Print artikel

Det modsatte af seriøsitet er inkompetence

Everyone loves shit er et af budskaberne i Shrigleys nye opera
Humor, seriøsitet og en naivistisk streg er kendetegnende for Shirgleys arbejde
Interview
24.04.12
Humor er ikke det modsatte af seriøsitet, hævder den britiske kunstner David Shrigley, der med sin populære krøllede streg både er en outsider hos de etablerede og i undergrunden. For tiden er han aktuel med en stor soloudstilling i London. ATLAS har besøgt ham i hans hjem og studie i Glasgow.

»Vil du have ko-, soja- eller gedemælk i kaffen?« spørger David Shrigley med den ene hånd på køleskabslågen. Selv foretrækker han soja- eller gedemælk. Jeg tager komælk.

Den britiske kunstner bor i et større rækkehus i Glasgows West End.

»Min kone vil gerne væk fra Glasgow på grund af vejret,« fortæller han, imens han kigger ud ad køkkenvinduet. Solen skinner fra en skyfri himmel, der er atypisk over Glasgow. »Men man kan jo ikke få alting i én by.« Han taler lavmælt på et velformuleret britisk.

En mulighed kunne være København, der, blandt andet på grund af hans engagement i Galleri Nicholai Wallner på Vesterbro, nærmest er som en anden hjemby for Shrigley.

Trods sine 43 år og 197 centimeter ligner han i den grad en dreng. En meget velklædt britisk dreng i en rød trøje, jeans og et par lilla sokker i et par brune slippers. En underspillet hipster.

Han tager stempelkanden i hånden. Vi går ad den røde løber op ad trappen.

Heroppe har han sit studie, som han har indrettet i husets gamle billardrum. Et stort spejl pryder en halv væg og vidner om tidligere tiders herskabelighed. Billardbordet er væk. Formodentlig fjernet med en kran ud gennem vinduet, gætter Shrigley. Han sætter sig på en høj stol bag et af tegnebordene og spejles i det store spejl.

Studiet er tydeligvis en tegners værksted. Her er flere arbejdsborde og på et af dem et opretstående tegnebord. Foran Shrigley ligger den ultratynde Macbook Air. Og foran vinduet står to store hvide æg med ansigter på.

Her i studiet arbejder han bl.a. på sine berømte tegninger, der kan virke sjuskede, men det er med fuldt overlæg. Ofte beskrives de som børnetegninger, men de er meget mere. Eller han sammenlignes med tegneserietegneren Garry Larson, selvom Shrigley har en helt anden dunkelhed over sig. Og udover sine tegninger har han også haft fingrene i udstoppede hovedløse dyr, opera og tatoveringer.


Så længe det ikke er lort

For tiden er David Shrigley aktuel med udstillingen Brain Activity på det store Hayward Gallery i London. Det er en foreløbig kulmination på den del af hans værk, der omhandler skulpturer og tegninger.

Han kaster sig hovedkulds ud i ting, han ikke umiddelbart mestrer, hvis muligheden byder sig og ideen fanger hans interesse. Som for nylig, hvor en fyr e-mailede ham et billede af en Shrigley-tegning, som han havde fået tatoveret på sin egen krop. Kort tid efter ville andre have Shrigley-tatoveringer. Det førte til en række arrangementer i USA og England, hvor folk stod i kø for at blive tatoveret.

Opskriften på hans succes er professionalisme og arbejdsomhed blandet med tilfældigheder. Han kender sine begrænsninger men er også fuldt bevidst om sine styrker. Samtidig har han et meget afslappet forhold til fejl.

»Jeg er ikke bange for at lave fejl. Mit succeskriterium er, at så længe det ikke er lort, bliver det ok. Man kan ikke lave noget med intentionen om at lave det sindsoprivende fantastisk, fordi det bliver det bare ikke,« siger han og griner. 

»Du er nødt til at lave noget, der er godt nok til at være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt. I tilfældet operaen Pass The Spoon drejer det sig om at fange folks opmærksomhed i 75 minutter og få dem til at føle, at de 14 pund var givet godt ud for en aftens underholdning,« siger han og finder nogle flyers for operaen frem og lægger dem på bordet. Der er en sort ske på gul baggrund.

Operaen, der havde verdenspremiere på scenen The Tramway i Glasgow, handler om et TV-køkken. Service og ingredienser er levende og skal lave en middag til den mystiske Mr. Granules. Han dukker først op til sidst i stykket. Replikkerne fremsynges og -siges til et akkompagnement af det skotske Red Note Ensemble.

Tramway-scenen fungerede tidligere som endestation og værksted for byens mange sporvogne. Men som så mange andre af industrialiseringens symboler har de måttet vige pladsen og i stedet er kunsten rykket ind.

Humor er ikke det modsatte af seriøsitet. Tristhed er det modsatte af humor

Tristhed er det modsatte af humor

Historien er symptomatisk for byen. Glasgow er en klassisk industriby, der har måttet genopfinde sin identitet, efterhånden som tidligere tiders industrielle storhed er forsvundet. Det har øget opmærksomheden på byens kunstmiljø, der i dag, med The Glasgow School of Art – i daglig tale bare Art School – som omdrejningspunkt, svømmer over af gallerier i alle størrelser og er tæt befolket af kunstnere, etablerede såvel som lovende.

Skolen, med sin hovedbygning tegnet af bysbarnet og art nouveau-arkitekten Charles Rennie Mackintosh, har en enorm betydning for Glasgow som kunstby. Ikke mindst fordi Turner-prisvindere som Simon Starling, Richard Wright og Martin Boyce og en række af Skotlands største samtidskunstnere har været omkring skolen. Men også på grund af det sociale miljø omkring skolen.

I dette miljø støder man af og til på en ambivalent holdning til Shrigley. Efterhånden har han slået så grundigt igennem, at han for nogen er blevet for mainstream. Men samtidig er han en af Art Schools mest lysende succeshistorier. 

»En masse mennesker tager mig ikke seriøst som kunster, fordi jeg på en måde er ligeså meget tegneserietegner, som jeg er billedkunstner, og det bør man ikke tage seriøst. Men du ved…« Han sukker en anelse opgivende. »Jeg kan ikke klage over, den måde mit arbejde bliver modtaget på overhovedet. Jeg får sikkert alt for meget opmærksomhed snarere end for lidt, hvilket din tilstedeværelse her formodentlig bekræfter,« griner han.

For ham er det en stor misforståelse ikke at tage humor seriøst.

»Jeg tror, at de humoristiske aspekter ved mine værker er det, som en masse mennesker har det svært med i den forstand, at de tror, humor er det modsatte af seriøsitet. Humor er ikke det modsatte af seriøsitet. Tristhed er det modsatte af humor og det modsatte af seriøsitet er… Det ved jeg ikke… Dilettanteri eller inkompetence,« De to ord bliver udtalt hårdt med foragt i stemmen.

»Og jeg er helt sikkert ikke nogen dilettant. I den forstand, at jeg står op hver morgen og gør det her og jeg har gjort det i de sidste tyve år. Og inkompetent? Jeg er måske lettere inkompetent. Men min inkompetence er en del af mit projekt.«

Art School

Han ved godt, at han ikke tegner pænt i klassisk forstand. Det fik han allerede at vide i sin tid, da han studerede på Art School i starthalvfemserne. Alligevel har skolen, Shrigley og Glasgow siden været tre sider af samme sag.

»Jeg føler, at jeg på nuværende tidspunkt har brugt mere tid på at tale om at være på Art School, end jeg har brugt på faktisk at være på skolen,« siger han med undren i stemmen.

»Jeg lærte næsten mere af mine medstuderende, end jeg gjorde af de egentlige lærere. Dog var vores lærere meget opelskende og faderlige. Så de forstod ikke rigtig, hvad vi foretog os, men de var meget støttende i forhold til det faktum, at vi foretog os det.«   

»Når alt kommer til alt, fik jeg dog ikke specielt gode karakterer på Art School. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde blev taget rigtig seriøst som kunster. Eller på nogen måde betragtet som talentfuld. Men jeg tænker i sidste ende på min tid på Art School som en god tid.«

Men egentlig synes han slet ikke, at man kan undervise i kunst.

»Jeg betragter undervisning i kunst som lidt af et oxymoron. Man kan kun facilitere læring eller facilitere opdagelse for en kunststuderende. Jeg tror, at den bedste måde at undervise i kunst på sandsynligvis er at give de studerende en virkelig bred oplevelse af, hvad det vil sige at være kunstner og hvad de er i stand til håndværksmæssigt.«

Civilisationens ophør

David Shrigley virker som en mand, der laver præcis hvad han har lyst til, men som samtidig betragter det som et arbejde.

»Privilegiet ved at være kunster er i virkeligheden, at man bare kan være i sit studie hele tiden og lave ting og jeg kan ikke komme i tanke om en mere privilegeret position at være i.«

Man skal dog ikke tage fejl af Shrigleys afdæmpede facon, og at han tilsyneladende hviler i sig selv. Under overfladen lurer en vrede og indignation, der både drejer sig om forhold i hans eget fag, såsom kunstens trange kår i et Storbritannien i krise, men også om en frustration over samfundets generelle tilstand.

»Når man er vred over noget i almindelighed og skidesur over tingenes tilstand, baner det sikkert vejen for bedre kunstværker. Jeg tror, at når man forbruger TV, aviser, radio og internet, så får man denne syndflod af banalitet og stupiditet.« Ordene nærmest spyttes ud og efterfølges af et stille grin.

»Og det er ret inspirerende, at man kan komme med en modreaktion til det. Men jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste person, der tænker sådan. At man konstant er vidne til civilisationens ophør, hver gang man tænder for TV’et,« siger han i et sarkastisk tonefald, der hurtigt hiver den højstemte civilisationskritik ned på jorden.

Humor, seriøsitet og en naivistisk streg er kendetegnende for Shirgleys arbejde
   

Red kunsten

Vreden bliver eksempelvis konkret, når det drejer sig om kunstens vilkår i Storbritannien. I forsøget på at rette op på den skrantende økonomi har kunsten måttet undergå store besparelser. Det var konsekvenserne af disse besparelser, der fik David Shrigley til at lave den lille humoristiske animationsfilm ”An Important Message About the Arts” i forbindelse med kampagnen ”Save the Arts”. En kampagne, der skulle gøre opmærksom på konsekvenserne af besparelserne, og som havde en lang række britiske kunstnere i ryggen. Heriblandt David Hockney og Damien Hirst.

»Jeg er ikke rigtig en person, som har lyst til at være i medierne og lave et bestemt statement, for det er ikke noget, jeg er rigtig god til. Så da jeg fik mulighed for at lave en animeret film, hvilket er noget, jeg er god til, var det vigtigt for mig at benytte mig af den mulighed.« Filmen, hvori en en landmand igennem en række situationer med dyr involveret forklarer sin søn om kunstens betydning, havde dog desværre ikke den store effekt.

De hårde økonomiske kendsgerninger har også haft indflydelse på The Glasgow School of Art. Og med tiden har Shrigley fået et noget anstrengt forhold til den måde skolen drives på.

»Jeg føler, at uddannelsen er et svindelnummer. Det er som en form for kriminel aktivitet. De kræver masser af penge af de studerende, men de giver dem ikke en værdifuld service igen for alle de penge. Jeg synes ikke, det er rimeligt. Jeg synes, at uddannelse burde være gratis fra starten. Især kunstuddannelser.«

Ordene falder ligeså roligt som alle hans andre sætninger på et afdæmpet britisk. Det er ikke sikkert, at hans stemme overhovedet kan hæves. Men indignationen er til at tage og føle på. Kunsten må ikke lades i stikken.

»Jeg tror, at jeg på mine gamle dage kunne tænke mig at starte en kunstskole. Hvis jeg havde ubegrænsede midler. Men principielt med det udgangspunkt, at den skulle være gratis.«

Everyone loves shit

Nogle uger efter vores møde i Shrigleys West End-hus møder jeg ham igen til en af prøverne på den besynderlige tv-køkken-opera ”Pass the Spoon”, som han har sat op på Tramway-scenen syd for floden Clyde, der løber igennem Glasgow.

Han henter mig i foyeren og beder mig følge med ind i et mørkt rum.

»Pas på du ikke falder over noget,« siger han lavmælt. Vi kommer ind i et større rum. Der er en scene, der er konstrueret som et TV-køkken. Forrest er et overdimensioneret køkkenbord. Bagved står et orkester og en kæmpe dukke på endnu et bord. Den forestiller en meget tyk mand i blåt tøj. Men den har ikke noget hoved.

Nogle skuespillere er i færd med at undersøge, hvordan man mest hensigtsmæssigt kravler ud af maven på dukken.

Her er store grøntsager, æg i stof og en mand i banankostume. Og en mand der skal spille rollen som lort.  Hans kostume er ikke færdigt endnu. Alligevel er han ganske troværdig, når han med sin kraftige operastemme synger »everyone loves shit!«. Det er som at være trådt ind i David Shrigleys hoved.