Print artikel

Omfangsrig superminimalisme

Med sin nye udgivelse er Lydia Davis for alvor trådt ud af sin eksmands, Paul Auster, skygge.
Anmeldelse
12.05.14
Amerikanske Lydia Davis diverterer med både ærke-Daviske minimaltekster og nye eksperimenter i sin seneste (og omfangsrige) short story-samling, Can’t and Won’t, hvor hendes særegne sproglige sensibilitet endnu engang er til at begejstres over. Det er en moden og ærlig udgave af Lydia Davis’ usædvanlige litterære hverdagsfilosofi.

Et af kendetegnene ved virkelig fremragende litteratur er, at den kan få sin læser til at se nye og uventede aspekter af det velkendte. Den evne har kortprosavirtuosen og oversætteren Lydia Davis (f. 1947), der med sine korte og ultrakorte tekster kan beskrive verden, så den både er genkendelig og fremmedgørende. Davis er en sjældent skarp observatør af hverdagslivets detaljer, lige fra sproglige besynderligheder til samtaleproblemer og den akavethed, der kan opstå i intime eller sociale situationer, hvor man er ude af stand til at aflæse andre menneskers intentioner.

Away in the Badlands

Davis’ skarpe blik og præcise sprog er der rigeligt af i hendes seneste prosasamling med den kontrære titel Can’t and Won’t, som både indeholder nye varianter af kendte Davis-genrer og helt nye typer af formeksperimenter. Som altid har Davis masser af humor, gerne med en underliggende melankoli, som i teksten I Ask Mary About Her Friend, the Depressive, and His Vacation:

One year, she says
”He’s away in the Badlands.”

The next year, she says
”He’s away in the Black Hills.”

Teksten er et fint eksempel på, hvordan den sprogfokuserede Davis kan få sin læser til at spekulere over sprog, dagligdagsfænomener og årsagssammenhænge. Det er et af hendes særkender, og Davis fortsætter sin litterære hverdagsfilosofi for fuld udblæsning i Can’t and Won’t: Hvad tænker køer på? (The Cows). Er gulvet egentlig ikke rent nede under skidtet? (Housekeeping Observation). Hvordan begynder og afslutter man en historie? (Reversible Story – for øvrigt en variant af historien Reducing Expenses fra Davis’ samling Varieties of Disturbance fra 2007). Med genskrivningen viser Davis, hvordan tekst aldrig er definitiv og fortolkning aldrig helt fastlagt.

Ved siden af de korte tekster er der en række længere tekster, hvor Davis bruger sin sproglige følsomhed til at beskrive mere komplekse situationer. Særlig markant er den rørende, men usentimentale The Seals, hvori fortælleren spekulerer over sit forhold til sin afdøde søster gennem en beskrivelse af de gaver, søsteren har foræret bort. Også i The Letter to the Foundation er der en type af ærlig sårbarhed, som klæder Davis godt, når fortælleren beskriver sine genvordigheder med at tøjle sin angst for at undervise.

En metode, der gør visse af Davis’ historier meget genkendelige (i hvert fald for denne anmelder) er hendes trick med at tage en ubetydelig hverdagsdetalje (fx et salg af et tæppe på et loppemarked, som i The Two Davises and the Rug) og fokusere så meget på den, at den vokser ud af sine normale proportioner. Det er en fin beskrivelse af ret almindelige hverdagsneuroser – og en illustration af, hvordan sådanne overvejelser kan føles både vigtige og latterlige på samme tid. 

Det vigtigste aspekt af salamityveriet

På mange måder er Can’t and Won’t en helt typisk Davis-samling: Den har en blanding af hyperobserverende fortællerstemmer, pudsige readymades, en- og tolinjers historier og længere narrativer, der spekulerer over så forskellige ting som at spise fisk alene, hvordan man bedst nyder en æske udsøgte wienske miniaturechokolader og forholder sig til savnet af en afdød søster. Åbningshistorien, A Story of Stolen Salamis, videregiver en beretning om et pølsetyveri, hvori den bestjålne pølsemager gør mere ud af at korrekse omtalen af de stjålne pølser (»They were not sausages. They were salamis.«) end af selve tyveriet. Her kommer fokus på den sproglige detalje til at overskygge alt andet.

Lige så typisk er samlingens allersidste historie, den to linjer lange Ph.D.:

All these years I thought I had a Ph.D.
But I do not have a Ph.D.

Ultrakorte historier som denne er en specialitet for Davis, der ofte afsøger grænserne for, hvad der udgør en historie. Netop den strenge minimalisme gør de korte historier så indbydende, fordi de fylder læseren med spørgsmål: Hvordan kan man tro, at man har en ph.d. uden egentlig at have det? På den måde er Davis’ historier i familie med historier som Hemingways avisannoncehistorie om de ubrugte babysko, der er til salg: Det er i lige så høj grad fraværet af et udviklet narrativ, der skaber en historie (eller mange mulige historier) hos læseren.

Fhv. forfatterhemmelighed i tredje potens

Lydia Davis’ fremragende kortprosa har i en årrække hovedsageligt været beundret inden for en relativt smal kreds af forfattere. I en nylig interviewartikel i det amerikanske kulturtidsskrift The New Yorker blev hun betegnet som en forfatterhemmelighed i tredje potens; Hun er ikke bare en »forfatter-forfatter«, men en »writer’s writer’s writer«. Efter udgivelsen af hendes Collected Stories i 2009 fik hun dog omtale og anerkendelse i større litterære kredse i USA, og med tildelingen af Man Booker International Prize i maj 2013 er hendes gode rygte også nået til Europa. I dag kan man vist trygt nøjes med at kalde hende en »forfatter-forfatter« – hastigt på vej mod større (og fuldt fortjent) anerkendelse.

Collected Stories, en laksefarvet lille mursten af en bog, rummer Davis’ fire tidligere novellesamlinger: Break It Down (1986), Almost No Memory (1997), Samuel Johnson Is Indignant (2002) og Varieties of Disturbance (2007) og er foruden fremragende læsning en fin oversigt over udviklingslinjerne i Davis’ forfatterskab – fra de første meget litterære (og måske ikke helt let tilgængelige) sproglige eksperimenter til de mere punchline-spækkede readymades og superkorte historier, der særligt topper i udgivelserne fra nullerne. I 1996 udgav Davis sin hidtil eneste roman, The End of the Story, der ikke har den samme humor og lette særegenhed som hendes kortprosa.

Affæren med Auster

I efteråret 2010 blev Davis introduceret for et dansk publikum med udgivelsen Kakerlakker om efteråret, som udkom på Forlaget Vandkunsten. Samlingen er en oversættelse af den første bog, Davis udgav på et etableret forlag, Break It Down fra 1986. Indtil da havde Davis udgivet mindre teksthæfter via det lille (og nu hedengangne) forfatter-forlag Living Hand, som hun havde sammen med sin eksmand, forfatteren Paul Auster. Davis’ anden samling udkommer på dansk i maj i år med titlen Den trettende kvinde, også på Vandkunsten.

Auster og Davis lærte hinanden at kende som studerende på Columbia University i New York og tilbragte en tid sammen som fattige forfattere i Frankrig. De blev gift i 1974 og fik en søn, Daniel (der i øvrigt - ikke nødvendigvis helt smagfuldt fra stedmoderens side - er forlægget for den utilpassede, kriminelle stedsøn i Austers nuværende kone, Siri Hustvedts, roman What I Loved fra 2003). 

Swann’s Way

Ægteskabet varede dog ikke længe, og efter skilsmissen tegnede livet temmelig forskelligt for Auster og Davis. Hvor førstnævnte opnåede et bredere litterært gennembrud (også økonomisk) i løbet af 1980’erne og 1990’erne, har Davis måttet finde andre måder at tjene til dagen og vejen på. Opholdet i Frankrig gav Davis gode franskkundskaber, som hun sidenhen har gjort god brug af: ved siden af sit forfatterskab har hun ernæret sig dels som universitetsunderviser, dels som oversætter af franske filosoffer som Jean-Paul Sartre, Michel Foucault, Maurice Blanchot og Elisabeth Badinter. Mest ros har hun dog fået for sine skønlitterære oversættelser af franske klassikere.

Da forlaget Penguin i 1995 annoncerede, at de ville udgive en engelsk nyoversættelse af Marcel Prousts À la recherche du temps perdu, bad de Lydia Davis om at oversætte første bind. Swann’s Way udkom i 2003 og fik mange roser for sin tekstnære oversættelse, og i 2010 udkom Davis’ fremragende nyoversættelse af Flauberts Madame Bovary.

Breve fra Flaubert

Davis’ tætte forhold til Flaubert kommer tydeligt til udtryk i Can’t and Won’t, hvor hun bruger breve fra Flaubert til hans elsker Louise Colet som materiale for 14 små readymade-historier (dog med den note, at Davis har taget sig friheder til at udvælge og kombinere brevenes anekdoter). Brevene – der er skrevet, mens Flaubert arbejdede på Madame Bovary – er velskrevne og friske små noter, hvor Davis fint videregiver Flauberts sensibilitet og fornemmelse for både folks almindelige dumhed og livets ironi.

De Flaubert’ske readymades er nye for Davis i den forstand, at hun for første gang bruger navngivne kilder til nogle af sine tekster. Sammen med den voldsomt øgede medieinteresse, der er kommet hende til del siden Man Booker-prisen, løfter det lidt på det slør af mystik, der har omgærdet Davis: hidtil har hun været en hemmelighedsfuld, næsten enigmatisk forfatter, der med års mellemrum udsender endnu et sprogligt kortprosamesterværk, men som ellers ikke har deltaget synderligt i hverken det litterære miljø i New York eller har fået bare en brøkdel af den mediebevågenhed, der er kommet hendes eksmand til del.

Den litterære forbrugerhenvendelse

Et andet nyt formeksperiment er en række drømme-tekster, som kommer fra en række navngivne personer, som er oplistet bagerst i bogen. Drømmestykkerne er interessante, fordi det er sjældent at få drømme genfortalt med den sproglige akkuratesse, som Davis evner, og det er interessante eksperimenter udi kunsten at fremmane et rum, en stemning eller en verden på ganske få linjer. 

Blandt de mere genkendelige tekster er en særlig genre, som Davis har  - om ikke opfundet - så i hvert fald bidraget væsentligt til, nemlig en litterær variant af forbrugerhenvendelsen. I Letter to a Funeral Parlor – en af de mere kendte Davis-tekster, fra Samuel Johnson Is Indignant – beklager brevskriveren sig over en bedemands brug af det lidet kønne teleskopord »cremains« (en blanding af »cremate« og »remains«, der betegner asken fra en kremeret afdød) om vedkommendes afdøde far, en sprogprofessor. Brevet er ret morsomt i sin fiksering på ordlyd – cremains lyder lidt som navne på mælkeerstatninger til kaffe, Cremora eller Coffee-Mate, associerer brevskriveren – og er samtidig både ærligt og hjerteskærende i sine beskrivelser af, hvordan man taler om nærtstående mennesker, man netop har mistet. Det er både en sjov udfordring af brevskrivningsgenren og en sårbar famlen efter et passende sprog til at beskrive en ubehagelig erfaring.

I Can’t and Won’t diverterer Davis med hele seks nye breve: Letter to a Frozen Peas Manufacturer (om misforholdet mellem forpakningens billede af brune ærter og de faktiske grønne ærter indeni), Letter to a Marketing Manager (til Harvards boghandel), Letter to a Peppermint Candy Company (om dyre pebermyntebolsjer), ovenfor nævnte The Letter to the Foundation, Letter to a Hotel Manager (om fejlstavningen af ordet »scrod«, en fiskeret) og Letter to the President of the American Biographical Institute, Inc. (et lusket foretagende, der mod betaling udnævner folk til fx ”Woman of the Year”). 

Lokalpolitik og linedance

En anmelder i britiske The Observer har beklaget sig over, at de nye breve udvander det originale Letter to a Funeral Parlor, når de strækker sig til også at blive svar på spammail, som det er tilfældet med det sidste af de seks nye breve – men den præmis har jeg svært ved at tage alvorligt. Et af Davis’ særkender er hendes uhøjtidelighed i tilgangen til litteratur, og hun er som altid eminent i sin granskning af, hvad der ligger bag sproglige udsagn.

I Can’t and Won’t bliver der løftet lidt på sløret for, hvordan den tilsyneladende ufejlbarlige superminimalist arbejder. Måske er det det, der er problemet for Observer-anmelderen. Personligt synes jeg, det er ganske klædeligt – og på en måde beroligende for eventuelle bekymringer om forfatterens velbefindende (hvis man tager alle historierne for pålydende, kunne man godt gå hen og blive lidt småbekymret for forfatterens mentale sundhed). På den måde er det også fint at kunne supplere læsningen af Davis med interviews, som det i The New Yorker, hvor hun afslører prosaiske planer om at gå ind i lokalpolitik (på lillebyniveau), et stort socialt engagement i sit nærområde og en fortid, der involverer linedance (man forestiller sig den sprogbevidste forfatter entusiastisk iklædt cowboystøvler og denim og svingende rundt til countrymusik). Man kan med andre ord stadig forvente sig hvad som helst fra Lydia Davis’ side. 

 

Anne Kirstine Munk Christiansen er MA i Liberal Studies fra The New School for Social Research i New York og har skrevet speciale om brugen af dialog og konversationel implikatur i Lydia Davis' forfatterskab.