Vil man stå på moralsk sikker grund skal man ikke henvende sig til en jurist

Man skal ikke lede ret længe i hverken opslagsværker eller på det store, vide internet, før det begynder at vrimle frem med ordsprog om advokater og juristers forkvaklede moral og mildest talt kreative forhold til alt fra sandhed til andre menneskers penge. »En advokats hovedkvalitet er den samme som en digters: at lyve,« skulle Ludvig Holberg efter sigende have sagt. »Advokater er de eneste, som ikke straffes for foragt for loven,« tilføjede Jeremy Bentham. »Jeg har aldrig været forelsket, jeg har altid været advokat,« sagde Ayn Rand, og selv Djævlen har, selvfølgelig fristes man til at sige, sagt noget spydigt om advokater. Et gammelt dansk ordsprog lyder: »Dyden i midten, sagde Djævlen og satte sig mellem to advokater«. 

Det skorter altså ikke på folkedybets vished om advokaters anløbne moral. Den skruppelløse sagfører uden etiske holdepunkter at navigere efter er vel nærmest en af vores mest udbredte kulturhistoriske klichéer. Og så har vi ikke engang nævnt Matadors Jørgen Varnæs, den retskafne bankdirektør Hans Christians d