Print artikel

Det orange monster er farligst i dagslys

Orange Scene er for mange essensen af Roskilde, men scenen er ofte ikke stor nok – og pladsen foran omvendt for stor. Foto: CC
Reportage
08.07.13
Vores senioranmelder har været på jagt efter Roskilde-momentet og fandt det. Men ikke foran Orange Scene, og spørgsmålet er, om den institution har overlevet sig selv?

Jeg har set mig lidt sur på Orange. Denne forældede kolos af en scene, der troner midt på festivalpladsen og hvert år byder på en imponerende serie af skuffende koncerter. Den storhed, Roskilde Festival for 18 år siden kom til repræsentere for en debuterende provinsknægt som mig, hang ellers tæt sammen med netop denne scene. Her lå mange af de store oplevelser, de første år jeg kom på Roskilde. Her nattesvømmede jeg med en genert Michael Stipe og resten af REM i 1995. Her hævede Radiohead i 1997 barren for, hvordan rockmusik kunne lyde. Og fra samme år gemmer jeg på et smukt erindringsglimt af Orange Scene på afstand i silende regnvejr og publikum badet i flimrende, blåt lys, mens Suede hældte »Europe Is Our Playground« ud over os.

Der har gennem årene været rigtig mange gode oplevelser på Orange Scene. Og den seneste af slagsen fik jeg sidste år, da Bruce Springsteen med sit E Street Band på fornemste vis fik enderne til at mødes mellem kvalitetsrock og folkelighed. Alligevel har jeg set mig sur på den scene. Ikke mindst denne fredag aften, hvor jeg står med korslagte arme på betragtelig afstand og ser Rihanna levere sit popshow. Patetisk. Og lige nu spiller hun endda hittet »Umbrella«, der ifølge troværdige kilder skulle være et af hendes stærke numre. Publikum vifter ivrigt med paraplyer, og glowsticks flyver gennem mørket. Der er nogle, der har en fest – ingen tvivl om det. Men hvor er musikken dog ringe. Og hvor er det i mine øjne meget lidt Roskilde Festival at invitere sådan et navn til Orange Scene.

Jeg er jo nok i bund og grund ”rockist”, som Informations anmelder Ralf Christensen kaldte det i min snak med ham. Jeg lytter mest til folk, country, roots og traditionel rock. Jeg har et konservativt syn på, hvad der er "rigtig” musik. Jeg har det okay med, at Rihanna har taget en del samplede spor med i tasken. Det ødelægger ikke min oplevelse af koncerten. I bund og grund synes jeg bare ikke, at hendes numre har noget som helst, der kan betegnes som hverken nysgerrigt, musikalsk udfordrende, grænsesøgende eller bare… godt. Jeg forstår det ikke. Og måske er det bare på tide, at gammelfar rykker til side og lader de unge passere. Hvad ville Bob have sagt? Bob ville nok have sagt: »You better start swimming, or you’ll sink like a stone«.

Musik til lukkede rum

Rockist eller ej, så kan jeg godt lide en god fest. Og festen er også en vigtig del af Roskilde Festival for mig. Derfor har jeg valgt at gå til Rihanna i stedet for at stå med en stille stener-koncert i et af de mindre telte. Det er fredag aften, og vi skal have det sjovt. Men det får vi ikke. Og det oplever jeg faktisk heller ikke, at ret mange omkring os gør. På storskærmene kan man se, at folk helt oppe foran har et brag af en fest, men her længere tilbage kan man mellem numrene ikke høre andet end spredte klapsalver og lidt snakken. Ingen nævneværdig eufori.

 Nu er det jo ikke kun på grund af Rihanna, at jeg er træt af den scene. Eksempler er mange. Tidligere på dagen spillede soullegenden Bobby Womack her. Det var rørende at se den gamle mand. Han og hans band leverede en gedigen omgang gospel-soul, helt efter den traditionelle opskrift. Den slags plejer altid at kunne starte en fest. Men som så ofte før blev alle gode forsøg fra musikernes side slugt af det store orange monster, der altid er farligst i dagslys.

Det er som regel det samme forløb: Man møder op til en kunstner med imponerende materiale bag sig – ellers var vedkommende næppe blevet booket til den store scene. Og så bygger man ellers stille og roligt forventninger op, så de til sidst kan måle sig med højttalertårnene foran den orange kolos. Og så fiser det hele ud. Enten bare sådan stille og roligt eller også i et bragende kollaps.

 

Det er værd at overveje, hvad der skal ske med Orange Scene. For der er alt for mange koncerter, der ikke passer til den

Jeg er ikke den eneste, der har et problematisk forhold til Orange Scene. Næste morgen møder jeg Anders Bøtter, der transmitterer radio for P6 Beat på årets Roskilde Festival:

»For festivalledelsen er det værd at overveje, hvad der skal ske med Orange Scene. For der er alt for mange koncerter, der ikke passer til den. Jeg fortryder stadig, at jeg så Portishead der for to år siden. Ikke fordi det var en dårlig koncert, men fordi indtrykket af den i dag kommer til at forstyrre den sublime oplevelse, jeg havde med Portishead på Arena (daværende Grøn Scene, red.) i 1998. Det er musik, der skriger på et lukket rum, og som aldrig ville kunne fungere lige så godt i det der kæmpe open air-format. Sådan synes jeg, det er med mange af koncerterne,« siger han.

Roskilde er fællesskabet

Anders Bøtter er en mand med en kvalificeret holdning til festivalen. I dag arbejder han professionelt med at transmittere radio herfra, og før han begyndte på det, var han stamgæst. Siden han som 15-årig med tandbøjle indtog festivalpladsen første gang, har han været her hvert eneste år og ofte i en hel uge.

Han var en af dem, der ikke var til Rihanna i går. Han hørte i stedet Creator på Arena. Men på det mere overordnede plan har han alligevel en holdning til, hvorvidt Rihanna var Roskilde eller ej:

»Det kan godt være, at Rihanna gav nogle en poprus, og at koncerten på den led var vellykket. Men jeg vil alligevel gerne sætte spørgsmålstegn ved, om hun er et Roskilde-navn. Du kunne se på folk herude i går, at der var rigtig mange, der kom kun for at høre hende. Det er jo i og for sig smukt nok, at festivalen på den måde åbner op over for andre, men det skal bare hænge sammen, synes jeg. Da Bruce Springsteen spillede sidste år, kom der også mange på endagsbilletter, men man havde måske lidt mere følelsen af, at det var noget, vi alle havde sammen. En stor fest for de sædvanlige festivalgæster og samtidig for nogle der kom udefra. I går virkede det hele mere opdelt.«

»Roskilde Festival skal passe på med at komme for langt væk fra det, de kan. Og det er fællesskabet. Det må de ikke gå på kompromis med for at signe et stort navn som Rihanna. Uanset om man er til hendes musik eller ej, så lad os face the facts: Hun er en underholder, en performer. Hendes popularitet handler i høj grad om hendes image og om producernes arbejde med hendes musik. Det er ikke selve musikken, der har gjort hende så stor. Fred være med det, den slags musik kan være lige så rigtig som så meget andet, men jeg synes, at Roskilde Festival skal spørge sig selv, om det hænger sammen med det, der skal tegne festivalen fremover«.

Scenen er for stor – og for lille

Anders Bøtter forstår godt, hvis Roskilde Festival tøver med at lave så drastisk en ændring som at sløjfe Orange Scene:

»Scenen er et vigtigt vartegn for festivalen. Og man skal jo nok heller ikke splitte det hele alt for meget op. Jeg tror stadig, der er brug for de store begivenheder på festivalen, og indimellem er der jo koncerter, der virkelig fungerer der. Jeg så Slipknot torsdag aften, og den sad lige i skabet. Men måske er der nogle andre veje at gå. På andre festivaler i både Europa og USA har man for eksempel en hovedscene, der er meget større end Orange, men hvor publikumsarealet er mindre. Jeg tror også, det er proportionen mellem de to ting, den er gal med her. I virkeligheden er det nemlig en ret lille scene. Jeg har hørt, at man i år ikke kunne få Rammstein, fordi der ikke var plads nok til deres show. Samme rygter har man hørt om andre bands. Hvis det er rigtigt, er det jo et endnu større problem for festivalen. I forvejen er de begrænsede af økonomi og timing, når de skal booke store navne, og hvis der så også er en række navne, der er udelukket på grund af pladsmangel, begynder det at være meget fastlåst.«

Anders Bøtter roser til gengæld festivalen for at satse så meget på de helt små og upcoming navne. At man for eksempel har opprioriteret ”forfesten”, der finder sted hele ugen op til den rigtige festival. Pavilion Jr. er blevet en interessant scene med masser af vigtige navne, der selvfølgelig appellerer til mindre målgrupper.

Tuareg-rock n`roll

Diskussionen om Roskilde Festival kommer ofte til at handle om Orange og bookernes store satsninger på netop den scene. Men måske skal man se scenen som et nødvendigt onde og i stedet rette blikket mod de små scener for at finde det, mange betegner som den særlige Roskilde-ånd. Det er i hvert fald ofte der, jeg selv får de rigtig fine ting med mig. Som for eksempel da jeg kom herud fredag eftermiddag og lagde ud med at høre Bombino på Odeon. Tuaregen med rock ’n’ roll-attituden lagde med sine Knopfler- og Hendrix-inspirerede guitarsoloer et råt vestligt rocktæppe over den monotone og trancefrembringende sandbund, rytmesessionen lagde. Det var en rejse. En god times tid i ørkensand og med en spontan danseglæde, der spredte sig i hele teltet. Selv glassamlerne dansede med. Det var musik, der ikke accepterede, at vi stod stille. Den insisterede på at få os i bevægelse. Eller med Bombinos egne ord: »If it makes you move, it’s rock ‘n’ roll«.

 

Det er værd at overveje, hvad der skal ske med Orange Scene. For der er alt for mange koncerter, der ikke passer til den

Bagefter var jeg på endnu en rejse. Denne gang gik den tilbage i tiden. Amerikanske Jonathan Wilson har så stor kærlighed til det kapitel i musikhistorien, der udspillede sig i og omkring Laurel Canyon i Californien sidst i 60’erne og i begyndelsen af 70’erne, at han har taget lyden og påklædningen fra dengang og flyttet op til i dag. Iklædt en batik-T-shirt og med et sublimt band i ryggen samt en serie virkelig stærke sangen fra debutalbummet »Gentle Spirit«, bragte han publikum med ind i en drømmende tilstand. Man glemte, hvor man var. Og da jeg kom ud, var solen brudt helt igennem skydækket.

Det er sådan, Roskilde Festival skal være. Også efter den fesne Rihanna-koncert får jeg en åbenbaring af en oplevelse, da jeg ud på natten går i Arena for at se Crystal Castles. En hypnotisk synth-fest, der nærmest har et strejf af punk over sig med den maniske forsanger Alice Glass, der som en Iggy Pop væltede rundt på scenen. Det er en fest. Og det er muligvis årets koncert for mig på Roskilde Festival. Så nej, jeg er ikke så meget rockist, at jeg står og råber Judas, når nogen blander musik med elektricitet. Men jeg vil have dedikerede og udfordrende musikere, der arbejder hårdt for at give mig det der særlige øjeblik. Et Roskilde moment.

 

Det er noget, mange taler om. En gang i mellem går alting simpelt hen op i en højere enhed, og man kigger på sin sidemand, nikker og siger samstemmende: »Roskilde moment«. Men hvad er det egentlig, og hvordan opstår det? Anders Bøtter har et bud på det:

»Det er, når musik, der ikke normalt er på hitlisterne, pludselig bliver folkelig. Og jo mere skæv og alternativ den musik er, jo mere er det et Roskilde-moment. Det er de der oplevelser, hvor alle genredefinitioner bliver visket ud. De koncerter, hvor ham med det fedtede lange hår kan have en oplevelse sammen med ham den elektroniske musiknørd. Det er noget med en fællesskabsfølelse. Det der med, at netop nu, i dette øjeblik, har vi den her oplevelse sammen. Derfor er det ikke kun de veludførte koncerter, hvor hardcore-fansene står og føler sig forkælede. Der skal mere til end det. Noget, der nedbryder de sædvanlige barrierer og den måde, vi normalt definerer os selv på ved for eksempel at sige, hvilke genrer vi kan lide, og hvilke vi ikke kan lide. Når de ting bliver sat ud af spil, har man i mine øjne et Roskilde moment.«