende borgmestre er medlemmer af Socialistpartiet, hvis deputerede i nationalforsamling og senat i juli stemte loven igennem. Der kan meget vel være optræk til et par lange knives nat i Provence, så snart de gemytlige, kulørte kulturbylamper bliver slukket med udgangen af 2013.

 

Hør også Jesper Tangs panorama på P1 om Marseille og kulturby-året

>Europæisk Kulturby 2013 er fattig og rebelsk