Print artikel

En selvhøjtideligheds død

Gejst er en generations-antologi, der kan downloades gratis
Artikel
23.11.12
For en hjemmeside til 149 kroner om året, kan man skabe et medie, der er blandt de tre største dagblade på Facebook. Her er historien om en selvhøjtideligheds død eller hvorfor stort set ingen født efter 1980 gider betale penge for aviser.

Engang i et helt andet årtusind gik jeg med aviser i det nordlige Aarhus. I tasken lå Aarhus Stiftstidende, Politiken, Børsen, Berlingske og Aktuelt, som jeg på forskellige tidspunkter skulle levere til Journalisthøjskolen på Olof Palmes Allé, der dengang var civilisationens sidste udpost før de mørke og primitive egne nær Skejby og Lisbjerg. Aviserne skulle lægges i en foyer ved nordindgangen, og længere ind i bygningen kom jeg først mange år senere.

I modsætning til DR Aarhus (der dengang lød det fantastiske navn ”Provinsenheden”), der lå overfor med sin flinke og altid bolsjegivende receptionist, mødte jeg aldrig nogen på Journalisthøjskolen. Men jeg husker den lette ærefrygt for at levere dagens aviser til fremtidens journalister. Der i bunkerens hellige og meget betonbrutalistiske haller uddannede man dem, der skulle forklare kommende generationer, hvordan verden hang sammen.

For der var en vægt og autoritet over pressen dengang, som i dag er ved at forsvinde. Da den første Golfkrig startede i 1991, steg antallet af abonnenter på min rute med Aarhus Stiftstidende med mere end en tredjedel, og jeg oplevede en ambivalent glæde ved krigsførelse, som mangen en producent af landminer nok kan nikke genkendende til. Men sådan måtte det jo være. Når der skete noget alvorligt i verden, tyede man til dagbladene. Det gør man ikke mere.

Avisernes oplagstal er støt nedadgående, og om aviserne – og dermed store dele af journalistikken – egentlig er i færd med at ud- eller afvikle sig, er for øjeblikket et åbent spørgsmål.
Da jeg selv er redaktør og medstifter af et dagblad, der godt nok kun findes på internettet og skriver falske nyheder, vil jeg starte med det medie, da nyhedssatire måske har mere med journalistikkens autoritetstab at gøre, end man umiddelbart skulle tro.

Jeg ville så gerne sige, at der lå en stor og bevidst samfundsvision bag RokokoPosten. Det ville gøre det så meget nemmere både for os selv og vores journalistkolleger, når vi stiller op til interviews. Men det var der bare ikke. RokokoPosten blev for en stor del af os skabt ud fra et ønske om at lave noget andet end at tænke over specialeskrivning, og vi anede ikke, at det ville gribe sådan om sig. Vi havde desuden et fælles ønske om at lave noget sjovt, og da vi alle i forskellige grad er medienørder og fans af det amerikanske The Onion, var nyhedssatire oplagt.

Men set i bakspejlet var der også en uudtalt enighed om, at rigtig mange af journalistikkens og medieverdenens konventioner er ufrivilligt komiske. Måske er det svaret på, hvad der gør RokokoPosten om ikke vigtig, så i hvert fald relevant netop nu.

Det er også tydeligt, at RokokoPosten appellerer en del mere til yngre generationer end ældre. Som min mor, der er i slutningen af halvtredserne, sagde for ikke så længe siden: »Når jeg fortæller om RokokoPosten til mine jævnaldrende, så kender de det simpelthen ikke.« Det kan selvfølgelig være, fordi RokokoPosten ikke er så kendt, som jeg ville ønske, eller fordi ældre generationer har et liv uden for internettet. Begge dele er utvivlsomt korrekt. Men jeg tror også, at vores satire forudsætter et distanceret forhold til journalistik, som nyere generationer har fået mere eller mindre bevidst.

RokokoPosten forudsætter implicit, at man kan se det ufrivilligt morsomme i, at journalistikken stadig bruger et sprog, som påberåber sig autoritet – alene fordi det er skrevet på en bestemt måde og trykt på tyndt, dyrt papir. Journalistik er altid kategorisk og doceres ovenfra af en autoritet, som bare oversætter virkelighed til tekst. Det er heller aldrig skrevet af en rigtig person. Er det uomgængeligt, at journalisten selv inddrages, er det altid i den mest upersonlige tredjeperson, som tænkes kan. Det er ”avisens udsendte”, ”Deres skribent” eller – hvis det virkelig går vildt for sig – ”undertegnede”.

Derfor har RokokoPosten heller aldrig brugt bylines i vores artikler. Ikke fordi vi som skribenter hævder at kende sandheden. Det gør derimod mediet RokokoPosten – udkommet siden 1732 – der kanaliserer virkeligheden ud gennem en tilfældig journalist, der principielt kunne være hvem som helst.

Selvfølgelig skyldes meget af det sjove ved RokokoPosten også vores utrolige kreativitet og idérigdom, men vores ironiseren over det journalistiske sprogs selvhøjtidelighed er unægtelig et effektivt satirisk virkemiddel, som altid giver enhver historie et anstrøg af aldeles absurd selvhøjtidelighed.

For selvfølgelig er journalistik ikke objektivt. Journalistik er vilkårlig, ad hoc og aldeles uvidenskabelig. Det er tilfældige og personligt motiverede valg af sære vinkler. Journalistik er eksperter, der håndplukkes, fordi de siger det, der flugter med den vinkel, som journalisten på forhånd har besluttet sig for. Det er andre kilder, der fravælges, fordi de ikke kan eller vil formulere sig tilstrækkelig entydigt. Det er nyheder om ting i EU, som egentlig vil påvirke rigtig mange menneskers dagligdag, men som ikke bliver bragt, fordi ingen gider skrive dem, og endnu færre gider læse dem.

Her er det min påstand, at journalistik i gamle dage havde et helt andet skær af selvindlysende autoritet for tidligere generationer. For dem var det naturligt, at folk tegnede abonnement, når der var krig i udlandet. Men generationer, der er vant til selv at producere tekst, og som er vokset op med et globalt medieudvalg og et internet, er lysår fra et Mediedanmark, der bestod af fem-seks landsdækkende dagblade og monopol- tv. For dem er det svært at tro på illusionen om journalisten som den neutrale formidler af det objektivt vigtigste lige nu, når der er en hel masse andre journalister – og alle mulige andre – som lettilgængeligt prioriterer anderledes. Den enorme mediepluralisme stiller også større krav til læserens evne til kildekritik. Det er sket – hvilket absolut ikke er hensigten – at nogen tager RokokoPostens historier for gode varer, selvom sitet har en ganske tydelig disclaimer, der forklarer, at alle historier er fiktive. Den slags disclaimere er der en del konspirationsteoretiske og rygtebaserede onlinemedier, som ikke har, selvom de nok burde.

Og saåer der jo også den postmoderne forbandelse. Åbenbart præsenteres selv sygeplejestuderende i dag for Foucault. Og hvis man ser bort fra de unægteligt uhyggelige perspektiver i, at tid, som man kunne bruge på at lære om sårpleje og blodtryk, i stedet går med panoptikonbegreber og hegemoniske vidensmagtstrukturer, kommer man ikke uden om, at en masse centraleuropæiske filosof-sociologer i skøn samdrægtighed med ånden fra 1968 har lært generationerne siden 80’erne at forholde sig kritisk til tekst og autoritet.

For journalistik er jo bare et glorificeret håndvæk – det er alt. Alle og enhver kan lære at skrive journalistisk på et par uger, hvor den første dag går ud på at lære grundprincipperne og de øvrige med at øve sig. Resultatet er måske ikke perfekt, men godt nok til, at man kunne skrive et ganske hæderligt Ritzau- telegram eller rapportere fra en mindre ildebrand. Der er intet omfattende teoriapparat, og reglerne er ret lette: Skriv kort, fokuser på ét budskab, og put det vigtigste op i toppen. Brug aktivt sprog, og lad for Guds skyld være med at kalde en overskrift for en overskrift, når det nu retteligen hedder en rubrik på journalistisk.

Imidlertid er der hele generationer, som har vænnet sig til, at den slags journalistik er gratis online

 

Alt det ved de fleste journalister i øvrigt udmærket. Det er intet tilfælde, at RokokoPosten har et ganske pænt følge blandt danske journalister og kommunikationsfolk og har optrådt i samtlige medier, hvor journalister skriver eller taler til andre journalister om journalistik. Fra Lasse Jensens ”Mennesker og Medier” på P1 over fagbladet Journalisten til sitet Kommunikationsforum.

Derfor tror jeg også, at den journalistik, som man vil se fremover, vil bevæge sig i retning af en mere personlig form. Ikke nødvendigvis den fabulerende og gonzo-inspirerede journalistik, som f.eks. en Morten Sabroe udøver. Men i og med, at selve formen og afsendermediet ikke længere automatisk bliver opfattet som en garant for autoritet, vil de enkelte journalisters egen viden og stemme blive mere og mere væsentlige. Det er folk som f.eks. Weekendavisens Arne Hardis, Informations Anders Haahr Rasmussen, Rune Lykkeberg eller endda Carsten Jensen eksempler på.

Ingen er i tvivl om, at her er tale om personer med en stor specialviden samt egne synspunkter, som de åbent lader deres journalistik afspejle. Det er ikke så meget et spørgsmål om, at den type journalister nødvendigvis hævder at være mere subjektive end andre. Men derimod, at de opfatter læseren som begavet nok til at vide, at holdninger altid vil være et udgangspunkt, som det er bedre at lægge åbent frem end benægte eksistensen af. De fleste ved godt, at man ikke bliver objektiv sandhedsudvælger og - formidler, fordi man får et pressekort og en mellemlang uddannelse, hvoraf halvdelen er virksomhedspraktik.

At netop de aviser, der som Weekendavisen, Kristeligt Dagblad og Information klart vedstår en mere åbent holdningspræget journalistik, er blandt de mest hårdføre over for den generelle abonnementsnedgang, er næppe tilfældigt.

Blog-genrens indtog i aviserne er et eksempel på samme tendens. Skribenter som Anne Sophia Hermansen, Rune Engelbrecht Larsen, Mikael Jalving og mange andre har – med og uden journalistisk baggrund – skabt solide platforme i den offentlige debat. Alene ved at argumentere mere eller mindre overbevisende for holdninger og analyser.

Et andet tegn på denne lyst til subjektivitet er de politiske kommentatorers opstigen. I dag er den unægteligt halvsubjektive genre analyse i langt højere grad end før en journalistisk form. Henrik Qvortrup eller Niels Krause giver et medie en unik profil og indhold, som andre ikke lige kan kopiere fra Ritzau.
Det gælder ikke kun de politiske kommentatorer; også korrespondenter bliver i dag langt oftere brugt som eksperter, der vurderer betydningen af en revolution i Mellemøsten i stedet for blot at rapportere, hvor mange skud der blev affyret undervejs, som tilfældet var tidligere.

I den forbindelse kan jeg da også selv – i dette lukkede forum – afsløre, at RokokoPosten i virkeligheden er opinionsstof forklædt som (fiktiv) journalistik.

Der er dog et problem. Alle bloggerne, analytikerne og kommentatorerne lever stadig af journalistikken.

Hvis ikke nogen faktisk dækkede statsministerens pressemøder, kunne ingen bagefter analysere, kritisere eller skamrose alle de forfærdelige eller fantastiske ting, som regeringen nu har fundet på.

For der vil selvfølgelig også i fremtiden være nogen, som skal skrive alle nyhederne om ildebrande og interviewe politikere om deres nyeste udspil eller afdække deres uartigheder. Imidlertid er der hele generationer, som har vænnet sig til, at den slags journalistik er gratis online.

Derfor er mit bud, at fremtidens journalister vil blive stadig mere opdelt i to grupper: den største, men stadig mindre gruppe, der skal levere stadig mere nyhedsjournalistik på samlebånd i stadig flere versioner. De vil kort sagt skulle løbe stærkere for en dårligere løn.

Det betyder, at den glimrende undersøgende journalistik ikke prioriteres særlig højt, fordi den er utroligt ressourcekrævende, og fordi dens afsløringer ikke profilerer sit medie ret meget. Det er nemlig sådan, at selvom mange journalister går op i, præcis hvilken avis der først bragte en historie, er de fleste læsere ligeglade. Ingen behøver længere vente på avisbuddet næste morgen eller smide penge i kiosken for at læse et scoop. Hvis historien er vigtig nok, er dens hovedtræk alligevel ude på alle webaviser og TV2 News i løbet af et kvarters tid.

Den anden gruppe er dem, der skriver unikt indhold, som ikke uden videre kan kopieres af andre og derfor kan bidrage til en avis’ profil. Der vil næppe blive særligt mange, men til gengæld har de fremtiden for sig. For mener man, at Niels Krause-Kjær er den bedste til at analyse konsekvenserne af en politikers mulige embedsmisbrug, er det Berlingske, man skal have fat på. Eller i det mindste klikke ind på deres website, hvor man ved, at han bor. Hvis man vil have Arne Hardis og/eller Hans Mortensens blanding af journalistik, analyse og kommentar, skal man købe Weekendavisen.

Der er mange triste ting ved den udvikling, og som nævnt er nedprioriteringen af den afslørende og undersøgende journalistik absolut en af dem. Og der er ingen tvivl om, at de aviser, der – om nogen – findes om 25 år, vil se ganske anderledes ud, end dem vi kender i dag. Til gengæld har teknologien også givet web-vante generationer helt nye muligheder for at præge medieudviklingen for små midler, sådan som et væld af nye medier som Altinget, 180grader, Damefrokosten, Modkraft, Zetland og Ræson har demonstreret med større og mindre held.

Uanset om man billiger udviklingen eller ej, er det lidt sjovt, at man – som RokokoPosten har vist – med en idé og en hjemmeside til 149 kroner om året kan skabe et medie, der i skrivende stund er blandt de tre største dagblade på Facebook.

 

Denne artikel er et uddrag fra den netop udsendte antologi Gejst.