Print artikel

Stammedans der kapper båndene til det rationelle kontroltårn

Goat på Roskilde festival i 2013
Reportage
23.09.14
Det svenske psych-rock-band Goat iklæder sig masker for at gøre op med popkulturens ekstreme persondyrkelse. De transcendentale hymner har en frisættende effekt, der efter sigende skaber meningsfuld kontakt med det guddommelige i os alle, som vi har mistet i overgangen til den sekulariserede, moderne verden. Er det næste runde i den kulturelle autenticitetsbølge med pseudo-buddistisk fantasteri, der lover astralsk selvforglemmelse og stressfri ro, eller bare smuk musik med et lidt naivt budskab. Asbjørn Riis-Søndergaard bliver mindet om, at man skal elske det man ikke forstår.

Ingen af de langhårede fyre, der står i skæret af solnedgangen over Enghave Park i en grøn sky af økologisk potrøg, fanger ironien, da jeg tropper op i en Wood Wood bomber og spørger om »I er på vej til Woodstock?«

Super.

Nå, men jeg hilser alligevel omkring, og forsøger med et mere ydmygt andenhåndsindtryk.

Jeg er sådan en omnipotent kulturplante, der æder alt fra Kanye West til Debussy. Men ikke psychrock. Det minder mig om den slags New Age mennesker, der går i Batik T-shirts og aldrig bliver voksne og altid befinder sig i en søgende rus af tåget selvrealisering.

Måske derfor har drengene fra psychrock bandet Red Lama, inviteret mig til koncert på VEGA, med de maskeklædte voodoobørn fra Goat. Altså for at afprøve mine fordomme og åbenbare mit popblanke kultursind for syreregnens farverige velsignelser.

Goat er et slags okkult musikkollektiv, der efter sigende stammer fra byen Korpilombolo i Nordsverige og brander sig selv som: »maskerede stamme-psychrock-mystikere.« Cool nok, tænker jeg, det er altså sådan nogle hvide mennesker fra Norden, som leger primitive stammefolk og performer et ritualistisk tranceshow, til 230 kr. per billet, så andre vesterlændinge kan møde deres indre shamanistiske totemdyr i to timer, inden begge parter vender tilbage til deres egen tids rituelle trummerum.

Jaja, efter 2000 års avanceret kulturel udvikling, er vi altså tilbage ved scratch. Snart slukker vi jo nok for internettet, flytter ud i højlandets stenhuler, spiser urter og vildtkød, og slås med køller, på jagt efter autenticitet, som et definitivt opgør med den forvirrede, moderne tilværelse. Vent, det gør vi allerede.

Ny nordisk autenticitet

Med psychrock-stamme-mystikerne fra übercool Skandinavien, har den kulturelle autenticitetsbølge fundet deres ikoniske galionsfigur. Magiske som de rigtignok fremstår, med deres 7-mands store performanceshow, denne fredag af på scenen i Store Vega, er Goat alt det, drengene fra Red Lama står for:

Maskerne symboliserer opgøret med popkulturens ekstreme persondyrkelse.

De tolv minutter lange musikalske reefs af umelodiøse regnbuer, der svæver over publikum, som forheksede drømme, er genfundet respekt for det musikalske håndværk. Et musikalsk håndværk, der ifølge drengene, lider under hitsnedkernes tyranni, der med kunstnere som Justin Bieber, Medina og One Direction, appellerer til de overfladiske og selvoptagede følelser, frem for de dybere eksistentielle følelser. Gør Goat det? Appellerer de til nogle dybere og mere værdigt i mennesket?

Den verdenskulturelle stammedans, der blander forskellige tradtionelle og religiøse indtryk, er et slags kulturradikalt manifest, for verdens universelle samhørighed. Når de ud over hippie-sæbeboblen, ud til alle de ikke vestlige minoritetskulturer, med deres de-globaliserende verdensshow?

De transcendentale hymner har en frisættende effekt, der eftersigende skaber meningsfuld kontakt med det guddommelige i os alle, som vi har mistet i overgangen til den sekulariserede, moderne verden. Er denne form for indadvendt luksusfrihed vigtig? Vigtigere end politisk frihed i Mellemøsten, dyrefrihed i Vesten eller ytringsfrihed i Kina?

De stoflige og musikalske indtryk af Marokko, Mexico, Sverige, Haiti, af silke, af mørke og lys, af karrygul chiffon, er ophøjelsen af det umenneskelige instinktive, som ydermere materialiseres gennem de kvindelige forsangeres ekstatiske Zumba dans. Findes det, det urinstinktive? Kan man annullere den menneskelige overbygning, vi har udviklet gennem tusinde års åndsevolution?

Det med kønnet, er ikke vigtigt, og det er det så alligevel, fordi et hvert forsøg på ikke-at-være noget, altid vil være det stærkeste symbol på at-være-noget. I hvert fald afsløres kønnet, af de landskabelige kropsformer, som ytrer sig under de løstsiddende kjoler, idet de bliver transparente af sved. Der var også noget med en burka og en blækspruttemaske, der mest af alt mindede om ansigtet på Davi Jones fra Pirates of Caribbean.

Hallucinationer eller revolution?

Drengene fra Red Lama, er blonde og følsomme, deres skjorter er mere farverige end en Van Gogh pallet. Deres hår mere filtret end musikken på en Jimi Hendrix plade. De ryger potjoints indenfor, og svæver om hinanden, som elverlige nymfer, med maskulin rockattitude. De har også kærester. Masser af smukke kærester, fordi skandinaviske drenge med langt hår scorer helt vildt. De har også lange videregående uddannelser. Det er ikke det. De vil bare gerne have lov at være frie, frie af tidens selvpiskende incitamenter, frie af den institutionelle tvang, de har måttet bøje sig for gennem 23 års skolegang. De vil bare gerne have lov, at kaste sig rundt i en glædesrus af alkohol, svampe og pot, uden at skulle forholde sig til karriereplaner, kompetencekrav og omstillingsparathed.

Det er ikke engang en nostalgisk længsel efter 60’ernes revolutionære kultur, men snarere bare en reaktion, på at de aldrig rigtigt, har fået lov til at forfølge denne mystiske nysgerrighed, der får et ungt menneske til at tage svampe og slynge hovedet rundt til lyden af psych-rock. Fordi sådan noget må man ikke. Det er ulovligt og faktisk også usundt. Det passer ligesom ikke ind i playstation-kulturen i ungdomsklubberne eller i de kommunale sundhedsplaner, i de provinsbyer de er opvokset i. Men de sveder faktisk mange kalorier ud denne aften, det kan jeg helt bestemt se, fra min observerende plads bagerst i lokalet. Dernede hvor de midaldrende fædre med høje tindinger, der har fået lov til at forlade konen og bleerne, i to timer fredag aften, for at stirre længselsfuldt efter den ungdommelige frihedsdans, der foregår oppe foran scenen, står og sutter i en fadøl. Og håret bliver bare længere og længere og længere jo tættere man nærmer sig scenen, Goat-ceremoniens balstyriske epicenter, hvor Dionysos danser regndans.

Og drengene fra Red Lama nyder det virkelig. De nyder den hallucinerende oplevelse, det ekstatiske nirvana, de føler når de hengiver sig til de fortryllende trommerytmer og repeterende guitarreefs, mens de charmerende Goat-piger med Wabonnet-masker, synger »Let it Bleed«.

Oh my Goat

Lad det bløde. Lad os være bekymringsfrie, nærværende og glade. Det er den idé, der udkrystalliseres i Goats teatralske performance. Og selvom jeg er fjernt distanceret fra overhovedet at kunne synkronisere mig med denne ide, kan jeg egentlig godt forstå denne trang til tvangfri tilstedeværelse. Jeg kan faktisk misunde den dér bekymringsfrie dans, der kapper alle bånd til det rationelle kontroltårn. Men det smager umiskendeligt meget af syre, af mindfulness, af astrologi, af hot yoga, af TM-meditation. Altså af pseudo-buddistisk fantasteri, der lover astralsk selvforglemmelse og stressfri ro, men i virkeligheden gør vesterlændinge skøre i bolden.

Der sker jo tit det, når man lader noget bløde, at man risikerer at forbløde, hvorefter der bliver en masse hulens besvær med at lappe alle mulige sørgelige sår sammen.

Tidens eksperimenter

Drengene fra Red Lama er nogle gode drenge. De danser og har det vildt, men de er også ansvarlige og reflekterende. Goat er sgu også gode nok. De leverer soundtracket til en strømning i tiden, en psykedelisk subkultur, der insisterer på mangfoldighed, alternativer og selvfrihed. De lytter ikke efter autoriteternes guides til fremdriftig vækst, men forsøger selv at finde det gode liv, ved at eksperimentere med nye og gamle indtryk fra alle fire verdenshjørner. Begge bands er symptomer på en drøm i tiden: at vi kan låne lidt fra hippierne uden at insistere på bollerum og nøgenhed. At vi kan give slip på forkrampede og uligevægtige velstandsmålsætninger for individ og samfund, og give plads konformløse alternativer, normfri væren og mystiske følelser. Det er lidt naivt og latterligt. Men også meget smukt.

Da jeg var til Goat-ceremoni med drengene fra Red Lama, blev jeg mindet om, at man skal elske det man ikke forstår. At man skal modtage nye kulturelle indtryk med åbenhjertighed og aldrig frygte at miste fodfæste, i mødet med det nye og fremmede.

Hvis den dér indre Ged, næres af indsigt, tolerance og forståelse, blev jeg faktisk udvidet med et par centimeters verdenskærlig soulstuffing, sådan en nordatlantisk nat på Vesterbro.

https://www.youtube.com/watch?v=oCigi8j6HSY