Print artikel

Panafrikansk nysgerrighed langs Nilen

The Nile Project i koncert sidste år i Cairo. Foto: Matjaz Kacicnik
Artikel
07.04.14
Vandet i Nilen skaber geopolitiske spændinger og krigerisk retorik i regionen. Men udforskningen af et fælles østafrikansk lydlandskab langs Nilen, søger at starte en musikalsk samtale på tværs af landegrænser. Afrikas mest interessante fusionsprojekt skaber skaber tværkulturel nysgerrighed langs Nilen. Den panafrikanske tanke har fået ny relevans gennem musik.

På et egyptisk regeringsmøde i juni sidste år opfordrede flere regeringsmedlemmer – der ikke vidste at mødet blev transmitteret direkte på egyptisk tv – den nu tidligere egyptiske præsident Mohammed Morsi til at sabotere det storstilede etiopiske dæmningsbyggeri på Den Blå Nil, the Grand Ethiopian Renaissance Dam. På mødet, der var indkaldt for at diskutere Etiopiens pludselige afledning af vandet i Den Blå Nil et par dage forinden, foreslog Yonis Makhyoun, lederen af det ultrakonservative Al-Nour parti, at Egypten skulle støtte rebelgrupper i Etiopien samt, som en sidste udvej, overveje helt at ødelægge dæmningen. Makhyoun uddybede, at Etiopien var en skrøbelig stat på grund af intens rebelaktivitet i landet og, at Egypten burde tage kontakt til rebellerne og bruge dem som et led i forhandlingerne med den etiopiske regering. »Hvis disse tiltag ikke er tilstrækkelige, så er der intet andet valg for Egypten end at spille det sidste kort og tilintetgøre dæmningen anbefalede Makhyoun. En uge senere understregede Morsi i en tale, at »Egypten vil forsvare hver en dråbe af Nilen med vores blod,« hvilket forstærkede den diplomatiske krise mellem Egypten og Etiopien og ledte til udbredte spekulationer om at en nordøstafrikansk vandkrig var under opsejling.

Ca. 60% af Nilens vand flyder fra Lake Tana i Etiopien igennem Sudan og til Egypten. De nylige stridigheder er kun de seneste i en lang historie af konflikter mellem de 11 lande i Nil-bassinet. Konflikter, hvis årsag typisk kan føres tilbage til en egyptisk nulsums-attitude i forhold til Nilen. Kun Egypten – og ingen andre Nil-lande – kan betros ansvaret for Nilen. Denne selvforståelse førte i 1821 til, at Egypten invaderede Sudan og i 1875 til en egyptisk besættelse af det østlige Etiopien. The Nile Water Agreements fra 1959 var guidet af samme paradigme og brugsretten til størstedelen af Nilens vand blev tildelt Egypten på bekostning af Etiopien, Uganda, Kenya og andre lande tættere på Nilens udspring.

Siden sommeren 2013 er spændingerne mellem Egypten og Etiopien mindsket en smule. Alt imens er konstruktionen af Afrikas største dæmning fortsat med fuld kraft og ifølge den etiopiske regering er mere end 30% af dæmningen allerede færdigbygget. I november sidste år mødtes Egyptens midlertidige præsident, Adly Mansour, og Etiopiens premierminister, Hailemariam Desalegn, for første gang for at diskutere dæmningen, og selvom mødet ligesom efterfølgende møder mellem de to landes vandministre er endt uden reelle aftaler, så tegner det til, at både Egypten og Etiopien nu har indstillet sig på at løse Nil-konflikten på diplomatisk vis.

Mens de geopolitiske bølger er gået højt langs Nilen, så har en gruppe musikere forsøgt at skabe en alternativ platform for dialog mellem de 437 millioner indbyggere i de 11 lande, der deler Nilens ressourcer. I 2011 startede den egyptiske etno-musikolog Minas Girgis og den etiopisk-amerikanske sangerinde Meklit Hadero et partnerskab mellem musikere fra Nil-bassinet, The Nile Project, med det formål at introducere Nil-landenes befolkninger til deres nabolandes kulturer. I Januar 2013 arrangerede Girgis og Hadero det første Nil-møde for de udvalgte musikere i Aswan, Egypten, og senere på året blev The Nile Projects første album, Aswan, udgivet. I januar 2014 mødtes de 14 musikere igen, denne gang i Kampala, Uganda, hvor de i løbet af tre uger komponerede en række nye sange inspireret af Nil-bassinets diverse musikalske traditioner og instrumenter. I februar og marts har The Nile Project turneret Østafrika og til sommer følger en større Europa turne ligesom det ambitiøse projekts andet album, Jinja, snart er på trapperne.

http://www.youtube.com/watch?v=3bA6PTGzgpg

The Nile Project er dog langt fra kun et musikalsk projekt. Sideløbende med turneen har projektet afholdt workshops på universiteter i Østafrika for at skabe en større forståelse for Nilens muligheder og udfordringer blandt unge i regionen. Udvekslingsprogrammer, online kurser, TEDxNile og kortfilmfestival er andre redskaber som Girgis, Hadero & co. vil tage i brug for at skabe tværkulturel empati og nysgerrighed blandt Nil-borgerne.

Direkte adspurgt om, hvad der motiverede dem til at starte The Nile Project, fortæller de to initiativtagere:

»Når du bor i Egypten, Etiopien eller Kenya, får du nemt indtryk af, at du ikke har andet til fælles med dine naboer langs Nilen end, at de også er afrikanere. Vi startede ikke The Nile Project pga. vandkonflikten, men fordi vi delte en nysgerrighed i forhold til hinandens musik, men mange af os havde ikke indset nødvendigheden af at forstå hvor meget vi har til fælles inden vandkonflikten mellem Egypten og Etiopien,« fortæller Minas Girgis, mens Meklit Hadero fremhæver forbindelsen mellem deres initiativ og 1950’ernes og 60’ernes panafrikanisme: »Med den afrikanske uafhængighedsbevægelses endeligt forsvandt også panafrikanismens relevans. Nu da Nil-bassinet atter er blevet en kilde til politiske spændinger, føler vi, at det er vigtigt at vise, at vi også kan gå hinanden i møde på en ’’panøstafrikansk’’ måde. Den panafrikanske tankegang har dermed fået en ny relevans.«

The Nile Project er langt fra det første afrikanske musikfusionsprojekt. Hvordan adskiller deres initiativ sig fra alle de andre samarbejder? »I mange fusionsprojekter er det typisk en persons musiktradition eller stil, der dominerer sangstrukturen, mens en anden person så improviserer henover strukturen. Det er for mig en overfladisk udveksling,« forklarer Meklit Hadero. Hun pointerer samtidig, hvordan Nil-mødet i Aswan var tilrettelagt helt anderledes. De første dage bestod af en række seminarer med musikere fra forskellige lande, først uganderne, så egypterne, kenyanerne, etiopierne, nubierne etc. Musikerne arbejdede derefter sammen i par, dernæst i trioer og så i grupper på 5-6 musikere, som præsenterede deres kompositioner ved mini-koncerter. Herefter udvalgte musikerne kollektivt de sange, som de ville arbejde videre med, og som efter et par hektiske dage blev præsenteret for et stort publikum ved koncerten i Aswan og senere blev til live-albummet af samme navn. Hadero sammenfatter processen som »en konstant udforskning af personlige og kulturelle relationer.«

Strukturen for musikernes møde i Kampala i år var ifølge Girgis endnu mere eksperimentel. Hvor der i Aswan var meget fokus på at skabe et produkt – en koncert og et album – handlede mødet i Kampala mere om at få musikken til at lyde mere som en helhed frem for en sudanesisk sang, en kenyansk sang, en rwandisk sang etc. Girgis understregede samtidig, at tiden nu var inde for The Nile Project til at levere konkrete resultater: »I Aswan ville vi vise, at musikken kunne have den virkning som vi håbede på, nemlig at skabe tværkulturel nysgerrighed og forståelse og få folk til at åbne sig op og lære af deres Nil-naboer. Nu skal vi til at vise reelle resultater i Nil-landene, og det er derfor, at vores møde i Kampala og turné i Østafrika blev suppleret med workshops og online dialogfora, og derfor vi snart vil lancere den første Nil Pris.«

http://www.youtube.com/watch?v=rF2CWJU3jR4