Hvorfor vandt Helium en oscar?

Foto fra filmen
Anmeldelse
11.03.14
Med dansk pionerånd vandt instruktøren Anders Walter og co. for nylig det såkaldte verdensmesterskab i film, en Oscar, for bedste kortfilm. Og det er der måske en grund til. Ifølge Sebastian Cordes er Helium nemlig udpræget skabskristen i sit budskab. Og det er noget de kan lide i Amerika.

Helium er historien om den døende (kræftramte?) dreng Alfred, der er sengeliggende på et hospital. En nystartet mandlig rengøringsassistent får medlidenhed med det lidende barn, og giver sig derfor til at fortælle om Helium, det fantastiske sted han kommer hen efter han dør. Alfred dør og bevæger sig til sidst ombord på et luftskib uden for hospitalsvinduet, der skal flyve ham til Helium. End of story.

Filmen fik forståeligt nok 50.000,- i manuskriptstøtte af New Danish Screen, talentordningen under Filminstituttet. Forståeligt fordi de to danske producere, Magnusson junior og seniors produktionsselskab M&M productions står bag denne film, ligesom de står bag instruktøren Anders Walters seneste kortfilm, 9 meter (der handler om en døende mor på et hospital). Far og søns produktionsselskab står bag ikke mindre end 8 oscarnomineringer inklusiv fire vundne siden stiftelsen i 1995. At Helium efterfølgende ingen produktionsstøtte fik, baseret på manuskriptet, er dog også forståeligt. Filmen indeholder ingen twists, ingen uforudsigeligheder, intet point of no return og meget lidt karakterudvikling. Men at den går hen og vinder en Oscar, må være et slag i hovedet på den afvisende institution/konsulent. Hvis vi fjerner den uundgåelige Oscar-lobbyisme, som enhver nomineret og vindende oscarfilm nødvendigvis må gøre brug af siden Shakespeare In Love, er der noget ved filmen, der gør, at den har slået alle andre. Men uden de gængse kortfilmsstrukturer, hvad er det så, der gjorde, at Akademiet besluttede aflevere statuetten til Anders Walter?

Udover de computeranimerede sekvenser af drømme/after life-verdenen Helium (der unægtelig ligner de hængende øer i Avatar mistænkeligt meget), er der ikke æstetisk noget at komme efter i filmen. Kameraføring, klipning og lydbillede ligner enhver anden mainstream dansk spillefilm og/eller tv-serie det sidste årti, og følger samme motto; det æstetiske er underlagt historien, det er blot til for at vise temaet. Et tema jeg vil påstå er exceptionelt religiøst, endda kristent, i sin grundtone.

Simplificeret set, er det 'rigtige' liv i kristendommen på den anden side af døden. En fortælling der er unødvendig at fremhæve for selv 1.klasse børn i kristne vestlige lande. Vi kender alle sammen historien. Men rengøringsassistenten afviser jo netop, at det er Himlen han kommer i. Det handler om et helt andet sted, med det meget anderledes navn Helium. Pyha, det var ikke en kristen film alligevel. Det er selvfølgelig en allegori, der fungerer som substitut. Hvis han blot var blevet fortalt, at han kom i (den kristne) himmel, var filmen blevet afvist som religiøst propaganda. Ligesom at hvis karakterene var castet farvemæssigt omvendt (hvis drengen ikke været hvid, men mørk, og rengøringsassistenten ikke havde været mørk i huden, med sort hår og groft sort fuldskæg, men hvid) havde rengøringsassistenten ligeså haft et skær af kristen, kolonialistisk missionærvirksomhed over sig.

Da drengen rykker på en anden afdeling efter forværring af sin tilstand, hvor rengøringsassistenten ikke må være (og hvor forældrene alligevel ikke er til stede), beder han sygeplejersken der passer ham, om blot at læse den sidste del af historien op for drengen. Men ved synet af historien på papirlappen, henter hun alligevel rengøringsassistenten, så han kan fortælle historien færdig. Selv sygeplejerske-disciplen, der ellers følger reglerne på hospitalet, bliver revet med, og bryder sit løfte for den højere fortælling. »Du giver ham håb« siger hun opløftende til rengøringsassistenten.

Men hvordan adskiller håbet om Helium sig fra håbet om paradiset i kristendommen? Den gængse fordom har her en vis sandhed indlejret i sig; Folk i svære situationer skal nok tro på en gud, uanset hvad den kaldes. Hvis bare der er sikkerhed for et eller andet, hvis bare der er en mening med det hele. Og ligesom kristendommen har korset, ligesom enhver stærk fortælling og bevægelse kræver stærke identificerbare symboler, giver rengøringsassistenten den lille Alfred en rød ballonhund, så luftskibet, der henter folk til Helium, ved hvem der skal med. (Ved dommedagens komme er det kun de retmæssige der kan komme til paradis.) Og skulle man påstå, at det er en overfortolkning, da det jo kun drejer sig om en lille historie to mennesker imellem, skal man blot vente til de allersidste billeder i filmen. Her ses hospitalets facade fra luftskibets perspektiv, og ved en langsom bevægelse bagud ser vi, at flere og flere vinduer har den røde ballonhund stående i vindueskarmen. Den grædefærdige rengøringsassistent har fortalt historier til mangt et sygt barn. Vores kollektive underbevidsthed genkender grundstrukturen ved den kristne fortælling om livet på den anden side, falder til ro ved genkendelsen, og hylder fantasifuldheden i fiktionen. Helium udstiller hermed et paradoks: på den ene side den gængse offentlige afvisning af det hellige, livet efter døden og kristendommen som identitet, og hyldesten til fortællinger med fuldstændig identisk struktur som den bibelske. En hemmelig accept, en underbevidst tryghed i den kristne fortælling. Det giver derfor god mening at filmen har vundet den absolut største filmpris i USA, religiøsitetens og kristendommens højborg.