Print artikel

Konspirationsteorier i den digitale æter

Fote: DR
Anmeldelse
23.03.17
DR leger detektiver i den nye serie om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Det er spændende, men mere arkivmateriale og færre kuriøse kilder kunne have løftet fortællingen.

Man kan vist godt hævde, at der er gået inflation i true crime og detektiv-podcasts herhjemme. Det hele startede med amerikanske Serial, og så tog det ellers fart. Den brændende mand, Ringbindsattentatet, Nattens Dronning, Mord i Rum Sø og Kvinden der forsvandt. Listen er lang.

DR’s seneste store podcastsatsning Dobbeltmordet forsøger nu at opklare »Danmarks største mordgåde«, som det lyder i det første afsnit ’Opråb’, der er en slags trailer og opfordring til lytterne om at bidrage med oplysninger om sagen.

Det drejer sig om dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Det uopklarede mord, der blev begået på ægteparret Vilhelm og Inger Margrethe Jacobsen i deres lejlighed på Peter Bangs Vej i 1948. Mordet har affødt talrige konspirationsteorier, og nu har Julie Thing og Mads Petter Kühnel besluttet sig for kortlægge dem alle for åben mikrofon. Serien forventes at strække sig over otte-ni afsnit med nyt hver søndag – i skrivende stund er vi nået til episode 5.

I andet afsnit besøger Julie Thing Doris, hvis liv er viet til dobbeltmordet. Hun er et antropologisk fund. Hvert år på den 19. februar tænder hun to lys på drabstidspunktet for henholdsvis Inger Margrethe og Vilhelm Jacobsen og med sig overalt har hun to bøger om mordene – bøger der har fået testamenteret en plads ved hendes side i graven, når den dag kommer. Mordsagen er blevet eksistentiel for Doris. »Hvis jeg havde levet i 1948 og havde været på alder med Inger Margrethe, så tror jeg godt, at vi kunne blive et fint venindepar,« fortæller Doris og det understreger, hvorfor hun er et så god en antropologisk case. Det gibber i én for at vide mere om baggrunden for denne identifikation med et drabsoffer, som hun aldrig har kendt. Men det antropologiske potentiale i Doris’ fortælling udnyttes ikke. Sagen vægtes højere end det excentriske møde, hvilket er en prioritering, jeg egentlig godt kan se et rationale i. Det kræver mange interviews og kilder for at nå til bunds i mordsagen, og derfor har værterne valgt at holde sig på mordgådens sti.

Med afsnittet ’Spåkællinger’ begynder materien at medrive mig som lytter. Fru Jacobsen gik til spåkoner, og Thing og Kühnel har fået et tip om at der i arkiverne skulle ligge en vigtig mappe med påskriften ’Spåkællinger’. De giver plads til at afdække fænomenet spåkællinger anno 1948, hvor synsk rådgivning – som en slags pendant til nutidens coaches – åbenbart var mere almindeligt end man skulle tro. Det fungerer godt. Scenen sættes. Kühnel er i arkivet og dykker ned i sagen og Inger Margrethe Jacobsens forhold til spåkællinger. Thing er i felten på besøg hos Suzanne Wowern, der »har haft en overjordisk oplevelse, som knytter hende til dobbeltmordet«.

Det kan ganske givet lyde lidt outreret, men det er Wowerns engagement i sagen ikke. Forbavselsen i Things stemme er oprigtig og næsten chokeret: »Hvordan har du fået fingrene i originalfotos af gerningsstedet?« Her bekræftes Kühnel og Things udsagn om at mordet er indspundet i mere end blot almindelige gisninger. Når materialer fra mordsagen pludselig viser sig hos private personer, og hemmelighedskræmmeriet omkring deres ophav artikuleres, ægges min interesse for alvor. Spåkællingemappen bekræfter en tese, der også har haft sin gang i litteraturen om dobbeltmordet: Inger Margrethe Jacobsen havde en affære.

Det seneste afsnit er et dobbeltafsnit, der hedder ’Den jødiske skrædder’. Her drejer podcasten sig ind på et nazi-spor – så at sige. Det er rygtebørsspekulation, men det er spændende og det er menneskelige kilder fra det gamle Frederiksberg, der driver fortællingen frem, hvilket bidrager med den autenticitet, som rekonstruktionerne af mordteorierne ellers forsøger at foregøgle – selvom virkningen er som arkitektoniske konstruktioner bygget af vådt pap.

Afsnittet handler om den jødiske skrædder Jahn, der angiveligt var én af muligvis flere bagmænd. Årsagen: »De var nazister. Han var i hvert fald,« lyder det lakonisk fra den anonyme kilde hr. Ø. Vilhelm Jacobsen havde anskaffet sig en arierattest, »en lille lap papir med stor betydning, som var beviset overfor nazisterne om, at man var raceren og ikke beslægtet med jøder,« og English House, hvor han var kontorchef, syede tøj til de tyske soldater. Dobbeltafsnittet puster til ilden og nysgerrigheden vedrørende modstandsbevægelsen og underverdenen under Anden Verdenskrig: »Jeg er den, der har likvideret flest stikkere. Og uheldige, om jeg så må sige,« lyder beskrivelsen af Povl Falk Jensen, der var frihedskæmper og som mødte Jacobsen under en lyssky aftale i 1944. Her halvvejs har Dobbeltmordet tematisk fået godt fat og brager af sted med teorier, der bygger sig større og større.

Det er ærgerligt, at man ikke har anvendt mere materiale fra arkiverne. Der må findes et hav af gamle klip i kælderen hos DR. Det er et greb, Mikkel Vuorela udnyttede til fulde i sin Politiken-dokumentar Orthon-Sagaen fra december sidste år. Blot en åbningskollage, der kunne pege på sagens mytiske karakter, havde været tilstrækkeligt til at give lytteren en fornemmelse for, hvilken virak den affødte i samtiden.

Thing og Kühnel har som nævnt valgt at lave en art overbliksrekonstruktion af hver enkelt mordteori. De skal minde om optagelser fra 1940’erne, men de særlige radiofoniske karakteristika mangler. Den skrattende lyd, jinglerne, prosodien. Der er dog gjort forsøg med en indtalerske, der skal lyde, som om hun netop er udtrådt fra 40’ernes statsradiofoni, men det minder for meget om rekonstruktioner på tv-film, hvor der altid er et underligt falsk lys, og hovedpersonerne udelukkende filmes bagfra eller ude af fokus.

Endvidere har man besluttet, at disse rekonstruktioner skal bistås af en rædselsfuld form for skrattende støjlyd, der brager ud gennem ens hovedtelefoner, når scenens indhold bliver særligt drabeligt. Et virkemiddel, der sikkert ville fungere godt derhjemme med gode højtalere eller på film, men ikke når man cykler rundt med lyden direkte ind i øregangen.

Lytterinddragelsen er et relativt nyt greb i podcastøjemed, og det er spændende, hvad den kan skabe af nybrud. Den moderne klassiker Kvinden med den tunge kuffert allerede haft stor succes med at involvere lytterne, hvor det førte til en hæsblæsende menneskejagt gennem København med linje 5A. Det samme vil næppe kunne ske her, da man ikke inddrages in medias res. På den måde har fortællingen i Dobbeltmordet mere til fælles med Quatraro Mysteriet, den detektiviske tv-dokumentar af Mikael Bertelsen og Mads Brügger fra 2009.

Indtil videre er der god plads til konspirationsteorier, hvilket er underholdende i de rette mængder, men man længes lidt efter mindre kuriøse kilder. Aparte karakterer er sjove nok, men når man slår dej op til en krimikage, skal der mere til end kun dét. Podcasts om apokryfe eksistenser og folk med særlige interesser kan man fodre svin med.