Print artikel

Når formen ånder

Hvid Søndergaards Mineral World fra 2013
Anbefaling
30.09.13
Line Rosenvinge, kunstskribent og selvstændig, er fascineret af maler Jonas Hvid Søndergaards storskalamalerier og især af kunstnerens fokus på det esoteriske og spirituelle. Skribenten introducerer her til historien bag sit forhold til Hvid Søndergaards praksis og til sine egne tanker omkring det såkaldt alternative i kunsten før og nu.

For tre år siden lånte jeg kunstneren en bog, fordi hans maleri havde taget en ny drejning og jeg mente, at det kunne være interessant for ham at stifte bekendtskab med Vassily Kandinskys geometri (Punkt und Linie zu Fläche, først udgivet 1926 af Bauhaus med Walter Gropius og L. Moholy-Nagy som redaktører). Nu er det ham, der kommer slæbende med bøger til mig. Ikke bare én, men en hel taske fuld. Jeg bliver lidt bekymret. Der ligger en massiv forforståelse til grund for den seneste serie malerier.

Kunstneren anbefaler ikke bare bøger, han sender i løbet af tre måneder over 70 mails med links til film på You Tube og andet materiale på nettet, der beskriver sammenhænge mellem geometri og spiritualitet, og det står klart, at han de seneste år har været på en rejse og har opsøgt mennesker fra det, som jeg er tilbøjelig til at kalde "alternative miljøer".

Det er altid relevant at forholde sig til, hvorfra og hvordan en kunstner henter sit materiale og lader det finde vej til et værk, så jeg besøger kunstneren i atelieret for at se de seneste værker og forstår, at kunstnerens omfattende studier har været, ikke en omvej, men et parallelspor til det egentlige: maleriet.

Anvendt geometri

Jonas Hvid Søndergaard er maler, der interesserer sig for geometriske former. Vi kan genkende disse former fra andre sammenhænge og forstå, at formerne har været brugt på forskellig vis til forskellige tider. To retvinklede trekanter, sat oven på hinanden og let forskudt i harmonisk symmetri, dét kan vi kalde et hexagram. Eller vi kan kalde det for en davidsstjerne. Når dette symbol vises tredimensionelt, så er det ifølge jødisk mysticisme en merkabah, et køretøj, som fragter sjælen. Indianerne har brugt selvsamme tegn til astrale drømmerejser.

Hvis vi ser maleriernes motiver og geometriske former som refererende til kabbalistiske symboler, så åbner der sig en undergrund af betydninger. Det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt, at forholde sig til disse betydninger. Symbolerne kunne ligeså vel sidde på en hættetrøje, et pladecover eller en væggrafitti. Hvor kommer det altsammen fra?

Hvorfor gengiver kunstneren i et maleri det såkaldte Venus Blueprint, som er et aftryk af den bevægelse, planeten Venus danner set fra jorden henover en otteårig cyklus? Bør vi vide, at et andet symbol i kunstnerens maleri bygger på hellig geometri fra linjerne i en bi og er hyppigt anvendt i islamisk gulvmosaik? For slet ikke at tale om Metatrons kube, Eye of Horus og Schumann resonans. Du ved, de universelle frekvenser, som kan høres gennem universet.

Bogen af Kandinsky og kunstnerens læsning af andre teosofiske skrifter satte en lavine igang hos den unge maler på Nørrebro dengang i 2010. For Kandinsky handlede det moderne maleri om resonans, det vil sige den klang, som det visuelle kan fremkalde i sjælen på betragteren. Kandinsky mente, at musikken er den mest abstrakte og den mest åndelige kunstart – og derfor den fineste kunstart. Hvid Søndergaard har ikke bare læst Kandinsky, han har også eksperimenteret med lyd. Han har tilmed bygget en maskine, hvor man med stemmen i et saltmønster på en membran kan fremkalde noget, der ligner hexagrammer. Han viser mig hvordan. Jeg ser også et klip på nettet, hvor han har fundet instruktionerne.

Men jeg vil ikke vide for meget. Jeg véd allerede for meget og vil hellere bare stille mig foran disse storskala malerier (180x240 cm) og konstaterer, at de er flabede. Skinger gul, kras grøn, hård sort, lummer lyserød og fesen spray. I serien med den overordnede titel Chakra ligger der bagerst udsvævende drømmefarver og øverst hårde linjer, der kan læses i flere retninger. I andre serier, som eksempelvis All Real, ligger den sorte eller hvide geometri på en monokrom af enten blandingsgul, dyb mint eller klar blå. De geometriske former repeteres, så man bliver tilbøjelig til at læse serien som et forløb eller en tilstand, der kræver tid. Serien Mineral World er mere kompleks. Her er både enkle geometrier og mange lag.

Maleriernes – lad os bare kalde det materialitet – står stærkt mod maleriernes – lad os bare kalde det åndelighed. Hvid Søndergaards maleri har, så længe jeg har kendt til det, altid arbejdet med geometrier, men altid selvopfundne geometrier. Det nye er, at han bruger mønstre, især spirituelle symboler fra forskellige ideologiske sammenhænge. Disse mønstre, med afsæt i naturens grundformer, har desuden gennem tiderne haft direkte såvel som indirekte betydning for mange kunstnere, eksempelvis Leonardo da Vinci.

Spirituelle strategier

Hvid Søndergaard er langt fra den eneste fra sin generation, som berører det åndelige i sin kunst. Han deler denne interesse med mange andre modne danske samtidskunstnere, som har opnået en ikke ubetydelig gennemslagskraft. Selvfølgelig billedkunstner og fotograf Per Bak Jensen, men også Peter Callesen, hvis hele oeuvre er gennemsyret af en eksistentiel reflektion eller åndrighed, eller såkaldt 1990er kunstnere som Henrik Plenge Jacobsen, Joachim Koester og Søren Martinsen, der alle på forskellig vis har flirtet med og til tider direkte inddraget materiale fra okkultisme i deres værker, ligesom Olafur Eliasson for tre år siden deltog med et hovedværk på en udstilling om antroposoffen Rudolf Steiner på Vitra Design Museum. Såvel som de lidt yngre Carsten Crone Caroc (maleri), Astrid Myntekær (skulptur og installation), Lea Porsager (installation og film), Alexander Tovborg (maleri) og Anne Skole Overgaard, sidstnævnte har lavet et fint lille bogværk med citater fra diverse alternative kilder, nogle mere flippede end andre.

Worldwide åndelighed

Det er ikke kun her i andedammen, samtidskunstnere ser såkaldt indad. Dette års Venedigbiennale havde i høj grad fokus på det alternative, det spirituelle. Det samme gjaldt allerede for Documenta-udstillingen 2012, hvor flere anmeldere sporede tendensen, hvilket er særligt interessant i betragtning af, at store udstillinger som netop Documenta og Venedigbiennalen er flere år undervejs i forberedelse, for Documentas vedkommende fem år, så allerede i 2000'erne begyndte det at røre på sig, også institutionelt.

Kort herefter fandt kunsthistorikere i Stockholm fornyet relevans i Hilma af Klint, som allerede i 1900'erne malede abstrakt (før Kandinsky!) og havde ugentlige sessions med gruppemeditationer og tranceligennde tilstande, som inspirerede hendes maleri. En større udstilling med værker af Hilma af Klint i 2006 på Camden Arts Centre London høstede stor anerkendelse fra ellers kræsne britiske kunstkritikere, som fandt hende sober og intelligent. Foråret 2013 viste Moderna Museet i Stockholm en omfattende retrospektiv med Hilma af Klint, siden har hendes værker været i Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart og kommer til Louisiana – Museum of Modern Art marts 2014.

Det vanlig lokale kunstpublikum har sandsynligvis intet kendskab til denne tidlige svenske halv-okkulte modernist, men hun vil være et kærkomment gensyn for mangt en samtidskunstner.

Inderlighed, ja tak

Samtidskunstnernes interesse for kosmos, sjæl og verdensaltets genklang, kan ses som en anti-materialisme. En modstand mod tingenes ophobning, en modstand mod forelskelse i den skinbarlige overflade. En tørst efter inderlighed. Samtidskunstnere med interesse i det åndelige har det tilfælles, at de fremkalder materialet med respekt og måske kritisk distance, men de gør det på en måde, så deres fascination træder igennem.

Kunstnere ønsker sjældent at forkynde eller doktrinere. De ønsker ikke, at vi alle skal melde os ind i den samme sekt. Kunstens opbyggelighed beror alene på fordring om sensibilitet. Hvis en kunstner skal lykkes i dette ærinde, da må det formelle være i orden, det vil sige materialiteten; den form, det kunstværk, som præsenterer sig for os.

I tilfældet Hvid Søndergaard er der ikke noget i vejen med formaliteterne: billederne er malerisk stærke og hermed troværdige. Formen er og bliver det væsentligste argument. Jeg går hjem fra atelieret og føler mig overbevist om, at kunstværker af samtiden kan være spirituelle såvel som seriøse.