Print artikel

Drømmenes Bukarest - fra plattenbau til stjernestøv

Mircea Cărtărescu er endelig udkommet på dansk. Foto: Humanitas Publishing House
Artikel
26.04.11
Den rumænske forfatter Mircea Cărtărescu er opvokset under Ceauşescus kommunistiske diktatur, men har haft verdenslitteraturens uendelige vidder som sin horisont. Med poesien som flugtlinie skriver han sig både ned under og op over den konkrete verdens tid og sted. Nu er hans syrede, billedstærke fortællinger - med 22 års forsinkelse - endeligt tilgængelige for danske læsere.

"Hvordan skal man kunne få bare den mindste smule ørenlyd i denne enorme konvention, som kunsten er?" Sådan spørger en af Mircea Cărtărescus mange indlejrede "forfatter-fortællere" i »Nostalgi« (1989), der for nylig, som det første af hans værker, udkom på dansk.  Det eksplicit metalitterære og den fremtrædende, skriftbevidste fortællerstemme er helt karakteristisk for Cărtărescus postmoderne fortælleteknik, og man kunne svare, at netop en sådan stemme var vejen til ørenlyd, da ”Nostalgi«  udkom for 22 år siden. Siden har de postmodernistiske fiksfakserier, metalege og labyrintiske fortællesituationer for længst dannet nye litterære konventioner. Vi føler os langt hen ad vejen fortrolige med de destabiliserende greb, og den resignerede fortæller fortsætter:

"Man vil så gerne give læseren hjertekvababbelse, men hvad gør læseren? Han har læst ens bog færdig klokken tre, og klokken fire går han i gang med en ny, ligegyldigt hvor god den første, man havde stukket ham i hånden, var".

Væk er respekten omkring det enestående, afsluttede værk, der får lov at holde enetale for den lydhøre læser. Og Cărtărescu stikker os netop heller ikke blot én bog i hånden ad gangen. Tværtimod myldrer det med bøger i bøgerne, de taler i munden på hinanden og skifter hænder, fortællere og fiktive læsere, så man aldrig er helt klar over, hvor der fortælles fra og til. Når Cărtărescus stemme så stadig her i 2011 skaber ørenlyd og forekommer original, overrumplende, ja af og til decideret hjertekvababbende, er det først og fremmest i kraft af den særegne sensibilitet og imaginative energi, der kendetegner god fortællekunst på tværs af konventioner og postmodernistiske stilgreb. En sensibilitet både over for den konkrete, sansede verden i al dens detaljerigdom og over for de dybere, universelle hjertekvababelser. En skrift, der forbinder det partikulære og det almene og på én gang virker kalejdoskopisk og panoramisk.

Cărtărescu er en af Rumæniens mest læste forfattere. Hans bøger er oversat til 15 forskellige sprog og har modtaget en lang række priser. Han er uddannet i litteraturvidenskab ved universitetet i Bukarest, har skrevet Ph.d om postmodernisme og er nu er ansat som professor i rumænsk litteraturhistorie. Han debuterede som lyriker i 1978 og har siden udgivet omkring 20 bøger: Digte, romaner, fortællinger, essayistik og litteraturkritik. Hans prosadebut ”Nostalgi«  (1989), som nu er udkommet på dansk, gjorde ham til den vigtigste repræsentant for den rumænske 1980'er-generation, en position der blev befæstet med den prisbelønnede, apokalyptiske trilogi Orbitor (Venstre vinge, 1996, Kroppen, 2002, Højre vinge, 2007). 

Cărtărescu spinder drømmeagtige væv i sin læsers hjerne

Før sin internationale berømmelse som prosaist havde han dog allerede længe været frontfigur for en hel generation af rumænske digtere. At han stadig opfatter sig selv som lyriker, slog han fast, da han for nylig gæstede forfatterskolen i København i forbindelse med den danske debut.  Her fortalte han, at han i første omgang kun kastede sig ud i de prosafortællinger, som senere skulle komme til at udgøre ”Nostalgi« , fordi han som eneste lyriker i den forfatterkreds, han tilhørte, ville udfordre prosaisterne og deres syn på sproget.  "Og så opdagede jeg, at jeg bedre kunne skrive poesi i prosa" forklarer han.

Og netop det poetiske – som et særligt, ofte forskudt, blik på verden – strømmer i gennem forfatterskabet på tværs af genrer, konventioner og inspirationskilder. Der trækkes lysende tråde på kryds og tværs af store litterære traditioner og af disse spinder Cărtărescu drømmeagtige væv i sin læsers hjerne, nostalgiske slør og blafrende forhæng, tæpper, der konstant skrider eller trækkes væk under én. Man hvirvles i ned i byens og sindets underjordiske forgreninger og lander i et flosset netværk af stemmer, blikke og poetiske sandheder. Her opstår syrede og elementært spændende historier, der får det til at suse i hovedet.

Også historiernes sammenhæng skal snarere findes på det poetiske plan end på det narrative. I ”Nostalgi« , som består af fem forskellige fortællinger, virker historierne på overfladen uafhængige, mens de på et dybere plan forbindes af et net af genkommende symboler og poetiske motiver. I både konkret og overført betydning dykker fortællingerne ned i en underverden: det er i Bukarests underjordiske gange at Chancerytteren i første fortælling gennemlever sin nervepirrende karriere i russisk roulette blandt dekadente velhavere, det er i de tjærelugtende kloakrender at børnene i ”Deblius” leger heksrik, og det er i kældrene under naturhistorisk museum, at de elskende i ”Tvillingerne” forenes og bogstavelig talt bytter køn. I den sidste fortælling eskalerer bevægelsen i stedet opad: en arkitekt, der begynder at ombygge sin bil til et musikinstrument ender nærmest med at eksplodere ud i verdensrummet.

Nok er fortællingerne umiddelbart forankret i 60'ernes og 70'ernes Bukarest, men det er ikke skildringer af politisk eller social virkelighed, der interesserer Cărtărescu. Det er de store tids- og stedløse temaer: kærlighed, køn og seksualitet, barndom, sprog og erindring, identitet og vanvid. Som han selv pointerer i et essay er det verdenslitteratur snarere end østeuropæisk litteratur: "Mine bøger er ikke gennemvandret af små får fra den rumænske folklore eller knæbøjninger fra den ortodokse kirkeskik, men af Dantes stjerner, John Donnes passer, Cervantes' lanse, Kafkas bille, Prousts madeleinekage, Günter Grass' flynder."

Man suges ind i fiktionen men skubbes på samme tid ud i verden

Og verdenslitteraturen er da også massivt tilstede i Cărtărescus forfatterskab. Både som helt eksplicitte hilsner – til Kafka, Rilke og Proust f.eks. – og som ekkoer af forskellige traditioner. Ved sin overskridelse af skellet mellem det realistiske og det fantastiske, sin brug af det magiske og til tider groteske er Cărtărescu inspireret af såvel Kafka som af de store latinamerikanske forfattere, Borges, Cortázar, Márquez og deres magiske realisme.  Ved sin sofistikerede leg med fortællepositioner og –synsvinkler (og den dermed forbundne problematisering af stabile identiteter og udsigelsespositioner), og ved sin drillende udfordring af læserens trang til løsninger og sammenhæng, placerer han sig i en postmoderne fortælletradition, der f.eks. tæller navne som Roberto Bolaño og Thomas Pynchon. Selv betegner han sig gerne som nyromantiker, og især den dunkle romantiks ironiske og metafysiske undertoner virker nærværende i et værk som ”Nostalgi«

 Ved siden af sit skønlitterære virke, er Cărtărescu i Rumænien desuden kendt som en aktiv litterær essayist og kontroversiel politisk kommentator. I tysksprogede medier optræder han jævnligt med kommentarer om europæisk identitet og situationen i Rumænien og herhjemme trykte Dagbladet Information i 2003 et af hans mest kendte essays, "Europa har min hjernes form". Dette er også titlen på en samlet udgave af essays skrevet mellem 1990 og 2007.

Med stor sproglig kraft og associationsrigdom finder Cărtărescu i disse tekster sine helt egne indgange til forskellige, men ofte overlappende, emner: mærkaten "østeuropæisk litteratur" (som han gerne vil have sig frabedt), barndomsbyen Bukarest, den modsætningsfyldte europæiske tradition, romaernes forhold og de kollektive forestillingsverdeners rolle i 90'ernes Balkankrige.  I titelessayet indkredses et tema, der på flere måder også løber igennem det fiktive forfatterskab, nemlig forholdet mellem fysisk og mental geografi, ydre og indre virkelighed, grænser og frihed: "Der findes et stort antal Europaer i tid og rum, i drømme og minder, i virkeligheden og i fantasien. Jeg vil kun gøre krav på ét af dem, mit Europa. Det er let genkendeligt på grund af dets form, min hjernes form."

Cărtărescus litteratur minder os netop om, at virkeligheden er formet efter vores hjerner. Den er ikke et objektivt, statisk udenfor, den er tværtimod foranderlig og smidig i alle retninger, – og med sprogets poetiske funktion kan vi udvide og omskabe vores livsverden, opløse grænser og bevæge os mere frit. Vi kan overskride os selv og vores mentale landkort og - som det sker helt bogstaveligt i ”Arkitekten” – grundlægge ikke blot steder men helt nye galakser inde i vores hoved.

 Når man læser Cărtărescu kan det være meget svært, at sige, hvad historierne gør og hvad de handler om. Ligesom drømme er de umulige at genfortælle men kraftfulde i deres virkning, på én gang befriende og foruroligende. De graver kanaler dybt ned i læserens underbevidste, etablerer små forskydninger og aflejrer billeder og længsler med et transformatorisk potentiale. Man suges ind i fiktionen men skubbes på samme tid ud i verden – løfter blikket og kigger sig rundt i sin hjerneformede virkelighed – som nu virker på en lidt anden måde. 

Marie Løntoft (f. 1982) er kandidatstuderende på Moderne Kultur