Flad dej

Parateksten sigter højt – Selvmordstanker kan ikke betale sig. Hvilken titel! Især ’selvmordstankerne’ drager mig. På den anden side: Der er så meget fortræffeligt og mindre fortræffeligt i tilværelsen, der ikke kan betale sig. Kunstens og tænkningens uhildede blik ned i afgrunden er næppe en god forretning, og hvorfor skal vi absolut have revet en progressiv leveregel i næsen fra første færd?

Forsiden viser en yngre mand, der meget vel kunne være forfatteren selv, iført brune lærredsbukser, Vans, blå overdel, ansigtet indhyllet i en sky af røg. Og på bagsiden får læseren forlagets anbefaling af bogen i kortform. Der venter os, forstår man, »et ondt og skarpt portræt af en mand, som ikke kan blive voksen«.

Fablens hovedstationer serveres på et sølvfad: Daniel drømmer om en karriere som journalist, men hans magelige tilbøjeligheder forhindrer ham i at realisere drømmen. Også kærligheden forbliver en kimære for, som det hedder i bagsidetekstens forceret ungdommelige diktion, »han rykker ikke på noget.«

Parateksten lover imidlertid mere end alle disse drømme og tilløb, der ender i ingenting: fart, aktion, blod og eufori. Hør blot: »Men så får han job på e