Print artikel

Respekt for menneskets vilkår

Etik er ikke en hammer. Etik er en lygte, siger Mickey Gjerris. Foto: Maj-Britt Boa
Interview
12.12.13
Dannelse handler om at tage det ansvar, der ligger lige foran os, mener bioetikeren Mickey Gjerris. For vi kan glemme, at menneskets grundvilkår også kan være en gave, der får os til at klynge os til livet og elske helt vildt.

 

-Hvordan opfatter du begrebet dannelse?

»Jeg ser dannelsen hvile på tre ben. Den er de kræfter i vores sociale og kulturelle verden, der former, hvem vi bliver. Så er der vores grundvilkår: at vi bliver født, at vi skal dø, at vi skal elske, savne og alt det der. Endelig er der det mystiske, som er „os selv,“ som også er med til at danne os. For mig er dannelse at høre efter, hvad tilværelsen fortæller mig om mig selv. Hvad lærer min kultur og sociale omgang mig, at tilværelsen går ud på? Og hvad er det egentlig, jeg selv har at sige til det? Dannelse er at lytte og at turde lade sig forme.«

-Hvordan hænger etik og dannelse sammen?

»Ligesom etik handler dannelse også om at kunne få øje på de andre og det uendelige ansvar, der ligger foran os. Det gælder både i forholdet til mennesker, dyr og natur. At blive dannet som menneske er i bund og grund at forsøge at løfte det ansvar, så godt som man nu kan. Derfor hænger dannelse og etik tæt sammen, og på den måde kan man godt tale om det etisk dannede menneske.«

-Hvordan manifesterer det uendelige ansvar sig i dannelsen?

»Det uendelige ansvar er at turde se magtrelationerne mellem os, og det har noget med dannelse at gøre. Hver eneste gang jeg står over et andet menneske, er der en eller anden form for magt på spil. Gennem min adfærd kan jeg være med til at bestemme over hans eller hendes liv, og selvom det kan være ubehageligt at være prisgivet de andre og deres lyst til at hjælpe mit liv videre, så er jeg også hele tiden underlagt, at jeg ikke kan klare alting selv. Ansvaret er altså dobbeltsidet svært. Men jeg vil også påstå, at nogle af de bedste øjeblikke i vores liv er, når de andre tager ansvar og løfter os, når vi ikke selv kan.«

-Er der sket et dannelsestab inden for de sidste årtier?

»Jeg tror grundlæggende, at man skal passe på med forfaldsfortællinger. For man kan jo stille spørgsmålet om, hvornår samfundet var godt? Der er en forestilling om, at da socialdemokraterne på et eller andet tidspunkt i 1960’erne lavede en velfærdssat, blev alt godt. Men det varede så i følge myten kun indtil oliekrisen i 1972. Der er åbenbart et magisk femår, hvor vi alle sammen tænker „Åh, så godt det var, og siden er alt gået ned ad bakke igen.“ Det tror jeg ikke. Jeg tror, at nogen steder bliver vi koldere, og andre steder bliver vi varmere. Nogle ting får vi øje på, nogle ting glemmer vi. Det veksler. Jeg synes ikke, jeg oplever en generel kulde over for andre mennesker, eller at vi er ligeglade.«

-Hvor ser du udfordringerne for etikken lige nu?

»Både som individer og som fællesskab skal vi tage stilling til nogle store emner, og her synes jeg også, at man kan tale om etisk dannelse. Det kunne for eksempel være i forbindelse med fosterdiagnostik eller aktiv dødshjælp. Heller ikke her kan man nødvendigvis tale om en forfaldshistorie, men som jeg oplever det lige nu, er det som om etik bliver brugt som et redskab – en hammer, som vi bruger til at slå et eller andet etisk problem i stykker med. Og så kan vi komme videre. I mit arbejde oplever jeg tit, at nogen siger – Hey, kan I ikke lige tænke lidt over det etiske? – forstået sådan, at man burde kunne klare alle problemer ved blot at sige, hvad der er rigtigt og forkert. Men etik er ikke en hammer. Etik er en lygte, der kan belyse, hvad det er på spil og hvilke værdier, vi er uenige om. Etik handler ikke om at få ret, men om at blive klogere angående de værdier, som vi træffer beslutninger ud fra.«

-Hvordan kommer etisk dannelse i spil i forhold til for eksempel fosterdiagnostik og aktiv dødshjælp?

»I forbindelse med etisk dannelse er det vigtigt, at vi tillader vores tilværelse at sætte grænser. Dannelse er nemlig også at lade sig begrænse af de vilkår, der nu engang hører mennesket til. Derefter kan vi så have en diskussion om vores grundvilkår, for tingene skubber sig hele tiden, blandt andet gennem teknologien. Der er mange forskningsprojekter, der handler om, at vi skal leve længere og længere, ja, næsten blive udødelige. Det kan handle om at dyrke organer til mennesker i dyr, så vi løbende kan få dem skiftet ud. Her synes jeg, det er værd at diskutere, om man kan bruge pengene på mere grundlæggende problemer. Det samme gælder fosterdiagnosticering – for skal vi vide alt? Der ligger en stræben efter sundhed og liv i os, men den skulle gerne balanceres af en accept af, at et menneskeliv også er forbundet med død og sygdom. Og så må vi inden for den ramme prøve at finde ud af, hvad vi gør. Men vi har det med at glemme, at de grundvilkår også giver os noget – at de også er en gave og ikke kun et problem.«

-Men hvordan bestemmer vi så de grundvilkår?

»Etikeren kan netop ikke komme med grænsen. Der findes et spektrum – det rækker lige fra opfindelsen af „Panodil“ og til det, at vi kan lave om på vores gener og leve i 400 år. Et eller andet sted mellem de to yderpunkter balancerer vi mellem det at leve som de mennesker, vi nu engang er under de grundvilkår, vi er født ind i og forsøget på at gøre livet godt og afhjælpe lidelse. Hvor den grænse præcist går, ved jeg ikke, men et menneske, der lever 400 år, vil jeg nærmest sige ikke er et menneske. En del af menneskelivet handler netop om kun at være her i kort tid og være desperat på grund af det og klynge sig til livet og elske helt vildt, fordi man ved, at det snart holder op. Det er forfærdeligt, at vi skal dø, ja, men det er også med til at give tilværelsen dybde. Måske det kunne give os lidt mere sjælefred at passe lidt mere ind i den sutsko, vi har fået.«