Print artikel

Et net under hele kunstverdenen

Interview
07.05.14
I den kommende weekend er der Artist Run. En ganske unik kunstfestival, hvor alle har mulighed for at få indsigt i både lokale og internationale kunstnerdrevne udstillingssteder. Det er kunstnernes egne steder, der tager livtag med kunsten lige nu. Initiativet er nyt, og i en snak med kunstnerne og initiativtagerne Suada Demirovic og Honey Biba Beckerlee, forhørte ATLAS sig om tankerne bag festivalen.

 

Hvad er Artist Run?

»Artist Run er en festival for kunstnerdrevne udstillingssteder. Et kunstnerdrevet sted er – som ordet hentyder – et ikke-kommercielt udstillingssted, der er drevet, ofte kollektivt, af en gruppe kunstnere. Dvs. det adskiller sig fra fx kommercielle gallerier ved ikke at have en gallerist, der skal fokusere på salg og store indtægter for kunne betale sit personale, messeafgifter osv. Kunstnerdrevne steder kan være langt mere eksperimenterende og fungerer ofte, synes vi, som små laboratorier, der tester fagligheden lige nu.«

»Samtlige kunstnerdrevne udstillingssteder i København er blevet inviteret til, hver især, at invitere et udenlandsk udstillingssted, der også er kunstnerdrevet. Den udenlandske partner skal skabe en udstilling på det københavnske sted samt deltage i konferencen Artist Run på Overgaden den 10. og 11. maj. I alt deltager 17 lokale steder og dermed 17 steder fra rundt om i verden. Idéen kom ud af et samarbejde med det australske kunstnerdrevne udstillingssted RAYGUN (www.raygunlab.com). De har lavet mange udstillinger med danske kunstnere og vi syntes derfor, at det var på tide at gengælde generøsiteten og prøve at få dem hertil og lave en udstilling. Idéen ekspanderede – en hel del – og vi endte med at søge penge til, at samtlige kunstnerdrevne steder i København kunne inviteres til at gøre det samme – så erfaring kan deles og forhåbentligvis kan synergi og nye samarbejder opstå.«

Hvordan adskiller Artist Run sig fra andre kunstfestivaler?

»I udgangspunktet var dette projekt ikke tænkt som en festivalstruktur. Men det viste sig, at være det ord, der bedst indrammede vores koncept. Alle festivaler er forskellige og egentlig er det jo en meget bred term, så de fleste festivaler adskiller sig en del fra hinanden. Forskellen ligger måske mest i, at de danske kunstfestivaler hidtil kan siges at have været tænkt fra oppefra og ned, hvorimod det her er udviklet nedefra og op.«

Hvorfor er Artist Run vigtig?

»Vi synes, det er relevant at sætte fokus på kunstnerdrevne udstillingssteder fordi, der er så utrolig mange af disse steder i København netop nu, og det er vigtigt at undersøge, hvad der ligger bag denne opblomstring.«

»På den mere teoretiske bane vil vi referere til vores foredragsholder under konferencen: Maria Miranda. Hun bruger begrebet ’Dark Matter’, som hun låner fra Gregory Sholette. Dark Matter er en form for mørkt stof ude i rummet, der udgør størstedelen af universet. Nu har Maria Miranda ikke holdt sit oplæg endnu, men vi glæder os, og det bliver rigtig spændende at høre, hvordan hun vil bruge den analogi, og så synes vi begge, at det er interessant at betragte det kunstnerdrevne som en slags nødvendighed – ja nærmest en præmis - og en virkelig vigtig spiller, der binder kunstscenen sammen lokalt og hele vejen rundt om kloden på et utal af måder. De kunstnerdrevne steder ligger nærmest som et net under hele kunstverdenen. Det er det stof, der udgør størstedelen af ’kunstuniverset’, om man vil. Og så synes vi, at det er vigtigt at diskutere, hvad dette betyder og hvordan vi kan bruge de betragtninger i vores daglige arbejde.«

»Vi tror på, at denne åbne festivalmodel er et godt format, der kan fungere som platform for inspiration og dannelse af potentielle netværk samt skabe en opmærksomhed, der kan nå bredere ud. De enkelte steder har fuld frihed, og vi har ingen intentioner om at kuratere eller overse de 17 steder. Vi ønsker blot at skabe en ramme for mulig videndeling og god kunst.«

Hvad håber I på, at publikum (og København) får med sig efter Artist Run?

»Vi håber at kunne give de besøgende en viden om, hvor mange kunstnerdrevne steder, der faktisk er i København – og i verdenen. Dertil også hvor forskellige de er og hvor meget de har at byde på. Vi vil gerne dele – og forhåbentligvis sprede, vores begejstring for, at alt dette findes på både et lokalt og et globalt plan.«

Hvem er grundlæggerne af Artist Run?

Vi, (Suada Demirovic og Honey Biba Beckerlee), er grundlæggere af Artist Run. Vi er begge kunstnere og på denne måde er festivalen ligeså kunstnerdrevet, som de steder den inddrager.

Artist Run foregår i den kommende weekend i hele København. De mange udstillinger suppleres af en spændende konference samt en spektakulær fest. Det hele er åbent for alle – og ganske gratis.

Se mere her: artistrun.net