Et nyt Sarajevo eksisterer i hvert et øjeblik
Den unge Alexander Kluge (f. 1932) skulle egentlig have fortsat som advokat for Institut for Socialforskning i Frankfurt, bedre kendt som Frankfurterskolen, husende så prominente filosoffer som Theodor W. Adorno, Max Horkheimer, Herbert Marcuse. Men litteratur og spillefilm var nu alligevel for interessant til, at han kunne lægge sine skriblerier og undersøgelser af filmkunsten på hylden. Det var blevet til mere end blot en fritidsinteresse. Adorno havde dog mere gavn af Kluge som advokat end som udøvende kunstner og allierede sig derfor med filminstruktøren Fritz Lang, der gav Kluge lov til at besøge et af hans filmset. Det var Adornos håb, at Kluge ville blive skræmt af de kunstneriske, såvel som tekniske udfordringer i et kreativt arbejde, for derefter at vende tilbage til juraen. For hans eget bedste og til gavn for Adorno og hans kollegaer.
Der skete det stik modsatte. Mødet med Lang opildnede Kluge og bekræftede hans interesser i det kunstneriske: det var her, han hørte til. Kluge gik fra at være advokat til at være forfatter, filmskaber og tv-producer. En sand multikunstner – én af de få blandt efterkrigstidens intellektuelle, og én a
