Wagner har ikke nogle af de hæmninger, vi andre har
Kunst findes kun i det omfang, den er umulig, skriver Theodor Adorno et sted i de noter om Beethoven, som han aldrig fik skrevet til en sammenhængende bog. Kunsten opstår, når den presser sine egne grænser til bristepunktet - når den bryder med formerne. Og der er næppe et kunstværk mere umuligt end Richard Wagners Nibelungens ring, som han arbejdede på i 26 år mellem 1848 og 1874.
I det selverklærede galemandsprojekt Esbjerg-Ringen er Den Ny Opera, efter Valkyrien i 2017, Rhinguldet i 2019, et par år med udskydelser, en pandemi og andre praktiske forhindringer, nået til Siegfried, som har spillet i en stort set udsolgt forestilling i den lumre augustvarme. Besætningen er anført af den danske tenor Magnus Vigilius, der har takket nej til at synge ved dette års Bayreuther Festspiele for at synge titelrollen, og en blanding af yngre talenter og gamle kendinge: blandt andet Jens Søndergaard som Wotan, Trine Bastrup Møller som Brünnhilde, Jesper Brun-Jensen som kæmpen Fafner og svenske Niklas Björling Rygert som dværgen Mime.
Siegfried er den tredje opera i Ringens kronologi. Den foregår
