Print artikel

En bog er ikke en bog er ikke en bog

Detalje fra Danske Kunstnerbøger, ed. Thomas Hvid Kromann, Louise Hold Sidenius, Maria Kjær Themsen og Marianne Vierø
Detalje fra Danske Kunstnerbøger, ed. Thomas Hvid Kromann, Louise Hold Sidenius, Maria Kjær Themsen og Marianne Vierø
Detalje fra Danske Kunstnerbøger, ed. Thomas Hvid Kromann, Louise Hold Sidenius, Maria Kjær Themsen og Marianne Vierø
Anmeldelse
01.11.13
I samarbejde med Verlag der Buchhandlung Walther König udgiver det danske forlag Møller bogen Danske Kunstnerbøger. Med overskud behandler bogudgivelsen det 20. og 21. århundredes kunstnerbog-tradition i et nationalt perspektiv. De kunsthistoriske oprids suppleres med nærlæsninger af de fremmeste danske eksponenter for mediet og personlige glædesudråb. Bogen vil meget. Det fungerer godt .

Undersøgelsesfeltet i den rigt illustrerede og op-i-landskabet-ragende bogudgivelse Danske Kunstnerbøger, er afgrænset til en national kontekst. Ikke for at behandle den danske kunstnerbogs rolle og position i forhold til et international felt, men for at belyse mediets særkender i relation til en international kontekst. De danske eksempler udgør således bogens epicenter, og derudfra henvises der flittigt og frugtbart til eksempelmateriale uden for det geografisk afgrænsede område, vi kender som Danmark. Grebet retfærdiggøres - hvis det da overhovedet skal retfærdiggøres - i kraft af, at der på nationalt plan ikke tidligere er foretaget en samlet og samlende optegning af den lidt perifere og på flere niveauer vanskeligt tilgængelige kunstnerbog. Ikke at differentiere slører præcisionen, skriver Thomas Hvid Kromann i bogens indledende artikel, og dette fanger fint forfatterens - og generelt bogens - sensibilitet overfor feltets mangfoldighed. Selvom, eller måske netop på grund af, at kunstnerbogen peger i et utal af retninger, viser det sig givende at fortage en række åbnende og forskelligartede læsninger af kunstnerbogen som kunstnerisk medie. Nationalt navlepillende bliver det aldrig.

En kunstnerbog er en bog som kunst, ikke en bog om kunst. Det lyder kanske som en lidt kæk karakteristik, men den indrammer ret præcist kunstnerbogens ærinde. Det indledende afsnit i Danske Kunstnerbøger, forfattet af én af bogens i alt fire redaktører Thomas Hvid Kromann (de øvrige er Louise Hold Sidenius, Maria Kjær Themsen og Marianne Vierø), sluttes med et citat af en anden tekstbidragyder til bogen, nemlig Christian Vind. Om kunstnerbøger siger han, at det »(…) handler om bøger som fremstilles af kærlighed til mediet, ofte vanskeligt omsætbare, tidskrævende og besværlige, lavet til alle og ingen, fordi man ikke kan lade være. (…) En professionel konsulentvirksomhed ville ud fra en cost-benefit-analyse fraråde at få en ide, der er så syg i hovedet som det at fremstille en kunstnerbog. Boghandlere har svært ved at placere dem (…) selv galleriet skal samtidig udstille papirting til vægge, for der skal også være noget at sælge og alligevel vokser bøger frem, i skyggen af pis og lort som psilocybin, urentable og fantastiske.«

Kunstnerbogen arbejder grundlæggende tvær- og multimedialt, og det er måske en af grundene til, at den er kommet til at bevæge sig under den bredere offentligheds opmærksomhedsradar. Som Thomas Hvid Kromann fint formulerer det, har kunstnerbogen et dobbelt statsborgerskab; den er både bog og kunst (eller hverken bog eller kunst, om man vil). Sagt på en anden måde er der ofte i kunstnerbøger for lidt litteratur til litteraterne, og for lidt kunst til kunsthistorikerne. Dette kan man jo så vælge at se som enten et frisættende eller negativt forvirrende element. Kunstnerbogen vælger det første. Og leger med det sidste.

Kunstnerbogens grænseafsøgende og genreafprøvende egenskaber kan gøre det vanskeligt at indramme fænomenet. For hvordan karakteriserer man bedst et objekt, der måske slet ikke har interesse i at blive karakteriseret? Det spørgsmål tages der aktivt stilling til i Danske Kunstnerbøger. Kunstnerbogen er et område, hvor der eksperimenteres, hvilket blandt andet hænger sammen med, at mediet udspringer af - eller i hvert fald nikker anerkendende til - den tidlige avantgardes formeksperimenter, hvor genrer blev blandet, konventioner udfordret og normative skel nedbrudt. Danske Kunstnerbøger optegner kunstnerbog-traditionen i en national kontekst fra 1960erne og frem til i dag. Og selvom bogens genstandsfelt, det vil sige kunstnerbogen, råder over dette tidligere nævnte dobbelte statsborgerskab, og derfor per definition arbejder på tværs af klare grænsedragninger, formår Danske Kunstnerbøger at få trukket små røde tråde og skabt overblik i dette ellers ganske mangefacetterede og fantastisk spraglede empiriske felt. Bogen er således opmærksom på ikke at foretage reducerende og lukkende læsninger af den danske kunstnerbog-tradition, hvilket er med til at åbne feltet for yderligere læsninger.

I et afsnit af den amerikanske sitcom Seinfeld opfinder den lettere excentriske figur Kramer en helt særlig coffee table book. Bogen handler hverken om olivenolie, opsigtsvækkende islandsk arkitektur eller Keith Haring. Den gode Kramer befinder sig på et helt andet plan. Han udtænker slet og ret den ultimative coffee table book, nemlig the coffee table book about coffee table books. Kramers ganske omfangsrige, men stadig fuldt ud læsbare bog, kan naturligvis foldes ud, så den forvandler sig til et kaffebord. Voilà. Bogen materialiserer sig som det, den omhandler.

Uden egentlige sammenligninger er det netop Kramer og hans coffee table book, der viser sig for det indre øje, da den indledende og nysgerrigt undersøgende gennembladning af Danske Kunstnerbøger er foretaget. Ikke fordi bogen er komisk eller latterfremkaldende. Så langt fra. Snarere fordi Danske Kunstnerbøger også tager målet for sine undersøgelser helt bogstaveligt. Danske kunstnerbøger er en bog, ja simpelthen bogen, om danske kunstnerbøger, og det påtager den sig ansvaret for. Derfor forholder den sig til sig sine egne mediemæssige karakteristika, thi netop dette er en af kunstnerbogens markante kendetegn.

Forsiden på Danske Kunstnerbøger ser ikke særlig forsideagtig ud. Hvilket muligvis hænger sammen med, at forsiden mest af alt ligner noget, der burde være en bagside. Et citat af den allerede introducerede kunstner, forfatter og kunstnerbogsaficionado Christian Vind er trykt i hvid, tospaltet tekst - en spalte på dansk og en på engelsk - på en brunt changerende baggrund. Sådan. Ingen billeder. Ingen variationer i typografien. Forsiden er nærmest en demonstrativ ikke-forside, og netop derved kommer den til at stikke ud. Afvigelsen bliver en indbydelse til aktiv undren. Nysgerrigheden vækkes, for her er noget, der ikke ligner gængsen.

Detalje fra Danske Kunstnerbøger, ed. Thomas Hvid Kromann, Louise Hold Sidenius, Maria Kjær Themsen og Marianne Vierø

 

Siderne i Danske Kunstnerbøger er ligesom forsiden sat op i tospaltet tekst. Den engelske og danske tekst er sidestillet, og den suppleres rundhåndet med billedmateriale, som er centreret i det vertikale mellemrum mellem spalterne. Papiret, som teksten er trykt på, har en indbydende stoflighed, man mindes om, hver gang tommel- og pegefinder vender en side. Er man heldig at læse bogen i lyset fra en lavtgående solstribe, anes papirets små iltre fibre. Men hvorfor er alt dette nu nødvendigt at dvæle ved? Hvorfor disse fluekneppende og pseudopoetiske iagttagelser? Jamen det er værd at dvæle ved for at understrege, at Danske Kunstnerbøger via sin materialitet gør sig umage med at være bog. En bog om kunstnerbøger, som ikke gør sig umage og tager sit genstandfelt seriøst, vil virke himmelråbende tarvelig. Det er som sagt ikke tilfældet her, og det ligger der jo en pointe i. Danske Kunstnerbøger behandler først og fremmest kunstnerbog-traditionen på et analytisk plan, det er dens primære sigte, men den mimer også i stilhed et af de karakteristika der knytter sig til dens undersøgelsesfelt, nemlig materialebevidstheden. Og det potenserer basalt set læseoplevelsen. Der er taget stilling. Det fungerer.

På indholdssiden er Thomas Hvid Kromanns indledende bidrag i Danske Kunstnerbøger allerede blevet nævnt. Heri gives en indføring i, hvad kunstnerbogen er, hvornår den begynder at markere sig som kunstnerisk medie, og hvordan den er blevet læst og modtaget i de kontekster, den har indskrevet sig i. Det er sobert skrevet, og man fornemmer en fundamental glæde og passion for stoffet. Et fint formildet overblik over den danske kunstnerbogs forskellige retninger. Skrevet af et menneske som tydeligvis selv har overblikket.

Mikkel Bolts artikel markerer sig også i positiv forstand. Den kompakte og konsekvente tekst folder sig ud under overskriften Udfald, kollaps og implosion. Fire bemærkninger om kunstnerbogens kritiske potentiale, og heri gør Mikkel Bolt rede for, hvordan kunstnerbogens oprindelige institutionskritiske sigte mister sit bid i takt med, at mediet indlejres i et institutionelt og merkantiliseret kredsløb. Bolt inddrager den eksemplariske beretning om efterspillet til Asger Jorns og Guy Debords bogværk Mémoires fra 1958. Værket indgik i de to kunstneres situationistiske praksis og blev i sin samtid givet væk, hvormed bogværket kommenterede og tog afstand fra samfundets forbrugerisme. I dag, beretter Mikkel Bolt, koster et førsteeksemplar af Asger Jorns og Guy Debords bog snildt 20.000 kroner, og paradokserne vokser yderligere ved, at det franske kulturministerium nærigt nægter at stille Guy Debords arkiv til rådighed for fremadrettet forskning. Hele Debord-industrien, som Mikkel Bolt kalder den, er således på sin vis symptomatisk for den problemstilling, avantgardekunsten generelt er indlejret i, idet (kunst)institutionen historisk set har haft en forunderlig evne til at gøre transgressionen og excessen til traditionen, som Bolt formulerer det. Således også i Asger Jorns og Guy Debords tilfælde. Mikkel Bolt bruger også sin artikel, og historien om Mémoires, til at illustrere, at kunstnerbogen i dag hovedsageligt - og uskyldigt - opererer i udkanten af de mere etablerede kunstneriske kredsløb.

Detalje fra Danske Kunstnerbøger, ed. Thomas Hvid Kromann, Louise Hold Sidenius, Maria Kjær Themsen og Marianne Vierø

 

Slutteligt skal også Johanna Druckers artikel have et par ord med på vejen, for hun griber fat i en tematik som desværre kun sporadisk behandles i de øvrige artikler, nemlig kunstnerbogens placering i forhold til nyere informationsteknologi. Johanna Druckers arbejde med kunstnerbøger har både en praktisk og teoretisk dimension, og i forbindelse med sin rolle som professor ved blandt andet UCLA og Stanford har hun blandt andet beskæftiget sig med undersøgelser af krydsfelterne mellem analoge og digitale distributions- og produktionsformer.

I sin artikel i Danske Kunstnerbøger tillader Johanna Drucker sig at skrive fra (og om) sin egen nutid og nære fremtid. Det historiske oprids har man fået på plads, når man når til Druckers bidrag, så det hele klapper. Materiel og/eller virtuel: kunstnerbøger i hybridform, lyder artiklens overskrift, og den udstikker fint retningslinjerne for hendes overordnede diskussion. Hvad sker der, når kunstnerbogen, som traditionelt set har været optaget af materialitet og taktilitet, bliver helt eller delvist digital? Mister den sin særstatus, sin aura? Som Drucker pointerer, har kunstnerbogen altid arbejdet multimedialt og på tværs af grænser (ja, det er nærmest kunstnerbogens eneste ’rigtige’ særkende), så naturligvis begynder nyere kunstnerbogspraksisser at vende opmærksomheden mod de digitale mediers muligheder for medproduktion, hypertekst, tilfældighedsprincipper etc. Bogmediet ændrer sig, læsemodi ændrer sig, vores måder at forstå tekst ændrer sig. Men helt grundlæggende, hævder Johanna Drucker, er læseoplevelsen altid funderet i et her-og-nu. Læseren/betragteren af kunstnerbøger må altid indtage rollen som aktiv og nysgerrig opdager og kan derfor aldrig bare være passiv modtager af information. Dette er en af Johanna Druckers væsentligste pointer i forhold til kunstnerbogens iboende kvaliteter, og dette ændrer sig ikke nødvendigvis, fordi kunstnerbogens hybridformer afsøger nye områder for produktion og distribution. De nye produktioner vil forhåbentlig resultere i værker, som ikke engang Kramer ville kunne have udtænkt.

Danske Kunsnerbøger er delt op i fem kapitler: Artikler, Lister, Oevres, Samlere og Appendiks. Det første kapitel består af artikler fra danske og internationale forskere, forfattere, kritikere og kunstnere, blandt andre de tidligere nævnte Thomas Hvid Kromann, Mikkel Bolt og Johanna Drucker. I bogens andet kapitel Lister har man inviteret folk ind udefra, og bedt dem forfatte korte og opremsende lister over deres egne personlige favoritter. A-kassen, Jan S. Hansen, Marie Kølbæk Iversen, Joachim Koester m.fl. præsenterer hver især deres lister over anbefalelsesværdige kunstnerbøger. Det er nok her, man skal gå på opdagelse, hvis man er interesseret i at finde de mere skæve publikationer, som ikke er blevet nævnt og behandlet i Danske Kunstnerbøger.

Tredje kapitel har overskriften Oeuvres, og heri leveres en række korte og mestendels tilbageskuende præsentationer af de danske kunstnere, der fortløbende har arbejdet/arbejder med kunstnerbogen som et særskilt spor i deres karriere, og som derfor markerer sig som mærkbare eksponenter for feltet. Det fjerde kapitel Samlere er så klart det mest underholdende at læse. Heri gives ordet og spaltepladsen til samlere af kunstnerbøger, og især Christian Vinds herligt associativt springende artikel introducerer den passionerede og dedikerede samler og læser. Denne nærmest barnlige glæde over kunstnerbogen som medie står i kontrast til de mere akademisk korrekte, sobert beskrivende, teoretisk velfunderede og analytisk skarpe artikler i bogens første kapitel. Denne forskydning i perspektiv - fra det objektivt beskrivende mod det subjektivt oplevende - er absolut med til at gøre Danske Kunstnerbøger til en mere helstøbt bog. Christian Vinds artikel kommer således også til at underbygge og forstærke Johanna Druckers pointe om, at mødet med kunstnerbogen (analog, digital eller begge dele) altid er en (i Christian Vinds optik undersøgende, hektisk, legende, intim) her-og-nu oplevelse.

Danske Kunstnerbøger er en stor bog, og det er en bog, der gør sig umage med at være bog - formelt såvel som indholdsmæssigt. Man bliver klogere på kunstnerbogens rolle og placering i dansk samtidskunst, men som det altid er med sådanne forsøg på at lave en samlende læsning af et større empirisk korpus, fristes man til at spørge, om bogen nu har fået de rigtige eksempler med. Er den repræsentativ for feltet? Er der nogen, der er blevet glemt, negligeret, forbigået? Utvivlsomt. Personligt ville jeg for eksempel have sat pris på at stifte nærmere bekendtskab med en nyere kunstner som Emil Westman Hertz og hans produktion af kunstnerbøger, men så har jeg til gengæld fået enorm lyst til at gå ombord i Lene Adler Petersens, Arthur Köpckes og Henriette Heises produktioner. Før man begynder at skyde med skarpt efter bogen og dens redaktører, må man have sig bogens hensigt for øje, hvilket dels har været at foretage en afdækning af en tradition, dels at åbne feltet mod nutiden og inspirere til fremtidige refleksioner i et både teoretisk og praktisk perspektiv. Indsatsen fortjener så absolut et buk og et anerkendende vip med hatten.