Print artikel

Jungleturister på meningstrip

Reportage
19.10.15
Forventningerne til ayahuasca som en magisk problemknuser er store, og de får europæere og nordamerikanere til at valfarte til Iquitos i Peru for at indtage den urgamle drik under shaman-ledede ceremonier. Ayahuasca-turismen er en lukrativ, men uigennemskuelig forretning, hvor man skal være på vagt over for plattenslagere

Med kronen på hovedet svæver Don Lucho rundt mellem os og væder vores hoveder med krydret vand. Andre shamaner blæser røg ud i rummet for at tiltrække ånderne. Energien er intens i det mørklagte tempel. Don Lucho hælder ayahuasca op i en kop af blodtræ, puster røg ned i den, og inviterer os op én efter én. Nu starter ceremonien for alvor. Vores fælles rejse vil ændre karakter. Nu har vi kun os selv at holde fast i, når junglebryggen sender os på en indre rejse af ukendte dimensioner.
Rejsens søgning er kondenseret ned til en besk bryg, der vil give adgang til noget større i os og noget større end os selv. Måske. Artikler, Youtube-klip og andre turisters forhåbninger blander sig med vores egne. Kan ayahuasca virkelig ændre vores livssyn?

På et lokalt marked i det nordøstlige Peru sidder en midaldrende kvinde og passer sin bod. Udvalget på hylderne spænder fra slanger på flaske, kløer fra alligatorer, frøgift og ikke mindst ayahuasca. Ayahuasca-lianen kan købes pulveriseret eller i små stykker, men også den færdigbryggede, brungrønne blanding er til salg. Det bryg, som shamaner i Amazonas har anvendt i årtusinder til at helbrede psykiske og fysiske lidelser og opnå guddommelig vejledning eller indsigt i fjendtlige stammers planer, kan købes drikkeklar i gamle colaflasker.
Kvindens biks er langt fra den eneste på markedet, der fører samme gådefulde sortiment. Og det er ikke kun markedet, der summer af den sagnomspundne drik – det gør hele byen.

Iquitos ligger isoleret med jungle og bifloder fra Amazonas til alle sider og fungerer som en platform, hvorfra turister kan dyrke junglens mystiske univers. De seneste år har byen oplevet en særlig form for turisme på grund af ayahuasca.

Ayahuasca, der også bliver kaldt medicin til sjælen af de lokale, indtages som en bitter væske, der er et sammenkog af ayahuasca-lianen og chakruna-blade. Begge dele vokser frit i Amazonas. Man drikker ofte ayahuasca ved ceremonier under opsyn af en eller flere shamaner. De guider deltagerne igennem ceremonien ved blandt andet at lave rytmer med instrumenter og synge icaros – melodier, hvorigennem de kommunikerer med den åndelige verden. Ayahuasca indeholder stoffet DMT,  som er et kraftigt hallucinogen, hvilket betyder, at mange får stærke visioner og hallucinationer. Oplevelsen siges at være en indre rejse, der kan ændre livet.

I Iquitos har den spektakulære drik tiltrukket turister fra hele verden og fremstår mere og mere som en efterspurgt oplevelse i en lukrativ turistindustri. Nogle turister lander i den beskedne lufthavn i byen for at tilbringe en uge eller to på et retreat-center med daglige ayahausca-ceremonier – for derefter at tage direkte hjem. En af dem er amerikaneren Chelsea Houlf, der har svært ved at formulere præcist, hvorfor hun er klar til kaste sig ud i det potentielt livsændrende møde.

»Jeg har brug for en afklaring. Jeg har bare været så lost, så jeg håber at få en form for højere indsigt,« siger hun.

Chelsea fortæller om tilværelsen som selvstændig skrædder i storbyen Chicago, mens hun hyppigt blotter de store, kridhvide tænder i et nervøst smil. Livet kan være stressende. Tv, reklamer, pengespørgsmål og andre menneskers holdninger til hendes gøren og laden kæmper konstant om hendes opmærksomhed.

»Alt dét betyder i virkeligheden ikke noget, men det er svært at minde sig selv om det i det daglige liv.«

Chelsea håber, ayahuasca kan gøre hende klogere på, hvordan hun kan arbejde med depressive tanker og lavt selvværd. For hende er vejen til balance dog ikke brolagt med lykkepiller. Hun har brug for »noget mere naturligt.«

»Der er millioner af mennesker på antidepressiver, og det er ikke noget for mig. Jeg føler, det er noget, jeg selv skal finde løsningen på i stedet for at maskere det og undertrykke det med piller. Jeg vil rent faktisk være et lykkeligt menneske«, siger hun med en stemme, der er lige ved at knække over.

Chelsea er ikke den eneste, der med spænding ser frem til en ayahuasca-ceremoni og tumler med store tanker. I fælleskøkkenerne på byens hostels er de foretrukne samtaleemner gode shamaner, nye dimensioner og visioner om menneskehedens fremtid. Og på Karma Café i byens centrum stirrer psykedeliske slanger fra malerierne på væggene på de solbrændte ansigter, der på engelsk summer over ayahuasca-menuerne, som er blottet for kød, salt, sukker og fedstof, og således renser kroppen bedst muligt før indtagelse af ayahuasca.

En uigennemskuelig forretning

»Vis mig det, du vil have jeg skal se.« Den tykke væske smager bittert og har en stærk plantesmag – som at tygge på en mælkebøtte, bare meget stærkere. Jeg sidder oprejst på træbænken og venter. Jeg får pludselig voldsom kvalme og læner mig forover, men der kommer ikke noget. Jeg lægger mig ned – det hjælper. Junglen stråler i måneskinnet bag myggenettet. Don Lucho fløjter en icaros, en vidunderlig melodi, der slører grænsen mellem mit ydre og mit indre. Jeg bliver varm og rolig. Konturerne i templet flyder ud. Molekyler driver mod mit ansigt, to slanger snor sig i et dobbelt helix. Jeg lukker øjnene. En harmonisk mosaik af sjældne farver bølger af sted på mit indre lærred og tager mig med.

Det eneste i byen, der overgår efterspørgslen efter ayahuasca, er udbuddet. Ved lyden af en vandrestøvle eller synet af en 65-liters Haglöfs-backpack står de mange turistguider på tæerne af hinanden for at tilbyde turisterne den autentiske ayahuasca-oplevelse. Og der er mange penge at tjene på den magiske drik, beretter Victor Escobar, der har været turistguide i 12 år:

»Ayahuasca er en stor forretning her i junglen,« siger han og beretter om virksomheder, der kan tage op mod tre tusind dollars per person for en uge på et retreat-center. Og det er gået op for de lokale, der har sans for en hurtig og god forretning.

»I øjeblikket kommer størstedelen af turismen på grund af ayahuasca, og det forøger antallet af shamaner,« siger Victor Escobar og fortæller, at man i Iquitos aldrig har haft som mange ”shamanistiske centre”, dvs. steder der er baseret på shamanistiske behandlingstraditioner, som man har lige nu.

I kølvandet på den stigende turisme, og dermed muligheden for at tjene gode penge, bliver der berettet om flere og flere ”falske shamaner”, som ikke blot snyder meningshungrende turister for deres penge men også gambler med deres fysiske og psykiske velbefindende.

»Shamanerne kan være gode som dårlige. Nogle er løgnagtige, falske shamaner, som giver turisterne dårlige oplevelser. Der er tilfælde, hvor mennesker er døde som følge af ayahuasca eller er blevet voldtaget, overfaldet eller bestjålet,« siger Victor Escobar og understreger, at han ikke stoler på shamanerne fra byen.

»De snyder turisterne. De lyver og udgiver sig for at være shamaner, og så får de turisterne til at drikke ayahuasca eller andre ting, de ikke ved, hvad er.«

Hos den officielle turistinformation i Iquitos har de også hørt om de ”upålidelige personer og virksomheder”, man skal tage sig i agt for, hvis man vil have en god og sikker oplevelse med ayahuasca. Esteban Vilchez er konsulent. Han beretter om turister, der bliver indfanget af turistguider, hovedsageligt  i byens centrum, som falbyder ayahuasca-ceremonier med profittens snarere end turisternes personlige mål for øje. Han mener, den blakkede gruppe er en minoritetet men påpeger vanskeligheden ved at skride ind over for deres tvivlsomme forretning.

»Som udgangspunkt kan man ikke anholde dem for at tilbyde turisterne ayahuasca, for som sådan gør de ikke noget ulovligt. Der er ikke nogen lov til at regulere anvendelsen af ayahuasca,« siger han med en hentydning til, at ayahuasca betragtes som traditionel skik og derfor er beskyttet under peruviansk lovgivning om national kulturarv.

»Ayahuasca finder man i junglen. Alle kan komme i besiddelse af ingredienserne og fremstille ayahuasca uden større besvær.«

På turistinformationen tilbyder man turister en liste med navne på shamaner, som de kan anbefale – eller som de i hvert fald ikke har oplevet problemer med. Ganske få turister benytter sig af den mulighed, og Esteban Vilchez påpeger, at informationerne primært søges på internettet. Derfor er det også vanskeligt at komme med en officiel vurdering af omfanget af turismen.

»Turisterne forstyrrer ikke her«

Den sidder oppe i en trækrone bag nogle palmeblade. En kludedukke med et ligblegt ansigt, sorte øjne, rød mund. Den falder livløst ned, og jeg hører et brøl i mit øre. Chok. Der er kryb allevegne. Slanger. Mit opkast lyser lyserødt fra jordgulvet. En sfinks vil tage mig med sig. Mine følelser er angst. Min bevidsthed er angst. Panikken griber mig, og jeg famler efter sikkerhed, men jeg kan ikke flygte. Jeg skal leve rædslerne ud. Jeg kan hverken mærke min puls eller mit åndedræt. Jeg ser mig selv ligge livløs på træbænken, mens min sjæl forlader materien. Er jeg død?

På sit nyopstartede retreat-center i Padre Cocha, en halv times sejlads fra Iquitos, møder vi Don Lucho, der har været shaman i 35 år. Siden 12-års alderen blev han oplært af sin bedstefar, der selv var shaman. Iført en hvid, plettet polo og sandaler, viser Don Lucho rundt på sin grund og fortæller om, hvilken betydning ayahuasca har haft for ham, mens hans forsølvede fortænder glimter i solen.

»Ayahuasca har åbnet nogle døre, der har gjort mig i stand til at forstå menneskets spiritualitet og dybde. Spørgsmål som: Hvor jeg er fra, hvem jeg er og hvorfor jeg er her,« siger han.

Don Lucho mener ikke, at vejen til ”det indre jeg” kun kan opnås gennem indtagelse af ayahuasca under de rituelle ceremonier og nævner meditation og yoga som andre teknikker til at få adgang til spirituelle dimensioner af sig selv.

»Men måske er ayahuasca den hurtigste vej til de erkendelser,« siger han.

På sin frodige og bakkede grund har Don Lucho opført et hovedhus med køkken og sovesal, et hus til sig selv og sin kone, to moluca’er – stråtækte hyttertil turister, der kommer for at deltage i ayahuasca-ceremonier – og ikke mindst templet. Det er her ceremonierne foregår. Halvdelen af væggene i det runde tempel består af blåt myggenet, så man kan kigge ud på junglen indefra. Templet ligger langt fra den øvrige bebyggelse på grunden, og det er ikke tilfældigt.

»Ayahuasca vil ikke identificeres med det, der sker i de andre huse. Den vil være adskilt fra de energier, så man kan møde sig selv. Den skal være væk fra hverdagslivet, så man kan mærke naturens rene ånd,« siger han.

I templet går Don Lucho tværs over det cirkelformede jordgulv til et lille bord modsat døren. Langs væggene står nogle simple træbænke. Don Lucho sætter sig ved bordet og tager sin krone på, som han også bærer ved ceremonierne. Den er beige med brune trappeformede mønstre. Fra toppen stritter et bundt blå fuglefjer. Den repræsenterer hans slægt og de fire elementer: jord, vand, vind og ild.

»I templet mødes vi for at generhverve os fortidens værdier. Alt fra vores kultur, der går tusinder af år tilbage. Det er her forfædrenes kraft rejser sig fra sandets støv,« siger han og fortsætter:

»Turisterne har også deres personlige identitet igennem de gamle kulturer. Men livet går hurtigt, og måske har det vildledt os. Det har fået os til at glemme vores kultur. Vi husker ikke længere. Men her har vi en plante, der får os til at huske.«

Det er ikke længe siden, at templet stod færdigt, og det vrimler da heller ikke med turister på Don Luchos grund. De turister, der dog krydser floden Rio Nanay og finder hans afsidesliggende retreat-center, kommer hovedsageligt med følelsesmæssige problemer, stress og depression, fortæller han.

»Man kan se utilfredsheden i deres ansigter og i deres ånd. De har altid nogle små piller med. Og jeg siger til dem, at de ikke skal tage dem her. Og så begynder de stille og roligt at forstå de naturlige ting.«

Hos Don Lucho koster en dags ophold omkring 300 kroner. Det er prisen med eller uden en ayahuasca-ceremoni, men altid med kost og logi. Han anser kommercialiseringen af ayahuasca som et stort problem og opfordrer turisterne til at holde sig fra at købe ayahuasca på markederne og tage det på egen hånd. I stedet bør de bruge tid på at opsøge de gode shamaner, der kan vejlede dem.

At selve interessen for ayahuasca er steget, anser Don Lucho dog som værende positivt.

»Det glæder mig meget, at Vesten er forbundet med junglen, og at junglen er forbundet med Vesten. Turisterne forstyrrer ikke her. Jeg vil gerne blande din kultur med min, så vi kan lære af hinanden og forstå verden bedre.«

Vestlige problemer

En anaconda snor sig om min hals, lukker mine luftveje. Jeg lader den gøre det. »Jeg møder frygt med respekt, venskab og kærlighed,« messer jeg. Anacondaen blinker med øjet og slipper sit greb. Don Lucho kan mærke min energi, vi er ordløst forbundne. Han fløjter endnu en icaros, jeg stiger til himmels i hælene på en ånd, og en ukendt glæde vælter frem i mig. En kvinde bliver gravid med vores kærlighedsbarn, der vokser i min egen mave. Jeg tager hånd om mit yngre selv, der viser sig som et skræmt lille pindsvin. Jeg rejser fra trætoppen til rodnettet, skyder op i en rød blomst, som en kvinde plukker og spiser. Vi hører sammen. På jungletoilettet krammer jeg min inderste sjæl og forstår min plads i den store sammenhæng. Egoopløsende egotrip.

En af dem, der er kommet til Iquitos for at opnå en stærkere forbindelse til naturen, er australieren Sharna Hughes. Hjemme i Melbourne oplever hun, hvordan uhæmmet konsumerisme forværrer naturens tilstand og derfor blokerer for spiritualiteten, som ifølge Sharna kun opnås gennem forbindelsen til naturen.

»Vi tænker ikke længere på Moder Jord som en energi eller en utrolig kraft, som vi burde værdsætte og passe på,« siger Sharna, mens hun ruller en cigaret mellem sine spinkle fingre. Hendes ansigt er mildt og magert under det korte hår. Hun taler roligt med en tyk australsk accent om, hvordan rejsen til Peru også har været motiveret af en ubehagelig skilsmisse, der vendte op og ned på hendes tilværelse.

»Jeg føler, jeg bærer på en masse skam og angst. Jeg vil gerne forløse det og finde mig selv igen. Noget der kan hjælpe mig til at komme videre i livet,« siger hun.

Sharna mener, at de traditionelle måder at løse psykiske ubalancer på er problematiske. I sit daglige arbejde som psykolog møder hun mange mennesker med depression, og hun mener, at man også bør kigge på den samfundsmæssige indretning frem for blot at udskrive recepter på lykkepiller.

»Når nogen er deprimeret, bliver der ikke sagt til dem: »Jamen du arbejder også 50 timer om ugen. Måske er der en god grund til, du er deprimeret – det er deprimerende.« I stedet ryger personerne på antidepressiver, så de kan passe deres arbejde.«

I sin hverdag oplever hun et stort fokus på arbejde, penge og succes, hvilket slår ud i måden, vi omgås hinanden på.

»Vi har ikke tid til at forbinde os med hinanden. Og alt er meget konkurrence-minded. Jeg føler på en måde, at vi kæmper mod hinanden,« siger hun.

Sharna mener, at konkurrence-mentaliteten er kendtetegnende for den vestlige livsførelse, og hun håber, ayahuasca kan løsrive hende fra den måde at tænke på.

I Padre Cocha er Don Lucho ikke overrasket over den type af problemer, som turisterne bærer med sig. Men han mener ikke, roden til problemerne nødvendigvis skal findes i Vesten.

»Man får indtrykket af, at der er tale om en forgiftning af Europa eller Amerika. Men jeg oplever de samme problemer her i junglen. Problemerne er i hele verden. Det er en del af det menneskelige liv. Mennesket er problemet, men også løsningen. Det, som folk måske kommer her for at finde ud af, er, hvordan man finder løsninger på sine problemer. Og dette ”hvordan” finder de i ayahuasca.«