Flad dej

»Jeg går død, ville så gerne lade mig rive med af den unge mands afmagt og stå ved hans side og stirre ned i afgrunden med ham, men jeg vil ikke have alt forklaret, og slet ikke med kagedejsmetaforer.«

Anmeldelse

02.06.20

Johan Davidsens nye roman har den fedeste titel, resten er en lunken affære.

Søren R. Fauth

Parateksten sigter højt – Selvmordstanker kan ikke betale sig. Hvilken titel! Især ’selvmordstankerne’ drager mig. På den anden side: Der er så meget fortræffeligt og mindre fortræffeligt i tilværelsen, der ikke kan betale sig. Kunstens og tænkningens uhildede blik ned i afgrunden er næppe en god forretning, og hvorfor skal vi absolut have revet en progressiv leveregel i næsen fra første færd?

Forsiden viser en yngre mand, der meget vel kunne være forfatteren selv, iført brune lærredsbukser, Vans, blå overdel, ansigtet indhyllet i en sky af røg. Og på bagsiden får læseren forlagets anbefaling af bogen i kortform. Der venter os, forstår man, »et ondt og skarpt portræt af en mand, som ikke kan blive voksen«.

Fablens hovedstationer serveres på et sølvfad: Daniel drømmer om en karriere som journalist, men hans magelige tilbøjeligheder forhindrer ham i at realisere drømmen. Også kærligheden forbliver en kimære for, som det hedder i bagsidetekstens forceret ungdommelige diktion, »han rykker ikke på noget.«

Parateksten lover imidlertid mere end alle disse drømme og tilløb, der ender i ingenting: fart, aktion, blod og eufori. Hør blot: »Men så får han job på e