Print artikel

Bitterheden overlever ikke en blød seng

Foto: Thomas Cato
Anmeldelse
08.04.17
I Teater FÅR302s forestilling Et hus på sand og håb siver luften ud af arbejderoprøret og den store idealisme i lortelandet Danmark igennem det 20. århundrede. Det er »en samtidsdiagnose fortalt over 100 år«, men i endnu højere grad er det en rumlig og sanselig bearbejdning af det generelle over for det partikulære

Hvis man skulle fortælle Danmarks historie over 100 år, men kun igennem arbitrære eksistenser knyttet til et lille hus i indre København, hvordan ville det så se ud? Det spørgsmål er præmissen for forestillingen Et hus på sand og håb. Teater FÅR302, der hører til i to bittesmå rum over to etager i Toldbodgade 6, har i anledning af deres 30 års jubilæum fået den svenske dramatiker Lucas Svensson til at skrive en forestilling, der tager udgangspunkt i det hus, hvor teatret ligger. Forestillingen er derfor også skrevet med teatrets lille scenerum i tankerne. Scenerummet er i denne anledning blevet vendt om, så publikum sidder langs den lange væg i det aflange rum vendt mod scenen, en 15 meter bred, sort tavle, som de fire skuespillere springer rundt foran og i løbet af forestilling overtegner med farvekridt.

Så snart publikum har sat sig, tager en af de fire skuespillere fat i et stykke kridt og tegner resolut en lang ’tidslinje’ henover væggen bag scenen. Og allerede der er den ironiske distance til historiefortællingen manifesteret fysisk i rummet – linjen kommer til at svæve der og grine af, at vi tror, vi kan forstå historien som en lang, tynd streg. I stedet for at ramme de store begivenheder i Danmarks historie, skildrer forestillingen en række tilfældige beboere i Toldbodgade nr. 6 op igennem 1900-tallet. Arbejderpigen Deas historie begynder i 1919, den ensomme husmor Bodils historie begynder i 1954, vi møder en Side 9-pige i 1984, en tryllekunstner i 2016 og en masse andre derimellem.

Der er virkelig meget, der fungerer ved Et hus på sand og håb. Dramatiker Lucas Svensson, instruktør Egill Pálsson og scenograf Siggi Óli Pálmason har placeret mennesker af kød og blod med stærke, autentiske længsler og drømme foran en mærkelig tavle, der på én gang rigidt holder sammen på tiden og hele tiden ødelægger dens logik. Fortællingerne er mange og udfolder sig parallelt: Der er en fortælling om et Danmark, der næsten truer med at bryde ud i et arbejderoprør i begyndelsen af 1900-tallet, men som alligevel får det borgerligt behageligt i ly af de vestlige stormagter: »Bitterheden overlever ikke en blød seng« som det højstemt lyder. Men der er også menneskerne, som alle sammen, hvert og et, er fanget i på én gang altid at være helt alene, men altid længes imod de andre. De skal tisse, får orgasmer og ryger masser af cigaretter, men længes også mod hinanden igennem lejlighedernes vægge i huset på Toldbodgade, mens de bevæger sig vandret langs en akse af tid, altid fremad mod større og større uorden. Historierne om disse mennesker fortælles kollektivt og kaotisk, skiftende imellem tidsperioder og ordnende logikker. Intet individs historie kan vægtes over en anden.

Et hus på sand og håb er gennemtrængt af en dyb, uudgrundelig pessimisme. Selvom forestillingen på ét niveau er en melankolsk fortælling om et arbejderoprør, der aldrig rigtigt blev, er det i fortællingerne om de enkelte mennesker, den sande håbløshed skal findes. Ethvert menneske er født alene og skal dø alene, synes forestillingen at sukke, og således er alle længslerne efter samhørighed, autentisk kærlighed eller bare at blive forstået ganske enkelt forgæves. Den ensomme Bodil, der langsomt ryger sig ihjel, forsøger at bryde ud af sit ægteskab ved at kaste sig ud i en forelskelse i en gift mand i ejendommen, men bakker alligevel ud i sidste øjeblik, og den aften ser hendes søn hende græde for første og sidste gang i sit liv. En ung mand i ejendommen, Lars Aksel, som er opkaldt efter Aksel Larsen, er forelsket i en mandlig kollega, men forsøger skiftevis at onanere til et billede af Suzanne Brøgger eller at køre meget hurtigt på sin racercykel. En aften lægger han sig, udmattet af ensomheden, til at dø i en overdosis efter en samtale om livet og kærligheden med det visne grantræ, der står på loftet. På trods af forestillingens kaos af historier om mennesker, hvis veje krydses næsten klaustrofobisk ofte med udgangspunkt i det lille hus i byen, er der alligevel aldrig rigtigt nogen, hvis liv vikler sig ind i hinanden. Måske med undtagelse af situationer, der involverer store mænger alkohol eller galgenhumor.

Et hus på sand og håb er næsten tre timer lang og finder da også en del af sin stolthed i, hvor omfattende et projekt, den er. Mens store dele af stykket virkelig er intenst velfungerende scenekunst i samspillet mellem sanselige, rumlige og litterære kvaliteter, falder den også nogle gange en smule ved siden af. Skuespillerne har flere gange svært ved at bære det omfattende stykke arbejde, der ligger i at holde sammen på de mange fortællinger og roller, så man sommetider mærker fundamentet skride under forestillingens grundstemning. Desuden kan man i løbet af forestillingen ikke lade være med at blive en smule udmattet af overflødige passager, der gentager eller understreger allerede fint repræsenterede motiver. Det ligger derfor også lige for at at tænke, at det kunstneriske hold undervejs i processen burde have krævet en større skarphed af sig selv: De burde have turdet skære visse scener ud og tro på publikums evne til at forstå, at individerne godt kan være repræsentanter for de store menneskelige fortællinger. Ikke desto mindre er forestillingen også et velkomment eksperiment, der både tør og magter at bryde mange af teatrets rammer, men uden at slippe den litterære kvalitet.