Print artikel

Die Stadt - byen, der er en bil

Udenfor Volkswagens hovedkvarter. Foto: Frederik Korfix
Byen er en bil, og bilen er en by. Foto: Frederik Korfix
Ude i VW-byens sprudlende natteliv. Foto: Frederik Korfix
Reportage
23.12.13
Volkswagens slogan er kort og godt ’Das Auto’. Det er en bil, der er tysk. Mere behøver man ikke vide for at forstå, at der er tale om et ualmindeligt stabilt og effektivt stykke maskineri. På samme måde er det med byen Wolfsburg 50 kilometer øst for Hannover. Byen fungerer ud fra samme præmisser som en tysk bil: Den er effektiv, stabil og uden overflødig ornamentik. Wolfsburg er Die Stadt.

Det er en grå, grå tirsdag formiddag i december, og hele Rødby-Putgarden-færgen damper af pølsevand, da fotografen Frederik og jeg stævner ud med kurs mod Die Stadt. Vi vil undersøge, hvordan er det er at leve i en by, hvor alt er bygget op omkring vækst og produktion – og så er Wolfsburg virkelig the place to go. Byen er vokset op omkring den megafabrik, Adolf Hitler byggede i 1938 for at lave bobbel-biler til folket, og i dag bebos byen af 120.000 mennesker, som stort set alle sammen arbejder for Tysklands største virksomhed Volkswagen - enten direkte eller indirekte. By og fabrik er ét.

Wolfsburg har alt det, den danske regering så inderligt ønsker sig: arbejdspladser, vækst og eksport. Det strømlignede tyske produktionsapparat har gjort landet til det rigeste og mest magtfulde i Europa. Spørgsmålet er, om der er plads til menneskelighed og sanselighed i den evigt ekspanderende produktionsmaskine?

Der Oberbürgermeister

Det ville være ubærligt at ankomme til Wolfsburg i noget andet transportmiddel end en Volkswagen, så vi har lånt en splinterny, sølvgrå Golf af Thomas fra VW’s danske presseafdeling i Brøndby. Det sidste han sagde, inden han fiskede nøglen op af på sine beige trompetbukser, og lagde den i min hånd, var: »Når du først rammer autobahn og fri hastighed, så kører du jo ikke 110, vel?« Og han får ret.

Der sker noget med bilen, da færgen når Femeren, og vi svinger sydvest ad Autobahn 1. Jo tættere, vi kommer på Wolfsburg, jo mere effektivt snurrer karosseriet.

»Den kører simpelthen bedre på autobahn,« konstaterer Frederik, og jeg må give ham ret. Bilen vil hjem, og der går ikke tre timer, før vi holder in utero foran Holiday Inn i Wolfsburg, en bygning uden dikkedarer og med eget p-hus. Receptionen dufter kraftigt af klor, og der hænger et stort sort-hvid-billede af en Golf på væggen. Vi er ankommet til Die Stadt.

Det enorme VW-logo på toppen af fabrikken skinner som solen selv i den grå regn, og tusindvis af VW’er, der ligner produkter, som lige har forladt samlebåndet, myldrer rundt i gaderne. En enkelt Seat og Skoda hist og pist, men dem ejer Volkswagen jo også.

På strøget går folk fornuftigt og praktisk klædt i velisolerende vindjakker (Jack Wolfskin) og fornuftigt fodtøj (Gore-Tex) i neutrale farver (sort, beige og grå). Selvom her ikke er nogen skraldespande, er alt rent. Ingen graffiti og ingen tyggegummiklatter.

Der er sat et lille julemarked op, og vi sætter os i et telt, hvor de spiller Mambo No. 5 og bestiller to glühwein. Her sidder allerede en gruppe kolleger fra økonomi- og teknikafdelingen på rådhuset, der alle sammen bruger briller. Byens overborgmester Klaus Mohrs fra SDU er her også. Han smiler lidt anstrengt og ligner én, der slet, slet ikke gider at snakke med en dansk journalist. Men det skal han.

- Klaus, kan man overhovedet være Oberbürgermeister i Wolfsburg? Er det ikke CEO’en for VW, der er der Oberbürgermeister?

Som den garvede politiker han er, svarer Klaus Mohrs strategisk. Noget med, at det er politikerne, der laver politikken, men at han selvfølgelig har en tæt dialog med Volkswagen.

Mens musikken skifter til en tysk version af Last Christmas, forsøger jeg at sige noget med kapitalinteresser og det postindustrielle samfund, men snakken er tydeligvis gået i stå. Lynhurtigt ændrer jeg taktik og spørger overborgmesteren, hvor der ligger nogle gode barer. Han peger.

En sexet by?

Før Wolfsburg hed Wolfsburg, hed den Stadt des Kraft durch Freude efter det nazistiske slogan om ’kraft gennem glæde’. Da Hitler i en keynesiansk arbejdsrus i start 1930’erne havde plastret Tyskland til i Autobahn'er, var det oplagt også at give das Volk noget at køre i, for man skulle jo nødig stå tilbage for amerikanerne, der allerede drønede rundt på et sirligt netværk af highways.

Hitler, der aldrig selv lærte at køre bil, havde en række krav til sin folkevogn: Den skulle kunne transportere to voksne og tre børn med 100 km/t, den skulle være brændstofeffektiv, den måtte ikke koste over 1000 Reichsmark, og den skulle kun laves i én farve: blågrå.

Tidens stjerneingeniør Ferdinand Porsche (ja, det er ham, der lavede Porschen) blev sat på opgaven, og han opfandt boblen, men det viste sig hurtigt, at ingen kunne producere den for 1000 Mark. Was zu tun? Hitler tog en rask beslutning og byggede sin egen fabrik, men verdenskrigen ramte kontinentet, før bilerne nåede frem til folket, og i stedet for at lave bobler på fabrikken, satte nazisterne en masse slaver fra Kz-lejrene til at producere krigsmaskiner. Derfor blev den sønderbombet af de allierede, og det var kun, fordi en engelsk major, der hed Ivan Hirst, efter krigen fik sat skik på sagerne, at produktionen af Porsches bobbel overhovedet kom i gang. Den nye bil blev hurtigt verdens mest populære model, og i 1970’erne rundede Wolfsburg 100.000 indbyggere.

Der ligger stadig en Porchestrasse i Wolfsburg, og det er her Klaus Mohrs har guidet os hen. Vi passerer en bar, der hedder Bar Celona, og går ind et sted, hvor de spiller Looking back over my shoulder meget højt og viser Bayern München prygle et tamt kinesisk hold. Ingen af de fem gæster siger et ord, så vi går videre til en bar i gaden Kaufhof, hvor decor’et ligner en blanding af et vestjysk diskotek og et østeuropæisk bordel. DJ’en i hjørnet ånder på en CD og skruer højt op for et 90’er-nummer.

I baren møder vi juristen Thomas fra Frankfurt, der arbejder for et firma, der laver contract managment, for VW selvfølgelig. Hans øjne er små og venlige, og han nikker, da jeg præsenterer ham for idéen om, at Wolfsburg er Die Stadt.

»Wolfsburg er en artificiel by. Den er planlagt. Den blev bare bygget fra nul. ’Her er et godt sted til en fabrik, og arbejderne skal have et sted at bo’. Det er et boligkvarter ligesom militærbarakker,« siger han.

- Er Wolfsburg en sexet by?

»Helt, helt sikkert ikke. Jeg talte med en taxachauffør – og de fyre er yderst velinformerede – han sagde, at det første man ser, hvis man ankommer til Düsseldorf med tog, er et bordel. De er overalt. Midt i boligkvartererne. I Wolfsburg kan du ikke se noget, der på nogen måde har relation til lyst,« siger Thomas. Han griner på en måde som kun en familiefar, der arbejder som juridisk konsulent for den tyske bilindustri, kan le.

Fordi de virker

Jeg ser mig omkring i baren. Alle, der er i byen i Wolfsburg i aften, må være taget her ind, for der er ikke andre steder, der har åbent nu. De cirka 30 gæster er mildest talt en broget forsamling. Stemningen minder om afterskiing. 

På den ene side af os sidder et par unge, undercuttede scootertyper og hamrer Red Bull og vodka, og på vores anden side er to forretningsmænd i blå skjorte og stålbrille i gang med at bestille to øl.

 

På det lille dansegulv er Christine på 42 år, der til daglig forhandler priser på en eller anden særlig møtrik til VW’erne, gået i gang med en salsa sammen med tre kvindelige kolleger. De drikker hvidvin og ryger Marlboro Light, og hendes hud er solariebrun. Håret er farvet i en kemisk mørkerød nuance, og når jeg læner mig frem for at sige noget til hende, tager hun hårdt fat i min overarm. Hun dufter kraftigt sød parfume.

Bag de fire damer står en sorthåret indianerlignende mand med læderagtig hud og et kæmpestort ur på højre hånd. Han har uden tvivl fået transplanteret pandehåret for ganske nylig, og det er svært at aldersbestemme ham (jeg gætter på cirka 45 år). Han ryger cerut og kigger på damerne, der danser. Bag ham fejrer syv sygeplejerskestuderende, at de lige har fået juleferie. De har mininissehuer på.

»Har du nogensinde været i Portugal eller Grækenland?,« spørger Thomas, og jeg fornemmer, hvor samtalen bærer hen.

»De producerer ikke noget, og de har ingen industri, men de har samme levestandard som Danmark eller Tyskland. De har levet på kredit, det er det, der brækker deres nakker nu. De har ingen økonomisk fremtid og ingen rigtig regering. Det er et mareridt,« siger han.

»Det er ikke særlig mange år siden, vi havde krise på krise i Tyskland. Det var hårdt at vokse op sådan et sted. Jeg var ved at færdiggøre mine studier, og det var næsten sikkert, at man ikke kunne få et job. Jeg var en af de heldige, der fik arbejde. Det var et mareridt, men vi har vendt det i Tyskland, fordi vi laver ting, som andre gerne vil have. Vi producerer ting. Vi laver maskiner, som folk gerne vil have, og vi laver biler, som alle kan lide,« siger Thomas.

Og han har ret. Tyskland er Europas pengelokomotiv med stabil vækst og lav arbejdsløshed (5,2%), og selvom statsgælden er relativt stor – større end den må være ifølge EU's krav – går det den rigtige vej. Der er overskud på kontoen, og det skyldes især det effektive, tyske produktionsapparat. Som tysklandsekspert Karl Christian Lammers udtrykker det, da jeg taler i telefon med ham:

»Det handler om fremragende logistik. Der er ingen spildtid. Det er derfor tyskerne klarer sig fremragende. Bilfabrikkerne er i virkeligheden mest samlefabrikker, for store dele af komponenterne bliver produceret af nogle andre, men de har et meget effektivt system, der gør, at de ting de skal bruge, er der på det rigtige tidspunkt.«

Tyskerne synkroniserer, systematiserer, sekvenserer og laver produkter, der kan sælges. Ikke mindst biler, som udgør ti pct. af den samlede tyske eksport. Og så laver tyskerne de maskiner, alle andre skal bruger til at producere, så når Vestas støber vindmøllevinger, eller når en fabrik i Portugal laver sko, foregår det på tyske maskiner. Fordi de virker.

Helt ind i maskinen

Næste morgen tæller jeg 21 forskellige svineprodukter i hotellets morgenmadsbuffet. Det er en stor dag i dag. Vi skal besøge Autostadt, som er Volkswagens aktivitetspark midt i Wolfsburg, hvor byens børn kommer for at slappe af med familie og venner. Forlystelserne spænder fra lysshow, skøjtebane og caféer til biludstillinger og prøvekørsler af nye VW-modeller.

Der har været notoriske problemer med at få træerne i parken til at gro. Før Autostadt blev bygget, var området en kæmpemæssig bunke stenkul til VW-fabrikkens kraftværk, og træerne vil ikke leve i den forkullede jord. Bladene falder af, og selvom gartnerne eksperimenterer med gødning og afprøver nye, træsorter, vil naturen ikke være med.

Alt i Autostadt er OCD-agtigt renset for skrald og skidt. Kunstgræsset er sirligt trimmet, og de store arealer med grå småsten er dekoreret af neurotisk lige linjer, der hvor gartneren har strøget sin rive. Det er, hvad der sker, hvis man lader maskiningeniører indrette en park, tænker jeg. Alt er funklende nyt og det ligner et kæmpemæssigt bonsai-landskab. Det føles som i en feberdrøm, hvor alting er velkendt, men så alligevel slet, slet ikke. 

Der dufter af sprit i VW’s enorme showroom midt i parken, hvor alle modellerne er on display. Jeg beder om at prøve den dyreste bil, de har, men det kan desværre ikke lade sig gøre. Her er tre russere fuldtidsansat til at pudse og polere, og udenfor skovler ti medarbejdere i ens, sorte jakker kunstig sne op i en stor dynge. De er ved at bygge et Eisland.

Ude i VW-byens sprudlende natteliv. Foto: Frederik Korfix

I parkens anden ende ligger en BMX-agtig bane, hvor man for 35 euro kan trille rundt i en sort VW Touareg. Over et lille vandbassin, op ad nogle trappetrin, igennem et betonrør og over nogle træstammer, der er solidt monteret i asfalten. Vejstriberne på banen lyser, som om de bliver malet op hver dag, og det føles som at gå rundt i et computerprogram. Jeg vil gerne prøve en tur, men det kan heller ikke lade sig gøre.

»Hvis du vil kommer i weekenden, skal du bestille tid mindst to uger i forvejen,« siger manden bag skranken. »Det er vældig populært det her.«

Heldigvis har vi arrangeret en rundtur i Wolfsburgs hjerte: VW-fabrikken, som Autostadt ligger klods op ad. Vi kører igennem de uendelige produktionshaller i en stor bil, og en rundviser fra »zeee vistitors department« giver os zeee hard facts: Fabrikken fylder forrygende 6,5 kvadratkilometer, mere end hele Københavns indre by. Her arbejder 53.000 mennesker, og de spytter dagligt 3.800 VW’er ud.

Produktionen er en symfoni af orden og mekanisk perfektion. Gribekløer og robotarme skinner som hospitalsudstyr og er sublimt sekvenseret. Nu kan vi ikke komme længere ned i maven på det tyske produktionsapparat, tænker jeg. Vi er midt i maskinen. Vi passerer også et mødelokale i glas, der kun består af et bord, syv stole og en computerskærm.

Fordi fabrikken er så stor, har den sit helt eget kraftværk, der kører på stenkul.

Guiden ser helt forvirret ud, da jeg spørger, om der slet ikke er noget vedvarende energi.

»Nej, nej, nej. Ikke her,« siger han. Til gengæld fortæller han, at en malerobot på Lakererei sprayer en Passat på ti sekunder, og at hans yndlingsfarve er noget, der hedder toffee brown.

På vej ud går det op for mig, hvorfor alle parkeringspladser i Autostadt er nummereret, for det er umuligt at finde den sølvgrå Golf mellem de tusind andre VW’er. Hvis det ikke var for el-bilnøglen, der får lygter til at blinke, var vi aldrig sluppet ud.

En katastrofe

Så er det auf wiedersehen Autostadt. Vi skal ud af maskinen og ud til Wolfsburgerne, så vi sætter Golfen i gear og kører til et villakvarter lidt uden for centrum. Her er alle husene malet i en særlig gul nuance, der ligner en blanding af syntetisk vaniljeis, nikotin og Rockwool. Og så har de den særlige nubrede overflade, som kun tyske huse har, hvis de da ikke har fået klasket et lag falske mursten uden på den rå beton. Frimærkeforhaverne er fulde af rødt træflis og småsten, der ikke skal holdes, og det er tydeligt, at beboerne går op i at klippe hæk. Her er nul mennesker, og hele kvarteret virker som én stor, kulisse.

Jeg forestiller mig, at her kun bor mennesker, som det ville være kedelige at sidde ved siden af til en familiefest. Vi kører videre til boligkvarteret Westhagen fire kilometer uden for centrum. Hele området er plasteret til med massive boligblokke, og alle kvinderne ligner Ulla Terkelsen eller Lene Rantala. Overalt holder spritnye VW’er.

Vi møder Bali på 21 år. En frisk fyr med kasket, ungdomsattitude og italienske aner (i 1960’erne kom en hel masse italienere til byen for at arbejde på fabrikken, så i dag er Wolfsburg et af de steder nord for Alperne, hvor der bor flest italienere). Da jeg spørger, om han arbejder for VW svarer han »natürlich.« Hvad ellers? Men han er ikke glad for Wolfsburg. Slet ikke glad.

- Hvad gør man, hvis man vil have det sjovt her?

»Ikke noget. Ingenting. Intet. Den her by er en katastrofe. Her er mange kasinoer. Det hele er lort. En katastrofe,« siger han.

- Hvorfor bor du her så?

»VW. Jeg må jo arbejde. Jeg har kontrakt her. Men jeg kan ikke lide det. Jeg kan ikke lide byen,« siger han, og fortæller at hans egen VW endda lige er gået i stykker.

»Uden VW forsvinder byen. Der er total afhængighed. 100 procent. Det er noget lort. Jeg er født her, men jeg kan ikke lide Wolfsburg,« siger han.

Inden vi skilles, bliver vi enige om, at pigerne i Wolfsburg i det mindste er smukkere, end man skulle tro. I hvert fald er de smukkere end dem i Berlin, der er »scheisse«.

Frederik og jeg går ind supermarkedet Rewe, der ligger i en fordybning mellem fire blokke. Som jeg står der mellem dåseøl og skyllemiddel, føler jeg mig pludselig udmattet og meget trist. Jeg tænker på træerne i Autostadt, som ikke vil leve, på sprayrobotterne, på de nikotinfarvede huse og på Bali, der hver dag knokler i et kedeligt job i en by, han hader. Det hele er så gråt og blodløst, og jeg må støtte mig til en køledisk med leberwurst-minis, der er på tilbud. Jeg ender med at købe en energidrik, der hedder Rock Star for at komme lidt til hægterne. Den smager af tyggegummi, men kvikker mig lidt op. Bagefter bruger jeg lidt tid på at lede efter postkort, men det sælger de ikke. Hvad skulle man også skrive på dem?

VW or die

På vej tilbage til centrum passerer vi Volkswagen Arena, hvor de lokale helte fra VfL Wolfsburg spiller deres hjemmekampe. Selvom holdet - der selvfølelig er 100 procent ejet af VW - vandt Bundesligaen så sent som i 2009, har de haft problemer med at tiltrække unge spillere. De kan ikke holde ud at bo i Wolfsburg.

Vi finder en restaurant og bestiller den mest solide ret på kortet: Eisbein mit Sauerkraut und Knödeln: Et helt, kogt svineknæ på størrelse med en herrehåndbold, der ankommer på en seng af surkål. Tyske tjenere er ofte bevæbnede med engangsskrabere for at kunne fjerne særligt genstridige hår fra den kogte svinehud, men det bliver ikke nødvendigt i denne omgang.

Da vi slentrer hjemad klokken 21, er byen klinisk renset for mennesker. En enkel cyklist i koksgrå vindjakke og kasket triller forbi. Kasinoet på torvet har stadig åbent, men her er kun én kunde, en ældre mand i sort tøj, der står i hjørnet af det mørke lokale og propper euro-mønter i en enarmet tyveknægt, der kører på autostart.

På vej hjem til hotellet finder vi ud af, at Wolfsburg vrimler med kaniner. På gader, fortove og i parker ser vi deres små, runde øje lyse op. De flygter, hvis man kommer tæt på. Den røde glente, som der findes mange af i Wolfsburg-området, og som er kaninernes naturlige fjende, jager dem ikke. De har rigeligt at gøre med at æde alle de gnavere, bilerne splatter ud på vejene, og derfor kan kaninerne leve i fred fra truslen fra oven. Bilerne er deres eneste naturlige fjende i Wolfsburg.

Jeg kommer til at tænke på noget, en eventkoordinator i Autostadt, der hed Stefan, fortalte mig tidligere på dagen:

»Hvis VW forsvinder, forsvinder byen også. Det er VW or die.« Det lød så dramatisk. Som en trussel. Vi bliver enige om, at Wolfsburg egentlig burde bekende kulør og slet og ret skifte navn til Volkswagen. Det bør Klaus Mohrs arbejde for. Så kunne byen også få den undertitlen, den fortjener: Die Stadt.

Se flere billeder fra Wolfsburg i Frederik Korfix’ fotoreportage her.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...