Print artikel

Skam dig i førsteperson

Der findes et før og et efter Skammekrogen
Anmeldelse
29.04.14
Filminstallationen Skammekrogen er ikke bare fortællemæssigt effektfuld og teknisk veludført. Måske er den også et vendepunkt i filmhistorien, skriver Sebastian Cordes.

På Grand Café i Paris, den 28. december 1895, afholdte Lumíere-brødrene det der efterfølgende skulle blive den mest omtalte filmforevisning i filmhistorien. Den mest famøse filmstump L'arrivée d'un train en gare de La Ciotat, Ankomsten af et tog ved Ciotat, var blot et tog, der kører ind på en perron og forsvinder forbi kameraet i venstre side. Historien går, at folk troede at det var et reelt tog, at det var ved at køre ind igennem væggen, og lige mod dem, og folk flygtede derfor ud af cafeen i frygt. »De identificerede med andre ord deres eget syn med apparatets: for første gang blev kameraet en person i dramaet« skrev filmhistorikeren Georges Sadoul i 1966.

På Niklolaj Kunsthal midt i Københavns historiske centrum kunne man i februar opleve installationen Skammekrogen, en del af den årlige videokunstfestival Fokus. Den bragte en hel ny teknik med sig; Oculus Rift. En stor brille indeholdende en skærm, hvor der er mulighed for at bevæge hovedet rundt i et 180º synsfelt inden for det filmede. Perspektivet er førsteperson, det vil sige man ser kun én vinkel; dét som skuespilleren ser – man ser så at sige ud af skuespillerens øjne.

Jeg har bestilt tid til denne installation, eller nærmere, jeg har lavet en bordreservation. Det jeg skal se, får jeg at vide inden visningen, er en klassisk fortælling om den akavede familiemiddag, hvor storebroderen har kæresten med hjem for første gang, og hemmelighederne lurer under overfladen, mens det langsomt krakelerer for kernefamilien. Grunden til at opsætningen af Skammekrogen ikke bare er en film, men en kunstinstallation, er at fem styks Oculus Rifts placeres rundt om netop det bord som familiemiddagen foregår ved, og hver enkelt deltager får således kun én vinkel – adgang til én persons syn og hørelse. Et par drenge tester deres kapitalistiske evner af ved en tombola tæt ved indgangen til Nikolaj Kirken, idet jeg traver hen over brostene for at deltage i den første visning af Skammekrogen. På vej ind overvejer jeg om det ikke var en idé for kirkeministeren at nedlægge hver anden kirke i landet, og ansætte lederen for Nikolaj Kunsthal, Elisabeth Delin Hansen, til at finde noget nyt de kan bruges til. Det politiske klima lige nu er, med salg af DONG, Dankortet, og alt vores private information til et par griske indere, lige til et sådan all-in totalitært move kan gå under medieradaren.

Den første gang

Min tunge er næsten lam, jeg kan lugte min egen sved, jeg snubler over ordene, de efterfølgende minutter kan jeg næsten ikke tale. Hvad skete der? Jeg fik høretelefoner på, en skærm for øjnene. Jeg bliver ført ind mod verdenen, gennem et sort lille hul med cirkusmusik. Alice i Eventyrland er ikke skrevet forgæves. Skuespilleren har haft mikrofoner inde i ørene, så man får både lyden fra verden omkring dem, men også lyden indefra kraniet; åndedræt, lyden af mad der tygges etc. Perspektivet fucker med én, det hele er lidt pixelleret, men jeg man kan kigge rundt i det synsfelt der er givet en frihed til at bevæge sig i, en form for minimal frihed, det teaser én.

Oftest når man går i biografen, er der rigtig mange, der vil snakke om filmen bagefter. Og langt størstedelen er ignorante amatører man ikke gider høre på. Især hvis en filmvisning involverer en efterfølgende debat. Det er oftest gyseligt og tåkrummende. Det tiltrækker de værste mennesker. Her er Skammekrogen interesant. Da showet var færdigt vågner bordet langsomt op. Man tager sin brille af og kigger rundt. Man begynder at dele oplevelsen. Man kloger sig ikke, man deler erfaring. Lukket totalt inde inde i sig selv under oplevelsen, åbner det sociale rum bagefter som en befrielse. En af dem jeg er inde med, beskriver middagen som en form for dobbelthed, hvor hun følte at hun blev tvangsfodret af sig selv. Man spørger ind til hvad der skete i køkkenet, da man selv var udenfor. Og man finder langsomt ud af, man har ikke haft den samme oplevelse, der er ændret minimalt i hver karakters perception verden. Instruktøren, Johan Knattrup, kaldte i den samtale jeg havde med ham bagefter Skammekrogen for »erindringsmaskinen.« For præcis som en families minder om en begivenhed ikke er den samme, når den sammenlignes, er der ændrede ting her; kæresten på besøg ser enormt meget mad blive puttet på sin tallerken, storebroderen ser en enkelt kartoffel og en lille skive skinke. Vores minder forvrides i forhold til oplevelsen – og så bliver det mindet.

At ombestemme sig

»Er det occulus rift man!?« kommer en lettere nørdet gut råbende ind i kirkerummet, hvor Skammekrogen er placeret. Jeg beslutter mig for, at det er useriøst ikke at tage anden omgang med en ny karakter. Jeg havde ellers droppet anden omgang. Det gav ingen mening, rent fysisk. Jeg hører én på vej ud; »Puha.. Jeg ved ikke ikke om det er tømmermændene eller det pixellerede der gjorde det.« Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg tænker; Selvfølgelig er det nyt. Selvfølgelig er det pixelleret. »Det er et spørgsmål om tid« overhører jeg Mads Damsbo (medieinstruktør) og Knattrup debattere sig frem til, med et par gæster. Det er måske svært at forestille sig fire familiemedlemmer sidde på række med det monstrum på hovedet, men hvis det bliver mindre? Hvis man alligevel skal se film alene? At pornoindustrien fuldstændig inkorporerer 1.person-porn er ikke usandsynligt. Jeg googler det: ”Oculusrealporn.com - Real Porn for your Oculus Rift.” Det findes allerede. Selvfølgelig.

Jeg er lillebroren denne gang. Ham der bliver negligeret, ham ingen hører på, ham ingen opdager går på toilettet. (Hvor jeg ikke kan lade være at kigge ned; Jo, der er en lille barnepenis.)

Afslutningen af den her karakters historie oser af magisk realisme. Det er en ud-af-kroppen oplevelse. Det sidste der sker (som ingen andre ved bordet end mig oplever!) er, at kameraet lige pludselig begynder at løfte sig langsomt fra bordet. Det svæver let hen over det, op mod faren, der står og spiller klarinet for selskabet, og ender bagved faren – med et overblik over hele bordet. Det går pludselig op for mig at jeg sidder dernede ved bordet. Ikke min karakter. Jeg sad dernede. Jeg sad dernede. Det var den følelse jeg havde. I det øjeblik kameraet løftede sig begyndte jeg intuitivt at analysere hvordan de havde gjort det, hvad det betød for fortællingen, hvad det hele skulle betyde etc. men det forsvandt som rockere til en razzia. Jeg havde været så meget inde i karakteren at det var mig. Filmoplevelsen vandt over mig. Filmteoretikeren tabte slaget. På min diktafon siger jeg ligefrem, at det overrumplede mine analytiske evner.

 

»Skammekrogen er det mentale rum«

Hvad er det for et rum der skabes derinde, spørger jeg instruktør Knaatrup.

»Skammekrogen er det mentale rum. Det er filmen som noget større end sig selv. Der er en film som grundlag, og så transcenderer vi filmmediet, på dét grundlag.« siger Knattrup. Det er ikke interaktivt, man er stadig låst fast i en historie. Rummet man sidder i er lukket af, men et aflangt vindue åbner op for lidt voyeurisme for de beskuende, der går rundt i kirkesalen. Når folk sidder derinde ligner det fuldstændig et billede taget ud af en dystopisk sci-fi-film fra halvtredserne, hvor der profetisk advares mod den nedslående fremtid hvor der intet sammenhold er, hvor alle lever deres isolerede liv, med skærme foran hovedet. Problemet er bare, at det her overhovedet ikke er dystopisk, men mindblowing.

»Man får sådan en følelse af at være en familie« siger Knattrup; »Jeg oplevede på et tidspunkt, at der var en der var faren, der skyndte sig ud på toilet, og nåede at gå ud inden de andre havde fået brillerne af.. Så da de andre tog brillerne af, så blev de lige pludselig enormt optaget af at der manglede en. Fordi hele den der følelse af at de var fem var udgangspunktet. De blev sådan nærmest kede af det. Så det skaber virkelig sådan nogen sjove følelsesmæssige vibrationer på folk.«

»Vi ville beskrive et spring i mennesketpåpeger Knattrup. Jeg tænker især, at lillebrorens afslutning er dét spring. Og der lægges op til, at det spring foretages af beskueren. Som Kierkegaards gudstro, der netop er det absurde spring ud i troen, er det troen på dette absurde stykke kunst som ny oplevelse, der kendetegner om man har overgivet sig til værket. De gængse begreber om den rationelle verden kan ikke bruges i gudstroen, ligesom de gængse begreber om filmmedie heller ikke kan bruges i Skammekrogen. Der er ikke en logisk deduktion eller en videnskabelig undersøgelse man kan finde frem til meningen med. Det spring må man foretage alene, med sin egen krop, med sin egen oplevelse.

Old vs. New

I de lettere nedslående anmeldelser af Skammekrogen i dagbladene, slår det mig, at det er det gamle paradigme der anmelder, og det nye paradigme der har kreeret værket. Ikke at det ikke roses – det roses generelt til skyerne. Men mange siger at historien er god, men at teknikken ødelægger det. Det er den gængse opdeling af form og indhold. Førstepersons-fortællingen er jo historien. Den alvidende fortæller er blevet kastreret og dræbt på kameraplanet. Der findes ikke 'Skammekrogens historie' og så har bagmændene tænkt 'lad os prøve Oculus Rift af på den historie som et ekstra lille krydderi'. »Det var førstepersonsfortællingen der var udgangspunktet,« fastslår Knattrup.

Ekkos Rune Bruun Madsen skriver »Filmen i sig selv fungerer glimrende,« hvor han refererer til historien som filmen i sig selv. Han ved sandsynligvis godt, at dette ikke er tilfældet. Men det lille freudian slip afslører dybere holdninger. Filmen er historien, åbenbart. Det tekniske, det visuelle kommer i en boks for sig selv, bagefter. Og Eva Agnete Selsing fatter som sædvanlig ikke en brik, som hun, af stadigt mere uransagelige årsager, sidder dér i Smagsdommerne og langsomt suger livet ud af mig, for hvert nyt ord der forlader hendes mund. Jeg genkalder mig den syleskarpe kritik af dansk film som tankeløs reproduktion, og filmkritik som tonedøv for det filmiske, som det nyere filmtidsskrift Krystalbilleder lancerede i en kronik i Politiken december sidste år:

»Man magter simpelthen ikke at nærme sig film på andre end de følgende måder:

1) som en god historie med tematisk highlightet bifangst (trafficking, terrorisme, sygdom i familien etc.), 2) som muligt seerudbytte i oplevelsesøkonomisk forstand: ’rystende’, ’must see’ eller ’årets filmoplevelse’! Eller, 3) som kendiskultur, slet og ret.« Det er som om de færreste har taget det Kierkegaardske spring ud i det absurde værk, og ikke accepteret, at formen og indholdet er smeltet sammen.

Hvis kameraet for første gang blev en person i dramaet med Lumiere brødrenes L'arrivée d'un train en gare de La Ciotat, er Skammekrogen en direkte fuldbyrdelse af det førstepersons perspektiv, der blev lagt op til for 119 år siden. Jeg kigger notesbogen igennem og opdager noten 'der findes et før og et efter Skammekrogen'. Hvad mere kan man ønske sig af et kunstværk?