Print artikel

»Og de levede lykkeligt i et stykke tid…«

To tomme billedrammer. 2010 - 2014. "Billederne hang i vores fælles lejlighed. Han sendte dem til mig bagefter. Uden at pakke dem ind." /Museum of Broken Relationships
Skydeskive. 1. november 2011 - 21. oktober 2015. København, Danmark. "Jeg vil gerne donere en skydeskive, som min ekskæreste skød med en AK-47, da vi sammen var på en skydebane i Los Angeles." /Museum of Broken Relationships /Museum of Broken Relationships
Trøje med glad smiley foran og sur smiley bagpå. Halvandet år. København, Danmark. "Han glemte denne trøje hos mig, og den minder mig om hans to ansigter. Det smilende ansigt der tager mig ud og spise, og fortæller mig hvor meget at han stoler på, at jeg aldrig vil såre ham, hvor meget han elsker mig og mit troværdige smil. Derefter det sure ansigt, der fortæller mig at juleaften tog han til en sydamerikansk transkønnet prostitueret på Vesterbro og betalte 800 kroner for et blowjob. “Nu har vi Gonoré,” siger ansigtet." /Museum of Broken Relationships
Udstillingsrummet i Rundetårn /Museum of Broken Relationships
Feature
02.12.16
Tre måneder eller tredive år: det gør ondt at slå op, og siden antikken har kunsten udøvet helende magi for knuste hjerter. I et samfund, hvor vi bliver skilt som aldrig før, vil to aktuelle udstillinger skabe et rituelt rum for kærlighedsbrud: De sender sorgen på museum.

Da popstjernen Taylor Swift og den britiske skuespiller Tom Hiddleston slog op i september efter et kort forhold under stor mediebevågenhed, var der især et spørgsmål der gav genlyd over hele internettet: hvornår kommer break-up-albummet? Med en lang række kendiskærester og hits som We are never ever getting back together, I knew you were trouble og Begin again har den 26-årige sangerinde markeret sig som popkulturens fremmeste eksempel på en oldgammel disciplin: at gøre kunst af et kærlighedsbrud.

Og skal man tro myten om Orfeus, som man bl.a. kender den fra Ovid, kan det godt betale sig at have ty til kunsten, når man savner sin tabte elskede. Orfeus var søn af den episke digtnings muse Kalliope og en mester i lyrespil – det instrument, der har lagt navn til lyrikken. Han tryllebandt dyrene med sin musik, og han elskede Eurydike, som døde fra ham, efter hun blev bidt af en slange. I sorgen over den elskedes død opsøgte han Hades og da han spillede op på sin lyre, lod herren over dødsriget Orfeus få Eurydike tilbage. På en betingelse: at han ikke så sig tilbage før de var ude af underverdenen. Det kunne han som bekendt ikke overholde, han måtte forvisse sig om at hun stadig var der, hvorfor han mistede hende igen. Orfeus fik en chance til, men sådan går det de færreste: oplevelsen af et kærlighedsbrud er formentlig en næsten universel menneskelig erfaring, hvad enten det er bruddet med gymnasiekæresten eller skilsmissen fra faderen til ens børn. Derfor kan man have nok så meget brug for en smule breakup-magi, selv i den moderne verden.

Knuste hjerter på museum

»Da det så, efter en sidste udveksling af facebook-beskeder, endelig var helt forbi mellem os, besluttede jeg mig for at begrave den i skoven ved et natligt ritual, der involverede en blodofring jeg stadig har ar efter,« fortæller en forladt elskende fra Brøndby. Den lille amulet med form som et øksehoved bundet fast i et stykke sejlgarn fylder ikke meget i montren. Amulettens tidligere ejer vendte siden tilbage til skoven efter sit magiske objekt, gaven fra ekskæresten, og sådan endte den her i dag: ikke på Nationalmuseet, hvor man kunne forvente at finde et øksehoved fra det 8. århundrede, men på Museum of Broken Relationships i Rundetårn. Bag plexiglas og på piedestaler finder man her alt fra plastikgrise og vinkekatte til samuraisværd og medaljer fra hæren, knust glas, breve, brudekjoler og sexlegetøj – altsammen relikvier over forliste forhold. Museet er et sted, hvor knuste hjerter kan komme af med alt det, de hverken kan holde ud eller smide ud. Ikke ulig blodofringen i skoven, men med hvide museumsvægge og andægtig stemning i stedet for kropsvæsker og muldjord.

Genstandene har hver deres historie, som foldes mere eller mindre ud i den tekst der følger med. Der er en brudekjole, hvor man blot behøver læse titlen Håndlavet brudekjole (aldrig brugt) for at få historien med. Den minder ikke så lidt om Hemingways berømte og hjerteskærende eksempel på flash fiction: »For sale: baby shoes, never worn« . Som brudekjolen har nogle af museets genstande en genkendelig symbolsk værdi i sig selv: brudebuketter, en bunke knust glas, et break-up-brev. Andre er mere idiosynkratiske og taler forholdets intime og indforståede sprog: et Harald Nyborg-katalog, adresseret til ekskonen, der bliver ved med at komme efter hun er flyttet. To afrikanske masker tilhørende ekskæresten, som donoren uden held har forsøgt at smadre for at få afløb for sin sorg. En nøglering med bogstavet F udskåret i træ, et bogstav, der blev brugt som en intim signatur i forholdets korrespondancer, og som gør det svært at færdes i lande der bruger det latinske alfabet: »Nu, hvor jeg går min egen vej, strejfer omkring til nye steder, ender jeg med at se et skilt, en reklame, et graffititegn på muren – bogstavet F – og det føles som om tusind nåle gennemborer mit hjerte.« Intet er for småt til at blive symbolsk.

Er tabet tabu?

Museet har egentlig til huse i Zagreb, og ved indgangen til det kroatiske museum står en lille træk-op-kanin. Den har tilhørt udstillingens kuratorer, Olinka Vištica og Dražen Grubišić, som selv var i færd med at fordele godset efter deres fælles forliste forhold, da ideen til museet først meldte sig: for hvor skulle de gøre af alle de ting, der måske var værdiløse i sig selv, men som det fælles liv havde givet historie og affektionsværdi? »Museum lød som et godt ord,« siger Dražen Grubišić, »Et sted hvor alting opbevares, trygt og sikkert – men langt væk.« Her endte altså også et relikvie over deres egen kærlighed, kaninen som de hver især havde haft med på rejser og taget turistfotos af, når den anden måtte blive hjemme. Samtidig er det som om den tabte kærlighed er blevet kanaliseret over i selve museumsprojektet, som de nu har drevet sammen i ti år og som har besøgt i alt 42 lande med rejsende udstillinger som den i Rundetårn, ligesom der er åbnet et permanent eksilmuseum i Los Angeles. Og hvis man spørger folkene bag udstillingen, så er der en grund til, at projektet vækker genklang over hele verden.

 

»Man får lov at dyrke det, sætte det op på en piedestal – bogstaveligt talt,« siger Anna Liv Bolther, der er cand.mag i kunsthistorie og medarrangør af den danske udstilling. »Der er lidt en ting med, at man ikke skal snakke for meget om sin ekskæreste – her får man lov til at snakke om sin ekskæreste til hele verden.«

»Vi har ritualer for alt,« forklarer Dražen Grubišić. »Når man bliver færdig med skolen, når man bliver atten, når man får et job, når man køber en lejlighed, når man gifter sig, når nogen dør – alt har et ritual. At slå op med nogen er måske det tredjeværste der kan ske dig og der er intet ritual! Du kan gå ud og drikke dig fuld med nogle venner, og det er det.«

Faktisk er kærlighedstabet decideret tabu, mener Anna Liv Bolther. Hun har selv doneret en japansk vinkekat til udstillingen, som hendes ungdomskæreste gennem otte år smadrede i vrede over bruddet og siden limede sammen igen.

»Da min kæreste og jeg slog op, gik der noget tid, måske seks måneder hvor jeg blev ved med at møde folk i byen som sagde ”Hej, hils din kæreste”, fordi vi havde været sammen så længe,« fortæller hun. »”Det skal jeg nok”, sagde jeg. Så gik jeg ind på Facebook og ændrede min civilstatus til single – jeg troede det ville poppe op, alle ville se det og det ville være ovre. Men så fik jeg en notifikation fra Facebook hvor der stod ”Bare rolig, dette vil ikke blive vist på din timeline”. Jeg var lige ved at tage et screenshot og lægge dét op. De kan ikke fortælle mig hvad der er en god ting i mit liv og hvad der ikke er det.«

På det rejsende museum er der plads til både nostalgisk længsel og decideret bitterhed. Tag f.eks. den motionscykel som en finne har doneret med en tør kommentar om at »Da jeg fandt ud af, at min kære kone kan lide at sidde overskrævs på meget andet end motionscyklen, lod jeg mig skille fra hende.« Visse steder har kuratorerne sat forskellige objekter sammen i tableauer: en køkkenkniv ligger oven på et skærebræt – hvert sit relikvie, og samtidig en illustration af, at langt de fleste genstande i dette rum er bemærkelsesværdigt hverdagsagtige. Og så alligevel: den køkkenkniv… Og så er der også den der gennemhullede skydeskive med omridset af en mand. Alle slags følelser – sorg, vrede, hysteri og forløsning – har fundet vej til Rundetårn.

»Det her er det virkelige liv.« siger Dražen Grubišić, »Facebook er falsk – der har alle det fedt. Vi er blevet frakoblet det virkelige liv på en måde. Børn vokser op med fortællinger der ender med ”…og de levede lykkeligt til deres dages ende”. Det burde være ”de levede lykkeligt i et stykke tid”!«

Skilsmisselitteratur

Orfeus har ikke musiceret forgæves: lige siden han slog lyren an, har kunsten dyrket savn, tab og død. Faktisk har litteraturen siden antikken haft sin helt egen genre til at begræde de døde i mere eller mindre rituel sammenhæng, nemlig elegien, eller klagesangen, som i den romerske antik også gav form til en lang række kærlighedsdigte. Det er med andre ord ikke nogen nyhed, at megen god (og også megen middelmådig) litteratur er skrevet med inspiration i den ulykkelige og tabte kærlighed. Den franske forfatter Marguerite Duras brugte fx et helt forfatterskab på i forskellige varianter at genskrive sin barndoms forhold til en ældre kinesisk rigmand i fransk Indokina: således er i hvert fald Dæmning mod Stillehavet (1950), Elskeren (1984) og Elskeren fra Nordkina (1991) – og med lidt god vilje en række andre værker fra forfatterskabet variationer over samme tema: Den kærlighed, der var. For Søren Kierkegaard var den brudte forlovelse med Regine Olsen sågar en forudsætning for det, der skulle blive et af vores allerstørste forfatterskaber.

Ulykkelig kærlighed er litteraturhistorien fuld af, men i det 20. og 21. århundrede har kærlighedsbruddet fået en ny rolle i samfundet: det er blevet institutionaliseret, efterhånden som skilsmisse er blevet almindelig praksis. Ikke overraskende er skilsmissen dermed også blevet et litterært tema i de seneste år, hvor mere eller mindre selvbiografiske værker kredser om de følelsesmæssige og praktiske konsekvenser af brudte ægteskab. Lone Hørslevs lancerede genrebetegnelsen ‘skilsmissedigte’ med Jeg ved ikke om den slags tanker er normale i 2009, og i år har temaet været i fokus bl.a. i Kristina Nya Glaffeys humoristiske regnbueroman Mor og busser skal skilles, ligesom prominente skilsmisser på det litterære parnas er blevet spejlet mere eller mindre direkte i litteraturen hos fx Jonathan Safran Foer (som var gift med sin forfatterkollega Nicole Krauss) og Ebba Witt-Bratström, der i Århundredets kærlighedskrig skildrede bruddet med tidligere nobelsekretær Horace Engdahl. Også på skærmen bliver vi gift og skilt igen: i HBO-serien Divorce. (med punktum til sidst) kan man følge det urbane singleikon Sarah Jessica Parker i rollen som forstadsmor, der kæmper sig igennem en tragikomisk skilsmisse fra en mand med et pinligt midtvejskriseoverskæg. Det går cirka lige galt for dem begge, når de som advokater hyrer henholdsvis en misogyn Patrick Batemantype med skyskraberkontor og en ældre respektabel herre, der måske, måske ikke er blevet hjerneskadet efter et minor stroke. Skilsmissen er med andre ord blevet så almindelig, at det er på tide at grine ad den. Men må man også græde over den?

Når vielsesringen må klippes op

»Jeg kylede vielsesringen væk i sorg og vrede, og kan ikke huske hvor, måske i havnen?« Ordene tilhører Henrik som var gift i 14 år, og de står trykt på en plakat i Nikolaj Kunsthal i København. Det er et af de udsagn som de besøgende har efterladt til udstillingen Lost Love, et kunstprojekt, hvor fraskilte kan donere deres vielsesringe. På væggene i det tidligere kirkerum hænger draperet rødt stof og i midten står en piedestal med bærestænger – en slags pagtens ark – der danner fundament for montren med vielsesringe. En af de ringe, der hænger på den bugtede metalstang, er klippet op – når en ring har siddet på en finger i mange år, skal der nogle gange en tang til at få den af.

Udstillingen er skabt af filosof og journalist Trine Bastrup og kunstner Rune Fjord, der fik ideen efter Trine Bastrups veninde havde fortalt, hvordan hun i afmagt havde efterladt sin vielsesring på en tilfældig tankstation. Ingen af de to arrangører er selv fraskilte, men de mener, der er et tabu omkring skilsmisse i vores samfund, som kunsten kan være med til at løsne op. Med projektet Lost Love er vielsesringen i sin symbolske tyngde blevet omdrejningspunkt for et sådant forsøg på at skabe en åben samtale om den livssituation mange danskere befinder sig i som fraskilte.

»Ringen repræsenterer uendelighed og ubrydelighed,« siger Trine Bastrup. »Sådan har reelt været, da man ikke kunne komme ud af et ægteskab, men sådan er det ikke i dag. Ringen har en økonomisk værdi, men det mest interessante er dens emotionelle og symbolske værdi, fordi den repræsenterer en af de største forpligtigelser folk kan foretage. I det øjeblik fraskilte tager ringen frem, kan de ikke undgå at reflektere over hvilke valg de selv og partneren har truffet.«

Nogle af de udsagn der hænger på væggen er underskrevet med fornavne, og i rummet på Nikolaj Kunsthal kan de besøgende også skrive i en gæstebog som en slags skrifte eller bekendelse. Men donorerne til de vielsesringe, der er kommet, fremstår anonyme. Det er ikke tilfældigt: ifølge arrangørerne er rummet nemlig også et modtræk til den terapeutiske kultur, hvor sorg bliver en privat og individuel udfordring, snarere end et fælles anliggende. Efterhånden som flere bliver skilt, bliver det nødvendigt at skabe rituelle rum for den sorg, som skilsmissen ofte medfører.

»Alle samfund har overgangsriter og har brug for at mødes enten når tingene er meget glædelige eller meget svære,« siger Trine Bastrup. »Venstrefløjen har berettiget brugt mange år på at bryde religionens magt ned, men kunne godt blive bedre til at sætte noget sekulært i stedet, som indrammer vigtige overgange.«

Skal vi have et ritual for kærlighedsbruddet?

Som led i udstillingen ville arrangørerne gerne have skabt rammerne for et egentligt skilsmisseritual, hvor man bl.a. skulle kunne smadre et keramisk fad som symbol på det, der var gået itu. Det rakte økonomien ikke til, men til gengæld dannede Nikolaj Kunsthal i slutningen af november ramme om en debat der netop satte muligheden af et skilsmissseritual på dagsordenen. For når man siger ja til hinanden under rituelle rammer – i kirken såvel som på Rådhuset – hvorfor så ikke også sige ritualisere nejet? Der er fuldt hus af både unge og midaldrende tilskuere, da Trine Bastrup spørger et panel bestående af en præst, en filosof og en antropolog, om de kunne forestille sig indstiftelsen af et sådant ritual.

»I kirken siger man ikke nej«, forklarer sognepræst Anna Mejlhede, der selv har været gift og skilt fem gange. Det skilsmisseritual som hun har været med til at udvikle handler derfor i stedet om at sende hinanden videre i livet med kærlighed. Indtil videre har hun dog ikke selv haft lejlighed til at udføre ritualet, selvom mange fraskilte faktisk efterspørger rituelle handlinger – de vil bare helst udføre dem alene. Antropolog Cecilie Rubow er også med på tanken om et sådant ritual, hvor hun mener man med fordel kan låne fra de begravelsesriter, der kendes fra mange kulturer. »Der er bare den forskel at ved begravelsen er den ene part død og kan ikke sige så meget,« siger hun »Det er den helt store vanskelighed, at vi har to parter, der skal kommunikere. Fordelen er, at man ofte ikke skal sige noget under ritualer. Ellers er skilsmisser typisk karakteriseret ved skænderier: I ritualer skændes man ikke – når man bliver skilt, så skændes man.«

At skilsmissen ofte bunder i konflikt synes at være et grundlæggende problem for tanken om at ritualisere bruddet, og filosof Anders Fogh Jensen, som er panelets tredje deltager, understreger desuden, at det er svært at give et ritual mening fra den ene dag til den anden.

Men når skilsmissen er blevet en så hyppig livsbegivenhed hos danskerne, hvorfor er det så overhovedet meningsfuldt at kalde det et tabu? Ifølge Cecilie Rubow er vi nødt til at undersøge, hvilke forventninger vi som samfund har til ægteskabet, før vi kan forstå, hvorfor bruddet er tabubelagt. For som hun siger: ethvert samfund har idealer og deraf følgende tabuer – også døden er et tabu, fordi vi værdsætter et langt liv og måske endda drømmer om udødelighed. Og hvis ægtefolk forventes at leve lykkeligt til deres dages ende, så punkterer et utidigt brud i hvert fald dét ideal.

»Det er svært at forene den store heftige forestilling om romantisk kærlighed med at sætte sig ned og snakke om det når det ikke fungerer,« siger Cecilie Rubow. »Jeg kan sagtens forestille mig at nogle ægteskaber kunne ophøre på denne kontraktlige måde, men så er det nok også fordi de ægteskaber har været under en anden orden end den store romantiske kærlighed. Det skal vi også tænke på: et skilsmisseritual må føje sig til den måde man er gift på. Om tyve år kunne man godt forestille sig at det serielle monogami er mere  institutionaliseret. At vi siger “ja, vi er smaskforelskede – vi vil gerne være gift – I noget tid.” Ikke til døden os skiller i den bogstavelige forstand.«

»Kan man acceptere midlertidighed i kærligheden?« spørger Trine Bastrup. »Ringen symboliserer jo uendelighed, så kan man tro på kærligheden hvis man siger ‘jeg elsker dig indtil jeg ikke elsker dig mere’?«

Ifølge panelets præst vækker sådant et forslag ikke begejstring hos de giftelystne. »Diskussionen er jævnligt oppe at vende om at ændre ritualet så man ikke siger “til døden skiller jer ad,” men “til kærligheden dør.” Men der er ingen brudepar der er med på den! For ingen vil gå ind i et ægteskab med den tanke, at det er til kærligheden dør, for det gør den jo nok,« siger Anna Mejlhede. Endnu mere end skilsmissen er det forestillingen om fiasko, der er tabubelagt i vores samfund, understreger hun. Og måske er det, som Cecilie Rubow antyder, selve vores kærlighedsbegreb, der sætter os op til fiasko.

Når kunsten former sorgen

Kunsten som udtryksform kan indtage en rituel rolle, der måske kan supplere det religiøse rum. Men man kan også hævde, at selve vores forståelse af kærligheden er formet af fiktionen. Den forestilling om romantisk kærlighed, som panelet i Nikolaj Kunsthal ender med at kredse om, er i hvert fald på mange måder et begreb, der kan henvises til 1800-tals-romantikkens dyrkelse af følsomhed som ideal: det er i denne periode af kærlighedsægteskabet vinder frem som alternativ til den kontraktuelle alliance, der med Anders Fogh Jensens ord handlede mere om »jord, penge og efternavn« end om forelskelse. I dag er vi blevet »forelskede i forelskelsen,« siger Cecilie Rubow, men det romantiske ægteskab er langt fra den eneste måde mennesker kan indgå i forhold på. »Mennesket har levet i hundredetusinder af år hvor det bare ikke kunne lade sig gøre – som et tvingende bevis på at vi kan realisere os selv på rigtig mange måder.« Derfor er det også muligt at kærlighedsbegrebet vil bevæge sig i andre retninger i fremtiden, fx mod en institutionalisering af den serielle monogami, mener hun.

»Før var det litteraturen, man konsulterede, når man skulle finde ud af hvad den rigtige kærlighedsfølelse var, nu er det film, blade osv.,« siger Anders Fogh Jensen, der i modsætning til Cecilie Rubow tror den romantiske kærlighed er kommet for at blive. I dag er romantik og kærlighed nærmest blevet synonyme i populærkulturelle fænomener som rom coms og valentinsdates.

Tilbage i Rundetårn dyrker kuratorerne også den populærkulturelle kærlighed og kærestesorg. Som baggrundsmusik til ferniseringen spiller en playliste med heartbreak hits som Adeles Hello og REMs Everybody hurts, numre valgt af facebookbrugere, der har nomineret deres foretrukne musik til kærestesorger. Og da vi diskuterer de tekster, der følger med udstillingens genstande, peger Anna Liv Bolther også på kunst og litteratur som faktorer, der er med til at forme selve den måde vi udtrykker sorg på. »Når man er ked af det synes man, at det man skriver lyder poetisk,« siger hun »Da jeg skrev min tekst følte jeg i hvert fald at jeg skrevet noget epic Jane Austen-agtigt. Der er et sted, hvor ordvalget kammer over og bliver det samme de forskellige tekster imellem, fordi vi har en universel idé om, hvordan man er ked af det. På den måde bliver det meget konstrueret trods ærligheden, fordi vi har en idé om, hvordan man skal være ked af det, som man har set på film. «