Print artikel

Nedtælling til fjerde akt (part 1)

Potente Diego i fuld fart ved VM i 1986
Diego tager en pause fra sin argentinske machismo og giver søde Messi en ordentlig krammer
Essay
02.05.11
Snart løfter årets mest omdiskuterede fodboldkombattanter sablerne til den sidste og afgørende duel. Sammenligning mellem de to små store argentinere Messi og Maradona er åbenlys, men hvorfor og hvordan? Med baggrund i en grundig analyse af to konkrete mål prøver vi at finde svaret.

I morgen sidder vi igen klistret til skærmen og ser den fjerde ”Clásico” på tre uger i den uendelige fortælling om underhundene og rebellerne fra FC Barcelona og de kongetro stjerner fra Real Madrid. Rollerne i fortællingen er godt nok byttet om eftersom José Mourinho har erkendt sit holds underdog-rolle, og indstillet sin potente, offensive fodboldmaskine til en ren og imponerende disciplineret catenaccio, som ville have gjort 50 og 60’ernes defensive mestertrænere stolte som få.

Sidstnævnte kontroversielle træk har langt hen ad vejen ødelagt de tre første kampe, som i stedet vil blive husket for deres stemning, intensitet og trænere, der stjæler billedet med brok og konspirationsteorier. Men vi sidder der alligevel igen i morgen. Selvfølgelig på grund af stemningen – men mest på grund af Lionel Messi, spilleren over dem alle, der i onsdags løftede sig højt over al balladen, de svinske tacklinger og endeløse appeller til dommeren og afgjorde sagen.

Messi er indiskutabelt verdens bedste spiller. Måske den bedste nogensinde. Aldrig har verden set tempo, driblinger, spilforståelse, kliniske afslutninger og (det her glemmer de fleste) masser af hårdt defensivt arbejde smelte sammen på flottere og mere effektiv vis. Så er det på plads.

Og 2-0-målet i onsdags lagde nye alen til sammenligningerne med legenden Diego Maradona. Et sololøb, hvor 4-5 modstandere blev sat af vakte hos mere end én kommentator minder om Maradonas magiske mål (ikke det med hånden!) mod England i 1986.

Hvis man sætter dem op imod hinanden er der nu ingen tvivl: Maradonas er stadig klart det bedste set fra et individuelt, fodboldteknisk perspektiv.

Men sammenligninger af både de to mål og de to spillere i mere overordnet forstand fortæller en masse om tendenserne i moderne fodbold – på godt og ondt. Det prøver vi at dykke lidt dybere ned i lige her.

Men se først de to mål, så vi ved hvad vi snakker om

http://www.youtube.com/watch?v=-rW-lK9F6TU


http://www.youtube.com/watch?v=jOZKyjoI-gM

Diego Maradona – Mexico 1986:
Der er – udover den tilbagelagte distance – to helt væsentlige forskelle på de to dribleture.

Den første er at Maradona starter sit løb med ryggen mod målet. Man skal kigge godt efter – for det er i de første to sekunder af videoen, at de største genialiteter udspiller sig. Maradona lykkes med at få mod målet ved at danse sin egen lille flamenco mellem tre englændere. Det er det allersværeste for en offensiv spiller – at modtage bolden med en forsvarer i ryggen og få sig selv manøvreret i position til at angribe mod målet – og måden det gøres på her overgår alt.

Forskel nummer to handler om hastigheden. Diego Maradona har godt nok fart på – men hvis man ser efter, så varierer han konstant sit tempo over hele dribleturen. Han har fart på – men ikke mere end at han kan lave temposkift hver gang han møder en ny englænder. Det er Maradonas virtuose kombination af svage ”opbremsninger”, spillets mest simple kropsfinter og så et effektfuldt temposkift, der efterlader de engelske spillere paralyserede på hele turen ned over deres banehalvdel. Det er helt vildt udsøgt at se på – for nu at sige det mildt – ikke uden grund kaldes det ”århundredets mål”…

Lionel Messi – Madrid 2011:
Messis tur starter med fronten mod mål. Det gør missionen lettere, for han har selv lært på Barça´s fodboldakademi, at det handler om at være ”retvendt” for en dribletype som ham. Men problemet er, at det er 2 mod 6 med catenaccioen i fuld balance og Barcelona helt nede i gear. Det er en situation hvor Real Madrid-forsvarerne føler sig mere i kontrol end i størstedelen af de 75% af kampen, hvor Barça var i boldbesiddelse.

Nok er Messi retvendt, men han har intet tempo og alle er klar til at lukke de zoner af, som han er nødt til at trænge ind i for at komme i fart.

På genial vis lykkes det alligevel Messi at komme op i tempo. Det sker ikke egenhændigt, men ved hjælp af en holdkammerat og en variant af Barças patenterede nyfortolkning af det klassiske tyske ”doppelpass” – men her er det ikke Beckenbauer-style, hvor man spiller rundt om modstanderen (som er alt for klog til at falde for noget så simpelt). I stedet lader man bolden skifte ejermand i en uendelig række afleveringer, mens diverse løb i nærheden af bolden hele tiden tilbyder temposkiftet fremad mod en offensiv mulighed. En slags impro-skak for både hoved og fødder, mens boldens tur ind og ud af zonerne holder modstanderens (zoneforsvarsorienterede) defensiv travlt beskæftiget med at lukke de potentielle muligheder der hele tiden opstår.
 
Det er utroligt at det kan lade sig gøre, at få sat Messi op med front mod mål i fuld sprint så centralt i madrilenernes defensiv – og de mange mandagstrænere som mener at Sergio Busquets er en slags spansk John ”Faxe” som kun tackler, laver frispark og ikke har noget at gøre på holdet bør bemærke, at det er netop Busquets, der i bogstaveligste forstand ”afleverer” Messi direkte ved fordøren. I al sin simplicitet er det helt vildt lavet af dem begge to.

Herfra er det ren slalomtur – men man bemærker, at der ingen temposkift er – kun psykohurtige fødder med bolden limet på og så ellers derudaf i overhalingsstil indtil der afsluttes – i øvrigt med det kolde højreben.

Diego tager en pause fra sin argentinske machismo og giver søde Messi en ordentlig krammer
Den enkle konklusion

Tempo, et tyngdepunkt lige over anklerne og en forkærlighed for at drible bolden fremad med venstre ben kendetegner de to præstationer. Men hvor det er elegante  finter og temposkift, der er nøglen til Maradonas mål, så er det rå hastighed og effektive retningsskift, der ligger bag Messis mål. Maradona skaber det hele selv, mens dribleturen næsten er den nemmeste part for Messi – her er det en halvkedelig aflevering og en efterfølgende boldovertagelse, der er den virkelige genistreg.

Den langhårede konklusion

Forskellen på de to mål illustrerer effektivt forskellen på fodbold i dag og for 25 år siden. De hold der satser på en effektiv organisation, masser af spillere bag bolden og et zoneorienteret presspil, der har udgangspunkt på den sidste tredjedel af banen, gør det ekstremt svært for et hold som Barça at opnå den situation de konstant leder efter.  Den indbefatter en spiller med front mod målet, bolden for fødderne og et splitsekund eller to til at sætte i fart, spille den sidste dødbringende stikning eller skyde på mål. Det er i denne situation, at Lionel Messi er verdens bedste spiller – skarpt forfulgt af et par af sine holdkammerater.

Problemet er bare,  at stort set alle hold, der møder FC Barcelona, spiller på denne måde. Derfor må Messi og co. finde rummet via en medspiller. Det kræver en hel masse afleveringer, boldsikkerhed og konstant kreativ tankegang at opnå den ønskede situation. I Maradonas tid forsøgte man at løse problemet med driblekonger som Messi og Maradona ved at sætte det man kaldte en ”overfrakke” på dem – en mand der udelukkende havde til opgave at mandsopdække spilleren overalt på banen. Hvis du synes begrebet lyder lidt åndssvagt, kan det tilføjes at et gult kort på samme tid gik under tilnavnet ”en ostemad”.

Faren ved mandsopdækning er Maradonas mål et klasseeksempel på. For hvis først mandsopdækkeren er rystet af, så er der blot et uorganiseret hold af spillere tilbage – spredt over store afstande og ude af stand til at holde trit med en type som Messi selvom denne også skal styre bolden undervejs. Det ved både Mourinho, Solbakken og alle de andre toptrænere…

Problemet illustreres meget godt ved, at mens Maradona boltrede sig i et engelsk landshold der var spredt over 80 meter af banens længde, så målte man hos Real Madrid i onsdags en distance på horrible 17 meter mellem bagerste og forreste spiller i et Barça-angreb. Det gør det umuligt at lave dribleture som Maradonas i dag. I stedet har du brug for medspillere til at skabe den situation, hvor dribleturen er et af midlerne til at bære det sidste stykke frem mod mål.

Derfor er vor tids superstjerner som Messi og Ronaldo – selvom vi snakker om at de egenhændigt afgør det hele – en type spillere, som har brug for et godt hold omkring sig. Michael Laudrup – som altid er så klog – pointerede netop dette for nylig ved at pege på at ingen af de to verdensstjerner har nogen særlig succes på deres landshold. Her udebliver magien på mystisk vis til stor frustration for fodboldglade portugisere og argentinere. Det samme var i øvrigt tilfældet for Laudrup i det meste af hans landsholdskarriere, men det undlod han nu at komme ind på…

Men pointen er interessant og leder frem mod noget endnu mere spændende. Preben Elkjær opsummerede det nemlig ganske fint, da tv-vært Peter Schmeichel med vanlig dårlig timing bad ham benchmarke Messi og Maradona på 5 sekunder i 3+´s reklamehelvede af et goalshow efter kampen. For selvom Maradona i sin lange og brogede karriere ikke vandt en brøkdel af de europæiske titler som Messi har sat i skabet som 23-årig, så vil Maradona være den største indtil Messi, vel at mærke som den altoverskyggende spiller – en ny frelser – hiver VM hjem til Argentina.

Om Messi magter denne opgave er tvivlsomt. ATLAS fortsætter nedtællingen i morgen og giver et bud på hvorfor.

P.S.
Ingen regel uden en undtagelse til at bekræfte den, så her kommer lige et Messi-mål, der rent faktisk matcher Maradonas på de føromtalte parametre. Det viser også med al tydelighed, hvorfor spansk fodbold er feinschmeckernes foretrukne i dag. Her tør de fleste af holdene nemlig hverken at spille catenaccio eller mandsopdækning mod Barça. Og så får de smukke, kreative og ultraoffensive smæk som i klippet her:

>Messis Maradona-mål