Cirkuskatastrofe i slowmotion

Det er ikke uden en vis nostalgi, at man træder ind i Skolekomedien og dens 70’er-skole. De gule mursten på ydersiden, klasseværelsets blå døre og alfabetillustrationer hængende over tavlen, lyse træborde og -stole med røde metalben, det nedrullede verdenskort, den grønne plastskraldespand og kridtbeskederne, der fortæller, hvem der er ugens duks.

Det er et scenografisk katalog over den danske folkeskoles kommunalæstetik, som har stået uforandret i mindst en halv menneskealder. Genkendelsesfaktoren er enorm, og derfor stikker den kunstneriske manipulation også mere ud, end den ellers ville gøre.

I stedet for et blegt linoleumsgulv er der et gymnastiksalsgulv med dertilhørende kulørte streger, der fungerer som underlag i Christian Lollikes bearbejdning og dramatisering af intet mindre end 200 vidnesberetninger fra den danske folkeskole.

Det er på ét plan en fortælling om tre forskellige versioner af den samme person, Annetterne (Carla Eleonora Feigenberg, Mette Døssing og Anders Baggesen), den nyuddannede og umuligt optimistiske lærer, der ser sit lærekald i direkte forlængelse af den første skole i Athen, den mere garvede, men stadig idealistiske lærer