I går kom vi i vores nedtælling til aftenens Clásico mellem FC Barcelona og Real Madrid for skade at hævde, at fodboldfænomenet over dem alle, Lionel Messi, aldrig bliver lige så stor en spiller som Diego Maradona. Det bliver han ikke, fordi vi ikke tror på, at han egenhændigt kan bringe VM-trofæet hjem til Argentina, og Preben Elkjær har sagt, at det er han nødt til, hvis han skal vippe Maradona af pinden som verdens hidtil bedste fodboldspiller.

Og hvorfor så denne bastante, hårdt vinklede udmelding? Primært fordi vi har noget at have den i.  Men det er bestemt et plus, at vi kan fortsætte ud af sporet, hvor man sammenligner (Maradonas) gode gamle dage med de nye tider og al den bekymring, de afstedkommer hos os, der har rundet de 30, og derfor må til at sætte os selv i scene som reaktionære intellektuelle, der kan finde bekymring ved enhver ny udvikling, vi oplever i såvel samfund som fodbold.

Vi har hyldet Maradonas dribletur mod England i 1986, men fandt også plads til at bøje os i støvet for Leo Messi. Og vi afdækkede, hvordan Messi nok er i stand til at gøre Diego Maradona dribleturen efter, men at moderne defensiv fodboldtaktik med vægten på zoneforsvar med meget korte afstande mellem de defensive kæder kun sjældent giver ham muligheden.

I stedet er han sammen med Xavi og Iniesta blevet eksponent for den angrebsstil, som mere effektivt end noget andet kan nedbryde taktikken fra spillets defensive masterminds.

Fodbold som kunst
Når Barça-spillet flyder, er der tale om kunst, der fuldt ud måler sig med de fineste æstetiske kropslige udtryksformer. Barça i flow er kunst – både i måden de finder frem til målet og i det revolutionerende presspil højt oppe på banen, som er hemmeligheden bag deres offensiv.

Denne kunstform er næsten lige så indøvet og koreograferet som fx en balletforestilling. Selvfølgelig kan de mange mulige udfald af en rund bold sluppet mellem fødderne på 22 mand ikke koreograferes fuldt ud, men Barças spil hviler op ad et kompliceret og forfinet sæt retningslinjer, der er tunet ind på at aflevere holdets dygtigste spillere i situationer, hvor deres kreativitet og improvisation hjælper bolden de sidste procent i mål. Og det er ikke kun retningslinjerne, men også kreativiteten og improvisationen, der trænes ekstensivt.

Det er fodboldens højeste udviklingsstade – men som vi også citerede Michael Laudrup for– så fordrer systemet holdspillere. Spillere, der kan påvirkes og formes, spillere der tænker kollektivt og disciplineret. Selv spillets allerstørste offensive stjerner er i dag afhængige af deres hold for at kunne lykkes med individuelle tricks og sololøb. Derfor lider de ofte på deres respektive landshold, som slet ikke er sammenspillet i samme grad som klubholdene.