Kunst i januar

2012 bliver et godt kunst-år. Jeg tror på det! 2011 stod i biennalernes tegn – fra Venedig til Sao Paulo. Mængden af disse biennaler til trods, erklæres biennalen indimellem død. Hvis der med død menes, at noget blev til et middel for et andet mål end det tiltænkte, så kan der være noget om snakken – thi enhver by med respekt for sit branding-bureau, har efterhånden en biennale (og hensigten synes til tider at være byens identitet frem for en interesse for kunsten). Og jo, det er også ofte tordenskjolds soldater man møder derude i biennale-land – både mht. udøvere og beskuere. Men når alt kommer til alt, så er substansen stadigvæk udstilling af samtidskunst – og den slags skal man ikke se sig for fin til at gå på opdagelse i og blive ved med at forholde sig kritisk til.

Undertegnede nåede kun to biennaler i 2011; Istanbul biennalen og Performa i New York. To absolut forskellige oplevelser. Solen skinnede begge steder, der var lækre mennesker begge steder og indholdet ganske varieret begge steder. Alligevel var der utrolig stor forskel på de to biennalers form. Istanbul-biennalen var geografisk afgrænset til én adresse og så stramt kurateret, at denne næsten fyldte mere en