Print artikel

Gensyn med våbnene

Portræt af krigeren Hachibei Komakine.Træsnit af Tsukioka Yoshitoshi (1839-92)
Analyse
19.10.15
Japan er et af de eneste lande i verden med en pacifistisk forfatning og en overvejende pacifistisk befolkning. Men i september 2015 vedtog regeringen nye krigslove, der tillader japansk militær at kæmpe uden for Japan

Mens vi i Danmark er ved at lære at leve med, at dansk militær kæmper og kaster bomber i udlandet, er krigsdeltagelse uden for landets grænser stadig meget kontroversiel i Japan. De fleste japanere er pacifister i følgende forstand: De mener, at deres land ikke skal bruge militære midler til at løse konflikter med andre lande. Og følgelig, at japanske soldater ikke skal deltage i militær konfliktløsning – krig – uden for Japan. Alligevel vedtog det japanske parlament i september nye love, der tillader netop dét. Japans militær må fremover udøve kollektivt selvforsvar af en allieret, og altså operere militært uden for Japan.    

Premierminister Shinzo Abe og hans støtter hævder, at legaliseringen af krigsdeltagelse i udlandet genfortolker Japans pacifistiske forfatning. Kritikere mener, at de nye love er forfatningsstridige. Opinionsundersøgelser viser, at fra 55% og helt op til 70% er imod lovene. Der er splittelse og uenighed i Japan, og i dette klima – hvor heller ikke parlamentet er nået til bred konsensus – fører regeringen landet i retning af en mere militaristisk udenrigspolitik.

I dansk sammenhæng brugte man ordet aktivistisk om et lignende retningsskifte, og i Japan kalder man det proaktiv pacifisme for på den måde at skjule bruddet med den pacifistiske tradition. Men store dele af befolkningen protesterer mod regeringens afsked med den pacifistiske politik, som landet har ført de sidste 70 år.  

Pacifisme efter bomberne

Både den gamle pacifisme og de nye krigslove er blevet til under påvirkning fra USA. Derfor er det meget passende, og lidt ironisk, at demonstranter i Tokyo har hængt premierminister Shinzo Abe ud som Public Enemy No. 1 – som en amerikansk gangster, der hensynsløst gennemtrumfer sin vilje. Men også som en trussel mod Japans fred, og en fjende af det forbud mod krig, som Japans forfatning indeholder.

Det var de amerikanske atombomber mod Hiroshima og Nagasaki i 1945, der gjorde det muligt for USA at indskrive et forbud mod krig i Japans forfatning. Bomberne førte til kejserrigets betingelsesløse overgivelse, en syv-årig amerikansk besættelse og en ny forfatning i 1947. Forfatningen, der stadig gælder, indledes med ordene Vi, det japanske folk, ønsker fred i al fremtid.     

Ordene har slået rod. Mange japanere har tilegnet sig pacifismen – i enten en hård eller blød variant – som et træk i deres nationale eller politiske identitet.

I forfatningen giver det japanske folk for evigt afkald på nationens suveræne ret til føre krig, og på trusler om eller brug af vold som et middel til international konfliktløsning. Desuden afstår Japan fra at besidde et militær (Artikel 9). Selvom teksten blev forfattet af amerikanerne, var den ikke helt uden japansk medforfatterskab. Set fra amerikansk synsvinkel skulle krigsforbuddet sætter en stopper for den militante imperialisme, som Japan havde dyrket i 1930erne og 40erne. Kejserriget havde opført sig som et vestligt imperium med et stærkt militær; havde angrebet og erobret nabolande, massakreret og misbrugt civile; havde bombet den amerikanske flåde i Pearl Harbor og allieret sig med det nazistiske Tyskland. Allerede i 1905 havde Japan besejret Rusland og vist en militær styrke, der var usædvanlig for et asiatisk land. Faktisk var Japans militær til tider så stærkt, at det gik sine egne veje uden om de kejserlige magthavere.

I 1947 skulle den nye forfatning skabe en anderledes stat, der var fredelig, holdt sig på sit territorium og heller ikke udklækkede hævnplaner efter atombomberne. Dengang, efter verdenskrigen, var mellemfolkelig fred en drøm som mange delte. Mange lande var ødelagte og krigstrætte ligesom Japan, FN blev oprettet og Den Kolde Krig var ikke startet endnu. I Japan tiltalte pacifismen både dem, der hele tiden havde været imod kejserrigets krigsførelse, dem der havde betalt prisen for den i form af tabte liv, og dem der anerkendte USA’s overmagt.

Pacifismen kunne både sone skammen efter krigens forbrydelser og nederlaget og hele nogle af sårene efter rædslerne. Pacifismen var også pragmatisk, den muliggjorde en alliance og efterhånden et venskabsforhold med USA, og et fokus på Japans civile genopbygning økonomisk og samfundsmæssigt – med stor succes.

Men det japanske militær genopstod også allerede i 1954. Det fik navnet Japan Self-Defense Forces, måtte kun forsvare Japan i Japan og kom juridisk set til at høre under politiet. Selvforsvarsstyrkerne var et svar på amerikanske og japanske ønsker om remilitarisering, og et kompromis i forhold til forfatningen, der ikke forbyder selvforsvar men afviser besiddelse af et militær. Siden krigen har der også været amerikanske tropper i Japan, og de er der stadig.

Pacifisme i andre lande

Hvis man sammenligner Japan med andre stater, fandt et lignende skifte fra militarisme til pacifisme sted i Costa Rica i 1948-49, da præsidenten – efter at have kuppet sig til magten – nedlagde militæret og omdannede dets hovedkvarter til et kunstmuseum. I dag har Costa Rica, der har et befolkningstal som Danmark, stadig ikke et militær, og har til forskel fra sine nabolande ikke været hærget af politisk vold siden 1949. Man kan også sammenligne Japan men den anden store taber i 2. Verdenskrig, Tyskland, hvor den vesttyske Forbundsrepublik i 1949 fik en ny grundlov – med besættelsesmagternes velsignelse – der forbyder angrebskrig. Hvis man derimod slår op i Danmarks Grundlov, ser man i paragraf 18 stk. 2, at både forsvars- og angrebskrig er tilladt, såfremt Folketingets samtykke foreligger.

Både i Japans og Tysklands forfatninger kan man hæfte sig ved, at krigens sejrherrer var med til at føre pennen. Ideen var ikke at fremme pacifisme generelt, men blot at bestemme, hvem der må føre krig. Et forbud mod angrebskrig kan man også finde i internationale love og konventioner, men som historien viser, kan definitionerne af angreb og forsvar bøjes i en uendelighed. Desuden vil mange lande, og jurister, sætte nationale love og deres parlamenters beslutninger om at føre krig højere end internationale love og konventioner. Man er vel stadig en suveræn stat.

At tage Japan tilbage

Japansk suverænitet eller selvbestemmelse er netop et argument, som regeringen bruger for sin sikkerhedspolitik, fx med sloganet Tag Japan tilbage. Man kan kalde det en konservativ revolution eller normalisering, men det er også en ny politik, som skal opdatere og styrke allianceforholdet til USA, nu hvor Kina er blevet en supermagt i Asien og i den globale magtbalance.

Den nye legalisering af kollektivt selvforsvar, som består af en ny lov og ændringer af 10 eksisterende love, omformer – eller ophæver – pacifismeparagraffen, idet den muliggør kampstøtte til allierede. Hvis en allieret angribes, og angrebet også truer Japans overlevelse, må Japan godt besvare angrebet med militære midler. Dog kun med den minimalt nødvendige brug af militær vold, og forudsat at andre passende midler ikke kan bruges. De medfølgende begrænsninger på det kollektive selvforsvar er altså ret skønsmæssige, og det er nyt, at japansk militær må kæmpe i udlandet.

Den anden del af den nye lovgivning angår operationer i udlandet, der er fredsbevarende eller yder logistisk støtte, herunder forsyning af allierede med fx ammunition. Den slags indsatser har japansk militær også tidligere ydet, fx i Asien og Irak, men før krævede det særlig tilladelse hver gang. Derudover må militæret nu deltage i fredsbevarende missioner uden om FN.

Hermed er gamle uenigheder om brugen af selvforsvarsstyrkerne blevet forstærket. De hårde pacifister har hele tiden ment, at selvforsvarsstyrkerne er forfatningsstridige, mens de blødere pacifister kun vil anvende dem til missioner under FN, der ikke involverer åben kamp. Regeringen og andre revisionister ønsker nye regler for selvforsvarsstyrkerne, og har fået dem med den nye lovgivning, der udvider selvforsvar til kollektivt selvforsvar.

Krigsfortrydere og krigsforbrydere      

Selvom regeringen kalder sin politik proaktiv pacifisme, er den klart revisionistisk og vil revidere forfatningspacifismen og sikkerhedspolitikken. Politikken støttes af konservative nationalister og såkaldte normalister, og af lobbyen Nippon Kaigi, der i knap 20 år har arbejdet for en ændring af forfatningen. Men det regerende Liberal-Demokratiske Parti er også i koalition med det mindre parti Komeito, der knyttes til den buddhistiske organisation Soka Gakkai, som er stærkt pacifistisk i sine religiøse, filosofiske og politiske anskuelser. Komeito holder derfor fast i, at det fører en pacifistisk politik, og siger, at de nye love blot er pragmatiske svar på den sikkerhedspolitiske virkelighed, men at Japan ikke skal til at føre krig.

De mindst pacifistiske af regeringens støtter er de nationalister, der stadig beundrer og længes efter det gamle kejserrige. Nogle af dem ønsker, at shinto-religionen igen blev statsreligion, og at kejseren igen fik politisk magt. Men kejseren er næppe enig. Kejser Akihito er ret liberal og demokratisk sindet, og sandsynligvis pacifist eller krigsfortryder. Han har i hvert fald undskyldt Japans krigsforbrydelser tydeligere end premierminister Shinzo Abe, og har modsat Shinzo Abe aldrig besøgt det shinto-tempel i Tokyo, hvor flere millioner faldne soldater, men også krigsforbrydere, mindes og æres.

Både tilhængere af shinto og af buddhisme, og de fleste japanere dyrker begge trosformer, kan være pacifister eller ikkepacifister, afhængig af hvordan religionen politiseres. I fortiden blev shinto politiseret som statsreligion i kejserrigets militaristiske periode. Blandt andet derfor har Japan ikke taget et opgør med sine krigsforbrydelser i 1930erne og 40erne. Det ville kræve en ny mindekultur for de døde sjæles efterliv, eller en objektiv diskussion af historiens fakta. Nu klistrer (krigs)historie, patriotisme/nationalisme og religion sammen i mindekulturen, der ærer alle fædrelandets faldne.

Trods manglen på et opgør med fortiden og mange politikeres modvilje mod at undskylde over for ofrene i Kina og Korea, voksede pacifismen sig alligevel stærk efter krigen og til i dag. Det havde store fordele for Japan, der brugte sine ressourcer på civil og økonomisk genopbygning. Men man kan også betvivle, om Japan nogen sinde var helt pacifistisk – eller neutralt, for allerede da Den Kolde Krig begyndte sidst i 1940erne, stod Japan på USA’s side i kampen mod kommunismen, om end uden deltagelse af japanske soldater. Hvis pacifismen allerede længe har været en illusion, er den nye proaktive pacifisme blot den nyeste version heraf, som også kan ses som en bevægelse væk fra pacifismen i forfatningen.

Regeringens støtter vil kalde glidebanen for normalisering, og det er da også normalt for en stat at have et militær og bruge det til konfliktløsning. For så vidt har Japan blot taget endnu et skridt i retning af gen-indtagelse af nationens suveræne ret til at føre krig, som forfatningen afviser, og nationen vil fremover bruge militære midler i sin politik. Ligesom andre voksne og normale stater gør i denne verden, hvor nye trusler mod freden gror frem lige så sikkert som risplanterne i marken.      

Konsekvenser

For fremtiden kan man altså forvente, at japansk militær vil deltage – som kæmpende – i USA-ledede missioner i Asien eller andre steder. Det er muligt, at USA ikke vil bede japansk militær om at kæmpe og kaste bomber, hvilket i første omgang nok også ville føre til ramaskrig i Japan. I stedet vil USA sandsynligvis inddrage det japanske militær i afskrækkelse og forsvar af Japans og USA’s politiske og økonomiske interesser i Asien, fx i forhold til Kina, Nordkorea, Rusland, samt i ydelsen af nødhjælp.

En sikker konsekvens af de nye krigslove er, at det japanske militær vil få tilført flere penge, og at den japanske forsvarsindustri vil vokse, da den vil få et større hjemmemarked. I 1960erne indførte Japan et forbud mod eksport af militære produkter (som lå i god forlængelse af forfatningens pacifisme), men 20 år senere blev eksport til USA tilladt, og Shinzo Abe fik fjernet eksportforbuddet helt i 2014. Produktionen af våben og andre militære varer stiger allerede, og nu vil både forsvarsindustri og forsvar få flere arbejdspladser og penge i omløb. Japans skrantende økonomi vil vokse, og flere unge mennesker kan få et levebrød som soldater, fx dem som har svært ved at finde andre job.

De japanere, der protesterer mod regeringen, er oppe imod politikere, der sætter egne holdninger og alliancehensyn højere end respekt for demokratiet og for bred konsensus. De nye krigslove ændrer ikke bare Japans sikkerhedspolitik, de splitter også befolkningen og afslører regeringens arrogance.

De protesterende japanere kan man desuden både kalde nostalgikere og utopister. De ønsker en politik, der stemmer overens med forfatningens pacifisme, som allerede er blevet lettere udvandet gennem årene, men nu er helt i opløsning. For brugen af militær til kollektivt selvforsvar af en allieret kan naturligvis ikke forenes med et afkald på brug af militære midler til international konfliktløsning. Pacifismen er altså død i Japan, på et sikkerhedspolitisk og retsligt niveau. Medmindre den nye lovgivning bliver kendt forfatningsstridig.

Men samtidig lever pacifismen videre i store dele af befolkningen. Både ældre japanere og tusindvis af studerende demonstrerer mod regeringen, og holder fast i forfatningens pacifisme. Derfor kan en mere pacifistisk politik måske genopstå under en fremtidig regering.