Print artikel

Hverdagens bistre skjald

Mark Kozelek
Profil
16.11.17
Sun Kil Moon-forsangeren, Mark Kozelek, som spiller på Vega d. 19 november, beskriver hele verden gennem konkrete situationer, og sådan finder han det uendeligt store i det uendeligt små. Når han altså ikke lige er en brysk drillepind på scenen.

Efter mere end 20 år som sangskriver løb Mark Kozelek tør for metaforer.

Med dyb røst rimede han i 90’erne i front for Red House Painters linjerne »A hope for freedom« med »my cold solitary kingdom« på nummeret Katy Song henover smukke guitarflader, der virker som valium på lytteren, og sådan blev et indre følelsesliv pakket ind i traditionel rock. Bandet opløste sig selv i 2001, siden dannede Mark Kozelek Sun Kil Moon, opkaldt efter en koreansk letvægtsbokser, og herfra blev tekstuniverset løbende mere selvbiografisk.

Benji fra 2014 åbner Mark Kozelek utraditionelt meget op, metaforer undviges, og distancen mellem sang og sanger svinder ind. Som en musikkens Knausgård binder Sun Kil Moon-forsangeren hverdag, død og forældrerelationer sammen i associative tekster om det uendeligt store i det uendeligt små. På pladen er virkeligheden konstant vildere end fiktionen. I åbningsnummeret Carissa forsøger Kozelek at bearbejde sin grandkusines død. Hun døde i et bål i baghaven i en skrækkelig ulykke. På tredje nummer, Truck Driver, bearbejder Kozelek tabet af Carissas bedstefar. Han døde i et bål i baghaven i en skrækkelig ulykke.

Med en svimlende sans for detaljer formår sangeren at gøre de to særegne tragedier til universelle historier om tab, og den opgave han giver sig selv, forløses vidunderligt:

Carissa was thirty-five
You don’t just raise two kids and take out your trash and die
She was my second cousin
I didn’t know her well at all but it don't mean that I wasn’t
Meant to find some poetry
To make some sense of this, to find a deeper meaning
In this senseless tragedy, Oh Carissa
I'll sing your name across every sea

I sin jagt på autenticitet har Mark Kozelek sat udgivelsesfrekvensen voldsomt op. Siden 2016 har han i forskellige konstellationer udgivet Jesu/Sun Kil Moon, Mark Kozelek Sings Favorites, Common As Light And Love Are Red Valleys Of Blood, 30 Seconds To The Decline Of Planet Earth, Night Talks EP, Yellow Kitchen og Mark Kozelek with Ben Boye and Jim White. Spilletiden for et enkelt nummer sniger sig gerne over ti minutter, når Mark fortæller om pungrotter, Michael Jackson, Paolo Sorrentino og HBO-vaner.

Det er derfor vanskeligt at forudsige setlisten, når Sun Kil Moon giver koncert på Vega 19. november, og faktisk kan den vilde jagt på nærhed have den modsatte effekt live. Da Mark Kozelek optrådte i DR’s Koncertsal i september 2016 kunne han forståeligt nok ikke huske de nyeste, lange tekster, hvorfor meget af koncerten blev læst højt fra et medbragt ringbind. Og man udstråler ikke nærvær, når øjnene er vendt ned i sådan en rekvisit fra revisorernes verden.

Bister humorist med Droopy-kinder
Man får foræret Mark Kozeleks biografi igennem hans tekster. Han er vokset op i den lille by Massillon i staten Ohio, senere flyttede han til San Fransisco. Han har i dag et godt forhold til sine forældre, og han elsker kæresten Caroline.

En kvinde ved navn Katy dukker op som muse i både Red House Painters’ og Sun Kil Moons tekster. Katy er Marks ekskæreste, hun døde af cancer i 2003, og Katy personificerer Kozeleks opslugthed af hverdagens forhold og den store død.

Dogs fra Benji handler om Marks møde med den lille død, når han besynger udløsningens glade øjeblik. Dét kan man da relatere til!

På scenen fremturer Mark Kozelek gerne som bister humorist med dårlig ryg, Droopys kinder og fyldige poser under øjnene. I 2000 optrådte han som hunk med skulderlangt hår i Cameron Crowes rock-drama, Almost Famous, men årtusindeskiftet er længe siden, og fanskaren har ændret sig markant, som det fortælles i ’Sunshine in Chicago’ fra pladen Among the Leaves:

Sunshine in Chicago makes me feel pretty sad
My band played here a lot in the '90s, when we had
Lots of female fans and fuck, they all were cute
Now I just sign posters for guys in tennis shoes

Med voksende succes følger mediernes bevågenhed, og det aspekt foragter Mark Kozelek tydeligt. Den bryske komik tager sig nemlig langt mindre elegant ud i virkeligheden end i hans tekstunivers.

Under en festival i 2014 afbrød han en Sun Kil Moon-koncert, fordi The War on Drugs forstyrrede. Fra en mindre scene kunne Mark Kozelek nemlig høre hovednavnets guitarer, hvilket udløste følgende karakteristik af Adam Granduciels band: »beer-commercial lead-guitar shit«.

Inden for litteraturteorien har Jon Helt Haarder præsenteret begrebet performativ biografisme. I dag er den autofiktive bølge så udbredt, at mange læsere instinktivt vil lede efter biografiske aspekter i alskens litteratur – og det kan forfatteren udnytte strategisk. Man kan lege med fremstillingen af sig selv, og sådan kan en kunstner vælge at performe sin biografi. I kunsten og i virkeligheden, for grænserne er plastiske.

Den kompromisløse ærlighed er en ufravigelig del af Kozeleks persona, så The War on Drugs fik aldrig en undskyldning. Et par måneder senere udsendte Sun Kil Moon sangen War on Drugs: Suck My Cock.

Siden har den produktive musiker søgt fuld kontrol over mediernes adgang til hans tanker om livet og musik. Op til en ny udgivelse giver han som oftest kun ét interview, og disse udgives på hans hjemmeside. Interviewerne er kunstnervenner som Conor Oberst, John Connolly og Tony Visconti.

Alt er konkrete situationer
Efter Benji udsendte Sun Kil Moon pladen Universal Themes, der umiddelbart kan lyde som en selvironisk titel, fordi pladen udgøres af endnu mere hverdagslige betragtninger.

Men igen lykkes det den amerikanske skjald at finde en større fortælling i de små detaljer, når hans egen nervøsitet forud for en koncert sidestilles med en ung knøs’ første dag på job i 7-Eleven i sangen This Is My First Day and I’m Indian and I Work at a Gas Station. I samme sang forklarer han, at han netop har spenderet 17.000 dollars – eller 110.000 kroner – på gode pladser til braget mellem Floyd Mayweather Jr. og Manny Pacquiao.

Ofte minder Mark Kozelek om en olm, jysk onkel med et spidende klarsyn. Han besidder en maskinstormers had til Twitter, og han elsker boksning. Han nærer en indædt aversion mod politisk højredrejning og Trump, men slår samtidig ud efter den elitære venstrefløj, der nægter at anerkende almindelige arbejderes vanskeligheder.

Set fra en lidt høj hest kan det ligne et fænomenlogisk projekt, Mark Kozelek har bedrevet de senere år. Han forsøger simpelthen at erkende verden ved at beskrive det specifikke, og teksterne afslører fornemt, hvordan verden aldrig betragtes neutralt, men altid er bestemt af en konkret situation.

Mark Kozeleks seneste to års arbejdsraseri viser dog også, at et andet menneskes hverdag sagtens kan fremstå en kende kedsommelig og irrelevant, hvis der aldrig trækkes tråde til det alment menneskelige. Men Mark vil da skide på min holdning. Som han synger i ’The Greatest Conversation Ever in the History of the Universe’ fra pladen 30 Seconds to the Decline of Planet Earth:

If you don't like this song or what I have to say then
Fuck off and listen to Bye Bye Miss American Pie
Because it's from my heart and so is this next line
I'm a black sheep baby and I'll eat you alive