Print artikel

Julebrevkassen #2: Spørg Gustave Flaubert

»Det lader sig ikke gøre med min samvittighed i behold at råde Dem til at gøre, hvad jeg formoder De vil gøre uanset«
Redaktionelt
05.12.19
I ATLAS’ julebrevkasse får den rådvilde spørger vejledning, opmuntring og svirp med den moralske fjerpen af udvalgte forfatterkoryfæer. I dag fra Gustave Flaubert. Brevkassen udkommer hver fredag op til jul.

Kære brevkasse

Julen er jo en dejlig, varm tid, men i mit tilfælde er jeg bange for, den skal blive lidt for varm. Jeg er lykkeligt gift, i hvert fald så lykkeligt, som jeg tænker, man kan blive, og jeg har to børn i teenagealderen. Det går godt derhjemme, vi er gode til at tale om tingene, og kun sjældent drømmer jeg om alt det, jeg kunne have haft, hvis jeg ikke havde levet netop dette liv. Men længe har jeg haft et godt øje til en mandlig kollega. Vi spiser altid frokost sammen, vi begyndte at løbe ture sammen henover sommeren, og nogle gange sender vi også hinanden sms’er efter arbejde – sms’er der efterhånden er blevet mere og mere intime med personlige spørgsmål og blinkende emojier. Og nu hvor julefrokostsæsonen står for døren, ved jeg godt, hvilken retning, det hele kunne gå. Det virker faktisk næsten uundgåeligt, at jeg ender i min kollegas arme under misteltenen.

Skal jeg bare kaste mig ud i en lille affære på kontoret, eller skal jeg modstå fristelsen og risikere at bruge resten af mine dage på at overveje, hvad der kunne have været?

De bedste hilsner

Den fortvivlede nissepige

Det lader sig ikke gøre med min samvittighed i behold at råde Dem til at gøre, hvad jeg formoder, De vil gøre uanset, og derfor vil jeg blot sige: Deres kvaler er også mine.

Svar fra Gustave Flaubert:

Kære fortvivlede nissepige

Der er indeni hver af os, helt bogstaveligt, to forskellige personer: Den ene er forblændet af det bombastiske og det lyriske, af ørneflugt, sprogets klangfuldhed og de store ideers tinder. Den anden graver sig dybt ned i sandheden, behandler ydmyge sandheder lige så respektfuldt som de store og ønsker sig fra et sted dybt inde i ham selv at blive forstået af andre. Og den sidstnævnte person indeni os – han elsker at grine og nyder sin modpart, dyret indeni ham selv.

De skriver i Deres brev, at De ikke ser nogen vej ud af den kattepine, De sidder i. De skriver også, at De tager Dem selv i at drømme om alt det, der kunne have været. Derfor vil jeg blot advare Dem: at være taknemmelig for det, man har, betyder at man befinder sig i en tilstand af nærvær, ikke i en tilstand af lyksalighed. Dette er da også grunden til, at man kan være taknemmelig for noget og have kvaler ved det på én og samme tid.

Det lader sig ikke gøre med min samvittighed i behold at råde Dem til at gøre, hvad jeg formoder, De vil gøre uanset, og derfor vil jeg blot sige: Deres kvaler er også mine.  

De mest hengivne hilsner

Gustave Flaubert