Print artikel

Sin egen onde tvilling

AGF's guldvindere fra 1955 med blandt andet Henry From og legenden Aage Rou på holdet. Foto: AGF
Artikel
24.02.16
Fredag begynder forårssæsonen i Superligaen. AGF har brugt vinterpausen på at skifte træner. Ny mand i spidsen for klubben er mestertræneren Glen Riddersholm. Er han manden, der omsider kan indfrie aarhusianernes potentiale? Og hvad er det, der gør, at AGF fortsat er en interessant klub efter godt og vel tyve år uden nævneværdige resultater? ATLAS undersøger fodboldflagskibet fra Aarhus.

I Robert Louis Stevensons klassiske skrækroman Dr. Jekyll og Mr. Hyde opfinder den anerkendte læge og forsker dr. Henry Jekyll en mikstur, der befrier hans undertrykte natur, og gør ham til sin egen djævelske, uberegnelige og skrækindjagende dobbeltgænger, Mr. Hyde. Gad vide om samme mikstur løber i vandrørerne hos Aarhus Gymnastik Forening på Fredensvang? AGF har nemlig sæson efter sæson efter sæson været sin egen onde tvilling.

Når årets Superliga fredag genstarter efter tre måneders vinterpause, ligger AGF på en grå, men acceptabel 9. plads. Ingen snakker om nedrykning, ingen snakker om medaljer. Men det betyder ikke, at der ikke er noget at snakke om. Det er der altid i AGF. Efter halvandet år som cheftræner blev Morten Wieghorst fyret efter efterårssæsonens sidste kamp; ironisk nok en 2-1-sejr over de forsvarende danmarksmestre FC Midtjylland. Umiddelbart var det svært at få øje på logikken. Som en fan sagde efter FC Midtjylland-kampen, mens en slange af mennesker bevægede sig ned af Stadion Allé mod Harald Jensens Plads: »Nu fyrer de da i hvert fald ikke træneren.« Det var så alligevel lige præcis, hvad de gjorde.

Det var ellers ikke mere end halvandet år siden, at Morten Wieghorst blev ansat til at bestemme retningen for ‘det nye AGF’. I et interview med Ritzau sagde bestyrelsesformand Lars Fournais imidlertid, at fyringen primært var en konsekvens af samarbejdsvanskeligheder mellem Wieghorst og den sportslige ledelse - ikke resultaterne.

En anden årsag til fyringen hed Glen Riddersholm, De Hviies nye træner. Ansættelsen af manden, der førte FC Midtjylland til klubbens første mesterskab, er en stor skalp for den sportslige ledelse. Esbjerg havde tidligere på efteråret forsøgt at lokke træneren til Vestjylland, men uden held. Ridderholms ‘ja’ til AGF var derfor en mulighed, man ikke kunne tillade sig at afslå, og et bevis på klubbens fortsatte position højt i det danske fodboldhieraki. Også selvom at størstedelen af AGF’s seks mesterskaber og ni pokaltitler blev vundet i 1950’erne og 60’erne. Seneste mesterskab var i 1986.

Krumtappen på mesterholdet fra 1986 John Stampe. Foto: AGF
Krumtappen på mesterholdet fra 1986 John Stampe. Foto: AGF

»AGF’s historie forpligter. Det skal vi se som en positiv motivation, men vi kan ikke bruge tidligere resultater til noget. Moderne fodbold kræver noget særligt, og vi må forstå, at vi står i en helt anden tid. Men det tror jeg også vi kan, for der er efterhånden mange i klubben, der er kommet til med inspiration og indtryk udefra. Og det kan forhåbentlig være med til at hjælpe os i den retning, som fodbolden har udviklet sig de seneste år,« siger Glen Riddersholm til ATLAS.

Da den arbejdsløse træner blev præsenteret for AGF's vision og strategiplan, indså han, at ledelsen både er ambitiøs og realistisk. »Dét var det afgørende, ikke myterne, historien eller en mulighed for at lykkes med det, som så mange andre ikke har kunne. Jeg sagde slet ikke ja til klubben for at bevise, at det er mig, der kan udnytte de muligheder, der ligger i AGF - både som fodboldklub og brand,« siger han.

Det hele begyndte for 113 år og nogle måneder siden. Toogtyve år forinden var AGF blevet grundlagt som gymnastikforening og fægteklub. Siden fulgte atletikken, og i november 1902 blev det fodboldens tur sammen med svømning og tennis. Initiativtager var hovedforeningens daværende sekretær og kontorassistent H.M. Lind, der havde hørt rygter om et rasende populært boldspil, der fra England nu var nået til København og snart også den danske provins. Man fik tildelt Galgebakken i Aarhus Nord, hvor byens universitet i dag ligger, som fodboldbane. Eller fodboldbane og fodboldbane. De jyske alper lyder beskrivelsen i klubbens 70-års jubilæumsskrift fra 1950. Banen skrånede kraftigt fra den ene målende til den anden, men her blev gymnaster altså til boldspillere.

Stålplinter til afleveringer. Bukke til tacklinger. Og forskudte barrer til hovedstød. Da AGF var en magtfaktor i dansk fodbold, dengang i 50’erne og 60’erne, hed den store profil Aage Rou Jensen. Han var anfører, innerwing og gennem elleve år med i samtlige kampe for AGF, som han nåede at spille for over 400 gange. Træneren var ungarske Geza Toldi, der bidrog med afgørende erfaring og taktisk klarsyn fra en af tidens meste dominerende fodboldnationer i Europa. De gode tider fortsatte op gennem 1980’erne og 1990’erne. Godt nok vandt AGF kun ét mesterskab undervejs, men de satte sig tungt på pokalturneringen, og i det tidlige forår 1989 var det enten AGF eller Barcelona, der skulle i kvartfinalen i UEFA Cup Winners’ Cup. Den engelske stjerneangriber Gary Lineker sørgede for, at det var catalanerne, der til sidst rakte armene i vejret.

Men i godt og vel tyve år har AGF været mere Mr. Hyde end Dr. Jekyll. Siden 1997 er AGF’s bedste resultat en beskeden femteplads i Superligaen. De har endda været nede og vende i 1. division tre gange efter 2007. Blandt små klubber og byer som Thisted, Skive og Hvidovre. Det burde næsten ikke kunne lade sig gøre. Vi snakker om klubben i Danmarks næststørste by. En klub med et 20.000 sæder stort stadion. En klub med en af landets største fanbaser. En klub der har råd til at betale større lønninger end de fleste af konkurrenterne. Og en klub, der har en selvforståelse, som er alt for stor til at ligge hvor de gør. Nedrykningen i sommeren 2014 er egentlig den eneste grund til, at den nuværende 9. plads er til at leve med. Man skulle tro, at AGF havde alle muligheder for at spille med i den absolutte top af dansk fodbold, men virkeligheden er en anden.

Fodboldens flagellanter

Det er altså ikke de seneste manges års resultater, der gør AGF til en fascinerende klub. Det er snarere manglen på sammen, og den noget udanske opmærksomhed, som klubben er genstand for. Det opdager man hurtigt, når man bevæger sig gennem Aarhus. Det hvide logo med byvåbnet ses på trøjer, jakker, tasker, huer og mere rundt omkring i byen. Aarhus Stiftstidende og Jyllands-Posten Aarhus mandsopdækker samtlige træninger og kampe. Stiften skriver endda om klubben på lederplads fra tid til anden. I Aarhus har AGF samme funktion som vejret. Alle har en mening om klubben til hver en tid. I supermarkedet: »Mate Vatsadze har godt af et par kampe på bænken!« På arbejde: »Træneren er ikke god nok til at motivere spillerne!« På gaden: »Har du hørt om ham georgieren, vi er ved at hente?«

I England er det traditionelt skæbnen, der bestemmer hvem man holder med. Stålarbejderne i Sheffield holder selvfølgelig med det lokale United. Og er man født i den udfordrede London-bydel South Bermondsey ligger sympatierne hos Millwall. I Spanien, holder baskerne typisk med enten Athletic Club eller Real Sociedad. Og catalanere med FC Barcelona. I Tyskland holder minearbejderne i Gelsenkirchen med Schalke 04. Og er man katolik i Skotland, trækker man den grønne og hvide Celtic-trøje over hovedet hver lørdag.

Herhjemme har vi ikke fans, der på samme måde er forankret i et geografisk område, i en bestemt samfundsklasse, i en politisk retning eller er dikteret af skæbnen. I Danmark har fodbold primært karakter af underholdning. Men AGF er det tætteste, man kommer på en undtagelse. For er man fra Aarhus, holder man selvfølgelig med De Hviie. Mange af dem, der trofast møder op på stadion i Marselisskoven kan næppe huske klubbens seneste store resultat; pokalfinalesejren over Brøndby i forsommeren 1996. Men hvorfor kommer de så? AGF må være Danmarks bedste - velsagtens eneste - bevis på, at fodbold til tider handler mere om identitet end resultater.

Kulturredaktør på Politiken, Rune Lykkeberg, er født og opvokset i Aarhus med AGF ved sin side. Han forklarer, hvad AGF går ud på sådan her: »Jeg har altid synes, at det er latterligt, når FC København bliver omtalt som Byens Hold, for det er de ikke. Det er et hold, som nogle i København holder med. Men AGF er Aarhus’ hold. Mine venners mødre vidste altid, om AGF havde tabt eller vundet. Ikke fordi de gik op i det, men bare fordi, klubben er en så stor del af byens beat,« siger han til ATLAS.

AGF er altså ikke et hold, men kan vælge til eller fra. Som Rune Lykkeberg siger: »Der er ingen medløberfans. AGF'ere tager ikke nederlagene til sig. Måske andre griner af vores forliste drømme og ydmygende nederlag, men vi er stolte som få.« Dem der ofte griner af AGF, er københavnerne. I hovedstaden er aarhusianerne altid sjove at gøre grin med. Og det er uanset om man holder med FC København, Brøndby eller måske overhovedet ikke et dansk hold. Dem og deres store drømme. De burde være en trussel, men er egentlig alt andet.

Ifølge Rune Lykkeberg finder man dog intet element af hovedstadshad blandt AGF-fansene: »Alt i Aarhus handler om København. I Sverige er forholdet mellem de to største byer 1:2, i Danmark er det 1:4. Alt i byen bliver målt og vejet i forhold til København. Alligevel mener man på mange områder, at man er større, stærkere, bedre. Det er en underlig kombination af mindreværd og storhedsvanvid.«

Det er hverken resultaterne fra uge til uge eller Aarhus som by, der er afgørende for identiten som AGF-fan. Det handler om noget helt andet. Stolthed og skæbne. Karen Blixen skriver et sted, at mennesker uden stolthed intet er værd. De skælver ved deres skæbne og løber fra den, når de kan. Muligvis skælver AGF-fans ved skæbnen, men de løber ikke fra den. Det er forestillingen om, at klubben en dag vil genrejse sig, der er det centrale. Den evige higen efter bedre tider er blevet en enorm stor del af identiteten som AGF.

Sture Sandø er stud.mag og journalist for fansitet AGFFAN.DK. Han siger til ATLAS: »Det vil være ligeså stort for mig, hvis AGF bliver danske mestre, som da Danmark vandt EM i 1992. Men det sker næppe i løbet af de næste mange år. Så der er vel en form for flagellantisme i at holde med AGF. Vi ved godt, at vi ikke er skide gode, men nu holder vi ud, og så fejrer vi det bare endnu mere den dag det lykkes. Men jeg ved slet ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, hvis AGF rent faktisk lå i toppen af Superligaen over en hel sæson.«

Glen Riddersholm kan godt mærke, at han har en hel bys øjne i nakken. »Der er mere opmærksomhed her, end jeg var vant til i FC Midtjylland. Men jeg er helt med på, at AGF-fansene kan have svært ved at tænde et nyt håb. Hvorfor skulle de tro, at det er nu, at vi får vendt tingene? Jeg har stor respekt for dem, og vi må starte med at gøre os fortjent til deres tillid,« siger han.

Fra pragmatik til possession og tilbage igen

På papiret ser det fint og flot ud med ansættelsen af Glen Riddersholm. Var han gået fra en mesterskabsklub til nummer 9 i Superligaen, hvis det ikke var for AGF’s størrelse, potentiale og historie? Næppe. Også selvom han er meget bevidst om klubbens nuværende situation:

»Mit udgangspunkt er, er at vi er Danmarks niende bedste hold. Det kan godt være, at vi er en stor klub, der tiltrækker meget opmærksomhed, men det kan ikke nytte noget, at vi bruger tid på hvad, det her kan blive til. Vi må se på virkeligheden, og det er udfra den, vi skal arbejde.«

Om Glen Riddersholm virkelig er modgiften for AGF, er helt ærligt umuligt at sige. For hvad er det egentlig klubben vil? Der er absolut ingen linje i de træneransættelser, man har lavet det seneste årti. Man skal i hvert fald strække sig mere end almindeligt langt for at finde lighederne mellem Ove Pedersen, Erik Rasmussen, Peter Sørensen, Jesper Fredberg, Morten Wieghorst og nu Glen Riddersholm. Det er fra pragmatik til possession og tilbage igen. Et par gange.

Det efterlader den nye træner med en trup, der peger i mange retninger og er sammensat af flere forskellige trænere og sportsdirektører. Det taler dog til Glen Riddersholms fordel, at han - modsat Wieghorst - virker klar til at ændre både kommaer og punktummer i sin fodboldbibel. Alligevel kræver det nok nogle nogle transfervinduer, før den nye AGF-træner har den trup, han gerne vil have, selvom han allerede i januar fik flere ønsker opfyldt. Angriberen og Aarhus-knægten Morten ‘Duncan’ Rasmussen er vendt hjem som mand efter en større rundtur i både ind- og udland. Og svenskeren Niklas Backman er hentet til fra kinesisk fodbold for at styrke forsvaret, mens midtbanetalentet Jens Stage har taget turen fra Brabrand til træningsanlægget Fredensvang i vest. Den anden vej er reserverne Morten Nordstrand, Davit Skhirtladze og Ahmed Yasin røget.

»Jeg er i løbet af de første måneder, blevet bekræftet i, at jeg har truffet den rigtige beslutning. Jeg er omgivet af dygtige mennesker, og der er blevet levet op til det, som jeg blev stillet i udsigt inden min ansættelse. Jeg er meget tilfreds. Det har været vigtigt for mig, at arbejde med truppen både udenfor og indenfor kridtstregerne. Spillerne må forstå, at holdet kommer i første række, og vi bliver nødt til at have nogle stærke sociale relationer,« fortæller Glen Riddersholm om starten i Aarhus.

Martin Jørgensen sidste kamptrøje. Foto: AGF
Martin Jørgensen sidste kamptrøje. Foto: AGF

Med en uge til forårsstart i Superligaen spiller AGF på Aarhus Stadion mod Hobro. En træningskamp med usædvanlig mange overskrifter. Glen Riddersholms leder AGF ud på sin nye hjemmebane for første gang. Det er Morten ‘Duncan’ Rasmussens comeback. Og det er det første gensyn, siden de to holds seneste indbyrdes kamp i oktober, der endte i en længere skrivebordsstrid om de tre point, som Hobro oprindelig vandt, men som efterfølgende er blevet tildelt AGF, fordi nordjyderne ikke havde Adama Tambouras spilletilladelse i orden.

Regnstolper står lodret ned over Aarhus, men fremmødet er fornemt. Publikum er lige akkurat klemt ind på den ene langside under VIP-boksene, og alle ryger op af stolene, da Morten ‘Duncan’ Rasmussen efter kun tredive sekunder scorer. Målet bliver starten på en halvleg, hvor hjemmeholdets A-kæde er i fuldstændig kontrol og også kommer foran 2-0. Efter pausen skifter cheftræneren elleve mand. Ind kommer blandt andre Kim Aabech. Den tunge, men elegante spilfordeler har velsagtens være AGF’s bedste gennem det seneste halvandet år, men han er en spiller efter Wieghorsts hoved - ikke efter Ridderholms. Under den nye træner og hans strammere 4-1-4-1-system har han udsigt til splinter i røven.

Også flere unge spillere får chancen; Thomas Hagelskjær, Michael Zacho, Malthe Overgaard, Oskar Buur og Emil Christensen. At gøre flere af klubbens egne talenter klar til fast førsteholdsfodbold er noget af det, som Glen Riddersholm ønsker at opnå. i AGF: »Når min kontrakt udløber i sommeren 2018, håber jeg på at kunne se et AGF-hold, der spiller med kontinuitet og en tydelig og moderne spillestil. Et AGF-hold med egne talenter, så man kan få øje på Aarhus-identiteten. Og et AGF-hold der har konsolideret sig i superligaens top 6. Jeg vil ikke love, at jeg kan skaffe medaljer. Vi må bygge det langsomt op, og ikke pumpe falske forventinger ind i projektet,« siger han.

Second City Syndrome

AGF er en del af en tendens, hvor klubber fra europæiske landes næststørste byer har underpræsteret massivt. Birmingham-klubberne Aston Villa og Birmingham City i England og Hamborg-klubben HSV i Tyskland er de mest nærværende eksempler, men man kunne også nævne Rotterdam-klubben Feyenoord i Holland, Bergen-klubben Brann i Norge og Marseille i Frankrig; klubber hvis størrelse og potentiale antyder større succes end hvad tilfældet er. Englænderne kalder det for Second city syndrome. Det kan nok ikke lade sig gøre at skære alle klubberne over én kamp og finde en fælles forklaring på deres forunderlige skuffelser. Det engelske fodboldtidsskrift The Blizzard har i en artikel antydet, at Birminghams fodboldproblemer blandt andet er beslægtet med byens diverse kultursammensætning, der forhindrer klubberne i at slå rod i noget lokalsamfund. Men lige såvel som politik og kultur nogle gange har indflydelse på tingenes tilstand inde på banen, lige såvel skal man nogle gange bare lade fodbold være fodbold. Og ringe sportslig ledelse er nok ikke alene forklaringen på Aarhus’ forsømte potentiale.

Lige netop ordet ‘potentiale’ bryder Riddersholm sig ikke om at bruge i samme sætning som AGF:

»På mit første pressemøde sagde jeg, at AGF har et stort potentiale, men det er ret hurtigt gået op for mig, at det ikke er et ord, vi skal bruge. Det bliver en sovepude i den forstand, at det giver en antydning af, at successen må komme på et eller andet tidspunkt - også selvom vi bare læner os tilbage. Jeg vil hellere sige, at AGF har store ‘muligheder’.«

Man kan dog alligevel mærke på Riddersholm, at optimismen og troen på at genfinde AGF’s Dr. Jekyll er stor: »Hvis vi lykkes med at udnytte mulighederne, tror jeg godt folk ved, at vi med tid kan blive en meget vigtig aktør i toppen af dansk fodbold.«