Print artikel

Hvilket Folk er Folkemødet til for?

Constantin Hansens maleri af den grundlovsgivende forsamling. Det er mest folket med stort F, der er til stede.
Kommentar
15.06.16
Det er endnu engang blevet tid til det årlige folkemøde, hvor politikere, interesseorganisationer, journaliser og ”Folket” mødes for at debattere og diskutere. Men det er kendetegnende, at det folk, der er på Folkemødet er folket med stort F. Den opfattelse, der kommer til udtryk på folkemødet, afslører det afgørende problem, begrebet spiller i vores folkestyre.

Det politiske henter sin legitimitet fra folket, men vil samtidig ikke anerkende pøbelen som demokratisk subjekt. Den splittelse afspejles i Folkemødet på Bornholm, hvor folket ikke bare er folket. ”Folket” er selvsagt et helt centralt element i folkestyret og demokrati. Det er folket, der vælger, hvem der skal repræsentere det, og disse repræsentanter skal repræsentere folkets interesserer og står ultimativt til regnskab for folket. Folket det konstitutive politiske subjekt par excellence – det der både skaber, legitimerer og begrunder Folkestyret. På den anden side er folket – forstået som den brede masse, eller kort og godt pøbelen – det politiskes fundamentale problem: folket forstyrrer, brokker sig, larmer og obstruerer den politiske proces, kommer med krav og vil høres og vil ændre, hvordan tingene foregår. Det politiskes fundamentale problem afspejler dermed en dobbelthed i ’folket’ i en tid hvor det repræsentative demokrati er under angreb fra alle fløje.

De sidste par år har kommunikationsbureauet Operate i samarbejde med Folkemødesekretariatet lavet af analyse af Folkemødet, der blandt andet viser, hvem der deltager i Folkemødet. Og resultatet er, som Politiken konkluderede om rapporten fra 2014: Mytedræber: Folket er på Folkemødet. Det er således en myte, at det kun er eliten, der deltager i Folkemødet – Folket er der også! I PolitikenPlus’ arrangerede tur til Folkemødet reklameres det:

»Tag en bid af demokratiet, gå i flæsket på en politiker, lyt, debatter, grin og glæd dig over, at folkestyret stadig lever.« Men er det ikke nærmere Folkestyret (med stort F), der lever i bedste velgående – i hvert fald i Folkemødets selvopfattelse?

For hvem er dette Folk, der er på Folkemøde? I analysen fra 2015 fremgår det, at 47% af deltagerne i Folkemødet er ”Folket”. Folket er en af de fem grupper, der sammen med ”Politikeren”, ”Den Professionelle”, ”Ildsjælen” og ”Journalisten” deltager i Folkemødet. Politikeren er beslutningstager og kommer fordi det er ’et must’ og for at levere budskaber og networke og udgør ca. 2% af deltagerne (Det var 5% 2014 – faldet er formentlig forårsaget af Folketingsvalget, der lå umiddelbart inden mødet i 2015); Den Professionelle, som er betalt lobbyist, der kommer for at influere og networke udgør ca. 27%; Ildsjælen, der er frivillig lobbyist og kommer for at influere og networke udgør ca. 22%; Journalisten, der kommer for at formidle og rapportere og udgør omkring 2%.

Den største gruppe er dermed ”Folket”, der udgør ca. 47% af deltagerne, der kommer for at få en oplevelse og for at diskutere. Det fik sidste år daværende journalist på Information Casper Dall til at tweete (med henvisning og link til undersøgelsen fra 2014, hvor Folket udgjorde 53%): »Folkemøde for folket? Ja! Mere end halvdelen af deltagerne er ’folket’.« Sammen med Politikens konklusion på analysen af, at »Folket er på Folkemødet«, siger det noget afgørende om, hvordan vi tænker det Folk, der er så central en del af vores Folkestyre (og som forvaltes i Folketinget)

Det er interessant, hvem der udgør denne gruppe, ”Folket”. ”Folket” er i undersøgelsen delt op i tre undergrupper: De lokale bornholmere, der vil opleve deres lokale festival udgør ca. 25%; ”Baglandet”, altså partimedlemmer, der vil møde og diskutere med partifæller og politikere (og som oftest har en længere uddannelse) udgør ca. 20%; og sidst den største gruppe, ”Bedsteborgerne”, der udgør ca. 55% og som gerne vil netværke og møde politikere, og som generelt er samfunds- og politik-interesserede og som har en længere uddannelse. Det Folk, der udgør Folket på Folkemødet er lokale bornholmere, medlemmer af politiske partier, veluddannede og ”Bedsteborgere”, der er interesserede i samfund og politik – kort sagt, dele af den kulturelle overklasse. Denne opfattelse af Folket afslører på mange måder, hvilket Folk Folkemødet og Folkestyret er til for.

Folk og folk

I sin korte tekst Hvad er et folk? fra Midler uden mål – noter til politikken, skriver den italienske filosof Giorgio Agamben om den indbyggede tvetydighed i betegnelsen ’folk’. På samme tid benævner ’folket’ »såvel det subjekt, der er konstitutivt for politikken, som den klasse, der om ikke principielt så dog faktisk er udelukket fra politikken.« ’Folk’ betegner således både Folket (med stort F), det Folk, der er det centrale politiske subjekt, som staten skal beskytte og hvis interesser staten skal varetage, mens ’folket’ (med lille f) på samme tid betegner de fattige, de besiddelsesløse, de udelukkede, de beskidte, de laveste klasser, den brede masse – kort sagt: pøbelen. Dette går igen i de fleste europæiske sprog med det det engelske people, det italienske popolo, det spanske pueblo og det franske peuple, hvor adjektiverne popolarepopular populaire, (som i det danske populær eller populisme), betegner det almindelige, det udbredte, de normale og ordinary people i kontrast til de rige og de veluddannede. Folket (med lille f) har i denne forstand altid været et problem for politikken.

Den franske filosof Jacques Rancière skriver i bogen La Mésentente fra 1995, at demokratiet opstod i det antikke Grækenland netop som en skandale eller et problem, hvor folket (med lille f), demos’en (demos betyder folk på græsk) forsøger at tiltvinge sig de samme politiske rettigheder som aristokratiet. Den politiske filosofi – her i det gamle Grækenland repræsenteret ved Platon og Aristoteles – opstod således som et forsøg på at løse dette problem. I Politikken betegner Aristoteles berømt mennesket som et ’politisk væsen’ (politikon zōon), som det er i kraft af at have sprog og tale (det græske logos betyder både sprog og fornuft). Tale (logos) er noget andet end den blotte lyd (phonē), som alle dyr har, og som blot kan udtrykke nydelse og smerte. Det er således kun dem med tale og sprog, der kan bestemme og blive enige om, hvad der er nyttigt og unyttigt, retfærdigt og uretfærdigt, godt og ondt. Denne fælles overbevisning er det, der skaber en stat og et politisk fællesskab. For Jacques Rancière er det centralt, at ethvert politisk fællesskab altid er delt op i dem, der er en del af dette fællesskab og dem, der ikke er en del, dem der har noget at sige, og dem, der ikke kan sige noget (meningsfyldt). For Rancière er politik det, at en gruppe tilkæmper sig en plads i det politiske fællesskab (det han kalder politiet) og bliver hørt og taget seriøst. Således foregår der hele tiden en kamp om at blive en del af det politiske, og gennem historien har flere af sådanne kampe resulteret i sejre, sådan at dem, der tidligere var udelukket fra det politiske (f.eks. de fattige, tidligere slaver, kvinder) begyndte at få deres stemme hørt.

Folkestyre?

Man må ikke glemme, at demokrati i mange år, helt ind til slutningen af 1800-tallet var et skældsord netop fordi det blev associeret med pøbelen og med pøbelvælde. Repræsentative institutioner har eksisteret gennem historien, men kendetegnende for dem var netop, at kun mænd, og mænd med en vis (privat) ejendom, kunne deltage i dem, og dermed repræsentere alle indbyggere i landet, og altså også folket (med lille f). Først meget sent i historien blev demokratiet og stemmeretten for alle. Men på trods af dette kunne man argumentere for, at folket (med lille f) stadig ikke får deres stemme hørt og at der stadig findes mange grupper, grupperinger og holdninger, der, med Agambens ord, »om ikke principielt så dog faktisk er udelukket fra politikken.«

Foragten for pøbelvældet lever i hvert fald stadig i bedste velgående. I lederen Massevælde i Weekendavisen harcelerede chefredaktør Anne Knudsen fx over den folkelige protest mod DONG-salget som netop udtryk for et pøbelvælde, hvor den uinformerede og letpåvirkelige masse forsøgte at blande sig i noget, som de ikke vidste noget om, og som andre bedrevidende (eksperter, politikere, Folket) ved meget mere om og som kompetent kan beslutte hvad der er for folkets (med lille f) eget bedste. Pøbelen, massen ved ikke hvad der er bedst for den selv.

Man ser det flere steder i Danmark, også i forbindelse med de folkelige bevægelser, der gennem de sidste par år er sprunget op over hele Europa. Grækerne var dovne og skulle bare betale deres lån tilbage (uanset om SYRIZA-regeringen var støttet af en bred folkelig bevægelse), vi har næsten intet hørt om PODEMOS i Spanien, om de folkelige bevægelser, der gik kraftigt frem ved kommunalvalget i Spanien sidste år og som resulterede i valgsejr til Barcelona en Comú og en borgmesterpost til Ada Colau. Aktuelt er der larmende stilhed i de danske medier om de store folkelige protester i Frankrig og Paris lige nu, ”Nuit Debout” og de massive protester mod nye arbejdsmarkedsreformer, der vil gøre vikårerne sværere for det ’folk’, der er blevet hårdest ramt af den økonomiske krise, nedskæringspolitikken og de neoliberale reformer. Det politiske er netop i krise fordi folket (med lille f) også kryber ind fra den anden fløj, hvor højreradikale og nationalkonservative med fremmedfjendsk retorik vinder frem over hele Europa netop fordi de taler til det folk (med lille f), der er ramt af den politik der er ført i Folkets interesse.

Det er således kendetegnende, at det Folk, der er på Folkemødet netop er folket med stort F. De veluddannede, dem med social, kulturel og økonomisk kapital. Det er det Folk, Folketinget repræsenterer og dets interesser, Folkestyret varetager. Ikke de fattige, ikke immigranterne, ikke de brede masser, ikke folket. Og det mest sigende er næsten, at det i Folkemødets og dets deltageres egen optik netop repræsenterer Folket. Folkestyret må og skal tage folket seriøst og det første skridt er at anerkende, at Folkemødet repræsenterer Folket og ikke folket.