Nedtælling til fjerde akt (part 1)

I morgen sidder vi igen klistret til skærmen og ser den fjerde ”Clásico” på tre uger i den uendelige fortælling om underhundene og rebellerne fra FC Barcelona og de kongetro stjerner fra Real Madrid. Rollerne i fortællingen er godt nok byttet om eftersom José Mourinho har erkendt sit holds underdog-rolle, og indstillet sin potente, offensive fodboldmaskine til en ren og imponerende disciplineret catenaccio, som ville have gjort 50 og 60’ernes defensive mestertrænere stolte som få.

Sidstnævnte kontroversielle træk har langt hen ad vejen ødelagt de tre første kampe, som i stedet vil blive husket for deres stemning, intensitet og trænere, der stjæler billedet med brok og konspirationsteorier. Men vi sidder der alligevel igen i morgen. Selvfølgelig på grund af stemningen – men mest på grund af Lionel Messi, spilleren over dem alle, der i onsdags løftede sig højt over al balladen, de svinske tacklinger og endeløse appeller til dommeren og afgjorde sagen.

Messi er indiskutabelt verdens bedste spiller. Måske den bedste nogensinde. Aldrig har verden set tempo, driblinger, spilforståelse, kliniske afslutninger og (det her glemmer de fleste) masser af hår