Print artikel

Hvorfor vandt Helium en oscar?

Foto fra filmen
Anmeldelse
11.03.14
Med dansk pionerånd vandt instruktøren Anders Walter og co. for nylig det såkaldte verdensmesterskab i film, en Oscar, for bedste kortfilm. Og det er der måske en grund til. Ifølge Sebastian Cordes er Helium nemlig udpræget skabskristen i sit budskab. Og det er noget de kan lide i Amerika.

Helium er historien om den døende (kræftramte?) dreng Alfred, der er sengeliggende på et hospital. En nystartet mandlig rengøringsassistent får medlidenhed med det lidende barn, og giver sig derfor til at fortælle om Helium, det fantastiske sted han kommer hen efter han dør. Alfred dør og bevæger sig til sidst ombord på et luftskib uden for hospitalsvinduet, der skal flyve ham til Helium. End of story.

Filmen fik forståeligt nok 50.000,- i manuskriptstøtte af New Danish Screen, talentordningen under Filminstituttet. Forståeligt fordi de to danske producere, Magnusson junior og seniors produktionsselskab M&M productions står bag denne film, ligesom de står bag instruktøren Anders Walters seneste kortfilm, 9 meter (der handler om en døende mor på et hospital). Far og søns produktionsselskab står bag ikke mindre end 8 oscarnomineringer inklusiv fire vundne siden stiftelsen i 1995. At Helium efterfølgende ingen produktionsstøtte fik, baseret på manuskriptet, er dog også forståeligt. Filmen indeholder ingen twists, ingen uforudsigeligheder, intet point of no return og meget lidt karakterudvikling. Men at den går hen og vinder en Oscar, må være et slag i hovedet på den afvisende institution/konsulent. Hvis vi fjerner den uundgåelige Oscar-lobbyisme, som enhver nomineret og vindende oscarfilm nødvendigvis må gøre brug af siden Shakespeare In Love, er der noget ved filmen, der gør, at den har slået alle andre. Men uden de gængse kortfilmsstrukturer, hvad er det så, der gjorde, at Akademiet besluttede aflevere statuetten til Anders Walter?

Udover de computeranimerede sekvenser af drømme/after life-verdenen Helium (der unægtelig ligner de hængende øer i Avatar mistænkeligt meget), er der ikke æstetisk noget at komme efter i filmen. Kameraføring, klipning og lydbillede ligner enhver anden mainstream dansk spillefilm og/eller tv-serie det sidste årti, og følger samme motto; det æstetiske er underlagt historien, det er blot til for at vise temaet. Et tema jeg vil påstå er exceptionelt religiøst, endda kristent, i sin grundtone.

Simplificeret set, er det 'rigtige' liv i kristendommen på den anden side af døden. En fortælling der er unødvendig at fremhæve for selv 1.klasse børn i kristne vestlige lande. Vi kender alle sammen historien. Men rengøringsassistenten afviser jo netop, at det er Himlen han kommer i. Det handler om et helt andet sted, med det meget anderledes navn Helium. Pyha, det var ikke en kristen film alligevel. Det er selvfølgelig en allegori, der fungerer som substitut. Hvis han blot var blevet fortalt, at han kom i (den kristne) himmel, var filmen blevet afvist som religiøst propaganda. Ligesom at hvis karakterene var castet farvemæssigt omvendt (hvis drengen ikke været hvid, men mørk, og rengøringsassistenten ikke havde været mørk i huden, med sort hår og groft sort fuldskæg, men hvid) havde rengøringsassistenten ligeså haft et skær af kristen, kolonialistisk missionærvirksomhed over sig.

Da drengen rykker på en anden afdeling efter forværring af sin tilstand, hvor rengøringsassistenten ikke må være (og hvor forældrene alligevel ikke er til stede), beder han sygeplejersken der passer ham, om blot at læse den sidste del af historien op for drengen. Men ved synet af historien på papirlappen, henter hun alligevel rengøringsassistenten, så han kan fortælle historien færdig. Selv sygeplejerske-disciplen, der ellers følger reglerne på hospitalet, bliver revet med, og bryder sit løfte for den højere fortælling. »Du giver ham håb« siger hun opløftende til rengøringsassistenten.

Men hvordan adskiller håbet om Helium sig fra håbet om paradiset i kristendommen? Den gængse fordom har her en vis sandhed indlejret i sig; Folk i svære situationer skal nok tro på en gud, uanset hvad den kaldes. Hvis bare der er sikkerhed for et eller andet, hvis bare der er en mening med det hele. Og ligesom kristendommen har korset, ligesom enhver stærk fortælling og bevægelse kræver stærke identificerbare symboler, giver rengøringsassistenten den lille Alfred en rød ballonhund, så luftskibet, der henter folk til Helium, ved hvem der skal med. (Ved dommedagens komme er det kun de retmæssige der kan komme til paradis.) Og skulle man påstå, at det er en overfortolkning, da det jo kun drejer sig om en lille historie to mennesker imellem, skal man blot vente til de allersidste billeder i filmen. Her ses hospitalets facade fra luftskibets perspektiv, og ved en langsom bevægelse bagud ser vi, at flere og flere vinduer har den røde ballonhund stående i vindueskarmen. Den grædefærdige rengøringsassistent har fortalt historier til mangt et sygt barn. Vores kollektive underbevidsthed genkender grundstrukturen ved den kristne fortælling om livet på den anden side, falder til ro ved genkendelsen, og hylder fantasifuldheden i fiktionen. Helium udstiller hermed et paradoks: på den ene side den gængse offentlige afvisning af det hellige, livet efter døden og kristendommen som identitet, og hyldesten til fortællinger med fuldstændig identisk struktur som den bibelske. En hemmelig accept, en underbevidst tryghed i den kristne fortælling. Det giver derfor god mening at filmen har vundet den absolut største filmpris i USA, religiøsitetens og kristendommens højborg.

Mest læste

Frontkommandanten Arnulfo blev indrulleret som 10årig og er nu 40. »Jeg sluttede mig til kampen da militæret begyndte at få folk, inklusiv min far, til at forsvinde i min landsby. Efter så meget kamp og så mange tab håber vi, at våbenhvilen og fredsaftalen vil afslutte krigen mellem colombianerne for evigt. Vores kamp vil fortsætte, men fremover ved stemmeurnen.«
Kommandanten Jessica står tidligt op for at tale til sine folk. Hun blev indrulleret i en tidlig alder på grund af familieforbindelser til guerillaen. Jessica har ledt sine tropper i kamp over hele det sydlige Colombia. Hun kommer ikke til at savne guerillalivet og ser frem til freden. Hun glæder sig til en dag at kunne danse til Barranquilla-karnevallet som civil.
Deres rifler er klar. Forsiden på Yolis avis fortæller om »FRED!« i klare bogstaver. Ved siden af sidder Darwin og studerer FARC's manual. Under forhandlingerne brugte guerillaen den tid, der tidligere blev brugt på øvelser til at forberede dem selv mentalt på overgangen til civilt liv.
En guerillasoldat barberer sig i floden ved lejren. Vandet bliver brugt til alt fra drikkevand til at vaske op i. En FARC-lejr har som regel et køkken og et ryddet sted til øvelser.
Soldater bygger en lade til en civil støtte. Steder hvor FARC har regeret uimodsat, har de ofte støtte fra landmænd, der ser dem som de facto regering og sikkerhed.
William sluttede sig til guerillaen som 12årig, da krigen gjorde ham forældreløs. Han vil gerne være lærer en dag, eller i det mindste lære et fag så han kan åbne en forretning. Men der er ingen tvivl om, at FARC er hans familie. »Hvad der end sker efter vi afleverer vores våben, vil jeg altid være en del af FARC.«
»Jeg vil være forfatter! Eller skuespiller! Jeg vil have, at os guerillaer fortæller vores historie fra vores perspektiv, så ingen misforstår den. Kig på det her spejl, det har Beatriz bagpå. Hun var min mentor, da jeg sluttede mig til. Hun blev martyr under et bombardement. Vi fandt aldrig hendes lig. Jeg lavede spejlet så hun altid er med mig lige meget, hvor jeg er. Så mærkeligt som det lyder, betyder det spejl mere for mig end det meste andet i verden.«
Kommandanter forbereder en tale, der skal annoncere en definitiv våbenhvile. Lejrens chefer følger de ordrer, der bliver givet fra det sekretariat, som forhandler med regeringen. Mange mænd og kvinder i junglen har aldrig kendt til andet end konflikt. Militære forsvindinger, paramilitære massakrer og vold udøvet af guerillaerne selv. Sekretariatet indrømmer, at organisationens overgang kan tage flere år.
Paola øver sig i egnens traditionelle dans med sine kolleger. »For at være ærlig, så er jeg nervøs,« hvisker Paola, der er guerilla og radiospecialist. »At gå tilbage til at være civilist. Vil folk være bange for mig? For os? Jeg har været guerilla, men jeg er bare en kvinde med drømme ligesom resten af verden. Jeg håber at os guerillaer kan genintegreres i samfundet og ikke blive stigmatiseret, eller værre, blive jaget af vores fjender.«
Fodboldturneringer mellem FARC's frontgrupper har været udbredt så længe som guerillaen har eksisteret.
Kommandant Leidy er anerkendt som krigshelt. Hun nævner, at måske fordi hun ikke havde en barndom, kompenserede hun et moderligt lederskab til at lede sin tropper effektivt. Spurgt til hvordan hun føler om sine bedrifter og fiaskoer, begynder hendes øjne uventet at blive våde. Hun kigger over trælinjen som om hun undersøger den umådelige størrelse af en illegalt tilværelse levet i kamp og på flugt. »Jeg føler sorg,« siger hun bevidst vemodigt.
Jeg bliver bedt om at gå på patrulje med Olga omkring lejren, ganske sandsynligt for sidste gand. I baggrunden kan jeg høre kommandant Arnulfo indtage talerstolen. Minutter senere kan FARC's kendingsmelodi høres fra vandskadede højtalere. Mens vi går længere væk drukner junglens lyde larmen fra lejren. Det er lyden af en krigs afslutning.
Billeder
Reportage

De sidste dage i vildnisset

Fotograf Tomas Ayusos fotoserie følger FARC's ”Front 62”, der lever deres sidste dage i vildnisset, Colombias nu tidligere slagmarker...