Trolden i sommerhuset
En kendt forfatter – jeg nævner ingen navne – fortæller mig en historie, som hun netop havde hørt på et refugium, hvor en af de andre beboere lige havde fået den fortalt i telefonen hjemme fra Danmark:
Et ægtepar skal passe en hund for deres venner. Pludselig får de mulighed for at rejse til Paris, og de tager hunden med. En dag spadserer de på Champs-Élysées, og pludselig skvatter hunden død om. Ægteparret lægger liget ned i en pose fra en af de eksklusive tøjbutikker, men pludselig kommer en tyv fræsende på et elektrisk løbehjul, hiver posen til sig og forsvinder i mængden.
Hvor vildt! You can’t make that shit up, som man siger. ”Men historien er for god til at være sand,” sagde jeg til min forfatterven, ”og når noget er for godt til at være sandt, er det sandsynligvis heller ikke sandt”.
Min forfatterven fastholdt, at den var god nok. Hende, der havde fortalt den, havde jo selv lige hørt det fra en, der kendte dem, der havde oplevet det.
Ikke desto mindre. Den døde hund, der blev stjålet i Paris, er oplagt at gennemskue som en urbanmyte, et samtidssagn, en vandrehistorie. Men den slags historier er nemme at sluge råt. Det ved jeg af erfaring.
