Print artikel

De to mest intolerante præsidentkandidater i nyere historie

Interview
02.01.17
Marine Le Pen og Francois Fillon bliver to af de mest intolerante præsidentkandidater i Frankrigs historie. »Vores politikere er besatte af at regulere Islam og bestemme over minoriteter,« siger den franske politolog Denis Lacorne, der i sin nye bog udforsker sit lands tolerancetærskel.

»Frankrig er ved at sætte sin position som tolerancens forkæmper over styr. Vi er simpelthen ikke det foregangsland, vi opfatter os selv som,« siger Denis Lacorne.

Han er professor på Paris-universitetet Sciences Po og kridter i sin nye bog, Les frontières de la tolérance, sit lands aktuelle tolerancekrise skarpt op.

I årevis har han forsket og skrevet bøger om den politiske historie i USA og er i franske medier ofte brugt som kommentator om amerikansk politik. I Les frontières de la tolérance - Tolerancens grænser - vender han blikket mod hjemlandet og skriver om Frankrigs historiske og nutidige forhold til religiøse minoriteter.

Han ser et land, hvor højredrejede politikere og xenofobi krydser klinger med de frihedsrettigheder, landet så stolt hævder at repræsentere.

»Lad os være ærlige: Vi er blevet besatte af at regulere og kontrollere minoritetsreligioner, vi anser som u-franske, især Islam. Mange af vælgerne, og dermed også de folkevalgte politikere, frygter Islam. Ikke som religion, men som en politisk bevægelse, en farlig gruppe mennesker, der vil splitte enhedsnationen ad. Denne frygt er fantastisk overdreven og fostrer en intolerance, som er fuldstændig irrationel og truer vores fundamentale frihedsrettigheder,« siger Denis Lacorne, der er i København for at deltage i en konference på Københavns Universitet om forholdet mellem religion og politik.

Intolerante og anti-muslimske præsidentkandidater

Vil man forstå dybden af den franske tolerancekrise, kan man ifølge Lacorne med fordel begynde med at se på de franske politikere. Særligt de højreorienterede af slagsen:

»Tag et kig på vores politikere. François Fillon og Marine Le Pen kommer sandsynligvis til at stå overfor hinanden i den anden og afgørende præsidentrunde. De bliver de to mest intolerante præsidentkandidater i vores nyere historie, og begge har meget stærke anti-muslimske holdninger,« siger Denis Lacorne om præsidentkandidaterne fra Les Républicains og Front National, der er storfavoritter til at blive landets næste leder ved præsidentvalget i foråret 2017.

Ifølge Denis Lacorne intensiverer de to kandidater en stærkt bekymrende udvikling i Frankrig: Nationen gør til stadighed indgreb i ideen om, at alle religioner er lige og skal behandles med respekt.

»vi løser ikke vores problem med islamisme ved at begrænse frihedsrettighederne«

»Begrænsningerne i religionsfriheden står i modsætning til det moderne tolerancebegreb: retten til positivt at kunne være sig selv i det offentlige rum og gå klædt, tale og prædike hvad man vil, så længe det ikke direkte fører til vold,« siger den franske politilog.

Burka-forbuddet, der blev vedtaget af det franske senat i 2010, er for Denis Lacorne det tydeligste eksempel blandt mange på et land, som tyer til repressive tiltag for at komme sin egen Islam-frygt til livs.

»Vi er begyndt at lovgive os ud af vores irrationelle frygt for Islam ved at begrænse friheden i det offentlige rum – noget vi ellers ikke har gjort i mange, mange år. Først forbød vi hijaben i offentlige skoler, derefter burkaen i hele det offentlige rum - og i sommer var vi tæt på at forbyde burkinien på de franske strande, hvilket Conseil d'état (Frankrigs højeste appelinstans, red.) fik sat en stopper for. Men de her tiltag er tydelige tegn på, at tolerancen har mødt sine grænser i Frankrig, hvilket min bog handler om,« siger han.

Forbud er designet til at ramme franske muslimer

I Frankrig har kirke og stat siden 1905 været adskilt. Hver gang et forbud mod religiøse symboler er gennemført, har fortalerne argumenteret for, at alle trosretninger mærker effekten. Et kors om halsen eller en jødisk kalot på hovedet er nemlig ligeledes forbudt i offentlige skoler, lyder det.

Et argument, som Denis Lacorne ikke giver meget for:

»Det er absurd at påstå, at forbuddene mod synlige religiøse tegn og ansigtsdækning ikke er møntet på muslimer. Lovene lyder måske neutrale og universelle, men er designet til at ramme muslimske kvinder, der går med tørklæde,« siger Denis Lacorne, der først lige er begyndt at tale sig varm over en frokost på sit hotel nær Københavns Universitet.

»I loven er der angivet en liste med eksempler på religiøse symboler, der skal forbydes i skolerne: hijab-tørklædet står på listen sammen med store, synlige kors. Men det er jo en enorm joke – hvor mange børn går rundt med store kors? Måske fem, mens tusinder af muslimske piger dagligt går med tørklæde,« siger han og tager derefter fat på 2011-forbuddet mod fuld ansigtsdækning.

»Her tilføjer man en liste over undtagelser, så det de facto stort set kun rammer burkaer: motorcykel- og skihjelme, asiatiske turister med lægemasker og karnevalsmasker er blot få af mange undtagelser. Jeg tillader mig selv at tilføje den vigtigste undtagelse, de har glemt at skrive på den officielle liste: prominente regeringsmedlemmer, der kun bevæger sig rundt i ministerbiler med tonede, mørke ruder. Deres bil er en burka med fire hjul, designet til, at vi ikke kan se deres ansigter i gadebilledet,« siger han.

Først huguenotter og korsikanere, siden muslimer

Denis Lacornes bog er både en historisk og nutidig undersøgelse af Frankrigs forhold til etniske og religiøse mindretal. Forfatningen i kølvandet på revolutionen i 1789 og adskillelsen af kirke og stat i 1905 udgør historiske højdepunkter i et Frankrig, der ofte har døjet med anspændte forhold til alt fra protestanter, korsikanere og muslimer.

»I forhold til Storbritannien, Holland og Tyskland accepterede vi minoriteter på et sent tidspunkt i historien. I 1600-tallet fordrev vi 250.000 huguenotter, på det tidspunkt den største religiøse minoritet i landet. Den franske centralstat har med andre ord ofte frygtet det anderledes og fremmede, og senere er dette gået ud over korsikanere og nu muslimer. Ja, vi har været en forløber indenfor menneskerettigheder, tolerance og åbenhed, men allermest, når vi har været et mere eller mindre katolsk, mono-religiøst land. Så er det sjovt nok nemmere at vise storsind,« siger han og lægger historien på hylden for at vende tilbage til nutiden og forårets præsidentvalgkamp.

Brigitte Bardot som Marianne. Symbolet på den franske republik.

Ved republikanernes primærvalg tabte eks-præsident Nicolas Sarkozy og den mere moderate Alain Juppé til stort François Fillon, som nu er favorit til at blive landets næste præsident.

Den 62-årige, tidligere premierminister, er stærkt konservativ og slår sig op på at begrænse den muslimske indvandring til et absolut minimum. »Frankrig er mere højreorienteret, end det nogensinde har været,« sagde Fillon stolt i slutningen af november.

Tidligere samme år skrev François Fillon bogen Vaincre le totalitarisme islamique – Sådan vinder vi over den islamiske totalitarisme, og særligt hans intolerance mod muslimer og homoseksuelle har givet ham vind i sejlene. Især blandt de katolske vælgere udenfor storbyerne, siger Denis Lacorne.

Han mener, at domstolene får en afgørende rolle i kampen for tolerance, når Frankrig til foråret har valgt en ny præsident.

»Domstolene – ikke politikerne – er tolerancens vigtigste vogter i Frankrig. De skal i de næste par år stå op for frihedsrettighederne, når Fillon eller Le Pen med al sandsynlighed bliver valgt,« siger Denis Lacorne, der ikke ser en ændring i landets højredrejning de næste par år.

Dertil er Socialistpartiet alt for svagt og kan ifølge Sciences Po-professoren så godt som glemme tanken om at vinde præsidentvalget til foråret. Uanset hvilken kandidat partiet opstiller.

»De er i kæmpe problemer. Uanset vinderen af primærvalget er Socialistpartiet for splittet og upopulært til, at kandidaten når anden runde af præsidentvalget i maj. Selv Manuel Valls og Arnaud Montebourg (henholdvis nuværende premierminister og økonomiminister) er næsten uden chancer,« siger han.

Plads til både arabiske prædikener og Charlie Hebdo

Det tyder altså, både ifølge Lacorne og meningsmålingerne, på en head-to-head mellem François Fillon, modstander af homoægteskaber og fortaler for burka- og burkini-forbud, og Marine Le Pen, leder af et ekstremt højreparti med forkærlighed for stort set alle tænkelige anti-liberale tiltag.

I demokratiske lande får befolkningen som bekendt de ledere, de fortjener. Jeg spørger derfor Denis Lacorne, om ikke franskmændene har grund til at stemme på anti-muslimske politikere, når hundredevis af borgere har mistet livet ved terrorangreb i Paris og Nice det seneste halvandet år.

»Jeg er ikke naiv, vi har et stort problem med terrorisme. Volden skal stoppes, men det betyder ikke, at vi skal bekæmpe den ved at begrænse retten til at ytre sig, provokere og gå klædt som man vil. Det øjeblik, vi begrænser det offentlige rum, er vanen taget, og det ene forbud vil kamme over i det andet. Intolerance avler mere intolerance, det er ond cirkel. Kig på historien: Vi har haft 30-årskrigen, Bartholomæusnatten og vores religionskrige. Vold, krudt og kugler stoppede ikke problemet, det gjorde det værre. Der kommer et tidspunkt, hvor vi må sige ’stop, vi løser ikke vores problem med islamisme ved at begrænse frihedsrettighederne’,« siger han.

Ifølge Lacorne er det både en »naiv og absurd« idé, når François Fillon og Marine Le Pen ønsker at begrænse Islam i Frankrig ved eksempelvis at forbyde prædikener på arabisk.

»Vi forsøger at inddæmme Islam ved at forbyde dens fremtoning i gadebilledet. Men selvfølgelig må muslimer vise og skilte med deres tro. Hvis vi må kritisere og gøre grin med religion, må vi også acceptere, at Islam er noget, vi kan møde i det offentlige rum,« siger han.

Inden Denis Lacorne tager hjem fra København, håber han at slå et smut forbi Rådshuspladsen for at se, hvor Jyllands-Posten holder til. Avisens Muhammed-tegninger er, ligeså vel som offentlig praktisering af Islam, et symbol på den religiøse og politiske tolerance, Frankrig ifølge Denis Lacorne skal stræbe efter:

»Mit håb er, at franskmændene indser, at demokratiet kun fungerer, hvis vi accepterer religiøs og politisk pluralisme. Vi skal leve i et land, hvor muslimer kan gå på gaden og dele koranen ud, mens man bagefter kan gå i kiosken og købe et Charlie Hebdo-blad, der håner religiøs ekstremisme - dét er tolerance,” afslutter han.