Print artikel

Styring af mennesker

Forsideillustration - Rasmus Svarre Hansen
Essay
25.11.11
Det handler om organisering og styring under forskellige epidemier, om overlappene mellem krig, epidemi og sociale interventioner og om epidemibegrebets udbredelse i nyere tid. Vi bringer her første kapitel af filosof og Foucault-kender Anders Fogh Jensens nye bog: ’Epi-demos. En lille bog om store epidemier.’

Det var fra øst den kom. Pesten kom til Genova i 1348. I Messina afviste man tolv skibe at lægge til. De sejlede ud til andre byer – til Barcelona og op gennem Rhônefloden. Det blev årsagen til spredningen af den første store europæiske pestepidemi, der varede fra 1348 til 1351.

Hvor mennesker har blandet sig, har epidemierne haft gunstige vilkår. Handlen var en af de væsentligste smittekilder for pesten. For andre epidemier har det været krigene. Senere blev også turisme årsag til blanding  og derved til smitte.

Derfor er det ikke så mærkeligt, at man har tænkt, at man måtte skille mennesker ad, hvis man ville en epidemi til livs. Det var f.eks. den tanke, der førte til karantænen. I Norditalien kunne man under pesten ikke bare rejse ind i en by. Man måtte blive udenfor byen i 40 dage. Hvis man ikke var død inden da, havde man ikke pest, og så kunne man blive lukket ind. Denne metode kaldte man quarantina – italiensk for fyrretyve – på dansk, karantæne.

Det er ikke altid, man har været interesseret i at forhindre smitte – tværtimod har man under krige forsøgt at inddrage og udnytte epidemier som en faktor. Et af de tidligste eksempler på biologisk krigsførelse var, da tatarerne i 1346 katapulterede pestbefængte lig ind over bymuren til Kaffa for at svække den.

Denne bog handler om forholdet mellem epidemi og organisering. Den ser på, hvorledes man gennem tiden har forsøgt at organisere sig ud af epidemier. Karantænen er f.eks. en måde at organisere mennesker på i forbindelse med epidemier. Nogle organiseringsmåder har været rollemodeller, der kunne bruges i andre epidemier, andre har været ubrugelige, fordi smittevejen var en anden. Koleraens spredning igennem vand gør f.eks. karantænen mindre anvendelig til bekæmpelse af netop denne epidemi.

Man kunne få den tanke, at epidemierne har været fremmende for udviklingen af organiseringsformerne – ligesom man undertiden tilskriver krigene en udviklende rolle for den naturvidenskabelige teknologi: Flyvemaskinen til Første Verdenskrig og atomkraften til Anden Verdenskrig. Darwinister anvender undertiden begrebet ’pres’ til at beskrive det klima, der skal til, for at det evolutionære selektionsprincip sætter i funktion. Et temperaturfald på ti grader kan f.eks. udgøre det klimatiske pres, der sætter selektionsmaskinen i gang og sorterer i de tilpasningsdygtige og de tilpasningssvage.

Ved betragtningen af organiseringen af menneskemasser, kunne man tilsvarende få den tanke, at visse måder at styre, lede og organisere på er blevet udraderet af et selektionsprincip. At de måder vi styrer mennesker på, er blevet forbedret ved at nogle har vist sig ineffektive eller ligefrem har kastet befolkningerne i døden.

Hvis der har været et pres på systemerne for organisering og styring, så må presset have påført sig i de situationer, hvor mennesker var nødt til at organisere sig for ikke at dø. En sådan situation er en epidemi.

Først lige en præcisering: Ved epidemier forstår jeg fysisk, kemisk og biologisk smitsomme epidemier. Der findes i sidste tredjedel af det 20. århundrede divergerende definitioner af, hvad en epidemi er. ’Epi-demos’: Blandt folket. En sygdom blandt folket. Traditionelt har en endemi været en sygdom karakteristisk for en egn, og en epidemi en smitsom sygdom, der spreder sig ud over egnen. Hertil knytter der sig en lang række associationer som udbrud, fremmarch, spredning, rasen, spring, slåen blindt ned, blussen op, trækken sig tilbage. I de tilfælde, hvor epidemien er verdensomspændende, taler man om pandemier.

I de sidste årtier af det 20. århundrede kan man imidlertid støde på definitioner, der smider det smitsomme bort og indsætter overraskelsen i stedet, således at en epidemi er en sygdom, der breder sig overraskende eksplosivt (1. Herved bliver det muligt at tale om diabetes og kræft som epidemier og efterhånden også om fedme, narkomani, ludomani, pædofili og religion som epidemier. Moderne livsstilsgenererede sygdomme og selvforvaltninger kan nok være interessante at studere som mønstre, men jeg udgrænser dem her, fordi de ikke i samme grad har leveret det direkte pres på befolkningerne, som de fysisk smitsomme sygdomme har. Sidst i bogen (kapitel 9 og 10) ser jeg lidt nærmere på, hvad det kan betyde for styringen af mennesker, at epidemibegrebet flyder ud over sine grænser.

Epidemierne kan virke som en fremkaldervæske, der trækker styrings- og organiseringsformerne frem for øjet.

Epidemier som sporstof

Når vi kan se på epidemiernes historie som en historie, hvor styringen og organiseringen forandrer sig, så er det fordi, det ikke er det samme system for organisering, der har været anvendt hver gang. Omvendt, viser det sig også, at epidemierne og styresystemerne ikke følger hinanden parvis på en række igennem historien, således at der til hver epidemi hører ét bestemt system for styring og organisering, som er særligt for netop den epidemi.

Hertil er der alt for mange faktiske biologiske, meteorologiske, geografiske, religiøse, sociale og (andre) tilfældige forhold indblandet. Det er heller ikke muligt at påvise, at epidemierne har været direkte eneårsag til udviklingen af nye former for organisering. Epidemierne har givetvis præget og påvirket organiseringsformerne, men det vil være mere loyalt over for historien at sige, at de har været spørgsmål eller udfordringer stillet til befolkningerne: Hvordan vil I klare det her? Befolkningerne har da måttet svare med de styrings- og organiseringsformer, de havde til rådighed.

Et samfunds styrings- og organiseringssystemer er ikke skjulte for det blotte øje, men de er heller ikke altid synlige for det samme blotte øje. Epidemierne kan virke som en fremkaldervæske, der trækker styrings- og organiseringsformerne frem for øjet.

I hvilket omfang en epidemi ikke blot har fremvist sin tids allerede eksisterende styreformer, men også simpelthen har frembragt nye styringsformer er sævrere at afgøre. Ved nogle epidemier er det tydeligere at se, at fremkaldelsen også har været en skabelse, f.eks. har pestbekæmpelsen i det 18. århundrede optrænet kontrolteknikkerne, og f.eks. har bekæmpelsen af gul feber i begyndelsen af det 20. århundrede vist fordelene ved et udbygget sundhedsvæsen og dermed har været anledning til det.

Hvilke systemer for organisering man har svaret med, har været afhængig af to faktorer: Dels af den historisk bestemte fornuft på det givne tidspunkt, der har været afgørende for den politiske rationalitet: Hvorledes styring lod sig tænke har udstukket rammer for organisering og handling. Dels har sygdommens type, art, udvikling og ikke mindst forestillinger om smitteveje været afgørende for, hvad man greb til. Hvis en sygdom f.eks. kun kan bæres af mennesker, kan et styresystem virke langt mere effektivt, end hvis alskens dyr også kan være reservoir for epidemien, og i sådanne tilfælde er andre strategier blevet lagt. Lad os lige se nærmere på nogle eksempler på strategier for styring og organisering af, hvad der kan komme til at ske.

Strategier – eksemplet svangerskab

En strategi er et udtryk hentet fra militæret. Her handler en strategi ikke bare om, hvordan man bedst kæmper, men også (fra det 14. århundrede, hvor hærene blev meget store og dyre) om hvordan man udsætter eller undgår kampen. En strategi kræver en viden om, hvad der sker eller sandsynligvis vil ske, hvis man gør noget. En strategi er en handlingsplan, hvor man sammenstiller de relevante faktorer og deres variationsmuligheder, så en række skridt fremstår, der indikerer, hvordan man når til en sejr (2. Det kan sagtens indebære sandsynligheder og alternative planer: Hvis vi taber ved denne front, så må vi trække os tilbage på en anden front og angribe på en tredje front.

Strategibegrebet har nu bredt sig fra krigens verden ud i andre områder, herunder sport (hvordan vinder vi mesterskabet?) og handel (hvordan erobrer vi markedet?). Når vi taler om mindre størrelser som det enkelte slag eller den enkelte kamp, taler vi om taktik. Man kan også have en taktik for afholdelsen af en sommerfest: Hvis det bliver sol sidder vi ude, hvis det bliver regnvejr kan vi hente presenningen to dage før og spænde den ud. Her udnytter man vejrudsigtens sandsynlige viden. I epidemiologisk sammenhænge vil taktik og strategi til epidemibekæmpelse handle om at kombinere den viden, man har, med de måder at styre på som man kender til, således at epidemien bliver udryddet eller kontrolleret mest muligt. Strategi handler altså om at organisere sig for at foregribe fremtiden. I relation til epidemierne kan det være illustrativt et øjeblik at kigge nærmere på de strategier, man har til at forebygge svangerskabet.

Når man vil undgå at blive gravid eller at gøre nogen gravid, kan man benytte sig af forskellige strategier. Sæden finder vej til ægget, går i forbindelse med det, befrugter det; det befrugtede æg sætter sig fast og graviditeten er en realitet; fosteret vokser under de ni måneders graviditet og fødes enten ved kejsersnit eller naturlig fødsel. Undervejs i denne proces er der en række mulige måder at skride ind for at blokere realiseringen af, at et barn fødes. De fysisk mindst smertefulde og for indeværende moralsk mindst betænkelige strategier består i at forhindre, at befrugtningen finder sted. Steriliseringen af manden hindrer sædens fremkomst. Kondomet og pessaret accepterer dens fremkomst, men hindrer den i at komme frem til æggene. Sæddræbende creme lader sæden komme frem, men slår den så ihjel, førend den kan befrugte ægget.

P-pillen hæmmer ægløsning og forhindrer dermed befrugtning af ægget. Fortrydelsespillen og p-pillen påvirker miljøet, så det befrugtede æg ikke kan sætte sig fast og udvikle sig til et foster. For fortrydelsespillens vedkommende er dette dog post-coitalt, dvs. den virker ikke befrugtningsimmuniserende, men nok svangerskabsimmuniserende. Spiralen virker også svangerskabsimmuniserende ved blot at irritere miljøet. Aborten fjerner fostret på et tidligt stadium. Og endelig er der den model, der i folkemunde kaldes ’at stå af i Roskilde’, dvs. at forsøge at lokalisere sæden andre steder hen end ind i skeden.

Disse forskellige præventionsformer lader sig gruppere efter strategi. Kondomet, pessaret, p-pillen og steriliseringen er profylaktiske, dvs. de er forebyggende midler. Fortrydelsespillen er profylaktisk i forhold til befrugtningen, men er lidt særlig, fordi den er post-coital. Spiralen er profylaktisk i forhold til samlejet, men ikke i forhold til selve befrugtningen.

Det modsatte af profylaktisk er terapeutisk, dvs. behandlende. Det gælder for aborten, at den er terapeutisk i forhold til graviditeten; den gør noget ved den. Fortrydelsespillen er terapeutisk i forhold til situationen efter samlejet, men ikke i forhold til graviditeten. Spiralen gør det tilsvarende, idet den forhindrer det befrugtede æg i at sætte sig fast. Disse to strategier indgår nu på tværs med fire andre strategier:

Kondomet og pessaret er ud over at være profylaktiske også antitaktile strategier, dvs. de forhindrer berøring mellem sæd og æg. At trække sig ud er også en antitaktil praksis. Sterilisering er en lidt særlig antitaktil strategi, fordi den forhindrer sæden eller ægget i overhovedet at komme i spil.

P-pillen hæmmer ikke blot ægløsningen, den får også organismens miljø til at afstøde et eventuelt befrugtet æg, før det hæfter sig til livmodervæggen og udvikler sig til et foster. Den er som en vaccine mod graviditet, en tilegnet immunitet mod graviditet (der dog til forskel fra vaccinen ikke består i, at man tilfører graviditet for at opnå immunitet).

Man kunne forestille sig et middel, der accepterede graviditeten, men hindrede den i at udvikle sig, således at det befrugtede æg forblev på æggestadiet. Et sådant middel findes ikke, men det ville vi i givet fald i nærværende sammenhæng kalde et middel til at leve med, dvs. et graviditetsliv.

Endelig er der muligheden for at dræbe livet. Den sæddræbende creme dræber sæden, før den når ægget. Aborten dræber det befrugtede æg, der er blevet til foster. Denne strategi kalder vi antiseptisk.

I forhold til graviditeten fordeler strategierne sig altså således:

[se skema til højre]

Disse fire former for graviditetsstyring er isomorfe med de styreformer, der er blevet anvendt til bekæmpelse af de epidemiske sygdomme, dvs. de har strukturelt betragtet den samme form. Bekæmpelsen af forskellige epidemier har accentueret en eller flere af disse strategier.

Hvilke strategier for styring, man har taget systematisk i anvendelse i bekæmpelsen af epidemier, har været afhængig af, 1) hvilke styresystemer der var til rådighed i praksis og for fornuften, 2) hvorledes man forestillede sig, sygdommen smittede, 3) topologiske, vejrmæssige, zoologiske og geografiske forhold og 4) hvilke videnskabelige midler der var til rådighed. At man anvendte karantænen til at bekæmpe pest skyldes en forestilling om, at pest smittede direkte fra menneske til menneske (2), og at man ikke havde nogen biologiske midler imod det (4). Da man i Norditalien anvendte øer til anbringelse, talte man om isolation – af det italienske isola: ø (3).

Et andet eksempel er den generaliserede forebyggende renselse af miljøet, der finder sted i sidste halvdel af det 20. århundrede, og som vi ser nærmere på i kapitel 6. Duften af ammoniak eller chlor skyldes rengøringsmidler, der tages i brug som følge af en fremskreden mikrobiologi (4), en forestilling om at det levende må styres ved at slå noget levende ihjel (1), en forskydning i styringsrationalitet fra bekæmpelse af det sygdomsfrembringende til forebyggende sandsynlighedspåvirkning for at være på den sikre side (1), og opfattelse af at det smittebærende hverken lader sig lugte, høre eller se (2). Det fører til en generaliseret antiseptisk-profylakse i det 20. århundrede.

Tilsvarende lader biologisk krigsførelse sig forstå som en omvending af de her nævnte strategier: At man i stedet for at undgå at røre netop lader immune bærere af en sygdom blande sig med en ikke-immun befolkning.

Et sidste udtryk skal introduceres inden vi går ombord i epidemierne. Det er begrebet social teknologi. Når vi i daglig tale taler om et stykke teknologi, mener vi et redskab skabt af mere eller mindre raffinerede ingeniørkunster af naturvidenskabeligt tilsnit. For eksempel kan en mobiltelefon betegnes som et stykke teknologi. Når jeg ovenfor sagde, at man har ment, at krigene harværet fremmende for teknologien, så er det i denne almindelige betydning af teknologi.

 

Når vi taler om sociale teknologier, henviser vi ikke til disse redskaber, men til måder at organisere menneskers adfærd på. En rundkørsel er en type social teknologi, der adskiller sig fra vejkrydset. Det sidste indbefatter lyssignalet som redskab, men det er for så vidt irrelevant for den sociale teknologi, om der står en politibetjent i krydset og leder og fordeler trafikken med tidsintervaller, eller om et automatisk lyssignal gør det. Tilsvarende er mobiltelefonien en social teknologi, der muliggør at lave aftaler, lave dem om, udveksle informationer osv., og den teknologi ændrer sig ikke af hvilkemodeller, der er på markedet – selv om nye funktioner kan afføde nye sociale teknologier. Det afgørende er blot, at når vi taler om organisering af mennesker, så fokuserer vi på den sociale teknologi, dvs. på hvorledes styringen er tænkt. Det er derfor, at man kan tale om, at svangerskabsforebyggelsen og epidemibekæmpelsen kan have isomorfe sociale teknologier: De handlinger, der skal foregribe og regulere fremtiden, kan være tænkt på samme måde.

Vi skulle nu være beredte til at gå ombord i de forskellige epidemier for at få et indblik i forholdet mellem epidemi og organisering af mennesker igennem tiden. (3

Noter 

1  Lindberg "Vad är en epidemi?" 1992 pp. 33-34.

2  Opslag ”Strategie” in Ritter (red.). Historisches Wörterbuch der Philosophie , 1989.

3  Dele af denne bog har tidligere i en lidt anden version været trykt i Projektsamfundet  (Aarhus Universitetsforlag 2009).