Det dødsens smukke år
Tomas Espedal er en nærmest mytologisk figur i nordisk litteratur. En figur med en aura af for meget druk, for mange (unge) kvinder, for meget vildskab og for lidt privatliv. Han er sådan én som Politiken-journalister valfarter til »med en Whiskey i rygsækken« for at besøge deres poetiske guru, »drikke en kop kaffe« og måske tale om guruens nye bog. Espedal har rockstjernestatus. Måske ikke på højde med sin kollega Knausgård, men i sin helt egen ret: Han er omgivet af mere mystik, der skinner af romantiseret forfald.
I Elsken har Espedal kastet sig over døden. Et, skulle man tro, mørkt og genstridigt fænomen at læse om i det lyse forår. Døden, midt i anemonernes blomstring, bøgetræernes lysegrønne blade, duften af græs og varm asfalt. Men der tager man fejl! Elsken gør sig godt i foråret. På forunderlig vis bliver hovedpersonens beslutning om at dø om nøjagtigt et år, begyndelsen på et nyt og mere intenst liv. Et år i forårets potente tegn.
Det er hovedpersonen ‘Jeg’, der beslutter sig for at dø. »Jeg ville dø den gode død. Ikke den som kommer uventet eller som en ulykke, eller en sygdom. Ikke den død man skubber væk og fornægter, men den d
