Print artikel

Polens ukrainske immigranter er velkomne, men…

De ukrainske førsteårsstuderende Iryna Pober (tv.) og Ivanna Petrovska føler sig velkomne i Polen. Deres mandlige ukrainske medstuderende nuancerer Polens gæstfrihed. Foto: Kåre Holm Thomsen.
Reportage
17.04.16
Omkring 1 million ukrainere arbejder eller studerer i Polen. På overfladen er de velkomne, fordi de kulturelt er lig polakkerne. Men i det østligste Polen forhindrer lighederne stadig ikke skepsis overfor immigranterne.

LUBLIN – »Vi kan ikke lide ukrainerne så meget, som man kan få indtryk af,« fortæller Krzysztof på et busstoppested lidt uden for det østlige Polens største universitetsby Lublin, ca. 120 kilometer fra den ukrainske grænse. »Der er et eller galt med polakkernes hjerner. Vi kan godt sætte os ind i hvorfor ukrainerne er her, og som kristne skal vi jo elske alle, men vi har svært ved at glemme gammelt nag.«

På papiret er fortællingen om Polens forhold til den konfliktramte nabonation en solstrålehistorie om den varme velkomst, de mange ukrainske immigranter i Polen virker til at få. Fra et dansk perspektiv er det lidt af et særsyn, at Polens østarbejdere og -studerende tilsyneladende så problemløst bliver integreret i samfundet uden nævneværdig fremmedfjendsk modstand eller offentlig snak om lønpres. Efter de første dage i Lublin er det da også hovedsaligt den historie, der giver genlyd i byens gader. Men mødet med en række studerende nuancerer den varme velkomst over for de østlige naboer. Den jurastuderende Krzysztof Pawłowski forklarer.

»Blandt de studerende her i Lublin er der en generel skepsis overfor de ukrainske studerende. De får for nem adgang til studier her i landet, og niveauet bliver sænket for at de kan følge med. Derudover er der flere eksempler på, at polakker er blevet forfordelt på grund af ukrainerne. Eksempelvis er der et kollegium her i byen, hvor de polske studerende skulle flytte ud for at give plads til de mange nye ukrainske studerende. Det er jo ikke retfærdigt. Og så har vi en blodig historie med Ukraine, som man ikke lige sådan lægger bag sig.«

Den officielle historie

Krzysztof er ikke den stereotypiske polske nationalist. Og derfor er han udmelding interessant. Han er ikke katolik, men derimod protestant, han stemmer ikke på det nationalkonservative Lov & Retfærdighed (PiS),men i stedet på det liberale midterparti Borgerplatform (PO), han bor ikke på landet, men i byen. Hvad han siger går imod den gængse fortælling man ellers hører om Polen, en positiv historie som også gentages mange gange i Lublin.

»Ukrainerne kommer her for at arbejde eller studere, mange kan fire sprog og er hamrende motiverede for at klare sig bedre end hjemme i Ukraine. Kulturelt ligner de polakkerne ret meget. De er stort set alle sammen kristne, mange sågar katolikker og de lærer hurtigt polsk. Derfor bliver de hurtigt integreret her i Polen,« siger flygtninge- og migrationsforsker Tomasz Sieniow på biblioteket i The Rule of Law Institute Foundation. Fonden er en NGO, der både forsker i og yder hjælp til særligt ukrainske migranter. Sieniow bestrider posten som chef for forskningsafdelingen, samtidig med at han bijobber på det katolske universitet i byen.

»Polen har et demografisk problem, folk føder simpelthen ikke nok børn, og mange polske unge tager udenlands for at arbejde. De manuelle sektorer, som eksempelvis landbruget, står derfor og mangler arbejdskraft. Mange steder kan landbrugene kun løbe rundt på grund af de ukrainske arbejdsimmigranter, der med glæder smøger ærmerne op, selvom lønnen er lav. Polen har altså en økonomisk fordel af immigrationen fra vores nabo. Derfor accepterer folk dem. Og så er fagforeningerne i Polen ikke stærke nok til at lave palaver omkring aspektet om social dumping,« fortæller han.

Jævnfør Tomasz Sieniow er det altså behovet for den billige arbejdskraft og manglen på rigtigt stærke fagforeninger, der bidrager til Polens åbenhjertige modtagelse. Hans to ukrainske ansatte føler sig da også meget velkomne. De nævner begge hvor meget bedre karriereperspektiverne er her.

»Som akademiker med job i Polen kan du som minimum tjene tre gange så meget som i Ukraine,« siger Iryna Kozak. Hun er udannet jurist i Polen, har boet i landet det meste af sit liv, men kommer oprindeligt fra Ukraine. Hendes kollega Olena Hryb, der kun har boet i Polen i halvandet år, tilføjer: »Jobmæssigt ser Polen meget lysere ud end Ukraine, og så er mentaliteten her i landet ret lig den derhjemme. Derfor var det det naturlige land at tage til for mig.«

Den mentale og kulturelle lighed er noget Ukraines generalkonsul i Lublin, Vasyl Pavlyuk, også fremhæver som det bærende i den gode forståelse mellem polakker og ukrainere.

»Ukrainerne i Polen betaler skat og bidrager til samfundet. De er her primært på grund af økonomiske  vanskeligheder derhjemme. Vanskeligheder der forstærkes af urolighederne i det østlige Ukraine. Vi så helst at vores statsborgere blev i Ukraine og bidrog der, men vi er godt klar over, hvor svært det kan være. Jeg er taknemmelig over, at vores broderland Polen tager så åbenhjertigt i mod os. Men det kan de også kun gøre fordi vores kultur, religion og mentalitet minder så meget om den polske. Og så fordi ukrainerne ikke bruser frem i gadebilledet, men tilpasser sig.«

Men Lublins gadebillede er ikke helt upåvirket af de ukrainske gæster. Flere steder ligger små juridiske rådgivningsfirmaer med blå og gule facader, der er Ukraines nationalfarver, og hvor reklameteksterne står på både polsk og ukrainsk. De hjælper ukrainske arbejdsimmigranter med visum, arbejdstilladelser og korrespondance med de polske myndigheder. Og på universiteterne i byen er den største gruppe udenlandske studerende ukrainere.

Jarosław Tymczyszyn, indehaver af rådgivningsfirmaet Nowe Horyzonty (Nye Horisonter), fortæller at behovet for juridisk rådgivning for ukrainere er stigende, fordi der hele tiden kommer flere ukrainere til byen. Særligt i løbet af det sidste år er mængden af tilflyttere vokset. »Ukrainerne har mistet tiltroen til deres land, så dem der kan komme, kommer,« forklarer han.

Skepsis blandt studerende

Den positive historie om et harmonisk grænseland, hvor to nabolande uproblematisk og åbenhjertigt lever side om side, er ret markant her ved Europas østlige grænse. Blandt de mere kritiske studerende er der enighed om de kulturelle ligheder mellem ukrainere og polakker, og der er også en forståelse for hvorfor ukrainerne er her. Men det betyder ikke, at de ikke er skeptiske overfor de fremmede. Og skepsissen bliver kun større med det stigende antal af ukrainere i byen.

Du er jo en vesteuropæisk journalist, og polakkerne ved godt hvad du vil høre. Vi kender godt til det vestlige ideal om åbne arme, og hvordan Vesteuropa generelt ser Østeuropa som meget forstokket og  konservativt. Især den ældre generation giver dig den politisk korrekte side

»Det er jo rigtigt, at der ikke er demonstrationer og stor offentligt kritik mod de ukrainske immigranter. Men det betyder ikke, at vi bare problemløst accepterer dem,« forklarer Krzysztof. »En del ukrainere kommer jo rigtignok her og arbejder, men der er altså også rigtigt mange ballademagere i blandt. Jeg vil sige, at i hvert fald halvdelen er lidt nogle bøller.«

Sandhedens i Krzysztofs udsagn er svære at efterprøve, og bør tages med et gran salt, eftersom han ikke rigtigt kender nogle ukrainere. Det forhindrer ham dog ikke i at være skeptisk overfor gæsterne. Men hvorfor er denne side af sagen ikke før blevet nævnt overfor nærværende journalist, der har ført lange samtaler med både polakker og ukrainere, og talt med eksperter og folk med egne erfaringer?

»Du er jo en vesteuropæisk journalist, og polakkerne ved godt hvad du vil høre. Vi kender godt til det vestlige ideal om åbne arme, og hvordan Vesteuropa generelt ser Østeuropa som meget forstokket og  konservativt. Især den ældre generation giver dig den politisk korrekte side, og så får du ikke bekræftet dine mindre flatterende fordomme om os.«

– Hvorfor fortæller du så det her nu?

»Man skal prøve at forstå det her forhold en kende mere nuanceret. Det kunne det være rart med en artikel, der for en gangs skyld ikke bare åd det offentlige glansbillede råt.«

På kollegiet Amor, hvor omtrent en tredjedel af beboerne er ukrainere, bor den nittenårige ukrainske studerende Aleksandr Venedyutou. Han svarer »ja,« uden tøven, på spørgsmålet om han føler sig velkommen i Polen.

– Men er du aldrig blevet konfronteret med din ukrainske baggrund på en ubehagelig måde her i Lublin?

»Jo selvfølgelig er jeg det. I byen spørger folk mig eksempelvis jeg kommer her for at nasse. En gang blev jeg også næsten slået, fordi jeg højlydt talte ukrainsk på gaden. Men alle ukrainere har oplevet noget negativt, det er ikke noget særligt.«

Han fremhæver, at mængden af konfrontationer er steget med antallet af ukrainske studerende, der  er steget i løbet af det seneste år. Noget de ukrainske fjerdeårsstuderende Wiaczelsaw Liuzniarowski og Liva Serginsz på etagen ovenover bekræfter.

»Problemerne opstår fordi vi er så mange. Vi fylder på universiteterne. Og så fører de yngste sig frem i byen. Det bidrager ikke ligefremt positivt til forholdet mellem polakkerne og os.«

Det er imidlertid ikke konfrontationer, der er til at få øje på i løbet af et par dage i Lublin. På universitetscampus interagerer de studerende fra begge lande da også helt fredeligt. Men der er mange ukrainske studerende, og de er nemme at spotte på universiteterne, for de er typisk lidt yngre end deres polske medstuderende. Samlet ser er udgør ukrainske studerende 130.000 personer ud af de samlede 1,7 millioner studerende ved højere læreranstalter i Polen.

Alle tre studerende på Amor nævner, at især diskussioner om den ukrainske nationalistiske partisanleder Stepan Bandera, der i 40’erne medvirkede til etniske udrensninger af blandt andet polakker i det vestlige Ukraine, kan fører til håndgemæng. Bandera blev i Ukraine gjort til nationalhelt i 2010 af Viktor Jusjtjenko, hvilket Europaparlamentet straks fordømte. I 2011 blev heltestatussen annulleret, men højrenationale grupper i Ukraine hylder ham stadig.

De fremmede

»Det kan jo ikke være rigtigt, at man kan hylde den mand, der har dræbt så mange polakker,« udbryder Krzysztof voldsomt. »Ukrainerne har blod på deres hænder, men de har aldrig angret det. Tværtimod synes nogle, at det er fedt.«

Han referer til nogle episoder i Polen, hvor unge ukrainere har flaget med Banderas fane til blandt andet fodboldkampe og demonstrationer. Han fortæller, at også en gruppe ukrainske studerende i Lublin har rendt rundt på campus med det forhadte flag.

– Du mener ikke seriøst, at alle ukrainere er bøller, fordi nogle tosser flager med ukrainske nationalistiske symboler?

»Jeg ved jo godt, at der findes fornuftige ukrainere, der bare er kommet til Polen for at arbejde. Og det er også helt ok. Men der er altså mange, der bare kommer for at lave ballade. Mange flere end man hører om, og end den polske regering vil være ved.«

Krzysztof forsøger at illustrere, hvordan man bør opfatte hans skepsis med et eksempel.

»Da jeg i sommerferien arbejde i England for at tjene penge til mine studier blev jeg jo også taget godt i mod, særligt af arbejdsgiverne. Men englænderne kan jo ikke rigtigt lide polakker, fordi vi der er fremmede. Og sådan er det også med ukrainerne i Polen. Vi kan ikke rigtigt lide dem, men vi forstår deres bevæggrunde for at komme.«

– Men når du selv har prøvet at være uvelkommen i udlandet på grund af din etnicitet, hvorfor er du så ikke venligere stemt overfor ukrainerne?

»Jeg kan ikke forklare det med andet end, at de jo er anderledes end os.«

Dagen forinden samtalen med Krzysztof  fandt den såkaldte Ukrainedag sted på det katolske universitet. Her spiste polakker og ukrainere side om side ukrainske specialiteter til tonerne af ukrainsk folkemusik, og de kommunikerede i øvrigt problemløst med hinanden. Det er altså ikke alle, der deler Krzysztofs skepsis over for ukrainere, og særligt ukrainske studerende.

Men omvendt står han heller ikke alene med sine bekymringer. Polske Tomasz Syroka har rødder i Ukraine og bliver snart færdig med sin kandidat i ukrainsk på universitetet. Han nikker genkendende til den stigende mistillid blandt sine medstuderende og tilslutter sig også Krzysztofs holdning om, at flere og flere ukrainere er ballademagere, og at de ikke burde være her.

»I min verden hedder den 50/50 mellem gode og dårlige ukrainere. Vi har brug for de gode, ikke de dårlige. Det er en opfattelse, der særligt er mainstream blandt de studerende. Måske fordi de studerende bedst føler problemer lige nu,« mener han.

Han forklarer yderligere, at andre samfundsgrupper nok snart får øjnene op for problemet med den store immigration fra Ukraine til Polen.

– Men du studerer jo ukrainsk og har rødder i landet. Hvordan kan du være negativt indstillet overfor dem?

»De er for mange. Og så laver de ballade. Ikke mine ukrainske venner, selvfølgelig, men de andre. Jeg forsøger at overbevise mine polske venner om, at det ikke er alle ukrainere laver ballade, men en stor del gør altså. Og dem gider vi ikke have her,« siger han

I forhallen på det katolske universitet er studenterforeningen for polske ukrainskstuderende i færd med at samle ind til den verserende krig i Østukraine. Bidragene kommer primært fra de ansatte på universitetet og ukrainske studerende. De polske studerende donerer ikke rigtigt længere. Det er noget, de er holdt op med i løbet af det seneste år, omtrent samtidig med at antallet af ukrainere i Lublin begyndte at stige.