Print artikel

Hvis du har en gammel sang i kroppen

Billedtekst: Helen Hartness Flanders. Foto: Helen Hartness Flanders Archive, Middlebury.
Profil
24.04.19
Den amerikanske folk-musik bliver ofte forbundet med banjoer, violiner og sværmerisk nostalgi. Men i duoen Anna & Elizabeths nyeste album 'The Invisible Comes to Us' fra 2018 skubber de grænserne for genren og skriver unostalgisk historie med fortidens sange som deres kilder.

»Der findes fortællinger over det hele,« fortæller Anna Roberts-Gevalt over telefon fra New York om folk-duoen Anna & Elizabeths arbejde med at grave New Englands folk-musik frem. »Og hvis du begynder at være opmærksomme på dem, så afslører de sig.«

Det er de historier, de taler om på indersiden af coveret til deres seneste album The Invisible Comes to Us, hvor de skriver, at albummets sange stammer fra fortidens stuer og køkkener, hvor sangene blev sunget af de folk, der boede der, og som havde lært dem i deres barndom. Det er den samme interesse for historiens hverdagspersoner, der driver deres seneste arbejde frem, hvor sangene er mere end bare smukke sange. De er fortællinger, historiske kilder og vidnesbyrd fra fortidens hverdagsstuer, der synges til live med duoens eksperimenterende folk-sange.

Det var den observation, der gav deres nye album The Invisible Comes to Us dets navn. Albummets sange er ikke fra de steder, der normalt forbindes med den amerikanske folk, men fra det nordøstlige USA i Vermont, Virginia og New England. Anna Roberts-Gevalt brugte en måned i et arkiv af 4800 feltoptagelser af folkemusik fra det område, der er indsamlet af Helen Hartness Flanders og Marguerite Olney over en periode på tredive år fra 1930’erne og frem. Det er de sange, der har ligget i Middlebury Colleges arkiver, og som Anna & Elizabeth igen har arbejdet på at få vækket til live igen fra deres arkivhvile.

»Når man bruger en hel måned i et arkiv, kan det føles som om der er en kæmpe distance mellem dig og den gamle optagelse. Den skratter, der bliver sunget falskt og nogle ord bliver måske undladt,« fortæller hun og forklarer, at hele deres musikalske projekt handler om fjerne den distance mellem fortiden og nutiden ved at bruge sangene som en slags vidnesbyrd, der aktualiserer fortidens følelser i vores egen tid. Det gør de blandt andet for at gøre op med den sværmeriske nostalgi, der nogle gange kan dukke op i forbindelse med folk-musikken; en ukonkret og sentimental nostalgi, som Anna Roberts-Gevalt mener - i politisk form - fik Donald Trump valgt til præsidentposten med sin idé om at gøre USA »great again.«

»I stedet for at tænke på sangen som en hyggelig og fjern historie fra et gammelt land, der ligger langt borte – Nej! Hele den her ballade handler om at forlade sit land og ankomme til et nyt. Det er følelser som finder sted lige nu!«

Folk-musikken

Deres første to albums Sun to Sun fra 2012 og Anna and Elizabeth fra 2015 har rod i den traditionelle folk-musik fra Appalachia, der dækker over en region i det østlige USA. Elizabeth LaPrelle, der er blevet hyldet som en af hendes generations mest talentfulde traditionelle sangere, voksede op på landet i Virginia, som er en Appalachia-musikkens hovedstater. Anna Roberts-Gevalt, der synger og arbejder med både elektroniske og klassiske instrumenter som banjoen, er opvokset i New England, hvor det seneste album tager sit afsæt.

Anna Roberts-Gevalt forklarer, at deres to første albums var mere klassiske folk-udgivelser, hvor det handlede om at gengive og være tro mod sangen, som den oprindeligt var blevet sunget. Det er noget, der ifølge hende kendetegner dele af folk-musikken: »Jeg tror, at der er den her idé om at skulle være en kanal, når man opfører traditionelle sange; en passiv beholder til de gamle sange, i stedet for at fungere som ‘authors’«

Selvom alle deres sange er traditionelle sange, så har de på deres seneste album ladet sig inspirere af mere eksperimenterende musik som Anna Roberts-Gevalt blandt andet har fundet i Brooklyns avant-garde-miljøer, og så den amerikanske musiker og perfomance-kunstner Laurie Andersons idé om at være storytellers. Anna & Elizabeth bidrager dermed med et nyt perspektiv til folk-musikken: De vil gerne skrive og fortælle historie med den amerikanske fortids sange som deres kilder.

Når du lærer en traditionel sang fra en person, så er mindet om dem forbundet med sangen.

The Invisible Comes to Us er udgivet på det traditionsrige pladeselskab Smithsonian Folkways, der spillede en vigtig rolle i folk-musikkens opblomstringen i 1960’erne. De har udgivet navne som Woody Guthrie, Lead Belly og Pete Seeger. Anna Roberts-Gevalt peger selv på, at det er deres lyst til at undersøge historien og fortælle historier, der adskiller sig fra andre samtidige folk-musikere. Og det er samtidig det, der gør, at de strækker grænserne for, hvad genren kan rumme, hvor de i højere grad end tidligere er blevet authors af sangene; ikke bare tomme beholdere, der videregiver sangen i sin oprindelige form: »Vores værk er interesseret i historiefortælling på en måde som andre folk-musikere ikke er. Der findes historiefortælling hos vores samtidige, men det er måske mere som singer-songwriters,« siger hun og fortsætter: »Det her projekt handler om sangens egen styrke og sangens stærke billedsprog. Jeg vil gerne fortælle og synge sangen, så folk kan høre fortællingen. Det har skubbet vores eksperimenter.«

Anna Roberts-Gevalt fungerede som medproducer på The Invisible Comes to Us og var interesseret i at integrere lyd, der kunne forstærke de følelser fra fortiden, som disse sange vidnede om. De bruger både droner, loops, synthesizers og distortion-effekter, og musikken befinder sig derfor hele tiden i vekselvirkning mellem den velkendte harmoniske folkemusik og det eksperimenterende, mellem det skønne og det grimme – og mellem ord og lyd: »Det bunder i et ønske fra os begge om at lave et album, der integrerede flere af de lyde, som vi selv lytter til,« siger hun og gør samtidig op med det, der virker som en stereotypisk forestilling, når man taler om folk-musik: »Vi lytter ikke bare til gamle field recordings.«

At være til stede

Duoens fokus på at fortælle historier og historien bag sangene ledte Anna Roberts-Gevalt til Vermont, hvor hun i en måned lyttede til dele af de 4800 feltoptagelser i det arkiv, som Helen Hartness Flanders havde efterladt. Det var her, Anna Roberts-Gevalt faldt over den første sang på The Invisible Comes to Us - ‘Jeano’: »Det havde været en lang dag, hvor jeg havde lyttet til feltoptagelser, hvilket kan være ret kedeligt. Fordi du lytter til en helt masse hvid støj. Jeg rodede lidt rundt i forskellige optagelser og stødte på den her sang, og så stoppede jeg bare.«

Sangen var optaget godt firs år før af Helen Hartness Flanders, der – i bedste John og Alan Lomax-stil – indsamlede traditionel musik fra New England-området: sange, ballader, folkedanse og violin-sange. Sangen blev optaget i den 80-årige Margaret Shipmans hjem i Lee, Massachussets. “Jeano and Jeanette” er en lavmælt anti-krigssang, hvor kvinden Jeanette synger følgende linjer til sin elskede Jeano, der er på vej i krig: »But my heart will be with you, wherever you may go, can you look me in the face and say the same, Jeano.«

»Jeg blev øjeblikkeligt grebet af hendes stemme,« fortæller Anna Roberts-Gevalt, der efterfølgende opsøgte Margaret Shipmans tidligere hjem, hvor den nuværende ejer inviterede hende indenfor. Sammen lyttede de til optagelsen af den syngende Margaret Shipman, hvis stemme skælver lidt af alderdom, hvilket man selv kan høre på det sidste nummer på pladen, hvor Helen Hartness Flanders’ oprindelige optagelse af Margaret Shipman afspilles med instrumentalisering af Anna & Elizabeth. Senere i sangen synger hun - på rørende og ørehængende vis – linjerne: »If I were Queen of France, or still better Pope of Rome, I’d have no fighting men abroad, nor weeping maids at home.«

Det har hun gjort i noget tid, besøgt de steder, hvor sangene oprindeligt er sunget: »Det er en praksis som jeg gør mere og mere - og jeg forstår stadig ikke helt hvorfor. Det føles lidt som en pilgrimsrejse.« Ifølge hende er det en essentiel del af folk-musikken, at den er blevet givet videre gennem møder med de folk, der har sunget sangene: »Når du lærer en traditionel sang fra en person, så er mindet om dem forbundet med sangen.«

Når jeg er i huset, minder det mig om, at det her ikke bare er en eller anden tilfældig folk-sang. Denne virkelige person med en krop og en familie boede i dette hus, og det her var en af de sange, der hjalp dem gennem deres dag.

Det er blevet en slags personligt ritual, men samtidig gør hun det også for familien, der ikke nødvendigvis ved, at deres forfædre har sunget disse sange – og at de blev optaget i midten af det sidste århundrede. Hun peger samtidig på, at der nogle gange er en fortælling om, at folk-musikken bare ‘svæver i luften’ i USA. Ved at besøge stederne fastholder hun de konkrete og levede erfaringer, som sangene vidner om: »Folkemusik svæver helt klart i luften, men er samtidig knyttet til meget konkrete mennesker. Vi ville ikke have de her sange, uden at de samme folk havde sunget dem,« siger hun, mens hun nærmer sig årsagen til at besøge de huse, hvor sangene oprindeligt blev sunget: »Når jeg er i huset, minder det mig om, at det her ikke bare er en eller anden tilfældig folk-sang. Denne virkelige person med en krop og en familie boede i dette hus, og det her var en af de sange, der hjalp dem gennem deres dag.«

Den komplekse og meget konkrete historie

Helen Hartness Flanders optog for første gang i løbet af 1930’erne, hvor hun var direktør for Committee on Traditions and Ideals, der var en del af Vermont Commission on Country Life. Og denne kommissions historie er ikke helt ukompliceret. Den blev startet af en professor Perkins, som var tilhænger af idéen om racehygiejne og eugenikken, hvorfor kommissionen også havde patriotisme og renhed i Vermont som sine formål på et tidspunkt, hvor immigranter og fattige arbejdere immigrerede til landet. Formålet var at dokumentere og bevare den gamle ’Vermont-slægt’. Men afgørende for mange af de sange, som Helen Hartness Flanders, der forlod kommissionen og fortsatte arbejdet med at dokumentere folkemusikken andre steder, har optaget, er at de stammer fra alle mulige andre steder end Vermont.

»Hvis vi tænker på denne musik som immigrant-musik, så kan det minde mig selv og andre om, at selvom vores familier er fra Vermont, så var de fra Irland, England eller Sverige før, hvor de tog sangene med fra.« hun og fortsætter: »Jeg ville ønske at flere mennesker i USA huskede at deres forfædre var immigranter.«

At kende fortiden og have en gammel sang i kroppen gør, at du er mere tilstedeværende i stedet for at befinde dig i en fantasiverden.

Selvom Anna Roberts-Gevalt fortæller, at de endnu ikke har arbejdet med at integrere den historiske kompleksitet i deres musikalske udtryk, så er der alligevel noget, der skurrer i deres sange. Et godt eksempel er “By the Shore”, der skærer sangens tekst op, gentager linjerne og spiller dem ind over hinanden til et slags spøgelseskor, der hvisker dig i øret: »She paddles her boat to shore«. Lydfladerne på nummeret kan man på den ene side lade sig svøbe ind i, men på den anden side er der noget, der virker fremmedgørende i det collage-agtige lydbillede, som er hakket op, forskudt og konstant vekslende mellem harmonisk sang, lyde af havet og hårdere, udflydende elektroniske lydflader, der bryder med enhver romantiseret forestilling om ‘de gode gamle dage’.

Afgørende for hele Anna & Elizabeths virke er en insisteren på historiens kompleksitet som modsætning til enhver nostalgi (og til deres koncerter præsenterer de da også de historiske kilder, som deres sange bygger på). Her blev et bestemt begreb afgørende for Anna & Elizabeth: mikrohistorie. Anna Roberts-Gevalt mener, at det helt legitimt at forstå deres projekt som historisk – og som en del af deres proces samlede de alt deres historiske materiale, før de begyndte at bygge sangene. Mikrohistorien er en gren af historien, der arbejder med de historiske kilder, som ikke er skrevet af kongerne eller sejrherrerne: »Idéen om at forstå historien gennem ‘normale mennesker’ er en måde at forstå historiens kompleksitet på et mere dybt plan,« som Anna Roberts-Gevalt siger. Det er denne historiske konkrethed og kompleksitet som Anna & Elizabeth arbejder med i deres musik. For Anna Roberts-Gevalt er det vigtigt at synge sangene med en konstant bevidsthed om, at de er udtryk for konkrete erfaring og følelser, så de ikke bare bliver reduceret til et sværmerisk nostalgi-trip.

»Jeg elsker idéen om at en gammel sang aldrig forlader og altid er i kroppen på den der synger sangen.« Det knytter hun sammen med den anti-nostalgiske ambition, som driver Anna & Elizabeths arbejde med folk-musikken: »At kende fortiden og have en gammel sang i kroppen gør, at du er mere tilstedeværende i stedet for at befinde dig i en fantasiverden.«