Print artikel

Menneskehedens Marseillaise

Ludwig rocker verden
Feature
15.08.17
Beethovens svulstige musik skrevet til Schillers ligeså svulstige Ode til Glæden, er en slags nationalsang for EU. Men EU er ikke en nation og har generelt haft svært ved at leve op til musikkens revolutionære og heroiske ideal. Beethoven selv udelod den del, hvor Schiller hyldede drikfældig kampiver.

Efter House of Commons i februar stemte om, hvorvidt de skulle gennemføre artikel 50 og give Brexit grønt lys, florerede en video på nettet, hvor man kan se en række politikere fra Det Skotske Nationalparti (SNP) fløjte og senere synge Beethovens Ode til Glæden som protest mod afstemningen. Og da den Europabegejstrede Emmanuel Macron gik på scenen efter sin valgsejr d. 7. maj over højrenationale Marine Le Pen, var det også til tonerne af samme Beethoven-stykke.

Ode til Glæden, Friedrich Schillers digt sat til musik i den fjerde sats af Beethovens niende symfoni, blev officielt annonceret som Europas hymne i 1972. Beethoven selv er også flere gange blevet kaldet ”Den Store Europæer”. Måske var det hele ment som en satirisk spøg, da den EU-fjendtlige politiker Boris Johnson i et valgmøde i maj sidste år blærede sig med, at han kunne synge oden, eller An die Freude, på tysk som bevis for, hvor europæisk han var.

Hvis menneskeheden som ikke-national størrelse ville have en nationalsang, skulle det være Beethovens ode.

Men Ode til Glæden er med sin umådelige popularitet blevet spændt for en række uforenelige vogne gennem historien. Hitler skal for eksempel have fejret sin fødselsdag til oden, samtidig med at den fungerede som protestsang i koncentrationslejrene. Under de olympiske lege, der blev afholdt i de år, Tyskland stadig var delt mellem øst og vest, blev Ode til Glæden brugt som nationalsang for begge land som et kompromis. Den blev spillet ud over Den Himmelske Freds Plads under studenteroprøret i Kina i 1989 og akkompagnerede nedrivningen af Berlinmuren samme år. Da den raceopdelte britiske koloni Rhodesia (nu Zimbabwe) i 1974 valgte oden som nationalsang, rigtignok med en ny tekst, var det ophavsretten, der blev et problem snarere end det forhold, at Rhodesias brug af stykket korrumperede odens universelle budskab om »broderskab mellem mennesker.« Både NATO og Sovjetunionen brugte også sangen som repræsentant for deres politiske projekt. »NATO kan godt lide denne musik« var det officielle citat i det tyske magasin Der Spiegel som forklaring på, hvorfor NATO spillede Ode til Glæden under åbningen af sit nye hovedkvarter i Bruxelles i 1967. Der kom derimod også frem i artiklen fra Der Spiegel, at den amerikanske generalsekretær troede, at det der blev spillet, var den belgiske nationalsang.

Generelt har figuren Beethoven været et omstridt politisk symbol. Esteban Buch skriver i bogen Beethoven’s Ninth, at billedet af Beethoven i mellemkrigstiden var fokus for en disput mellem nationalister og internationalister. Kulten omkring Beethoven havde nemlig i lang tid spiret omkring både en særlig national karakter og en ide om ”menneskeheden” som en universel størrelse. Franskmændene hyllede odens budskab som »en frihed skabt af en nation ophøjet til et universelt ideal,« mens tyskerne hyldede den universelle mening i en musik, der samtidig havde national karakter. »Myten omkring Beethoven spirede i kraftfeltet mellem disse to tankepoler,« som Buch skriver. I Paris mod midten af det nittende århundrede var der nogle, der gik så langt som til at kalde Ode til Glæden ”Menneskehedens Marseillaise” – en titel, der insinuerer, at hvis menneskeheden som ikke-national størrelse ville have en nationalsang, skulle det være Beethovens ode.

Måske var det netop forestillingen om at være udspændt mellem det nationale og det internationale, der gjorde, at Europarådet i sin tid valgte netop Beethoven til at repræsentere det europæiske fællesskab.

Måske var det netop forestillingen om at være udspændt mellem det nationale og det internationale, der gjorde, at Europarådet i sin tid valgte netop Beethoven til at repræsentere det europæiske fællesskab. Buch skriver, at der var en bevidsthed om odens utilstrækkelighed som repræsentant for det særligt europæiske på grund af Schillers tekst om et ”universelt broderskab” mellem mennesker. Den mest kendte linje i Schillers digt lyder Alle Menschen werden Brüder (Alle mennesker bliver brødre) og kan nemt tolkes som noget, der peger mod et åbent politisk fællesskab. For at give oden en europæisk mening, blev det besluttet at bruge den uden Schillers tekst. På unionens officielle hjemmeside står der om Europahymnen, at den ikke har nogen tekst, men i stedet udtrykker idealer om frihed, fred og solidaritet på »musikkens universelle sprog.«

I Stanley Kubricks film A Clockwork Orange får Beethovens Niende en særlig rolle først som en af hovedpersonens, Alex DeLarge, to store interesser: »old Ludwig van and rape.« Senere bliver den brugt som akkompagnement til statens aversionsterapi af Alex, der skal stoppe hans tilbøjelighed til vold. Filmen reflekterer over spørgsmålet om, hvorvidt godhed virkelig er godhed, hvis man ikke har en fri vilje til at aktivt vælge den til. Når Alex til sidst i filmen opfører sig som et respektabelt medlem af samfundet, er det ikke fordi han selv vælger det, men fordi han som resultat af sin terapi ikke kan handle anderledes. Ligesom godhed uden fri vilje er et tomt koncept, lægger filmen samtidig op til, at brugen af Beethovens musik som et virkemiddel også fjerner dens værdi, fordi den ikke længere er ”fri.”

Beethoven var selv ambivalent omkring at skrive musik, der indeholder et musikalsk narrativ og kan have et politisk budskab. I stedet for at behøve en forklaring eller beskrivelse, var det Beethovens romantiske ideal, at musikken skulle forstås på et følelsesmæssigt plan. Trods det komponerede Beethoven sin tredje symfoni kaldet Eroica (latin for heroisk) som en hyldest til Napoleon, men endte med at udviske dedikationen, da Napoleon kronede sig selv til kejser. Beethoven havde haft stor tiltro til Napoleons revolutionære projekt og de liberale værdier, der skulle frigøre menneskerne fra monarkiet. Men da Napoleon selv indtog positionen som kejser, viste Napoleon sig for Beethoven som en almindelig mand, der kun var ude efter magt – ikke en helt.

Det heroiske var et tilbagevendende tema for Beethoven, der nærede et håb om en helt, der skulle befri menneskene. I sin biografi om Beethoven skriver Lewis Lockwood, at »i det ”heroiske” finder Beethoven en æstetisk model, der er i fuldkommen samklang med en af tidens herskende tendenser, hvad der sætter ham i stand til at både være en ekstremt individuel kunstner og samtidig en repræsentativ skikkelse, der er i pagt med de æstetiske strømninger, der præger Europa.« Denne dobbelthed gør, at Beethoven den dag i dag hyldes for både at være i overensstemmelse med sin tids politik og at stille sig uden for den samme politik. For Buch gør denne spænding hele Beethovens værk til en politisk metafor. Og det bidrager også til slags mystificering af hans figur, der gør det muligt at sætte ham i sammenhæng med mange forskellige politiske projekter og samtidig opfatte det apolitisk.

Beethoven havde i mange år haft ideen om at sætte musik til Friedrich Schillers digt, inden han endelig gjorde det i 1824. Schillers ode var blevet redigeret flere gange, før det fik den form, det har i Beethovens adaption. Blandt andet på grund af hentydningerne til flere af datidens herskere som tyranner. I den endelige redigerede udgave blev digtet dog stadig anset som en hyldest til liberale værdier og folkeligt oprør og frihed. Efter Napoleons fald genopblomstrede monarkiet omkring i Europa og med det en politisk konservatisme og overvågningskultur. Som en modstand mod denne udvikling ville Beethoven videregive sine liberale ideer gennem Schillers tekst som en slags støtteerklæring til de demokratiske principper i en tid, hvor de var ved at gå tabt.

Denne spænding gør hele Beethovens værk til en politisk metafor.

Den slovenske filosof Slavoj Žižek kritiserede i et essay i 2007 valget af oden som officiel hymne for det europæiske projekt. At gøre oden til Europahymne er i sidste ende er et tomt symbol, der dækker over EU’s problematikker, hævdede han. For til trods for løftet om universelt broderskab, kan intet vi defineres uden noget, der ligger udenfor, som man i Europa ikke er villige til at tale om.

Komponisten udelod også noget. Han fravalgte to af digtets fundamentale temaer, da han skulle udvælge de dele af digtet han ville sætte musik til. Nemlig druk og lidelse. Buch skriver, at hos Schiller var det at drikke i fællesskab et »ritual i godhedens og blodets navn (Gut und Blut)«, hvor man sværgede på at stå sammen mod falskhed.« Lidelse refererer her til en tanke om en fælles lidelse i det at være menneske, hvor man sammen holder modigt ud for en bedre verden: »Duldet mutig, Millionen / Duldet für die bessre Welt!« I adaptionen til den niende symfoni er den dimension derimod fjernet og tilbage står glædens utopi uden sorg eller lidelse.