Print artikel

Hun kan ikke noget, og det ved hun godt

Prinsesser får altid, hvad de vil have, siger Diana i filmen
Anmeldelse
03.10.13
Diana er en svært trivi-agtig filmatisering af kærlighedshistorien om prinsessen og doktoren. Det er bare i udkanten af filmen, i enkelte scener, hvor paradokserne og problemerne ved at være en royal, forfulgt filantrop for alvor træder frem og bliver interessante.

 

»I must admit, hospitals excite me.«

Det er, hvad Prinsesse Diana, i skikkelse af Naomi Watts, siger, da hun for anden gang møder hjertekirurgen Hasnat Khan på det hospital, hvor han arbejder. Prinsessen besøger netop hospitalet anden gang, for med vilje at støde på doktoren - dagen før forelskede hun sig øjeblikkeligt i ham, da hun besøgte en syg bekendt før en hjerteoperation (denne syge bekendte forlades i øvrigt af kameraet og Dianas opmærksomhed efter ca. fem sekunder).

Hun siger ikke “Hospitaler er interessante” eller “Det er så spændende at tale med læger”. Hun synes, hospitaler er ophidsende, fascinerende. Senere i filmen dukker hun op på hospitalet lige før Hasnat skal operere og spørger ham, om hun må komme med ind og se ham operere. Bare se på det. Hasnat afviser hendes ønske, men lader hende senere stå med maske og lyseblå sygeplejerkittel og se ned i en eller anden patients åbne brystkasse.

Det er sådan hendes fascination for ham er, en fascination der næsten bliver morbid lige dér, når hun står og besnæret ser en patient blive chokket tilbage til livet med en elektrisk hjertestarter direkte inde mellem organerne. Det er i hvert fald ikke ofte, man hører om nogen, der frivilligt bevæger sig ind i en operationsstue, uden hverken at være patient eller hospitalspersonel. Den sammenblanding af forelskelsen i Hasnat og i hjælpearbejdet, som han udfører, forskyder ligesom hendes vanlige medlidende velgørenheds-blik, patienten kommer til at være udkanten af sin egen helbredelse, empatien slår revner og bliver til interesse, fascination, begær.

Sådan nogle små forskydninger har filmen Diana. En del af dem, faktisk. Øjeblikke hvor hendes forelskelse i og heltedyrkelse af den dygtige læge, dådyr-i-billygtelys-blikket på vej væk fra pressefotograferne eller de medlidende ansigtsudtryk rettet mod verdens fattige ikke kan opretholdes eller nærmere ikke kan holdes rent, hvor fokus og hendes følelser forskydes.

Det er svært at sige, om de små scener er værd at sidde igennem så rodet og langtrukken en film for. Jeg tror det ikke. Men efter at have forladt biografsalen, husker jeg dem stadig meget tydeligt.

Royal

For der er ikke meget nyt eller spændende at komme efter. Vi ved jo godt, hvordan vi husker Prinsesse Diana af Wales, i hvert fald hvis vi er født engang inden 90’erne for alvor kom i gang. Vi har set billeder af den blonde prinsesse med det store sml, og kan huske, da alle tv-programmerne blev afbrudt af nyheden om hendes død i et biluheld i Paris. Og det skulle da komme bag på i hvert fald mig, hvis filmen lavede en 180’er væk fra det klassiske Diana-billede. Velgører, sårbar, forfulgt af pressen og presset af din tidligere familie på Buckingham Palace. Det er dog en storstilet bio pic om en elsket og tilbedt 90’er-kendis, der er tale om. Men helt loyal over for det billede er den som sagt heller ikke.

Da vi møder Diana, har hun været separeret fra sin mand Prins Charles i tre år, hun bor alene på et kæmpemæssigt slot med alt hvad dertil hører af tunge brokadestoffer, sølvkandelabre og antikt møblement i mørkt træ med fløjlsbetræk. Skilsmissen er en mulighed, men endnu ikke en realitet.

Diana forhold til hjertekirurgen Hasnat skal forestille at være drivkraften i værket, men meget energi er der ikke at hente i den relation, og det bliver filmens største problem. Karaktererne er bare for kedelige. Hun er en offentlig person, strategisk, kontrolleret, hører klassisk musik og ser hospitalsserier, han er rodet, elsker jazz, fodbold, fastfood og sit privatliv. Så er de på plads. De skændes, slår op, finder sammen, har det lækkert, skændes igen, slår op og finder sammen, det går til tider så hurtigt at man har svært ved at følge med, og i særdeleshed også at engagere sig. Dialogen er tung som de mahognimøber, Diana bor i, hun og Hasnat virker tit akavede overfor hinanden. Men ikke på en usikker eller sympatisk måde. Bare akavede.

Redigeringen gør det heller ikke nemmere at følge med, klippene er simpelthen for korte.

Det meste af filmen er så ufrivilligt cheesy, at det er svært at blive siddende i biografsædet. Diana og Hasnat tager ud på en mark og løber rundt i tågen (fair nok, det ser hyggeligt ud), men på vej tilbage til bilen finder de et kassettebånd på jorden med titlen French Mix, og hvor romantisk er det så ikke lige, når de hører båndet på vej hjem i bilen og Jacques Brels klassiker Ne me quitte pas strømmer ud af bilanlæget. Ikke særlig romantisk. Ikke særlig sigende for to menneskers oplevede forhold til hinanden. Vi ved på det tidspunkt godt at de er forelskede, at det er svært. Der er grænser for, hvor mange gange jeg gider se det gentaget, uden at der lægges noget til.

Diana glider frem og tilbage mellem empati, distance og høflig, distanceret empati

 

Overklassens kvaler

Udenom foregår det lige så intense, royale liv med velgørenhedsrejserne, checkoverleveringer i gymnastiksale, glamourøse yachtture til middelhavet og masser af presse. Hvis man tænker over det, eller ser på det, i bare to minutter, virker det så underligt, at nogen hele tiden går rundt og er royale. Er født eller gift ind i rollen som nationalsymbol, har privilegier, som de ikke kan fratages, er sikret indkomst, antikt møbleret bolig og en hale af ansatte, som kan hjælpe dem med det meste.

Som Diana halvt for sjov, men alligevel så forkælet og rammende udtrykker det: »But I’m a princess. I always get what I want.«

Det bliver sagt, at hun er en af verdens mest magtfulde kvinder. Men hun kan ikke noget, og det ved hun godt. Hun kan tage det præcis samme medlidende ansigtsudtryk på, ligegyldig hvilken katastrofe hun står over for. Hendes velgørenhedsbesøg akkompagneres af et stædigt udsagn om, at det ikke ikke ikke er politisk, men humanitært arbejde, som hun deltager i. Men alligevel synes tabloiddækning, national, engelsk politik og internationale forhold at glide sammen, så det skel bliver meget svært at forstå eller opretholde, hvilket blandt andet bliver tydeligt, da hun besøger et hospital i Angola.

Det royale miljø skaber en foruroligende stemning, der er en svimmelhed i billederne af hende alene på slottet ved siden af billederne af hende helt alene, omsværmet af flere hundrede knipsende fotografer.

Den uro, som helt klart er filmens i hvert fald stærkere side, forstærkes af, at Diana glider frem og tilbage mellem empati, distance og høflig, distanceret empati overfor andre. Der er nærmere tale om en fragmenteret end nuanceret karaktertegning, i udbrud fra den klaustrofobiske kærlighedshistorie vender hun og virker i korte passager arrogant, uintelligent eller selvoptaget. Hvis filmen havde arbejdet mere fokuseret og bevidste med de elementer, kunne det godt være gået hen og blevet rigtig spændende.

Når hun, fuldstændig omsluttet af knipsende pressefotografer, et sted i det store udland, lader en gammel, blind mand røre ved sit ansigt, ligner hun næsten en engle-figur på så overgjort sentimental en facon, at jeg tænker/håber det være selvbevidst fra instruktørens side, en måde at vise, hvordan folk projicerer en frelserrolle i på hendes spejlblanke medfølelse.

Når hun vandrer rundt i tungt ornamenteret slotsinteriør og ikke værdiger hendes mørkhårede stuepige så meget som øjenkontakt, er hun en forkælet overklassekvinde, som ikke kan se bjælken i sit eget øje. De scener ville jeg gerne have opholdt mig længere tid i. Scenerne uden jazz-doktoren.