Print artikel

Hvad ølreklamer kan lære os om amerikansk politik

At den glider let ned, er det primære salgskriterie. Kan man sige det samme om en præsidentkandidat?
Tea Party aktivist giver gode råd
Mitt Romney har flot hår og bredt smil, men om han kan inspirere den aktivistiske del af partiet er mere tvivlsomt
Analyse
31.10.11
Mitt Romney er den umiddelbare favorit til at sikre sig Republikanernes nominering til præsidentvalget, men hans ry for at tilpasse sig tidens politiske skiftevinde og ikke at være ægte konservativ gør, at han stadig er sårbar. Eneste seriøse udfordrer har lignet Rick Perry, mens forretningsmanden, Herman Cain for øjeblikket med sine letforståelige planer faktisk har en spinkel føring i flere meningsmålinger. Første stat beslutter sig for en kandidat 3. januar, mens der i disse dage er lige omkring et år til selve præsidentvalget.

For et par år siden lancerede Budweiser en kampagne for deres light-øl i USA med introduktionen af begrebet drinkability, der på linje med det politiske begreb electability illustrerer essensen af det moderne amerikanske kompromis ganske godt. Som i andre light øl i Nordamerika er indholdet af alkohol det samme som i en almindelig øl, men der er betydeligt færre kalorier i en Bud Light, hvilket desværre kommer til udtryk i en udpræget vandet smag. Kalorier er åbenbart vigtige for smagen i øl. Budweiser afkræver med andre ord forbrugeren en meget konkret stillingtagen til dennes præferencer, ved åbent at erkende produktets mangler, og sælger således varen på at repræsentere det optimale kompromis.

Mitt Romneys kandidatur præsenterer de republikanske vælgere for samme type kontante kompromis, og udfordringen for de andre kandidater bliver at få dem til at tilsidesætte fornuften, og huske at kompromiser mest er noget for socialister og fagforeninger.

Forretningsmanden og den tidligere Guvernør i Massachusetts, Mitt Romney, er noget nær den generiske republikanske præsidentkandidat med sit vindende macho-væsen og særdeles pæne hår. En kandidat, der kan tiltale midtervælgerne og som præsenterer et troværdigt og sammenhængende alternativ til den hårdt pressede præsident Obama. Romney er personificeringen af hvad amerikanerne kalder electability, men hvis Obama taber under alle omstændigheder på grund af den dårlige økonomi, skulle Republikanerne så ikke satse på en kandidat, der virkelig vil hjælpe dem med at tage landet tilbage, fra dem de mener har stjålet det?

Romney har haft en uheldig tendens til at skifte holdninger til emner, efterhånden som det passede bedst med hans politiske ambitioner, og hverken den kristne højrefløj i partiet eller Tea Party bevægelsen er overbevist om, at de kan regne med at han vil stå ved sin relativt nyfundne konservatisme, hvis han kommer til magten.

Mitt Romney gennemførte derudover i sin tid som guvernør i Massachusetts en sundhedsreform, der delvist var modellen for Obamas senere nationale sundhedsplan, hvilket bestemt ikke er populært hos kernen i det republikanske parti. Han har derudover også engang været tilhænger af fri abort, hvilket han dog ikke er længere, men bare den mindste vaklen på det område kan potentielt koste enhver republikaner dyrt.

Det kedelige ved Romney er også, at han repræsenterer det gamle og trætte Republikanske parti, der omkring valget i 2008, nærmest så ud til at have udspillet sin rolle i moderne amerikansk politik. Romney forsøgte sig også i 2008, hvor han tabte til John McCain, og har siden ikke haft et politisk embede.  Han har i stedet brugt tiden på at rejse rundt i landet og etablere den infrastruktur og organisation han nu trækker på i sin kampagne, hvilket slet ikke er usædvanligt for en kandidat med præsidentielle ambitioner. Det var blandt andet også derfor at man længe troede, at Sarah Palin havde tænkt sig at forsøge at vinde nomineringen i 2012, da det i så fald havde givet en smule mere mening,  at hun valgte at træde tilbage som guvernør i Alaska midt i sin embedsperiode. Romney har således handlet præcis som en fornuftig politiker bør handle, men tidsånden hos republikanerne går stik imod den slags afmålte pragmatisme.

Den begejstring som Sarah Palin, Tea Party aktivisterne og alle de nye stjerner i det republikanske parti som Michele Bachmann eller Herman Cain repræsenterer, er alt andet end kedelig og pragmatisk. Tilgangen til politik er følelsesladet, naiv og generelt fuldstændigt praktisk umulig, men de vil noget med landet, og er ikke bange for at sige eller råbe det højt. Den gamle elite i det republikanske parti har hårdt brug for den entusiasme de kan indpiske i vælgerne, men virkelig også brug for, at de ikke fuldstændig overtager partiet og lader begejstringen helt forblænde fornuften.

Det var netop hvad der skete sidste år, da den energiske, yderst konservative og ret  uduelige Christine O’Donnell formåede at blive opstillet som kandidat til en af senatsposterne i Delaware, fremfor partitoppens foretrukne sikre kort. Det var et særvalg, da Joe Biden havde forladt posten for at blive Vicepræsident i 2008, og alt tydede på at republikanerne let ville vinde posten og dermed også en stor PR-sejr. O’Donnell havde formået at skabe masser af energi og opmærksomhed omkring sit kandidatur, hvilket sikrede hende retten til at blive opstillet, men hun var alt for ekstrem for midtervælgerne og gav samtidig de lokale Demokrater noget at stå sammen om, med sine vildtfarne udtalelser, kortvarige heksekarriere og særdeles usammenhængende retorik.

På nationalt plan står republikanerne dog stadig stærkt disse dage, og Obama har næste år en noget smallere vej til endnu fire år som præsident, hvis man ser på valgkampen stat for stat. Problemet for Romney er bare, at den republikanske genkomst har handlet om Forfatningen, Gud og Fædrelandet, og en masse om at tage landet tilbage fra en noget udefineret fjende som åbenbart har stjålet det og Romney kan aldrig rigtig blive en del af alt det.

Han er med andre ord langt fra ideel som kandidat for alle, og derfor handler det i lige så høj grad om hvorvidt der er egentlige alternativer. Michele Bachmann repræsenterer Tea Party segmentet, men formår ikke at fremstå som en potentiel troværdig modkandidat til Obama, mens den kristne højrefløj i partiet decideret mangler en kandidat der repræsenterer dem, som eksempelvis Mike Huckabee gjorde det i 2008.

Forretningsmanden bag Godfather’s Pizza, Herman Cain, der aldrig har haft et politisk embede, er et interessant bekendtskab og et andet bud, men han holder givetvis ikke i længden. Han klarede sig ellers virkelig flot igennem en serie debatter republikanerne netop har overstået, men har vist sig ikke rigtig at kunne holde til det nærmere eftersyn den nyfundne succes har affødt. Den ene større eller mindre skandale ser ud til at ramme ham næsten dagligt. Det interessante har været, at det umiddelbart ikke har skadet ham i meningsmålingerne. Senest er en potentiel sexskandale dukket op fra fortiden, som kan vise sig at gøre stor skade.

Han sælger sig selv på netop at være businessman og ikke politiker, og på at ville bruge den samme rationelle løsningsorienterede stil som præsident, der gav ham succes i forretningslivet. Han har tidligere foreslået, at alle nye love skulle være på maksimalt tre sider, og i debatterne stjal han meget opmærksomhed med en radikal skattereform – den såkaldte 9-9-9 plan, hvor både indkomstskatter, selskabsskatter og salgs-skatten (momsen) skal være 9%. De andre kandidater var i de første debatter særdeles venlige og eftergivende overfor Cain, da ingen rigtig havde noget at vinde ved at kritisere manden, der trods alt repræsenterede et alternativ til den politikerstand, der har smadret økonomien, men i de sidste to debatter havde de efterhånden indset, at han måske havde haft det lidt for nemt.

De letforståelige men nok rigeligt simple planer begyndte således at møde hård kritik fra de andre kandidater, og senest har han også været ude med en række tilføjelser til planen, der gør den en anelse mere fornuftig, men samtidig undergraver hans argumentation om, at den repræsenter noget fundamentalt nyskabende i forhold til det eksisterende skattesystem.

George W. Bush har dog også sat nogle nedre standarder for hvor bøvet du kan fremstå, selvom du er nok så charmerende

Spørgsmålet er bare også om Herman Cain egentlig mener sit kandidatur helt seriøst selv? Som man oplevede det tidligere på året med Donald Trump, kan alene det at lufte tanken om et kandidatur til præsidentposten skabe masser af opmærksomhed omkring ens person, og det navn Herman Cain allerede har skabt sig i befolkningen, vil han kunne profitere på i mange år fremover. Hans organisation i nogle af de vigtige første stater i valgkampen er slet ikke på plads, ligesom hans politiske program stadig er noget mangelfuldt.

Lidt samme mistanke kunne man have om Michele Bachmann, der har fået uforholdsmæssigt meget opmærksomhed og taletid, taget hendes egentlige popularitet i meningsmålingerne i betragtning. Hun er bestemt også et interessant bekendtskab med sine 28 børn (en del dog plejebørn) og noget fundamentalistiske tolkning af både forfatningen og hendes egen kristendom. Dog må hun også selv til dels være klar over, at hun er alt for ekstrem til at vinde nomineringen. Under debatterne udmærkede hun sig kun i værdispørgsmål om familie, sundhed og indvandring, hvor hun har sine styrker, mens hun i alle andre emner lirede nogle temmelig uinspirerede klicheer af. Under alle omstændigheder har hendes kandidatur også allerede været en stor succes. Alene ved at etablere hende som frontfigur for den højreradikale aktivisme, og i processen endda marginaliseret konkurrenten Sarah Palin.

I modsætning til Bachman har Herman Cain dog formået faktisk at omsætte sine radikale budskaber til direkte støtte i meningsmålingerne, og det kan selvfølgelig ikke afvises, at han faktisk ender som den største udfordrer til Romney. Dog er det stadig overvejende sandsynligt, at det i stedet bliver Guvernøren fra Texas, Rick Perry, der har en imponerende donorbase i ryggen. Hovedproblemet for Cain er, at det endnu er meget uklart om de adspurgte vælgere -så relativt tidligt i processen- egentlig tager ham seriøst som kandidat, eller om de nærmere angiver at ville støtte ham i protest mod hele systemet og de andre kandidater. Det ville også være med til at forklare hvorfor den megen negative medieomtale han får, ikke ser ud til at skade ham i meningsmålingerne. Herman Cain er dog på nuværende tidpunkt sikkert ligeglad, og i modsætning til de andre kandidater ser han også ud til faktisk at have det sjovt undervejs.

Rick Perry?

Rick Perry var længe om endelig at beslutte sig for at ville være kandidat, men da det endelig skete strøg han straks til toppen af de fleste meningsmålinger. Han er som Bill Clinton har sagt en good looking rascal, der besidder rigelige mængder af den charme og karisma som Romney så desperat mangler. Han opfattes samtidig som en langt mere troværdig konservativ. Reelt set deler de dog mange holdninger, og det er meget de samme vælgere de forsøger at appellere til.

Mitt Romney har flot hår og bredt smil, men om han kan inspirere den aktivistiske del af partiet er mere tvivlsomt

Rick Perrys tid som Guvernør i Texas har været præget af en tilsyneladende imponerende økonomisk vækst og med en national arbejdsløshed der har bidt sig fast omkring de 9%, er det bestemt ikke en dum ting at have på CV’et.

I debatterne var særligt de første i serien dog nærmest katastrofale for Rick Perry. Han viste sig ude af stand til rent verbalt at kunne matche de andre kandidater. Det hele begyndte at minde lidt for meget om en anden Guvernør fra Texas, der som Perry ikke går så meget op i om det udtales nuclear eller nu-cu-lear.

At George W. Bush besad et begrænset intellekt er nok ikke den store hemmelighed, men han havde til gengæld et stort talent for at levere sine pointer ganske overbevisende og opvejede så rigeligt for den manglende substans ved at fremstå engageret og ikke mindst sympatisk for vælgerne. Han havde samtidig den fordel at være matchet overfor nogle af tørreste og mindst karismatiske Demokratiske præsidentkandidater i nyere tid, Al Gore og John Kerry, hvilket kun fik ham til at fremstå endnu mere som en af gutterne. Samme fordel har Perry altså også overfor Romney, men George W. Bush har dog også sat nogle nedre standarder for hvor bøvet du kan fremstå, selvom du er nok så charmerende. Slægtskabet med W. Bush er langt fra kun en fordel.

Perry havde i de to sidste debatter valgt en mere aggressiv stil overfor særligt Romney, men angrebene fremstod noget usammenhængende og indtrykket af en lettere uforberedt og overmatchet kandidat stod tilbage. Blandt andet hev han en gammelkendt sag frem om nogle illegale indvandrere, der har været med til at sætte et af den yderst velhavende Romneys mange huse i stand, men kom til at fremstå lidt smålig og desperat, og spredte buh-råb bredte sig efterhånden i salen, når han bragte det på banen. Dog var det positivt for Perry, at han i de to sidste debatter i det mindste fik vist sig villig til at angribe, og fremstod som en der faktisk havde tænkt sig at arbejde hårdt på at forsøge at blive præsident.

Perry er også løbet ind i en uheldig sag omkring hans families jagthytte, der tidligere gik under navnet Niggerhead, indtil han meget sent fandt ud af, at det måske ikke var så smart rent politisk. Som et noget akavet modsvar til denne sag, blev han under den sidste debat ved at referere til den sorte Herman Cain som brother, hvilket bestemt ikke var rart at se på.

I debatterne var det tydeligt, at de andre kandidater også er klar over, at Perrys store trumf er den Texanske økonomi, og Romney var god til at påpege både det faktum, at staten har masser af oliepenge, og at jobbene ofte er skabt som et indirekte resultat af statens offentlige støtte til udvalgte virksomheder. Denne anklage refererede også ganske elegant til den igangværende skandale omkring solcellevirksomheden Solyndra, der har modtaget millioner af dollars i statsstøtte fra Obama-administrationen, men som nu er gået konkurs. For republikanerne viser sagen, at det ikke kan nytte noget, at staten blander sig i det frie marked og forsøger at udpege vindere og tabere. At virksomheden derudover producerede solceller til den såkaldte ”grønne økonomi” er bare ekstra glasur på skandale-kagen. Hvis Romney således lykkes med at afmontere ideen om Perrys økonomiske mirakel i Texas, bliver det en kort valgkamp, men det er stadig for tidligt at sige.

En af Rick Perrys fordele ligger i det specielle ved nomineringsprocessen,  hvor hver enkelt stat vælger deres foretrukne kandidat på tur, og hvor rækkefølgen de gør det i, kan komme til at spille en stor rolle for det endelige udfald.

I mange år har Iowa, New Hampshire, Nevada og South Carolina, haft en urimelig fordel i dette spil, idet de fik lov at vælge først. Disse fire stater er i forhold til resten af landet uforholdsmæssigt hvide og konservative. Det giver troværdighed og ikke mindst masser af kampagnedonationer at vinde de tidlige stater. De er med andre ord uforholdsmæssigt vigtige, hvilket har en tendens til at luge ud i mere midtsøgende kandidater i det Republikanske felt, inden mange andre stater overhovedet får en chance for at blande sig. Hvis ikke sportsanalogier var så slidte i politisk sammenhæng, ville man jo nok sige at det handler om at få momentum fra begyndelsen.

Når det er demokraterne, der skal vælge kandidat gør en lidt omvendt dynamik sig gældende, da deres kandidater her skal bevise, at de ikke er for venstreorienterede til at have en chance i præsidentvalget. Det var netop det argument imod sig, at Obama punkterede ved at vinde i Iowa i 2008. Hillary Clinton havde på sigt håbet, at det ville gå op for folk, at den charmerende men uerfarne og lidt for sorte Obama aldrig kunne vinde selve præsidentvalget, men eftersom Obama havde vundet i Iowa, var det begrænset hvor meget man kunne ramme ham med electability argumentet.

I denne praktiske tilfældighed har Rick Perry altså en fordel, for han anses netop som en mere ægte konservativ, og en sejr i en eller flere af de tidlige stater kan potentielt ændre hele dynamikken i valgkampen.

I et usædvanligt snævert felt ligner Mitt Romney stadig vinderen på sigt, men der er rigeligt med eksempler på kandidater, der på nuværende tidspunkt har ført, og siden tabt det hele på gulvet. Hans opgave bliver nu at styre uden om skandaler og kontroverser og konsolidere sin førerposition – helst dog uden at fremstå helt så kedelig som nu. Iowa beslutter sig som de første 3. januar 2012, mens næste debat er 9. november.