Print artikel

vaklende fuld mand på vej i mål i Sudan

Sydsudans præsident Salva Kiir på besøg hos kollega
Artikel
10.01.11
Analyse: Uafhængighedsafstemningen i Sydsudan er en sejr for internationalt diplomati – og også lidt for en vanæret amerikansk ekspræsident

Der var hverken hilsner til søens folk, Grønland eller Færøerne, da præsidenten for det unge land Sydsudan, Salva Kiir, nytårsaften holdt sin nytårstale til sin befolkning i det østafrikanske land, men derimod et fordrageligt og broderligt – og kun lidt patroniserende – budskab, utvivlsomt iklædt sin karakteristiske højpuldede sorte cowboyhat.

»Jeg ønsker, at I sammen med mig i aften ønsker vores præsident og hans familie, regeringen og befolkningen i Republikken Sudan godt helbred, godt og lykkebringende nytår 2011. Som jeg sagde tidligere i min julehilsen, vil præsident Bashir og National Congress Party (NCP) være evigt husket for at have udholdt den byrde at lede anliggender i dette land i vanskelige øjeblikke i vores historie,« sagde den tidligere oprørsgeneral med direkte reference til den mand, han frem til 2005 kunne betragte som sin væsentligste modstander på slagmarken, Sudans leder, Omar al-Bashir, som han givetvis har ønsket langt ned i helvede i løbet af de 21 års borgerkrig, hvor Bashirs bombefly kontinuerligt droppede deres last over det forarmede Sydsudan og bidrog til to millioner ofre.

Det kristne og animalske Sydsudan vil med noget, der ligner garanti efter denne uges afstemning have stemt for at forlade det muslimske Sudan og danne et nyt afrikansk land med en klar tilknytning til sine sydlige naboer, og hvad er mere mærkeligt, lader det til, at Sudans overordnede leder, Omar al-Bashir, vil lade det ske, og at to af Afrikas mest indædte fjender, Sydsudans Salva Kiir og Nordsudans Bashir på ansvarlig vis er blevet enige om at lade som om, de godt kan lide hinanden.

På trods af uafklarede grænse- og oliespørgsmål, ulmende intern strid i syd og gigantiske uafklarede praktiske spørgsmål er afstemningen en gigantisk sejr for ideen om, at det internationale samfund kan have en positiv effekt i komplekse konflikter og – mærkeligt nok – for George W. Bushs udenrigspolitik.

Mens arven efter Bush og hans dogmatiske idealisme hovedsaligt har været en hovedpinefremkaldende og langstrakt forårsrengøring, er historien om CPA-aftalen (Comprehensive Peace Agreement), der endte borgerkrigen mellem nord og syd i 2005 og i denne uge kulminerer i afstemningen om uafhængighed for syden en lidt anden historie. Aftalen, der var resultatet af et langt forarbejde fra mange forskellige aktører, var en kraftig satsning fra den amerikanske administration, og mens selve aftalen blev forhandlet på plads af Sydsudans daværende leder, John Garrang, og Nordsudans vicepræsident Taha, var USA's diplomater særdeles aktive i processen med at skabe rammerne og presse de vigtigste aktører.

Samtidig udviste de en fleksibilitet, der ofte har været savnet andre steder. Fredsprocessen mellem nord og syd foregik, mens det gik op for verden, hvad der foregik i Darfur, og på trods af et voldsomt pres fra en af de stærkeste amerikanske lobbyer i nyere tid og en officiel folkemordsanklage mod Sudans præsident Bashir formåede de amerikanske myndigheder at holde de to spørgsmål adskilt og de diplomatiske linjer åben i en proces, man enten kan beskrive som kynisk eller beundringsværdig. Resultatet er i hvert fald i dag, at processen på trods af ind imellem – med Sydsudans leder Salva Kiirs ord – at have vaklet som en fuld mand foreløbig er kommet i mål med dagens afstemning, på grund af en vilje til at undgå krig fra de nord- og sydsudanske lederes side – men også på grund af international støtte og pres.

USA’s Obama har ligesom Bush gjort Sydsudan til sit vigtigste afrikanske emne og med udsendingen Scott Gration i store træk fortsat Bush’s pragmatiske politik. Han har udsendt John Kerry som en præmiepony til afstemningen og viftet Bashir om næsen med et officielt besøg fra udenrigsminister Clinton, hvis han er en god dreng og opfører sig pænt.

Samtidig er han imidlertid også blevet kritiseret for ikke at investere nok af sig selv i Sudan-spørgsmålet – og for at være for blødsøden. Obama var en af de mest vokale kritikere af folkemordet i Darfur, og for en særdeles aktiv lobby med afsæt i den amerikanske venstrefløj har Obamas pragmatiske indstilling til det folkemordsanklagede styre i Khartoum været – endnu – en skuffelse.

Hverken for Obama eller andre dele af det internationale samfund er det imidlertid tidspunktet til at puste ud og geare ned

Afstemningen er muligvis en foreløbig kulmination på fredsprocessen, men den betyder langt fra, at Sydsudan er i mål, eller at krigen undgås i fremtiden. Parterne er i vid udstrækning blevet kritiseret for ikke at have opfyldt betingelserne i fredsaftalen og USA og resten af det internationale samfund for ikke at leve op til deres ansvar og tvinge dem igennem. Spørgsmål om grænsedragningen og oliefordelingen er stadig uafklarede, grænseområderne Abyei og Sudkordofan eksplosive og der er rigeligt med kontroversielle emner til at få stridigheder til at blusse op igen, hvis processen ikke føres helt igennem, ressourcerne fastholdes, og fokus svigter.

»Nogle argumenterede for, at fredsaftalen ikke var andet end en våbenhvile,« sagde Sydafrikas ekspræsident Thabo Mbeki ved festlighederne, før afstemningen søndag startede, og de røster kan endnu nå at få ret. Men hvis den gode vilje fortsætter og det internationale fokus fastholdes, kan denne uges uafhængighedsafstemning blive en international sejr. Også lidt for en vanæret amerikansk ekspræsident.

th@atlasmag.dk