Hun kan ikke noget, og det ved hun godt

»I must admit, hospitals excite me.«

Det er, hvad Prinsesse Diana, i skikkelse af Naomi Watts, siger, da hun for anden gang møder hjertekirurgen Hasnat Khan på det hospital, hvor han arbejder. Prinsessen besøger netop hospitalet anden gang, for med vilje at støde på doktoren - dagen før forelskede hun sig øjeblikkeligt i ham, da hun besøgte en syg bekendt før en hjerteoperation (denne syge bekendte forlades i øvrigt af kameraet og Dianas opmærksomhed efter ca. fem sekunder).

Hun siger ikke “Hospitaler er interessante” eller “Det er så spændende at tale med læger”. Hun synes, hospitaler er ophidsende, fascinerende. Senere i filmen dukker hun op på hospitalet lige før Hasnat skal operere og spørger ham, om hun må komme med ind og se ham operere. Bare se på det. Hasnat afviser hendes ønske, men lader hende senere stå med maske og lyseblå sygeplejerkittel og se ned i en eller anden patients åbne brystkasse.

Det er sådan hendes fascination for ham er, en fascination der næsten bliver morbid lige dér, når hun står og besnæret ser en patient blive chokket tilbage til livet med en elektrisk hjertestarter direkte inde mellem organerne. Det er i