Mere af alt versus knaphed på ressourcer
Lidt forenklet kan man sige, at der findes to store samtaler i den offentlige debat. Den ene handler om vigtigheden af vækst, og om at gøre kagen større. Den anden handler om kagen skal være mere ligeligt fordelt. Og sådan kan man egentlig også dele folk op efter politisk overbevisning. Problemet er bare at den materielle vækst ikke kan stige i al evighed. Uanset om vi taler om fisk, vand, fosfor, regnskov eller petroleum, så er der grænser for, hvor meget man kan forbruge af ressourcerne uden at ramle ind i fænomenet knaphed.
Det er dog ikke en erkendelse, der står særlig højt på den politiske dagsorden. Tværtimod. Og det er for den sags skyld også ligegyldigt om finansministeren hedder Bjarne Corydon eller Claus Hjort Frederiksen. Logikken er den samme. Hvis vi skal have mere vækst – og det skal vi – så skal man ud og svinge dankortet.
Vi skal forbruge os til vækst og det er i sådan en grad at man kan læse nyhedsartikler, hvor økonomer beklager sig over danskernes tilfredshed med livet (fordi de derfor ikke efterspørger flere varer) eller ivrigt forklarer, hvorfor genbrug er dårligt for økonomien (fordi så bliver der jo ikke produceret nyt). Det er nærmest blevet
