Print artikel

Potentielt farlige Phil

Phil Ochs som ung mand
Phil Ochs som Elvis parodi
Artikel
23.11.11
I begyndelsen af 60’erne erobrede han Greenwich Village med storm. Bob Dylan og John Lennon hyldede hans enorme talent. Men blot få år efter bød Phil Ochs liv på en deroute af dimensioner. Læs historien om manden, der gik fra at være kongen af protestsangere til ynkeligt Elvis-plagiat.

»I just can’t keep up with him.«

Ordene er Bob Dylans. Og manden de handler om, er Phil Ochs. Det er i 1964, at Dylan i et toneangivende folk-tidsskrift udtrykker sin nærmest frustrerede beundring over kollegaen, der ligesom Dylan selv har sin gang i miljøet omkring Greenwich Village.

Det er store ord, særligt når afsenderen hedder Bob Dylan. En mand der ikke just har for vane at kaste om sig med superlativer om andre musikere. Ordene understreger den store betydning, Phil Ochs har på folk-scenen i New York på det tidspunkt. Netop midt i 60’erne befinder han sig på sit absolutte kunstneriske højdepunkt. Hans to første albums, ’All The News That’s Fit To Sing’ og ’I Ain’t Marching Anymore’ fra henholdsvis 1964 og 1965 rummer stribevis af stærke sange, der har det tilfælles, at de er ørehængere, og at de har klare politiske budskaber.

For nok er Bob Dylan og Phil Ochs beslægtede, og der er ingen tvivl om, at de på dette tidspunkt oplever hinanden som direkte konkurrenter, men der er også markante forskelle. Selvom Dylan i begyndelsen af sin karriere ikke er bleg for at skrive om samfundsrelaterede emner, så pakker han det stort set altid ind i sindrige metaforer og mystiske fortællinger. Hvis Dylan nogensinde var protestsanger, så skjulte han det under flere lag af akademisk kosmetik. Phil Ochs er anderledes ligefrem og klar i spyttet. Han skriver paroler, og han omtaler flittigt sig selv som topical singer. Sange som “Talking Vietnam Blues” og “Here’s To The State of Mississippi” er eksempler på sange, der er så politiske, som noget kan blive.

And here's to the people of Mississippi

Who say the folks up north, they just don't understand

And they tremble in their shadows at the thunder of the Klan

The sweating of their souls can't wash the blood from off their hands

They smile and shrug their shoulders at the murder of a man

Oh, here's to the land you've torn out the heart of

Mississippi find yourself another country to be part of

http://www.youtube.com/watch?v=7IFbJU0VWhE

Det lå ikke i kortene, at Phil Ochs som voksen skulle ende med at stå med en guitar og skråle politiske budskaber. Faktisk var det ret sent, at han overhovedet blev introduceret til den form for musik. Han blev født i El Paso i Texas i 1940. Moren var af skotsk afstamning, og faren kom fra Polen. Forældrene var fuldstændig apolitiske. Der blev stort set aldrig talt om politik i hjemmet, og i det hele taget talte faren i perioder slet ikke, fordi han led af svære depressioner. Det var en dysfunktionel familie, der flyttede meget rundt, og drengen Phil reagerede på det hele ved at lukke sig inde i sig selv. Han blev meget indadvendt og brugte en stor del af sin barndom på at se film. Særligt cowboyfilmene med John Wayne gjorde stort indtryk, og de film var med til at så en stærk patriotisme i ham, som han bevarede – også da han senere som protestsanger kom til at være i konstant opposition på den yderste venstrefløj.

Da Phil Ochs som ung flyttede hjemmefra, blomstrede han op. Han begyndte at skrive noveller og fik i det hele taget smag for at skrive og udtrykke sig. Han begyndte at studere journalistik på Ohio State University, og det var her, han mødte Jim Glover – en person, der skulle få afgørende betydning for hans karriere. Glover var musiker og samtidig stærkt politisk engageret. Han spillede Woody Guthrie og Pete Seeger for Phil Ochs, og det tændte et eller andet i ham. De fandt hurtigt ud af, at de havde en fælles passion, og de begyndte at spille politiske folkesange sammen. Den første guitar, Phil Ochs spillede på, var faktisk en han vandt fra Jim i et væddemål. De to havde væddet om udfaldet af valget i 1960, hvor John F. Kennedy besejrede Richard M. Nixon.

Men på det tidspunkt er det mere end svært for alle håbefulde folk-sangere, der ikke hedder Bob Dylan

Der gik ikke længe, før Phil Ochs havde fået mere smag for musikken end for studierne. Han færdiggjorde aldrig journaliststudierne, men rejste i stedet til New York, hvor det boblende folkmiljø i Greenwich Village trak i ham. De folk, der mødte ham i Greenwich Village på det tidspunkt, beskriver ham som en ekstremt selvtillidsfuld ung mand. Han vidste, at han var den bedste, og han brugte alt sin tid på at blive bedre. Selvom Dylan var ankommet før Ochs, gik der ikke længe, før opkomlingen for alvor truede mesteren. Som Dylan altså også selv gav udtryk for.

Men på det tidspunkt er det mere end svært for alle håbefulde folk-sangere, der ikke hedder Bob Dylan. Det er ham, der løber med succesen og opmærksomheden. Det er ham, der slår igennem blandt de brede masser, og det er ham, der sælger plader. I virkeligheden når Dylan kun at være en del af Greenwich Village-folkscenen i få år, for det er allerede i 1965, at han begynder sin flugt væk fra det miljø, da han sætter strøm til guitaren og begynder at spille beatmusik.

På det tidspunkt, da Dylan vender sine disciple ryggen og går nye veje, virker det oplagt, at Phil Ochs er kronprinsen, der skal overtage messias-rollen. Da Dylan nogle år senere går hele vejen og begår dødssynden ved at lave en countryplade (mage til leflen for det traditionelle USA), sprænges den sidste spinkle bro mellem ham og folk- og aktivistmiljøet. Dylan fornægter den scene, der har skabt ham, og det er et brud, der gør ondt. Samtidig gør Phil Ochs alt det, han skal. Han stiller op til alt, hvad der rører sig af protestmarcher og demonstrationer. Og han er da også et vellidt navn i miljøet, men alligevel er det som om, det aldrig bliver 100% forløst. Der er i hvert fald ikke ret mange, der køber hans albums.

Phils Ochs har målt sig op mod Bob Dylan hele vejen, og da Dylan skifter spor, er Ochs efterladt i et tomrum. Han har svært ved at finde ud af, hvor han selv skal bevæge sig hen. Og hans personlige forhold til Dylan, som indtil da havde været godt og forholdsvist tæt på trods af den hårde konkurrence, lider også et sidste knæk, da Phil Ochs i 1965 under en samtale i Bob Dylans bil tillader sig at kritisere Dylans nye single, Can You Please Crawl Out Your Window?

http://www.youtube.com/watch?v=OE7sZ6hZ5T4

Efter sigende smider Dylan ham ud af bilen med en svada om, at han opfører sig mere som en journalist end som en folkesanger. Måske er det den begivenhed, der gør, at Bob Dylan mange år senere, da han i 2004 udgiver første bind af sine erindringer, Chronichles, ikke nævner Phil Ochs med ét eneste ord – på trods af, at det ellers ikke er en bog, der står tilbage for at namedroppe stort set enhver, der har nærmet sig Greenwich Village med en guitar i hånden i første halvdel af 60’erne.

Phil Ochs må videre. Han ved, at han har brug for at genopfinde sig selv, og det gør han, da han i  1967 skifter pladeselskab og flytter til Los Angeles, hvor han indspiller Pleasures Of The Harbour. Et album, der kommer til at markere en helt ny stil. Hvor de første albums havde haft et ekstremt skrabet og simpelt lydbillede – som regel bare Ochs stemme og en akustisk guitar – benytter han sig nu af en mere avanceret instrumentering. I stil med navne som Randy Newman, Tim Buckley og Nick Drake forsøger han sig med barok folk, hvor elementer fra den klassiske musik svejses sammen med den simple folkemusik. Albummet er musikalsk set hans mest interessante, og tekstsiden er stadig både af god lyrisk kvalitet og med et ganske skarpt bid. Mange toneangivende musikere har gennem årene fremhævet Pleasures Of The Harbour som det klare højdepunkt i Phil Ochs’ karriere og som en glemt perle. Og lidt glemt bliver det, desværre, for det viser sig at være en vanskelig øvelse for Phil Ochs at genopfinde sig selv. Med den nye lyd bryder han ikke endegyldigt med folkscenen, men de fleste i det miljø skubber ham alligevel fra sig, fordi de oplever det, som om en af deres igen flytter sig væk fra dem. Og da det brede gennembrud også udebliver, står Phil Ochs tilbage med anerkendelse og ros, som han ikke kan købe meget hos købmanden for. Godt nok sælger albummet bedre end de forrige, men det er stadig milevidt fra hans egne forventninger.

Phil Ochs som Elvis parodi
Samtidig  dukker der nye problemer op i hans liv. Den optimisme, der op gennem 60’erne havde præget det politiske aktivistmiljø, bliver for manges vedkommende afløst af opgivelse, da virkeligheden viser, at det hele alligevel bare går den gale vej. Sådan får Phil Ochs det efterhånden også. Han deltager i demonstrationer, blandt andet i Chicago, hvor ordensmagten slår hårdt ned på den folkelige opstand, og han ser krigen i Vietnam udvikle sig til et stadig større mareridt. Han bliver mere og mere overbevist om, at hans egen og andres kamp for forandring måske ikke gør nogen som helst forskel.

Desillusionen træder tydeligt frem på hans næste album, Rehearsal For Retirement, der udkommer i 1969 og på forsiden blot viser en gravsten med Phil Ochs’ navn på. På stenen står der, at han fødtes i 1940 i El Paso, Texas, og at han døde i Chicago i 1968. Det dystre album bliver et klart billede på resignationen. Samtidig vidner den om et mere og mere depressivt sind, der fører nye problemer med sig i form af et massivt alkoholmisbrug.

De næste år går derouten rigtig stærkt. Phil Ochs lider af skizofreni, han har alvorlige psykiske nedture og udvikler et underligt distanceret forhold til sin egen rolle som musiker. Fra at have været tændt af en politisk ild og have troet på, at hans sange kunne ændre verden, glider han i løbet af meget kort tid over i en rolle, hvor han smører et tykt lag ironi hen over alt, hvad han foretager sig. Da han udgiver pladen Greatest Hits (som ikke er et opsamlingsalbum), får han Elvis’ kostumedesigner til at lave et golden suit til ham. På forsiden ser man ham i dragten, som han også benytter sig af til den koncert, der skal promovere det nye album. Koncerten udvikler sig til det pinlige, da Ochs nægter at spille sine egne sange, men udelukkende lavede kiksede coverversioner af bl.a. Elvis Presley og Merle Haggard.

Phil Ochs er træt af sig selv og sin egen karriere. Og han er i den grad træt af det amerikanske samfund. Derfor søger han mere og mere uden for landets grænser. I 1971 besøger han Chile, blandt andet for at vise sin støtte til den socialistiske præsident Salvador Allende. Under det besøg udvikler han et venskab med den chilenske folkesanger Victor Jara. Ochs bliver dog arresteret, da han rejser ind i Argentina og må vende hjem til USA. Da han kort tid efter besøger Da-Es-Salaam i Tanzania, bliver han overfaldet og forsøgt kvalt. Han vender hjem til USA med en voksende paranoia. Han føler sig overbevist om, at CIA står bag de ulykker, der har ramt ham på rejserne, og for at gøre ondt værre har hans stemmebånd taget så meget skade af kvælningsforsøget, at han ikke længere kan stille sig op på en scene og synge sine sange. Det gør han dog alligevel af og til, men det udvikler sig til pinlige forestillinger, hvor han ikke længere optræder som Phil Ochs, men som en fyr ved navn John Train, som hævder han har slået Phil Ochs ihjel. Der er mere tale om fuldemandssnak og ævl end egentlige koncerter, og efterhånden er der ikke længere et publikum for det. Samtidig når paranoiaen og resignationen helt nye højder, da statskuppet rammer Chile. Salvador Allende slås ihjel, og vennen Victor Jara bliver også henrettet efter først at være blevet ydmyget offentligt og have fået smadret fingrene, så han ikke længere kan spille guitar.

I 1975 er Phil Ochs nået helt ned på bunden. Han vakler omkring som hjemløs i gaderne, skiftevis i New York og Los Angeles. Han mener ikke selv, at han har nogen venner længere, han er overbevist om, at enten CIA eller en af hans tidligere såkaldte venner vil slå ham ihjel, og han roder sig konstant ud i værtshusslagsmål og problemer med ordensmagten. Han går som regel bevæbnet rundt, fordi han er så bange for, at nogen vil angribe ham. Nogle gange med en kniv, andre gange med en hammer. Tom Waits har fortalt i et interview, at han fra den periode husker Phil Ochs gå rundt med et samuraisværd i Los Angeles.

Det er efterhånden kun familien, der har noget med ham at gøre, men de har det også svært. Han er utilregnelig og truer med at slå dem ihjel, hvis de igen vil forsøge at få ham indlagt. Alligevel lader hans søster ham bo hos hende og familien. Og det er her, søsterens 14-årige søn en dag kommer hjem og finder Phil Ochs hængede i et reb i dørkarmen til badeværelset.

Det er den 9. april 1976, Phil Ochs tager sit eget liv. Han blev kun 35 år. De få, der stadig havde noget med ham at gøre, beskrev det nærmest som en lettelse, at han endelig fik fred. En musiker, der ved ankomsten til Greenwich Village i 1962 viste sig så talentfuld, at han sagtens kunne have erobret hele verden endte i stedet med at kollapse både som musiker og som menneske, da parolerne ikke længere kunne bruges til noget.

En del år efter hans død blev det i øvrigt afsløret, at FBI havde over 500 sider, der handlede om Phil Ochs’ gøren og laden. Her blev han flere steder omtalt som »potentially dangerous«.