Print artikel

Skibsbyggernes sidste store bastion

De fleste ansatte på værftet er allerede opsagt. Fyringsrunderne kræver jævnligt mellem 50-100 mænd. Foto: Mads Staghøj
Erik Hermansen. 60 år. Anciennitet: 39 år og 8 måneder. Foto: Mads Staghøj
Lars Grønlund. 47 år. Anciennitet: 30 år. Foto: Mads Staghøj
Reportage
27.10.11
Synkende skude. Til november stempler de godt 500 tilbageværende arbejdere på det legendariske skibsværft, Lindø, ud for sidste gang. Reportage fra skuepladsen for en kamp om overlevelse, der allerede er tabt

En snorlige vej skyder uden om den nordfynske flække Munkebo mod Lindøværftet, og for enden rejser en halv snes stillestående kraner sig i bøjede formationer fra det flade Fyn. Tavse og knejsende, indhyllet i morgendis fra fjorden. Ingenting at løfte.

Men i metaforisk forstand nærmest skriger kranerne, der på afstand tager sig ud som dinosaur-lignende gigantfossiler, om at her er et stykke danmarkshistorie blevet overhalet af verdens gang. Sikkert snart henvist til et støvet museum og genskabt i 1: 10000000 forhold ledsaget af et forklarende skilt, der samtidig tjener som nekrolog over en snart svunden tid:

»Lindøværftet, industri-minde: ’Arbejde som arbejde engang var’.«

Nuvel, tiden er løbet fra værftet, men hvordan bliver det for sjakket at skrive fortsættelsen på deres egen historie, når maratonkapitlet om værftet er uigenkaldeligt slut?

Hr. Møllers 93-årige darling

En eftermiddag for år tilbage: Skoene er pudset med minutiøs grundighed, og medarbejderne er pænt opstillet, alle som en i nystrøget linned.

Slips, ret holdning og spændte blikke.

Her er ikke tale om en militærparade, ej heller om en fælles briefing i en tjekket bankfilial i det indre København: For der er jernindlæg i skoene og linnedet er ikke todelt, men sammenhængende og af sliddygtigt stof, som det nu gælder for den slags kedeldragter, der skal holde til svejsegnister og sværte.

»Jeg har en klage.« Skibsreder Mærsk Mckinney Møller fæstner sit blik på skibsmontør John Willumsen uden at fortrække en mine. Hvad er der galt? Er det slipseknuden, der er bundet sjusket, er der ikke ryddeligt nok på pladsen? Bange anelser får John Willumsens puls til at skyde i vejret for dog at falde, da skibsrederens blik ændrer sig til det faderlige:

»Hvorfor har ikke I også ikke sørget for godt vejr?«

Rutinebesøg som dette vidner om, at værftet altid har været familien Møllers øjesten – inkarnationen af Mærsks stolthed og nationalfølelse, der er blevet holdt i hævd af op mod 3.000 mænd, siden A.P Møller grundlagde værftet ved udgangen af 1.Verdenskrig. I dag er der 500 ansatte tilbage på det enorme produktionsområde. Som man ser det overalt i Europas sværindustri, har det vist sig umuligt at konkurrere med skibsproduktionen i Asien, og 10. august 2009 blev arbejderne kaldt sammen for at modtage beskeden om værftets lukning ultimo 2011.

En maskulin ordenssans præger pladsen: tusindvis af cigaretskodder, kaffefiltre, voksindsmurte ørepropper, plasticstrips og en kvast dåsebajer hist og her. Efter dansk standard er arbejdspladsen enorm, og gamle herrecykler i et antal, der ville kunne holde en mindre forstad kørende, fungerer som transportmiddel.

Afstandene, størrelsen på skibene, maskinerne og bygningerne og for den sags skyld mændene samt konstante brag skaber følelsen af at være midt i noget meget stort. 

Lars Grønlund på 47 år har haft sin gang på værftet, siden han som 17-årig kom i lære som skibsbygger. Værftets fysiske størrelse vænner man sig til, men størrelsen på sammenholdet forekommer ham efter 30 år stadig imponerende:

»I forbindelse med lukningen har vi faktisk fået lavet en telefonliste, så man altid kan ringe til hinanden og snakke om det hele.«

Puritanisme ingen adgang

Men hvad er det så, der får mænd, som i folkemunde er berygtede landet over for deres hårdkogte jargon, til at oprette en telefonliste, hvis man skulle få brug for at snakke om følelser?

John Willumsen var i starten af 80'erne i lære med Lars Grønlund. De er begge overbevist om, at sammenholdet ligger i værftets rummelighed: Her er plads til det skæve og det, der er langt ude over politisk korrekt.

»For eksempel var der en fyr der blev kaldt 'grønært', der i al hemmelighed havde bygget en hønsegård ude bagved.« Fredagsbajerne blev simpelthen garneret med en æggekage bagt i metalovnen.

»Hvis ikke der var æg fra hønsegården, måtte vi op og hente mågeæg,« fortæller John Willumsen. »Fjorden ligger lige hernede, så der var heller ikke noget i vejen for en friskfanget ål«.

Helt op til midten af halvfemserne rynkede ingen bryn over, at tørsten blev slukket med en Albani på hvilket som helst tidspunkt af arbejdsdagen, og den dag i dag er cigaretter snarere reglen end undtagelsen alle andre steder end i kontorbygningerne. Jargonen er speciel – bramfri, men godmodig.

 »Enten kan man lide at være her, eller også hader man det,« siger John Willumsen.

 Det virker som om den etikette og puritanisme, der gennemstrømmer det moderne samfund, blev stoppet og forment adgang af vagten ved porten. Umiddelbart er det måske befriende, at folkedomstolens bornerte kendelser kommer til kort. Men måske er det i virkeligheden også her, problemet ligger for Lindø-sjakket, når værftet lukker. Mange af de ansatte kender kun til Lindø, har aldrig været på andre arbejdspladser.

»Hvor skal der nu være plads til ’Jørgen-fest-og-farver’ uden uddannelse, der altid går og synger?« spørger John Willumsen retorisk.

Den sidste prikkerunde

I et lille indelukke i det ene hjørne af snedkeriet, på den anden side af pissoiret, holder en gruppe arbejdere rygepause blandt kaffeplettede borde og afklædte hunkøn på væggene.

Lars Grønlund. 47 år. Anciennitet: 30 år. Foto: Mads Staghøj

»Man mister motivationen, for man ved, at det snart er slut,« siger Erik Hermansen på 60 år, der lige netop ikke når at fejre sit 40 års jubilæum inden nedlukningen. »Jeg aner ikke, hvad jeg skal lave for jeg troede, jeg skulle være her altid, og jeg er ikke klar til at gå på støtten,« siger han og stirrer desillusioneret frem for sig.

Der har været 11 prikkerunder, og det er tydeligt, at mændene i gruppen er mærkede af den årelange udskillelsesfase.

Tilværelsen efter Lindø er noget, det er svært at forholde sig til, når man har tilbragt mere tid med kvindfolk som Regina- og Estelle Maersk (navnene på de berømte containerskibe) end med sin egen kone.

Nok er det her granvoksne mænd, stærke arbejdere af den gamle skole, men når det gælder lukningen af Lindø, er de alle smertensbørn med en døende fader. Man kan se det i deres øjne. Det forestående tab gør allerede ondt.

Kort efter er klokken 14, arbejdsdagen står på hæld, og alle er stemplet ud. På nær Erik Hermansen. Han sidder alene, let tilbagelænet i et hjørne af snedkeriet, tænksom, mens han inhalerer cigaretrøgen dybt, og som han sidder der i sin sandfarvede kedeldragt, er det som om han går fuldstændig i ét med de omgivelser, der har været hans de sidste 39 år og 8 måneder. Man kunne nu godt have ondt ham det jubilæum.

I skrivende stund har den tolvte og sidste prikkerunde fundet sted.