Print artikel

Er kristetid technotid?

Artikel
22.05.15
I denne uge strømmer folk til Movement-festivalen i Detroit for at fejre technoen i den by, hvor den i 1980'ere opstod som en futuristisk-inspireret undergrundskultur. I disse år oplever technomusikken – og kulturen – fornyet popularitet. Når krisen, arbejdsløsheden og meningsløsheden trænger sig på, opstår behovet for at drømme.

Detroits årlige festival for elektronisk musik, Movement-festivalen, slår i denne uge endnu engang dørene op for et stort publikum fra hele verden. Sidste år slog festivalen nye deltagerrekorder – ironisk nok samme år som byen Detroit gik konkurs. For mange mennesker, som ikke kender til technomusik, kan genren virke ensformig og primitiv. Men ikke desto mindre så synes genren de senere år at være blevet mere populære igen, men samtidig er vores samfund i krise. Er der en sammenhæng mellem techno og krise? Og hvad er det egentlig, der gemmer sig bag det tilsyneladende ensformige beat?

Technoproducer Juan Atkins, betegnes ofte som technogenrens skaber. Atkins opvoksede i en sort middelklassefamilie i Detroit, og begyndte i sine teenageår at lege med trommemaskiner og synthesizere i sin fritid. Som han selv og flere andre technomusikere fra Detroit senere har fortalt, så var der ikke andet at lave, hvis man ikke ville være kriminel. Detroit var i 1980'erne i dyb krise. Byen var præget af arbejdsløshed, og befolkningstallet dalede hurtigt. Byen blev i denne periode kendt som ’Murder City’, og fremtidsudsigterne var ikke lyse.  Men ønsket om at dette skulle ændre sig, var med til at motivere Atkins musik.

Atkins blev på grund af forholdene i Detroit meget optaget af forfatter og futurist Alvin Toffler og især dennes bog The Third Wave fra 1980. I bogen forudsiger Toffler en ny fremtid. Han taler om, hvordan den tredje bølge er tiden efter det industrialiserede samfund, tiden hvor The Techno-rebels vil styre verden. De skal ikke ændre samfundet gennem teknologi, men ved at stille krævende og vedvarende spørgsmål til, hvilket samfund vi ønsker i fremtiden, og hvordan vi dermed bør bruge den teknologi, der er til rådighed på den mest hensynsfulde måde. Atkins tog budskabet til sig og besluttede inspireret af dette, at den musik han lavede skulle hedde techno - opkaldt efter rebellerne i Tofflers bog, selvom bl.a. en anden af technomusikkens skabere og ven af Atkins, Derrick May, ønskede at kalde genren High-tech soul. Men Atkins var urokkelig og kaldte sin musik techno, selvom det først flere år senere blev det officielle navn for genren, da et engelsk magasin i 1988 brugte udtrykket i en artikel.

I nogle af de tidlige udgivelser fra Juan Atkins var der korte lyriske spor til de repetetive trommemaskiner og elektroniske synthesizere, som var subtile kritiske kommentarer til det amerikanske samfunds tilstand. Sangen Alleys Of Your Mind (1981) beskriver en by med forstøvede individer, som ikke længere kan genkende hinanden, men kun følge krisens konsekvenser ved at følge »Alleys in their heads« – altså systemets hjernevaskende retningslinjer. Nummeret handler om de indbyggere, der blev ramt af krisen og derved fik frataget deres frihed og selvstændighed.

I forlængelse af alt dette opstod en fællesidentitet omkring musikken og miljøet, som havde klare science fiction-referencer. Rumskib og robotter – en form for overmenneskelighed  – var gennemgående i f.eks. det dengang populære radioprogram The Midnight Funk Association, med værten The Electryfying Mojo. Denne futuristiske æstetik kalder man afrofuturisme. Mojo talte især til det sorte lyttende fællesskab for at skabe sammenhold og håb i den befolkningsgruppe, der i det kriseramte Detroit var mest udsat.

Igennem den futuristiske æstetik, der opstod omkring technomusikken, fandt ikke bare de unge musikere, men en hel kultur omkring dette technomiljø, en form for identitet, der midt i den dystopiske og håbløse hverdag skabte tryghed i et fællesskab, men mest af alt et håb for, at det kunne blive anderledes en dag. Fuldstændig modsat de italienske futurister så omdannede musikerne i Detroit  de futuristiske ideer til en utopisk amerikansk drøm i sci-fi forklædning.

Lighed var også en del af den drøm eller det håb, som technokulturen inkarnerede. Derrick May  udgav i 1986 et af de mest kendte numre Strings of Life, som han siden har fortalt handlede om menneskerettighedsforkæmperen Martin Luther King. Nogle år senere opstod technokollektivet Underground Resistance også i Detroit og netop lighed og respekt var og er stadig højest på deres dagsorden. De driver i øvrigt verdens eneste technomuseum, Exhibit 3000, som ligger i deres hovedkvarter i Detroit, og hvor man kan lære om technoens historie og forbindelse til byens udvikling.

 

Technomusikkens genkomst

Det er ca. 40 år siden, at technomusikken opstod i Detroits undergrund – og i dag er dens skabere verdensstjerner med fans i hele verden. Både Juan Atkins og Derrick May spillede eksempelvis med stor succes i København sidste år. Men den revolutionære ånd synes at være forsvundet – det er i hvert fald ikke noget, der præger deres optrædener eller musik anno 2015.

På samme måde har technokulturen heller ikke bragt nogle revolutionære ændringer til Detroit eller resten af verden. Den symbolske modstand som technokulturen i Detroit har rettet mod samfundet, synes snarere at være relateret til en opretholdelse af håb, identitet og frihed mere end et oprigtigt ønske om forandring.

Technokulturen er derfor ikke nær så politisk, som den er psykologisk. Og derfor passer den til krisetid. Den er ikke løsningen men overlevelsen.

Movement-festivalen i Detroit er et godt eksempel på denne tankegang. Den er både udtryk for genrens stigende popularitet verden over, samtidig med at den generer et håb omkring Detroits fremtid midt i dens krise. I de dage hvor festivalen står på, er der tusindvis, der besøger Detroit, og flere af Detroits musikere giver udtryk for, at de håber, at festivalen kan være med til at redde byen f.eks. ved at tiltrække tilflyttere, der kan starte virksomheder.

Cornelius Harris, som er label manager for musikkollektivet Underground Resistance, er mere kritisk over for udviklingen. Problemet er, i hans øjne, at der i Detroit generelt er en mangel på visioner, som gør, at de muligheder som festivalen åbner for byen, ikke bliver udforsket og udnyttet nok. Bl.a. undrer det ham, hvordan det kan være, at en privat virksomhed som General Motors, der har hovedkontor i The Renaissance Center, der ligger mindre end 100 meter fra festivalpladsen, ikke udnytter, at de tre dage i træk har et ungt og internationalt publikum omkring sig.

Men technokulturen har i bund og grund altid været et eskapistisk projekt, der på trods af ønsket om en ny og bedre fremtid, bygger på de samme principper som den amerikanske drøm; nemlig drømmen om frihed og lykke for det enkelte individ. Netop af den grund giver det også mening, at technomiljøet de senere år igen synes at være blevet mere populær. Når krisen, arbejdsløsheden og meningsløsheden trænger sig på, opstår også behovet for at drømme.