Print artikel

Fremmedgjort eller bare en anden måde at sige frigjort?

Foto: Taneisha Kamali Berg
Foto: Nancy Crampton
Interview
13.03.14
ATLAS interviewede forfatterinden Taiye Selasie, da hun for nyligt besøgte Danmark i forbindelse med oversættelsen af hendes debutroman, Gå væk Ghana. Samtalen, som fandt sted på forfattertrappen i Politikens Boghal, bringes her.

Rådhusklokkerne ringer i dampen fra en espressomaskine, da Taiye Selasie træder ind i Politikens Boghal iført sine sorte Helmut Lang læderbusker og en støvbrun kåbe. Hun drikker ikke kaffe for tiden; »Det er koffeinen,« forklarer hun venligt, men bestemt. Rutineret slår hun sig ned på sin plads i cockpittet, og jeg forsøger, forgæves, at huske, hvordan man siger ’lindete’ på engelsk. Det er tydeligt, at hun har turneret verden tyndt, siden hendes bog udkom i marts sidste år. Hun er som en Navy SEAL på nålestiksoperation: effektiv og totalt overlegen, men i modsætning til en elitesoldat i aktion er hendes ansigt modulerbart og øjnene varme.

En uheldig sammensmeltning mellem væren og oprindelse. Nogenlunde sådan er budskabet i de mange interviews, man finder med Taiye Selasie på nettet. Hun er blandt andet citeret for at sige, at hun ville ønske, at folk ville spørge hende, hvem hun er, i stedet for hvor hun kommer fra. Men hvordan gør man det?

En dyb, sensuel stemme hjælper mig på vej. »Du mener, hvordan man får adgang til et menneske.«

For nogle år siden arbejdede jeg i en periode med konfliktløsning. Det var lige efter revolutionerne i Mellemøsten, og de studerende var primært fra MENA-regionen. Ofte kom de til at lyde som repræsentanter for deres nation. ”Som en egypter”. ”Som en palæstinenser”. Det var helt forståeligt, men for at ændre samtalens karakter, bad jeg dem ind imellem om at forestille sig en situation, hvor de blev bedt om at forlade deres hjem og kun kunne medbringe én kuffert. I den var der plads til fem karakteristika, som var essentielle for hvem de var. Hvis Selasie blev bedt om at gøre det samme, hvad ville hun så medbringe?

»Uhh. Fem ting som jeg ville medbringe?«

Selasies stemme minder om, når folk gnider sig i hænderne, for at vise at de er klar til tage fat.

»Jeg ville medbringe min Macbook Air. Mit CANON 5D:13. Min neongrønne nederdel, som er min favorit. Derudover ville jeg medbringe mine Ibeji dukker, som er figurer i træ fra Nigeria, der bliver lavet til tvillinger - jeg er selv tvilling, og der er tvillinger i min roman. Det er vigtigt for mig. Men hvor mange var det? Nå jo. Og så selvfølgelig også førsteudgaven af min roman på engelsk.«

 Selasie fremviser stolt en slidt hardback med dueblåt stofomslag.

»Gennem tiden har jeg tilføjet alle mulige noter, hvilket nu får mig til at grine. Jeg glemmer helt, at bogen allerede er udkommet. Det er ikke længere muligt at lave rettelser.«

Hvad med når det kommer til identitet. Hvad ville du så tage med?

»Det spørgsmål du her stiller mig, er et jeg er nødt til at stille mig selv flere gange om måneden. Jeg er hele tiden på farten og skal beslutte mig for, hvad jeg skal tage med mig. I sidste ende udspringer min identitet fra de relationer jeg indgår i – og ikke steder. Det er yderst specifikke steder, som er betydningsfulde for mig. For eksempel er jeg amerikaner, men jeg har ikke et forhold til hele Amerika – faktisk forstår jeg ikke det meste af Amerika. Jeg er også ghaneser, men jeg har ikke rejst i hele landet. I virkeligheden kender jeg kun Accra. Og nu bor jeg så i Italien, men jeg bor hverken i Napoli eller i Milano. Jeg bor i Rom. Endeligt er jeg også englænder. Jeg blev født i England og har et engelsk pas, men enhver nostalgi jeg har for det land er uløseligt forbundet med mine tanter og lugten i deres hjem og af deres mad. Det er det, der gør London til mit hjem.«

Du har en bachelorgrad i amerikanske studier fra Yale og en master i internationale forhold fra Oxford. Hvorfor blev du forfatter og for eksempel ikke akademiker eller journalist?

»Du mener, hvorfor jeg brugte så mange penge på min uddannelse?« Selasie udstøder et resigneret grin, som er forbeholdt de mennesker, der har brugt mere end et sekscifret beløb på deres uddannelse.«

DET er et godt spørgsmål. Men det jeg ville spørge dig om er, hvorfor du efterfølgende besluttede dig for blive forfatter.

»Nej, nej. Det var omvendt. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være forfatter. Engang kom jeg hjem fra en tur i parken og beskrev de smukke blomster, som fik mit hjerte til at ’synge’, hvortil min stedfader svarede, at jeg lød som en forfatter. Jeg har aldrig ændret mening, men jeg blev bange. Jeg tror, ofte det sker, når man vokser op i et meget konkurrencepræget miljø. Det er hårdt, når alle andre siger, at de vil være læger og bankfolk. At sige at man vil være romanforfatter er en smule finurligt – især blandt vestafrikanske immigranter. Men kort før min tredive års fødselsdag besluttede jeg mig så for at gøre det, som jeg altid har vidst, at jeg gerne ville gøre.«

Kan du ærgre dig over, at du ikke har været på forfatterskole?

»Slet ikke. Der var en periode, hvor jeg ærgrede mig over hele mit uddannelsesforløb. Jeg vidste, at jeg ville være romanforfatter, men af fejhed - maskeret som dygtighed - fik jeg alle de der fine grader fra fine skoler. Når jeg ser tilbage nu, synes jeg, at det er vidunderligt. Min uddannelse har givet mig et større ordforråd.«

»Men,« tilføjer Selasie med sit karakteristiske store grin, »hvis jeg havde mulighed for det, ville jeg gøre mit nittenårige jeg opmærksom på, at ordbogen også har rimeligt mange ord – og så koster den kun ti kroner.«

 

Den amerikanske forfatter George Saunders beskrev engang, hvordan hans tekster i starten af hans karriere altid lød som Hemingway.

»Det er da ikke det værste…«

Bestemt ikke. Men på et tidspunkt var han alligevel lige ved at opgive – hvorfor være en fattig og dårlig imitation af Hemingway, når han kunne tjene penge som ingeniør, hvilket han havde en uddannelse i. Heldigvis begyndte han kort efter at finde frem til sin egen stil. Havde du lignende oplevelser, da du selv begyndte at skrive?

»Det jeg siger nu, har jeg intet belæg for, men det er mit indtryk, at det udelukkende er mænd, der har det problem. Jeg har aldrig mødt en kvindelig forfatter, som gav udtryk for, at hun havde krise, fordi hun lød som en anden. Måske er vi mere villige til at acceptere, at vi lyder som andre; at vi påvirkes af de værker vi læser og holder af. Det kan ikke være anderledes. I virkeligheden fortæller vi jo bare de samme fem historier om og om igen. Men ved du hvad; det er sjovt. I mine ører lyder jeg som mig selv, men jeg accepterer også, at mit selv er en samling af mange forskellige ting og påvirkninger – deriblandt forfattere jeg elsker og beundrer.«

Kan du give nogle eksempler?

»Jeg smigrer mig selv ved at se spor af Rabingranath Tagore, Milan Kundera og Virginia Woolf i mine tekster. Men igen, jeg finder spor af alle mulige ting: vestafrikanske trommerytmer, klassisk musik- jeg plejede at spille klaver og cello- hip hop, som jeg lyttede til i min ungdom, fransk og latin. Ideen om, at der eksisterer en fuldkommen og unik Taiye, som skinner igennem i mine tekster er, efter min mening, en lille smule pompøs – med al respekt for Hemingway.«

Et tilbagevendende tema i din bog er kløften og konflikterne mellem generationer – især blandt indvandrere. Det fik mig til at tænke på et citat fra Philip Roths roman ’The Anatomy Lesson’, hvor han reflekterer over forskellene på de jødiske migranter, som kom til Amerika i begyndelsen af det 20. Århundrede – og så deres børn. Roth skriver følgende:

»To be raised as a post-immigrant Jew in America was to be given a ticket out of the ghetto into a wholly unconstrained world of thought. Without an old country link and a strangling church like the Italians, or the Irish, or the Poles, without of generations of American forebears to bind you to American life, or blind you by your loyalty to its deformities, you could read whatever you wanted and write however and whatever you pleased. Alienated? Just another way to say set free!”«

Jeg spekulerede på, om det også er tilfældet med Fola og Kweku Sais fire børn. Er de fremmedgjorte eller frigjorte?

»Sikke et vidunderligt citat. Jeg bliver hele tiden spurgt om min identitet. I fremtiden tror jeg bare, at jeg vil svare: ”Fremmedgjort? Eller bare en anden måde at sige frigjort!” og så smide mikrofonen og forlade scenen.«

Selasie fægter lidt med hænderne i et forsøg på at imitere en diva.

»For at vende tilbage til bogen. Den handler om et ægtepar, der er emigreret til USA fra henholdsvis Ghana og Nigeria – den handler om deres familie. Det faldt mig aldrig ind, at jeg var ved at skrive en indvandrerroman. De fire børn, som Fola og Kweku Sai får i USA, er langt mindre optagede af deres identitet end jeg for eksempel er, men måske er det netop det Roth peger på: at for børn født i den nye verden – hvor end det så end er - fylder de spørgsmål om loyalitet, tro, tilhørsforhold, kirke og ideologi, som enten undertrykte deres forældre eller holdt dem oppe, bare ikke særlig meget. Det tror jeg er tilfældet med Sais fire børn, men det var ikke tilfældet for mig og min tvillingesøster, da vi voksede op. Vi skulle konstant forklare os selv og legitimere vores tilstedeværelse. Jeg synes dog altid, at det er ekstremt vigtigt at forblive loyal over for ens karakterer. De skal have lov til at have deres egne problemer, som ikke er mine. Og familien Sai har problemer – virkelig. Men hvem de er, og hvilket land de hører til, er ikke blandt dem. Men måske er det netop den luksus man som 1. – og 2. generations indvandrer har: at ens største problem er en spiseforstyrrelse og ikke, for eksempel, strukturel racisme eller fraværet af en klart defineret national identitet. Så måske min bog i virkeligheden handler om eftervirkningerne af migration, selvom de i mine øjne ikke er indvandrere, men seks mennesker som prøver at finde deres plads i verden.«

I et essay fra 2005 introducerede du begrebet ’afropolit’, ”som ikke er borgere, men afrikanere af verden.” Synes du at denne gruppe – inklusiv dig selv- har et særligt ansvar for at påvirke det afrikanske kontinent i en positiv retning eller er I, som du også siger i dit essay, fuldkomment ”lost in transnation”?

»Jeg skrev det essay for næsten ti år siden. På det tidspunkt var jeg frygteligt frustreret over, at folk altid havde travlt med at fortælle mig, hvad jeg ikke var. Jeg følte et stort behov for at forklare, hvad jeg var. Senere blev jeg så frustreret over overhovedet at skulle være noget. Det eneste, jeg kunne komme i tanke om at gøre, var at skrive et essay – det er, hvad man gør, når man er universitetsstuderende; så skriver man et essay.«

Selasie ler overbærende af sig selv, før hun fortsætter.

»Jeg fik lyst til at undersøge de sociale og historiske faktorer, som havde ledt til min egen eksistens. Afkoloniseringen er en temmelig åbenlys ting. Der er det, at en ung mand, som blev født i Ghana, kunne få et legat og flytte til Skotland for at studere og ende i Saudi Arabien – det er min far. Eller min mor, som blev født i London af en skotsk og nigeriansk mor, voksede op i Nigeria, studerede i Zambia og til sidst endte i USA. Alle disse ting blev muliggjort af materielle skift i den globale politiske struktur, men det er ikke et særligt tilfredsstillende svar på, hvor man kommer fra, og det var så der jeg begyndte at tænke på det der med at være ’afropolit’.«

Men påkræver den historie et særligt engagement fra dig, når det kommer til at tranformere lande som Ghana og Nigerias?

»Jeg ville aldrig nogensinde sige, at nogen har et ansvar – eller skal acceptere ansvaret – over for en nationalstat. Nationalstaten er et meget nyt projekt. Uheldigvis har det, i dets meget korte levetid, haft ganske katastrofale følger for dets borgere uanset om det er i Nigeria, Ghana, Ukraine eller Syrien. Jeg holder aldrig op med at blive forarget over, hvordan regeringer begrænser deres borgeres liv og potentiale. Det er utilgiveligt. Men har enhver person - hvis forældre modtog legater til at studere udenlands - et ansvar for at stå op imod disse regeringer og transformere disse lande? Nej. Det er urealistisk, men dem som føler sig kaldet skal selvfølgelig gøre det. Resten af os skal bare se kabel-tv og shoppe. Det er frihedens natur, og det som vores forældre håbede på: at vi ville være fri for staten og ikke underlagt den.«

Et sidste spørgsmål. Der var en sætning i dit essay, som jeg virkelig godt kunne lide.

»Kun én? Der er over tusinde ord!«

Forfattertrappen griner, Selasie griner, og jeg griner.

Den sætning, som jeg tænker på, beskriver et af ’afropolitens’ karaktertræk, nemlig villigheden til at komplicere ting.

»Jeg er ikke kompliceret for mig selv, men kan være det for dem, der er vandt til klare grænser. Når ens identitet derimod sammensættes af en hel masse fragmenterede dele, kommer man også til at betragte verden som fragmenteret. Det giver en fleksibilitet, som jeg tror er en fordel, når man betragter denne verden, som er i konstant forandring – ofte på ikke særligt åbenlyse måder.«

Hvad med dit kald? Forestiller du dig, at du i fremtiden udelukkende kommer til at arbejde som forfatter, eller er der andre udtryksformer, som du også gerne ville undersøge?

»Jeg joker altid med, at jeg en dag bliver Ghanas præsident.«

Selasie holder grinende sine arme ud som en flyvemaskine, mens hun udbryder:

»So watch this space.«

Tilbage på landingsbanen bliver tonen igen mere alvorlig.

»Men mit kald. Mit eneste kald – mig bekendt – er at fortælle historier. Skønlitteratur er min absolut foretrukne måde at gøre det på, men jeg elsker også at lave film og at tage fotografier. De er alle forskellige måder at fortælle historier på, og jeg kan ikke forestille mig nogen anden måde at være i verden på, end én, hvor man kan observere og registrere verdens skønhed – og gru. Nu har vi talt om alt det her med identitet og nationalstater. Den ene identitet, som for mig hverken er kompliceret eller forvirrende, er min identitet som forfatter. Det er, hvad jeg er. Uden tvivl.«