Print artikel

Rihannas rene hud

Marie Key og gæstesolister på Rosseren.
Reportage
09.07.13
Junioranmelderen er på Roskilde og føler sig ikke så ung igen: han føler sig i hvert fald en smule fremmedgjort over for al den hæmningsløshed, som mere er en ligegyldighed over for det hele end en fejring af frigjortheden – og al sexismen, der får frit spil på campingområdet. Men Marie Key var god, og i Mediebyen kan man drikke mælk og kigge på de kendte

Jeg er alt for sent på den og må løbe hele vejen fra check in. Jeg skal mødes med Lucas, der er scenevagt på Arena, Roskilde Festivals næststørste scene. Det er torsdag klokken tre om eftermiddagen, der er to timer til, at selve festivalpladsen åbner for alle og enhver. Inden da skal vagterne hilse på hinanden, deles ud på vagthold og have de sidste instrukser. Jeg når lige ind foran Arena, som hovedkoordinatoren af scenevagterne, Ulrik, trækker en guitar frem og giver et par numre fra festivalens tidlige katalog. Noget bedstefarrock. Sidste år var det rapperen Pede B, der underholdte i 20 minutter, inden vi gik i gang, fortæller Lucas. Det er er lidt noget andet, men det er hyggeligt nok.

Pladsen åbner klokken fem. Det traditionelle "først-til-Orange" løb overståes og efter noget tid med kaos på den før temmelig tomme festivalplads går nu halvfjerds tusinde mennesker rundt og er spændte. Den første koncert, jeg skal høre, er amerikaneren Frank Fairfield, der spiller på den lille scene Gloria. »Han er verdens bedste banjospiller«, har jeg fået at vide, og det lyder ikke værst så her står vi og lytter til amerikanske folkesange, rustikt intenst fremført og fremragende. Måske en anelse lavmælt og introvert som start, og det er tydeligt, at flere blandt publikum ønsker sig en lidt mere pumpende start efter 5 dages døgnøl og festcamping. Den megen klap og huen hiver stemningen op, men drukner også Fairfield en smule på den lave scene, hvor man kun indimellem kan ane hans hoved bag menneskemængden.

Det regner lidt, jeg går gennem campingområdet, der lugter af lige dele lort, pis og bræk. Sved og mudder. En velkendt, men ikke af den grund mere indbydende duft. Som at komme hjem og tilbage til et sted, man egentligt havde besluttet sig for at forlade for stedse. De færreste ting går jo som man planlægger dem.

Metallerne er de sødeste

Jeg mødes med Lucas igen. Han har fået fri efter de første fire timers vagt. To koncerter, Suicidal Tendencies og Kendrick Lamar. Trash metal/skatepunk (ifølge programmets egen beskrivelse) og ungt, fremadstormende hiphop.

»Der er virkeligt stor forskel på publikum til koncerterne,« fortæller Lucas. Vi snakker lidt om det. Det handler meget om hvilken alder publikummet har. Jo yngre, jo mere egoistiske og voldsomme, jo ældre, jo mere betænksomme og opmærksomme. Metallerne er helt klart de sødeste, forklarer Lucas.

Så kommer publikum til de mere bløde koncerter, som f.eks. Efterklang. Generelt er det hiphop, hvor folk er mest voldsomme, mest egoistiske og f.eks. sådan nogle små ting med at sende den vand, der deles ud videre, er tit svært, jo yngre publikummet er. Her tænker man først på sig selv, for det handler meget om ens egen oplevelse af koncerten og om at stå godt. Så kommer selve koncerten lidt i anden række.

Jeg skal forholde mig til Roskildes fremtid. Det er en del af min opgave, og noget jeg synes er ret interessant og relevant er netop publikumskulturen. Gæstekulturen både på campingområdet og til koncerterne. Jeg synes den i øvrigt smukke tanke om en "orange følelse” er ret tom snak. Jeg føler det mere sådan: Festival er ikke mere noget, vi laver sammen, det er noget der handler om at få den bedste plads til den eller denne koncert. Jeg kan ikke komme i tanke om et sted med flere og mere spidse albuer end Roskilde Festival. Den ”orange følelse” kan det meste af tiden reduceres til lange kæder af folk, der møver sig, skubber.

Nå ja, man mødes med dem, man kender og råber af de andre. Med mindre man gerne vil bolle med dem, selvfølgelig

Og så er der hele det seksuelle spil. Flere siger, at de er vildt trætte af hele kødmarkedskulturen, der hersker på campingområdet. De fleste af drengene opfører sig som idioter, gramser på pigerne, som det passer dem. Her må man råbe sexistiske, diskrimerende ting i alle afskygninger og til alle og enhver, fordi enhver normal idé om opførsel er forsvundet i ølbongens blændende skum. I hver camp sidder en gruppe halvdøde drenge, fordrukne, og råber efter hver eneste pige, der går fordi. Og hvordan kan de slippe afsted med at opføre sig sådan? 

Senere. Klokken er seks, og jeg har ikke sovet endnu. Jeg tager hjem, turen til Amagerbrogade tager en times tid – og måske er det bare det, der lokker, efter at have taget den noget længere tur Aarhus-Roskilde i flere år. Da jeg går i gennem campingområdet, råber nogle: »Walk of shame, dude, walk of shame...« En anden bryder ind: »Nejnej, walk of pride – han har sikkert lige fået den i røven, hæhæ!« Roskilde Festival er et dejligt sted, hvor mennesker mødes på tværs af... Nå ja, man mødes med dem, man kender og råber af de andre. Med mindre man gerne vil bolle med dem, selvfølgelig. 

Hjemme finder jeg ud af at man kan streame nogle af Roskildes koncerter. Jeg vil egentligt gerne høre Marie Key, og heldigvis er hun blandt de koncerter, man kan streame. Så kan jeg sidde her, samle en IKEA-reol (En MALM med fire skuffer. Et ok produkt til prisen), føle mig væsentligt ældre, end jeg er og se og høre koncerten med den søde, høflige og sjove Key, der giver en fremragende koncert. Og tilmed med mulighed for selv at justere lydstyrken. Da jeg er færdig med reolen, kommer Nik & Jay på scenen. Et jubelbrøl fra publikum. De fløderapper med på et nummer, inden Key selv slutter af med et hit. En fremragende, nærværende koncert. Selv set fra en computerskærm.

OK på Orange

Tilbage på festivalpladsen igen. Jeg hører Bobby Womack, for ham er jeg vild med. Han sidder selv på en stol på midten af scenen. Rundt om ham bandet, voldsomt velspillende, med en overvældende, præcis og sammenspillet energi, der vejer mere end mange gange op for Womacks siddende og lidt gammeltrætte, men alligevel energiske, velsyngende person.

Det er fedt med noget så solidt, der bare kører. Måske er det for småt til Orange, men jeg synes ikke, det gør noget. De bedste koncerter, jeg har været til på Roskilde har vist været på Orange. Der er de store: Bruce Springsteen, Neil Young, Björk. Og så er der de små, hvor pitten har været så rummelig, at vi kunne danske kædedans og limbo undervejs: Amadou & Mariam. Det gør ikke mig noget, at Orange ikke fyldt op. Det øger bare mulighederne for fysisk udfoldelse til mere end nikken og hoppen.

Det er tid til Rihanna. Man kunne lige så godt være gået hjem og sætte en cd på, for det meste af vokalen, ja, også alt koret, er et lydspor i baggrunden hvor Rihanna lejlighedsvis synger lidt ind over. Hendes hud er meget ren, det er det, jeg tænker det meste af tiden, mens numrene drøner derudaf. Jeg er Rihanna-fan. I hvert fald lejlighedsvis, jeg synes, hun gør det hun gør godt, men her på Roskilde Festival bliver det bare en flad grød. Der er for meget skub, folk er for unge. Koncerten er lige så glat og ren som hendes hud, hele koncerten havde muligvis fungeret bedre som et pauseshow i en prisuddeling eller et talkshow. Noget med Michael Meyerheim eller Oprah Winfrey. Måske næste års hovednavne?

Nå ja, man mødes med dem, man kender og råber af de andre. Med mindre man gerne vil bolle med dem, selvfølgelig

Det er fredag nat, og jeg kryber ind i et alt for lille telt mens festen forsætter udfortrødent omkring mig. Måske er jeg alligevel blevet for gammel til Roskilde, jeg føler mig i hvert fald en smule fremmedgjort over for al den hæmningsløshed, som mere er en ligegyldighed over for det hele end en fejring af frigjortheden. Jeg synes det er en smule sygt. At man smider skrald over alt, råber af folk, skubber og masser, mens man fotograferer sine glade venner til Instagram. I morgen skal jeg i mediebyen. Mest for at drikke gratis mælk, men også for at se, om jeg kan finde nogle kendte. Det er den slags, der betyder noget.