Print artikel

De der tvivler taber

Anmeldelse
23.01.19
'Vort mismods vinter' på Husets teater er en absurd og længelsfuld Hitler-monolog, der manipulerer sit publikum til at føle lige dele tristhed og håb. Det er en overvældende oplevelse.

I en bunker i Berlin, ti meter under jorden, sidder Hitler og skumler. Her på scenen sidder i hvert fald en mand i et blåt jakkesæt, som vi får at vide er Hitler. Og dette er da også d. 28. april 1945, og han taler om at komme til magt, indlede en verdenskrig, gasse millioner af jøder og nu, i sidste ende, at måtte tage sit eget liv. Figuren Hitler er en tung kliché at bære, uanset hvordan man vælger at gribe det an: som ’mennesket’ Hitler, Hitler som lærred for folkemassernes projicerede håb og desperation, eller som parallel til den nuværende politiske situation. Han er også, kan man tilføje, en lavthængende frugt, hvis man mener, at god kunst er kontroversiel kunst. Og uanset om man synes, det er vigtigt at have den slags forbehold i baghovedet, når man går i teatret for at se en Hitler-monolog i 2019, så bliver forbeholdene for det meste der, i baghovedet, gennem Andreas Dawes forestilling Vort vinters mismod med Dan Zahle i den eneste rolle.

Først ligner manden på scenen en helt almindelig mand, vi bare skal forestille os er Hitler. Uden overskæg, kæmmet hård eller grøn uniform, men til gengæld med psykopatens milde og isnende uforudsigelighed. De, der virkelig har forstået det sociale spil, men ikke lader sig påvirke af det, kan virkelig være behageligt selskab, indtil de ikke er det længere. Dan Zahle lykkes med utrolig lethed, men stor kompleksitet at forvandle sig til sådan en psykopat, mens hans toneleje skifter fra mildt appellerende til spyttende raseri. Og vores Hitler behøver ikke bruge ret mange kræfter på at overbevise sit publikum om, at vi har brug for hans talestrøm: Man skal ikke knibe øjnene ret meget sammen, før det hele ser forholdsvist håbløst ud for menneskeheden.

Jeg kan godt fornemme, at der er nogle ting, jeg helst skal forstå her. Den private Hitler i det blå jakkesæt minder selvfølgelig i sine barnlige raserianfald og i en pinefuld scene, hvor han fortæller om sin lyst til at stikke sine to fingre ind imellem benene på den 17-årige Eva Braun, om den nuværende amerikanske præsident og i øvrigt en hel del andre statsoverhoveder andre steder i verden. Hitlers egne tips om, hvordan man er en dygtig populist, og hvordan de der tvivler, taber, er desuden en anelse overtydelige, trods en lidt utidig og klodset ironisk distance. Vi skal desuden forstå, at politik er det modsatte af handling. Kun med en stærk mand, der skærer igennem alle uenighederne, kan vi gøre os forhåbninger om ikke at gå til grunde. Det virker ikke upassende at gribe til den slags paroler, bare en anelse udslidt og bedrevidende. Men heldigvis er det ikke parolerne, der bærer forestillingen.

Hvad der virkelig giver Vort mismods vinter en særlig og smertelig tone, er det baggrundstæppe af eksistentielt mørke, Hitler taler frem, og hvor underligt det er i nogle øjeblikke at synes, at Hitler er en helt i orden eksistentiel tænker. Hitler-figuren er som sådan upåvirket af almindelige, menneskelige følelser, men Andreas Dawes tekst, som løber ud af Hitlers mund uafbrudt i halvanden time, er fyldt med bidende, melankolske sandheder: »Et menneske er et uigennemtrængeligt mørke, man ikke kan forstå«. Sammenspillet mellem Dawes tekst, som svinger mellem det familiære og det makabre, indimellem flettet sammen med besnærende aforismer, og Dan Zahles makabre tilstedeværelse, er en overvældende oplevelse. Først og fremmest, fordi den fremkalder en tristhed og længsel, man kan mærke ud i sine vintertørre hænder.

Den lader splittelsen mellem ’højre’ og ’venstre’ blive lidt i baggrunden og angriber i stedet med skarp tvetydighed den selvtilstrækkelige skråsikkerhed, alle politiske fløje efterhånden fastholder.

Psykopat-figurens momentære blidhed i sammenspil med scenerummets smukke og enkle brug af lys og røg fremstår for eksempel som en beregnende leg med publikums længsel efter det simple og smukke. I én scene sidder Hitler slænget henover sin lænestol midt på scenen mellem bløde bånd af røg foran et stort projektorlys og fortæller langsomt og detaljeret om udslettelsen af jøderne. Kort efter fortæller han os med samme bløde stemme, at alle mennesker er helt alene i denne verden. Det, Hitler ved, er at livet oftest er irriterende og besværligt, sommetider endda ubærligt, selv for de allerheldigste. Og det er sådan, Vort vinters mismod fremstår som en virkelig absurd, men sand repræsentation af, hvor simple vores politiske følelser kan være: Livet kan være næsten ubærligt at leve, så tal til mig med en blød stemme, som om du har opdaget, at det i virkeligheden er let.

I Vort mismods vinter er politik et sted, hvor der er (alt for meget) rum til at tvivle, og populisme er det radikalt modsatte: at skære igennem tvivlen og turde handle ud fra sin skråsikkerhed. Og dermed fremstår forestillingen ikke som et angreb på én bestemt politisk position i det nationale eller internationale politiske landskab lige nu. Den lader splittelsen mellem ’højre’ og ’venstre’ blive lidt i baggrunden og angriber i stedet med skarp tvetydighed den selvtilstrækkelige skråsikkerhed, alle politiske fløje efterhånden fastholder. Og da forestillingen ender og Hitler spankulerer ud af rummet med sin usynlige hund i snor, hænger det som en streng af lys i rummet, at det er ham, der har besluttet sig for at tage sit eget liv, og os andre der skal forsøge at retfærdiggøre, at vi fortsætter vores. Og at gøre med den verden, han efterlader os, hvad vi finder bedst.