Print artikel

Kunst i januar

Andreas Gursky Nha Trang, 2004 C-print 295,5 x 207 x 6,2 cm © Andreas Gursky / VG Bild-Kunst, Bonn / COPY-DAN BILLEDKUNST 2011.
Anbefaling
13.01.12
ATLAS’ kunstekspert gør status over året, der gik og ser frem mod året, der kommer. Og leverer vanen tro nettets mest kompetente guide til en måned i kunstens tegn.

2012 bliver et godt kunst-år. Jeg tror på det! 2011 stod i biennalernes tegn – fra Venedig til Sao Paulo. Mængden af disse biennaler til trods, erklæres biennalen indimellem død. Hvis der med død menes, at noget blev til et middel for et andet mål end det tiltænkte, så kan der være noget om snakken – thi enhver by med respekt for sit branding-bureau, har efterhånden en biennale (og hensigten synes til tider at være byens identitet frem for en interesse for kunsten). Og jo, det er også ofte tordenskjolds soldater man møder derude i biennale-land – både mht. udøvere og beskuere. Men når alt kommer til alt, så er substansen stadigvæk udstilling af samtidskunst – og den slags skal man ikke se sig for fin til at gå på opdagelse i og blive ved med at forholde sig kritisk til.

Undertegnede nåede kun to biennaler i 2011; Istanbul biennalen og Performa i New York. To absolut forskellige oplevelser. Solen skinnede begge steder, der var lækre mennesker begge steder og indholdet ganske varieret begge steder. Alligevel var der utrolig stor forskel på de to biennalers form. Istanbul-biennalen var geografisk afgrænset til én adresse og så stramt kurateret, at denne næsten fyldte mere end de udstillede værker. Performa i NYC var spredt udover hele byen og var en (bevidst) rodet omgang, som man kunne dykke ned i og nemt fare vild i. Begge dele var store oplevelser.

 Biennalens form og væsen forfølges af undertegnede gerne videre i 2012 trods den spåede død. Én ting hæver sig dog over biennale-jagten i indeværende år. 2012 er nemlig et såkaldt documenta-år. Det sker blot hvert femte år, at den tyske by Kassel, som vist er bedre kendt for sine let kurvede og kraftigt bakkede motorveje, slår dørene op til en documenta-udstilling. I år gælder det dOCUMENTA (13).

I Kassel har jeg flere gange været såkaldt ’høj af kunst’ – intet mindre! Trods kaskaderne af internationale udstillinger, såsom den ovenstående biennale-trend, er forventninger til de tilbagevendende documenta’er altid høje – og forventningerne bliver ganske ofte indfriet. Men det kan der skrives meget mere om fra den 9. juni 2012, hvor hele den internationale kunstscene har været til åbningen af dOCUMENTA (13).

I vores eget lille land er vi også en del af det fine internationale kunst-landskab i 2012 (dog ikke med en biennale…den trend sprang vi over). I sensomeren løber Copenhagen Art Festival (CAF) af staben. Højbro Plads omdannes til et mekka for samtidskunst, og Københavns fem kunsthaller samarbejder om kurateringen. CAF åbner den stort anlagte festival den 24. August, men indtil da skal vi ikke vansmægte…

København har allerede nu store mængder dejlig kunst, der skal opleves og udforskes…så hop op på cyklen, fjern dit fokus fra udsalget og januar-depri-følelsen og tag på udflugt rundt i det københavnske udstillings-landskab… FORDI det vil gøre dig godt!

-

Andreas Gursky på Louisiana

FORDI denne tyske fotograf er unik og hans værker så petitessevilde og tidskrævende, at man må lægge sig fladt ned…

Andreas Gursky, 13.01-13.05, Louisiana, Humlebæk

 

Drawing by Drawing på Dansk Arkitektur Center

FORDI det er virkelig fine tegninger skabt af nogle af verdens mest markante arkitekter og fordi det er vigtigt at se og opleve arkitekturens bagvedliggende poesi…

Drawing by Drawing, 13.01-18.03, DAC, Kbh K

 

Extract på Gl Strand

FORDI det er gode værker af syv unge talenter fra fire forskellige lande (som oveni købet alle er nomineret til den samme kunstpris) – og fordi Gammel Strand er et utrolig lækkert sted…

Extract, til d.22.01, Gl Strand, Kbh K

 

A Decade of Danish Fashion på Dansk Design Center

FORDI det altid at godt at lade sig opdatere med, hvad det nu lige var, at DK var god til – og fordi det er et fint samarbejde mellem magasinet DANSK og DDC – og så fordi, at modefolk kan anskue det som en slags forfest…

A Decade og Danish Fashion, 27.01-04.03, Dansk Design Center, Kbh K

 

Træsnit hos Hostrup-Pedersen & Johansen / litografisk.dk

FORDI man skal lægge vejen forbi dette meget skønne og helt unikke værksted, hvor dygtige kunstnere (Fra Tal R over Alexander Tovborg til Ida Kvetny) får skabt og trykt deres træsnit… og fordi det er en lille oase i Valby!

Hostrup-Pedersen & Johansen (baghus), Valby

 

Mikkel Carl på Henningsen Gallery

FORDI det med stor sandsynlighed bliver humoristisk og maskulint – men samtidig poetisk og finurligt…

Too sexy for my skin, 14.01-11.02, Henningsen Contemporary, Kbh K

 

Astrid Myntekær Sørensen på Udstillingsstedet Q

FORDI  Q hovedsaligt udstiller akademi-elever - og det skal man støtte. Og fordi Astrid Myntekær er en drømmer, der leger med lys…

Astrid Myntekær Sørensen, 07.01-15.01, G, Kbh K

 

Dexter Bang Sinister på Kunsthal Charlottenborg

FORDI det er et helt unik samarbejde mellem det superseje (og hippe) kunstner/grafiker kollektiv Dexter Sinister fra New York og vores alle sammens danske psykedelika-teoretiker Lars Bang Larsen – og fordi det er et dybdeborende research-programme med seminar, sensorium og alskens andre events…

Dexter Bang Sinister, Åbner med seminar den 20.01, Charlottenborg, Kbh K

 

Kuratering af Samtidskunst (en bog)

FORDI der er så utrolig få udgivelser på dansk om samtidskunst (altså ej oversat til dansk, men ægte dansk) og fordi det er god læsning, der gir os indsigt i, hvordan man skriver sit eget sprog med andres alfabet…

Kuratering af Samtidskunst, Museet for Samtidskunst, redigeret af Malene Vest Hansen, Sanne Kofoed Olsen, Lotte Juul Petersen og Malene Natascha Ratcliffe

 

 

Ansøgning til Forårsudstillingen 2012

FORDI det er vigtigt, at du husker at minde dig selv og/eller dine kunstner- & designvenner om, at de skal huske at søge om optagelse…

05.01-12.01, forårsudstillinge.dk

 

 

Performing Law på Koh-i-noor

FORDI det er en helt utrolig fint installation af film, der poetisk og finurligt filmatiserer udvalgte paragraffer fra Jyske lov og fordi det er dejligt, når såkaldte tørre ting formidles æstetisk og smukt…

Performing Law / Arendse Krabbe, 26.01-31-01, Koh-i-noor, Kbh V