Print artikel

At smadre et urinal - eller hvordan Joaquin Phoenix revitaliserede sit skuespil

Phoenix i sci-fi-romancen Hende. Foto fra filmen
Phoenix brillerede som den dæmonbesatte jaloux kejser Commodu i Ridley Scotts Gladiator
Artikel
04.03.14
Joaquin Phoenix trækker på sine egne livserfaringer, følelser og dæmoner, når han skal skabe sine karakterer. Netop nu er han aktuel Spike Jonzes storroste Hende. Aksel Schou Thoby fortæller, hvordan han genopfandt sig selv.

I en scene i Paul Thomas Andersons drama The Master (2012) er den traumatiserede krigsveteran Freddie Quell (Joaquin Phoenix) og den karismatiske kultleder Lancaster Dodd (nyligt afdøde Philip Seymour Hoffman) blevet anholdt og placeret i hver deres detentionscelle. Mens Dodd forholder sig roligt, opfører Quell sig som et tilfangetaget dyr. Med hænderne i håndjern og skjorten halvvejs revet af, hamrer han sin ryg op i den udslåede køje, inden han i frustration sparker cellens urinal i stykker.

Det udvikler sig derefter til et voldsomt skænderi mellem de to. »Fuck you,« råber Quell ind i hovedet på Dodd, så Phoenix med sin krumbøjede, anorektiske krop og vrængende ansigt lyser af smerte. Scenen er hypnotiserende og resultatet skyldes blandt andet, at Paul Thomas Anderson gav Phoenix frie tøjler til at improvisere. Det stod ikke noget sted i manuskriptet, at urinalet skulle smadres, men Phoenix var Quell på det tidspunkt, og han gav alt, hvad han havde i sig, og så måtte scenen indordne sig efter det faktum.

The Master ligner begyndelsen på et nyt kapitel for den 39-årige Joaquin Rafael Phoenix. Han er aktuel i Spike Jonzes oscarnominerede science fiction-romance Hende, der netop har haft dansk premiere, og til næste år kommer Paul Thomas Andersons Inherent Vice (den første Thomas Pynchon-filmatisering nogensinde). Fælles for filmene er – udover de højt profilerede instruktører bag dem – at Phoenix har fået stor frihed til selv at skabe sine karakterer ved blandt andet at udforske øjeblikket. Han har udtalt, at det er slut med at medvirke i film, hvor manuskriptet eller instruktøren slavisk dikterer, hvad han skal gøre og ikke gøre.

Incestuøs kejsersøn

At fremsætte sådanne krav er de færreste skuespillere forundt, så hvad er sket? I 2008 efter at have medvirket i James Grays Two lovers, trak Joaquin Phoenix stikket til Hollywood. En af de væsentligste årsager var, at han følte sig bundet på hænder og fødder af sit offentlige image – eller myten om ham – som en dyster og tragisk personlighed (privat beskriver mange ham helt modsat som fjollet og med en drøm om at medvirke i en superheltefilm).

Siden gennembruddet i Gus van Sants To die for (1995) som teenageren Jimmy Emmett, der manipuleres af Nicole Kidmans forførende Suzanne Stone Moretto til at slå sin mand ihjel, har han med sin karakteristiske snøvlende stemmeføring, usoignerede hud og mørke rander under øjnene, indtaget lærredet med en række karakterer, der ofte kæmper sig gennem tilværelse uden at finde den sjælefred, de så desperat hungrer efter.

Tænk på de oscarnominerede præstationer som den incestuøse kejsersøn Commodus, der lider af eklatant søvnmangel i Ridley Scotts Gladiator (2000) og den lidende Johnny Cash i James Mangolds Walk the line (2005). Værd at nævne er også hans uansvarlige soldat Ray Elwood i den oversete, kulsorte satire Buffalo Soldiers (2001), hvis skæbne desværre var, at den blev udsendt ganske kort før 9/11, der med et trylleslag gjorde krigssatire malplaceret.

Samarbejdet med New Yorker-instruktøren James Gray er markant. I We own the night (2007) er han den rastløse, uansvarlige bror over for Mark Wahlbergs retskafne og pligtopfyldende ditto. I kærlighedsdramaet Two lovers (2008) er han over for Gwyneth Paltrow en martret sjæl, der tumler sig umyndigt gennem tilværelsen. (Der har også været svipsere, men ingen nævnt, ingen glemt. Ok – hovedrollen i Thomas Vinterbergs kunstnerisk ambitiøse, men fatalt prætentiøse It’s all about love (2003), og de anonyme roller i M. Night Shyamalans Signs (2002) og The Village (2004) er gode bud!).

Phoenix brillerede som den dæmonbesatte jaloux kejser Commodu i Ridley Scotts Gladiator

 

Jeg er her stadig

I denne sammenhæng er det umuligt ikke at fremhæve den tragedie, der klæber så tungt til familienavnet Phoenix. I oktober 1993 var Joaquin med sin storebror River, der allerede havde slået sit navn fast i Rob Reiners Stand by me (1986), Spielbergs Indiana Jones og det sidste korstog (1989) og i Gus van Sants My private Idaho (1991), i byen på den delvist Johnny Depp-ejede natklub The Viper Room på Sunset Strip i Los Angeles. Hen på de tidlige morgentimer omkom River af en overdosis kombineret kokain og heroin på fortovet foran natklubben.

Den 19-årige Joaquins desperate opkald til alarmcentralen blev efter ulykken afspillet på tv igen og igen. Siden har han sjældent ytret sig om River, men kombineret med hans roller på det store lærred har hændelsen bidraget til myten om Phoenix som en tragisk figur. Det er skuespillerens lod ikke at være herre over offentlighedens mening om én. Man er en films blikfang, men samtidig har man begrænset magt ofte over, hvordan filmen endeligt tager sig ud.

Efter Two lovers skulle der gå fire år, noget nær en evighed i Hollywood, inden han igen medvirkede i en regulær spillefilm. I stedet kastede han sig over arbejdet med den satiriske mockumentary I’m still here iscenesat af vennen Casey Affleck. Her spiller Phoenix en karikeret udgave af sin offentlige persona. Han giver Hollywood fingeren for i stedet at forsøge sig som hiphop-musiker med alt, hvad det indebærer af stoffer, prostituerede, horribelt talentløse koncerter i Las Vegas og generelt galoperende vanvid. Mest opmærksomhed fik hans bizarre optræden hos David Letterman, hvor han iført solbriller og ukontrolleret skægvækst nøjes med at mumle et par lakoniske svar.

Filmen er ingen stor kunstnerisk succes. Den har det der navlepillende, pseudointellektuelle, leg med identitet og andet postmodernistisk fis og halløj over sig. Men for Phoenix, der forblev i sin ”karakter” selv når kameraerne var pakket sammen, var det en åbenbaring. »It completely broadened my perspective on acting (…) I wanted to have that same experience that anything is possible,« har han fortalt The New York Times.

En livskraft

»He scares me,« sagde Philip Seymour Hoffman om sin yngre kollega, inden de to skulle spille over for hinanden i The Master og tilføjede »…in a good way.« Da filmen blev præsenteret på filmfestivalen i Venedig i 2012, nuancerede Hoffman sin beskrivelse af Phoenix: »He is a life force in this film ... and I kind of rode that life force and that was my performance.«

Rollen som Freddie Quell er Phoenix’ mest skræmmende karakter til dato. Hoffman kalder ham en life force. Som andre såkaldte method actors trækker Phoenix på sine egne livserfaringer, følelser og dæmoner, når han skal skabe sine karakterer. De bliver versioner af ham selv, og på filmsettet forbliver han derfor ofte i sine karakter, selv når kameraet er slukket. Af samme grund vil han ofte heller ikke indspille den samme scene igen og igen, fordi han er sin karakter og scenen derfor ikke skal spilles, men handles ud impulsivt. Det er øjeblikke, som ikke kan genskabes, hvilket et smadret urinal vidner om.

Som The New Yorkers Richard Brody formulerer det:

»He’s an actor of furious natural emotion, of inner violence with which his very being trembles as he struggles to keep it in check and to channel it

På mange måder var rollen som Freddie Quell et forkert valg for Phoenix, hvis han ønskede at komme af med sit image. Men pointen er netop, at pausen fra Hollywood og arbejdet med I’m still here har givet ham frihed til at gøre, hvad han har lyst til. Det betyder samtidig, at vi får helt andre sider af Phoenix’ talent at se. I Hende spiller han ikke længere neurotikeren med selvmordsplaner, men den kærlighedshungrende Theodor, som man gerne vil drikke en kop kaffe med.

Som han selv siger til The Guardian:

»The kind of actor I want to be is a child actor. Children don't have all the shit that we have, years of interviews, self-evaluation, thinking about yourself

Phoenix er en fri fugl. Og scenen kan ikke tages om.